Helle for stiletten

Helle Thorning-Schmidts tale (se en pdf med teksten her) på Socialdemokraternes kongres den 21. september ligger overordnet på noget, vi kunne kalde et 10-tal: Virkelig god, uden at den får banket dingenoten helt op og ramme klokken. Men hvad skulle Thorning da udrette med sin tale i Aalborg? Og hvor godt fungerede den i forhold til det?

Talen skulle vise hende som stærk leder – det lykkes med gode gentagelsesfigurer

Hun skulle udrette mange ting. En af dem angår billedet af hende selv og hendes lederskab. Rundspørger, også lige før kongressen, røber, at der er stor tvivl blandt socialdemokratiske vælgere om begge dele. I forhold til det problem lykkes det hende faktisk at tale, så hun fremtræder som en kvinde med råstyrke.

Blandt hendes midler til det er mange af de samme som Anders Fogh brugte til at skabe sit image af en autoritær faderfigur, som ingen turde ringeagte på den måde, som både medier og opposition før og efter regeringsdannelsen har gjort med Thorning. Talen har meget af det samme hårdtslående, fyndige sprog med korte sætninger og gentagelsesfigurer, f.eks. en sekvens hvor fem sætninger i træk begynder med ”Uddannelse...” (’anafor’). Lix’en er – i kraft af mange enstavelsesord og korte perioder som er behændigt flettet ind mellem de lange – nede på 30, altså decideret let.

Men man finder også, at Thorning tilsyneladende ikke helt tør vælge den stålsatte, bankende gentagelse. Da hun beskriver, hvad regeringen har gjort for at skabe arbejdspladser, kommer en opremsning af initiativer, hvis enkelte led slutter sådan: ”Det giver arbejdspladser... Det betyder arbejdspladser... Det skaber arbejdspladser. Her og nu... Det betyder arbejdspladser... Det skaber arbejdspladser. I hele landet.” Brugen af disse minimale variationer skaber halten i figuren (som er en ’epifor’). Sagen er jo, at disse gentagelsesfigurer ikke bare kan ’lyde flot’, men kan give et underbevidst indtryk af stor kraft, viljestyrke og konsekvens hos den talende. Men den effekt tror jeg, hun kikser lidt i passagen her.

Talen skulle vise hende som menneskelig – det lykkes, men virker lidt for villet

Hun gør også meget for at ændre billedet af sig selv som en talende robot – en blank skikkelse, hvis indre man ikke rigtig kan forstå, udover at det består af trykte kredsløb og mekanik. Personlige følelser og referencer præger flere passager, dels indledningen med varm hilsen fra den nu fraværende Anker Jørgensen, dels omtalen af hendes nøjsomme og arbejdsomme mor: ”Hvis vi fik et lift hjem om aftenen fra venner og familie, insisterede hun på, at vi blev sat af oppe på Køgevejen. Der var virkelig ingen grund til at besvære andre med at køre den sidste kilometer rundt om blokken.”

Så får vi også indirekte gentaget, at Thorning ikke kommer fra et palæ i Rungsted, men fra jævne kår på Vestegnen. Og at hun stadig husker ”Javid fra Pakistan som jeg selv gik i klasse med”, og som nu er ingeniør. Kort sagt, vi kan udlede, at hun er et menneske med en konkret identitet og almindelige følelser.

Der er bare den risiko ved denne effekt, at folk let kan tro, det var hensigten at opnå den. Der er en retorisk læresætning, fra den gamle romerske lærebog Retorikken til Herennius: ”ne ars appareat” – det vil sige den retoriske kunst skal ikke kunne ses, men bare virke, for ses den, virker den ikke så godt. Det minder om mennesker, der laver ’namedropping’ for at virke betydningsfulde. Det kan godt fungere, men der skal ikke så meget til, så gennemskuer man, at denne virkning netop var hensigten, og så virker det bare usympatisk. Som Goethe har sagt: ”So merkt man Absicht, und man wird verstimmt”.

Talen skulle vise hende som urokkelig – det lykkes med et ’professionelt’ mundheld

At Thorning er stærk og sej som en jyde og ikke så let lader sig affeje, som oppositionen og medierne gerne vil, er en anden del af hendes image som hun bearbejder i talen i Aalborg. En af de passager, hvor hun gør det, virker som om den er stærkt inspireret af et forbillede: Mrs. Thatcher, der i 1980 var i en lignende situation som Thorning. En stor del af befolkningen og af hendes eget parti mente, at hun burde lave et ’U-turn’, dvs. mildne sin hårde økonomiske kurs. Men det nægtede hun stålsat i en tale på de konservatives kongres, med højdepunkt i disse sætninger: ”You turn if you want to. The lady’s not for turning”. Her er indtil flere ordspil samt en allusion til en kendt teatersucces, The Lady’s Not for Burning. (Talen var selvfølgelig ikke skrevet af hende selv, men af dramatikeren Ronald Millar, tidligere Hollywood-manuskriptforfatter.) De ord blev en slags motto, der var med til at skabe Thatchers unikke image og magtposition.

Nu gør Thorning noget lignende med mundheldet ”It ain't over till the fat lady sings”, med ’oversættelsen’ ”Det er ikke slut, før blondinen har stillet stiletterne.” Det var den sætning, der blev mest citeret fra talen, og det var nok også meningen. Den gør flere ting. Den erklærer, at hun er sej og ikke overvundet, alt imens den indirekte lader os forstå, at hun har humor og selvironi – og dermed også overskud i en presset situation. Og så er den en uudsagt påmindelse om, at hun trods sin sejhed ikke er blevet maskuliniseret, men stadig er kvindelig og stilfuld.

Mrs. Thatcher tog sejt kampen op fra et lavpunkt i meningsmålinger og vandt valget i 1983. Hendes ubøjelighed og barske konfrontationslinje skaffede hende gradvis respekt omend ikke popularitet. Nu har Thorning en tilsvarende opgave. En del af den er også at vise kampklar skarphed over for oppositionen, især Venstre, der synes at lukrere lige så meget på hendes svage image som på egne ideer.

Talen skulle vise kant til Venstre – det lykkes ikke. Bankdirektørerne får ikke bank

Og talen er da også godt pakket med effektive stik til Venstre, som man kan forvente af en kongrestale til salfuld tilhørere, der på dét punkt allerede er ’frelste’: ”Vi vil ikke se en gentagelse af den borgerlige fallit fra 1980’erne, hvor en generation blev splittet op i dem som duede, og dem som aldrig fik mulighed for at være med... i modsætning til VK-regeringen så holder vi ikke bare vejret og venter på opsvinget... Med Løkkes skatteindgreb i 2010 fik familierne lov til at betale regningen for VK-regeringens fejlslagne beslutninger... VK’s mistillid og kontrol skal erstattes af samarbejde og fair krav... Da Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl gennemførte en skattereform fik bankdirektøren en skattelettelse på flere hundredetusinde kroner. Med den nye aftale får de en brøkdel af det beløb.”

I disse passager viser Thorning tænder. Men vi lader lige den sidste stå et øjeblik. ”Bankdirektøren” fik store skattelettelser af Løkke, men nu får ”de” (mener hun bankdirektørerne? Det er sjusket skrevet) kun en brøkdel deraf. Her tror jeg, der er et stort hul i Thornings panser over for intern kritik fra partifællerne. Hvorfor får bankdirektørerne overhovedet skattelettelser, i betragtning af at den strenge økonomiske linje rammer kernetropper blandt kontanthjælps- og dagpengemodtagere? Dét er det spørgsmål, som en mængde socialdemokrater (nuværende og frafaldne) stiller sig for tiden. Det må de også have gjort i Aalborg.

Og dén bekymring får hun ikke for alvor svaret på. Det kan vi se ved at sammenholde hendes tale med et indlæg af forfatteren Lars Olsen, ”Jorden kalder Helle”, i Politiken den 22. september. Her artikuleres det, der nok er den centrale årsag til partiets nedgang, ud over den personlige (mangel på) tillid til Thorning. Lars Olsen skriver, at ”danskerne forventer, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder – og at byrderne er begrundet, så folk kan forstå det. Regeringens økonomiske politik lever ikke op til disse to helt afgørende kriterier.” Folk kan godt forstå, at alle skal yde, også dagpengemodtagerne, men hvorfor skal direktørerne så samtidig nyde? Måske ved man, at regeringens svar herpå har noget at gøre med at fremkalde ’øget arbejdsudbud’ – men det, siger Lars Olsen, ”passer til befolkningens virkelighed som en boksehandske til et blåt øje”. For når der er rigeligt med arbejdsløse, hvorfor skal vi så have øget arbejdsudbud? (Her vil jeg forbigå det absurde i betegnelsen ’arbejdsudbud’, som jo netop ikke betyder at der udbydes mere arbejde = jobs.)

Dette er ikke en økonomisk argumentation for, at Helle & Co. har uret, men en påvisning af at hun ikke svarer på det, som utvivlsomt er hendes målgruppes helt afgørende bekymringer. Støvsug selv talen, det er der ikke. At bankdirektøren, nu hvor dagpengemodtagerne får kniven på struben, får mindre skattelettelser end under Løkke – det er et seriøst bovlamt svar. Og dét svigt forklarer nok, at landsmødedeltagerne kun til dels lod sig stemme op til kamp af talen, og at den ikke kan komme over et hårdt tilkæmpet 10-tal.

Seriøs sjusk med metaforer

Også i småtingsafdelingen er det indtrykket, at der er rum for forbedring, trods en ihærdig indsats. Jo, der er et par velformede antiteser, som f.eks. ”Jeg er vokset op i en tid, hvor vi sloges for at holde Danmark ude af våbenkapløbet. Men i dag på vores kongres vil jeg gerne for alvor melde Danmark ind i kundskabskapløbet.” Og der er en sætning, der effektfuldt spiller på, at tilhørerne selv skal regne ud, hvad der menes – hvilket aktiverer følelserne meget mere, end når man får alt klippet ud i pap: ”Svend Auken sagde i sin sidste tale til os, at han var glad for, at han kunne dele sin politiske rejse med os – med jer. I dag ved jeg, hvad Svend mente.” Men der er også en hel del, hvor tekstforfatteren – uanset hvem det er – burde have været mere professionel.

Enhver skriverkarl og -pige kan finde på gentagelsesfigurer og skarpe antiteser, men når det gælder stærkt billedsprog, kan man ikke køre på rutinen. Hellere være tilbageholdende med metaforer og kun bruge nogle få – på vigtige steder, og da nogle som er rammende, og meget gerne nogle som man ikke har hørt 100 gange før. Og i hvert fald ikke nogle som tankeløst blander billederne.

Tag denne banale sportsmetafor: ”Første del af første halvleg er ved at være slut. Og ja, vi er bagud på point.” Dels er vi vist alle trætte af at høre politik beskrevet som sport, og dels er det noget sludder! Man har halvlege i fodbold og håndbold, men det er i boksning, at man er bagud på point.

Eller denne: ”Vi har viljen til at gå helt ind i det økonomiske maskinrum og dreje på de skruer, som får skibet Danmark ind på den rette kurs.” Sludder igen. Et skibs kurs styres ikke fra maskinrummet, og det sker ikke ved, at man drejer på ’skruer’, men på rattet – oppe på broen, hvorfra man kan se, hvor man er. Eller denne: ”Kæden mellem mennesker kun er så stærk som det svageste led.” Hvad i alverden betyder det? Og hvad mener Thorning med ”den søvngængeragtige hornmusik fra de borgerlige om at vi er ræverøde”? Er vi da ikke røde? Og hvad er ’søvngængeragtig’ musik – synger søvngængere på en særlig måde, eller hvad? Og helt ærligt, kære læser: Når du hører ordet ’hornmusik’, hvilke andre ord tænker du så på? Lad os slutte med talens mest opsigtsvækkende banalitet. Vi får en del at vide om globalisering, og Thorning kan fortælle os denne nyhed: ”Kloden er i bevægelse”.

Jo, det er nok en stærk tale, og Helle Thorning-Schmidt er sej. Men hun har ret i, ”at vi med Poul Nyrups ord altid kan gøre det lidt bedre.”