Analyse af Helle Thorning-Schmidts retorik
Helles talent for hvad?

Skrevet af
Helle Thorning-Schmidt er et stort retorisk talent. Hun har bare glemt det selv. I stedet har hun travlt med ikke at forholde sig til partiets problemer. Statsministeren shiner, når hun optræder uden den stramme politikermaske. Og hvis hun trådte i karakter og viste selverkendelse som politiker, ville hendes format ikke være til at komme udenom.
Jeg har mødt Helle Thorning-Schmidt en enkelt gang. Det var til en socialdemokratisk kongres i 2006 – efter at hun blev formand, og inden hun blev statsminister. Det, jeg husker fra det korte interview, jeg lavede med hende, var følelsen af at være undermåler. Hun var højere, flottere og på alle måder mere tjekket end mig. Sød og imødekommende med perfekte negle. Med sin formfuldendte og selvsikre tale på kongressen gav hun Jante fingeren og indprentede sig for altid hos mig som en fascinerende og meget dygtig retoriker.
 
Erkend problemet, Helle
Hæsblæsende meget er sket for Helle Thorning-Schmidt siden den dag. Den stride modvind, hun har befundet sig i så længe, har, ikke overraskende, blæst hendes gennemslagskraftige retorik omkuld.
 
Politik og retorik er integrerede størrelser, som det sjældent giver mening at adskille, men alligevel er det relevant at forsøge at isolere det retoriske perspektiv og spørge: Hvordan kunne implementeringen af Thorning & co.s politiske projekt gå så galt for en kommunikativt begavet politiker som Helle Thorning? Og hvad kan hun retorisk gøre for at stå stærkere ved næste valg?
 
Der er selvfølgelig et hav af mulige svar på disse to spørgsmål. Jeg vil hæfte mig ved, hvad jeg betragter som Helle Thornings mest fundamentale retoriske mangel, nemlig evnen til at erkende problemer. En mangel, der har provokeret både medier, partifæller og befolkning i en sådan grad, at det kan ende med Helle Thornings exit. Men også en mangel, Helle Thorning-Schmidt kan nå at rette op på. Hvis hun vil.
 
I orkanens øje
Siden valgsejren i 2011 har der været flere nederlag end sejre. De fleste politikere kommer jævnligt i politisk stormvejr, men Helle Thorning har befundet sig i øjet af en nærmest konstant orkan, siden hun blev statsminister. 'Forræder', 'Amatør' og 'Helles nye løgn' er blot et udpluk af formiddagsavisernes overskrifter, som har ført an i, hvad der til tider har lignet en langstrakt, kollektiv mediehetz over for Helle Thorning-Schmidt og hendes inderkreds.
 
Desværre har ingen endnu foretaget en systematisk analyse af mediedækningen af Helle Thorning-Schmidt og regeringen. Den slags kommer typisk efter nogle år, for det er som bekendt altid lettere at være klog i bagklogskabens stråler. Når den tid kommer, håber jeg, at der er nogle redaktører rundt omkring, der får sig nogle moralske tømmermænd, for både som almindelig mediebruger og retoriker tør jeg godt konkludere, at medierne har været stride. 
 
Sammen med to andre retorikere, Christina Pontoppidan og Jonas Gabrielsen, har jeg undersøgt de spørgsmål, pressen stillede Helle Thorning-Schmidt til det nu afviklede ugentlige tirsdagspressemøde. Her skinnede det tydeligt igennem, at journalisterne følte sig provokerede og med et væld af såkaldte selvmodsigelsesspørgsmål, gjorde de, hvad de kunne, for at få indrømmelser fra statsministeren.
 
På statsministerens tirsdagspressemøde forsøgte journalisterne med 'selvmodsigelsesspørgsmål' at få indrømmelser fra ministeren. Retorikerne Heidi Jønch-Clausen, Christina Pontoppidan og Jonas Gabrielsen har skrevet en kronik i Berlingske om disse spørgsmål 
 
Det store kronikdrama  en tyndbenet historie
Partifæller har tilsyneladende også efterhånden mistet tålmodigheden med deres partiformand. I disse dage synes dramaet om S-toppen versus baglandet at have nået et point of no return, efter den famøse kronik i Berlingske Tidende, hvor fem partifæller stiller, hvad der ligner syv ultimative krav (der i virkeligheden er gentagende variationer over tre krav – erkend, lyt og før S-politik) for at sikre deres fortsatte – spinkle – opbakning til deres formand.
 
En kronik med syv ultimative krav til Helle Thorning-Schmidt, skrevet af fem medlemmer af partiet, blev dækket intenst. Udgangspunktet for dækningen var dog en meget tynd historie af Arne Hardis i Weekendavisen og meget lignede kampagnejournalistik 
 
Ikke overraskende var medierne straks hægtet på kronikdramaet. Ordet kampagnejournalistik strejfede mig da også flere gange under læsningen af konfliktens dækning. Symptomatisk var det, at Ritzau, de objektive nyheders højborg, havde en artikel med overskriften: 'Redaktør: Socialdemokraterne venter på Thornings afgang'. En tyndbenet enkildeshistorie, hvor Weekendavisens Arne Hardis ud fra fornemmelser og snakke med forskellige socialdemokrater vurderer, at Helle Thorning snart er historie og Mette Frederiksen ny formand.
 
Og Ritzau var ikke alene med denne form for 'nyhedshistorie'. Inden for et par dage havde ethvert større medie med respekt for sig selv fået udarbejdet en meningsmåling – hvem sagde push-polls? – der alle sætter alvorlige spørgsmålstegn ved Thornings troværdighed og tester befolkningens holdning til Mette Frederiksen som afløser.
 
Fra julemand til hulemand
Det er svært ikke at mene, at orkanen er politisk selvforskyldt. Helle Thorning-Schmidt viste sig at være problematisk langt fra en lyttende, pragmatisk politikertype. Tværtimod. I en ideologisk kompliceret regeringskonstruktion allierede hun sig med Blå Bjarne og andre djøfske socialdemokrater af samme overbevisning som hun. Og så blev der gået reformamok med en blåtonet 'nødvendighedens politik' sideløbende med en skræmmende lang række af løftebrud. 
 
Vi kender den bemærkelsesværdige politiske udviklingshistorie om den hardcore kvindelige statsminister, der lavede en omvendt Fogh og gik fra julemand til hulemand. Der er selvfølgelig en parlamentarisk forklaring, men alligevel kan det undre, at en retorisk begavelse som HTS turde sætte sig selv i denne retoriske situation, der på en god dag kan forekomme svær, på en dårlig dag selvmorderisk.   
 
Stonewalling og forskydninger
I kronikken i Berlingske Tidende lød det første krav til partiledelsen:
”Vi erkender, at Socialdemokraterne er i en historisk krise. Før vi kan komme videre i diskussionen må vi erkende, at vores nuværende kurs ikke er holdbar. Hvis vi bliver ved med at lade som om, at vi gør alting rigtigt, men bare kommunikerer forkert, kommer vi aldrig videre.”
 
Dette råd er efter min bedste overbevisning det vigtigste, da kravet om at lytte er tæt beslægtet med dette. Igennem hele sin regeringsperiode har HTS undladt at forholde sig erkendende til partiets små og store problemer. Tværtimod har hun med forskellige retoriske strategier verfet problemerne væk som fnug fra habitjakken. Det gælder såvel erkendelsen af store, grundlæggende problemer såsom meget dårlige meningsmålinger som erkendelsen af problematiske enkeltsager. En af de strategier, der var særligt fremherskende i starten af regeringsperioden var bagatelliseringsretorik og insisterende optimisme, som jeg har beskrevet i en analyse i Ræson fra 2011.
 
Når spørgsmålet ignoreres
I takt med, at regeringens, partiets og Helle Thornings egne problemer er vokset, har hun efterhånden måttet forlade denne strategi. Når hun nu inviteres til at indrømme problemer, benytter hun nu oftere en mere klassisk stonewalling, som i Oxford Dictionary beskrives som ”an act of delaying or obstructing a person, request, or process by refusing to answer questions or by being evasive”. En ekstrem optimisme er også en form for stonewalling, da problemer bagatelliseres i en sådan grad, at de reelt druknes i kvælende positivitet. Men den seneste tids stonewalling har bestået i meget mere direkte undvigelser og afvinklinger – eller forskydninger, som mine to førnævnte retoriske kollegaer og jeg har kaldt det.
 
En forskydning er stonewalling på svarniveau. Når en svarer forskyder, fastholdes spørgsmålets emne, men det perspektiv eller den præmis, som lå til grund for spørgsmålet, ændres, og dermed ignoreres journalistens intention med spørgsmålet. Læs mere om forskydninger her.
 
Trættende ikke-svar
Et eksempel på Thornings stonewalling er fra Folketingets spørgetime i onsdags den 1. april, 2014. Lars Løkke Rasmussen spørger – igen – om Helle Thornings personlige holdning til børnechecken. I sit svar benytter hun først en såkaldt tidsforskydning, hvor hun forskyder tidsperspektivet fra nutid til fortid
”Som jeg også har sagt tidligere synes jeg hverken det er fantastisk, eller at det er en katastrofe. Under den tidligere Venstreledede regering var det fuldstændig det samme, så hvis det var så urimeligt, at man kunne sende penge ud af landet, hvorfor forsøgte man så ikke at ændre det, da man havde muligheden for det? Vi har jo ikke ændret på, at man kan sende en børnecheck ud af landet. Sådan var det jo også da hr. Lars Løkke Rasmussen var statsminister.” 
 
I anden del af svaret forskyder hun spørgsmålet til at handle om Lars Løkke Rasmussens egne angreb på velfærden, der ifølge Thorning er langt værre end børnechecken:  
”Jeg synes, det er et værre angreb på vores velfærdssamfund, at I vil have nulvækst i den offentlige sektor. Jeg synes det er et værre angreb på vores velfærd, at man vil spare fire milliarder på vores beskæftigelsesindsats. Jeg synes, det er et værre angreb, hvis man synes, man kan udlicitere de offentlige opgaver. Hvis jeg skal rangere, hvad jeg synes, der er værst for vores velfærdssamfund, så vil jeg have lov til at tage de ting først, for det er langt hårdere angreb på det solidariske velfærdssamfund vi kender end denne børnefamilieydelse. Og det er mit svar.”
De trættende ikke-svar taler for sig selv. Det er gentagende forskydninger som disse, der bidrager til indtrykket af en arrogant statsminister.
 
Helle Thorning-Schmidts ikke-svar får hende til at fremstå som arrogant. Her i en spørgetime den 1. april i år
 
Mere erkendelse, mere menneske
For en retoriker er det ærgerligt at se en politiker med så store retoriske ressourcer som Helle Thorning-Schmidt ty til stonewalling. Hendes defensive retorik er selvfølgelig langt hen ad vejen politisk selvforskyldt, men jeg kan alligevel ikke lade være med at undre mig over, at hun ikke udvider sit retoriske handlerum ved at vise ydmyghed, selverkendelse og forståelse over for alle dem, der er uenige med hende. Ikke for at please, men af benhårde selviske og strategiske hensyn.  
 
Aristoteles, retorikkens fader, skriver, at en person etablerer sit etos gennem tre dyder: Phronesis, areté og eunoia. Med phronesis-dyden etablerer afsenderen sit etos gennem sit intellekt ved at demonstrere, at hun er intelligent, kompetent og vidende. Med areté-dyden etablerer afsenderen sit etos gennem sin personlighed ved at vise, at hun er et godt, moralsk menneske (sådan en, man godt gider sidde ved siden af til en konfirmation). Med eunoia-dyden viser afsenderen forståelse og velvilje over for sit publikum. Med moderne begreber taler man om kompetence (phronesis) over for karakter (areté og eunoia).
 
For at fremstå overbevisende må en afsender besidde både kompetence og karakter. Og skal man gradbøje, er der i retorikforskningen konsensus om, at karakter faktisk er vigtigere end kompetence. ”The personality of the orator outweighs the issues”, skriver den kendte retorikprofessor John Leopold.
 
Når Helle shiner
Enhver, der har set Helle Thorning på slap line i diverse underholdningsprogrammer, ved, at hun bag den stramme politikermaske har både charme, humor og selvironi. Her shiner hun. Men i politiske sammenhænge viser hun desværre ikke skyggen af alt det. Det er en retorisk fejldisponering. Vi har mere end nogensinde før behov for at lære denne Helle at kende. Også selvom hun måske ikke har meget at smile af for tiden.
 
En af de vigtigste, mest oplagte måder at vise karakter på er gennem selverkendelse. Den dygtige retoriker formår at stille sig i sine modstanderes sko og selv formulere de allermest kritiske spørgsmål. Dermed viser man velvilje over for sit publikum (eunoia) og positionerer sig som lyttende og rummelig (areté).
 
Lær af Obama
En politiker, der forstår værdien af det, er Barack Obama. Det viste han med al tydelighed i 2012, da han efter tre og et halvt år i Det Hvide Hus erkendte, at han ikke fik skabt den samling i amerikansk politik, som han havde lovet. I et interview på TV-kanalen CBS gav han sine modstandere ret i, at han ikke havde klaret denne opgave, og at kløften mellem demokrater og republikanere var større end nogensinde. Obama lovede, at han ville rette op på situationen ved at komme mere væk fra Washington og lytte mere til den amerikanske befolkning.” Det er nødvendigt, at jeg gør det bedre i min anden regeringsperiode”, sagde Obama i TV- interviewet. Effekten udeblev ikke. Fra begge sider af det politiske spektrum blev de selverkendende udtalelser rost og respekteret.  
 
Hvor ville det være befriende, hvis Helle Thorning-Schmidt turde gøre noget lignende. 
 

Giv din stemme

26 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

51 JOB

Videojournalist

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Marketing Manager

Frist: We are reviewing applications on an ongoing basis.

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 4. august

Digital fundraiser

Frist: 1. september
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.