Sådan er det jo

Er de radikale nogle blævrende buddinger – eller barske politikere, der med et "sådan er det jo" modigt står ved ubehagelige beslutninger? Det er sikkert det sidste, Margrethe Vestager gerne har villet opnå med sin udskældte punchline. Det retoriske problem er, at punchlinen alt for let kan vende ondt tilbage som en boomerang. Og at Margrethe Vestager nu gentager den til ulidelighed i stedet for at variere den.
af Trine Nebel Schou
På Radikale Venstres sommergruppemøde i august blev Margrethe Vestager citeret for at svare "sådan er det jo" på spørgsmålet om de mange ledige, der til nytår står uden dagpenge. Kommentaren udløste en storm på Facebook, hvor knap 40.000 danskere gav udtryk for, at Margrethe Vestager med bemærkningen virkede arrogant og kynisk.
 
Godt en måned efter holdt de radikale landsmøde, og Margrethe Vestagers landsmødetale indeholdt ikke færre end ni gange udtrykket "sådan er det jo". Efterfølgende udtalte den politiske kommentator Hans Engell, at gentagelserne var en bevidst måde at tage brodden ud af en udskældt sag. Engell mente, at Vestagers nye punchline:
  • er rigtig, rigtig klog
  • demonstrerer humor og selvironi
  • understreger, at Radikale Venstre står ved sin politik
  • lukker diskussionen af på en fin måde
  • er en morsom sætning, Vestager kan bruge fremover.
Men: Første gang grinede de 408 landsmøde delegerede højlydt, også anden gang. Tredje og fjerde gang var der stadig spredt latter. De sidste fem gange var der ingen, der lo. Om det skyldes en anden kendt punchline, "nok er nok" (Gitte Seeberg), skal være usagt.
 
Lige fra sin landsmødetales begyndelse driller Margrethe Vestager ved at gentage den udskældte punchline, "sådan er det jo". Videoen varer i alt en halv time
 
Punchlines kan vokse sig større end brandet
Når organisationer, virksomheder, partier og politikere skal (re)vitalisere sig selv, indgår et slogan eller en punchline ofte på ønskesedlen. I skyndingen kan en afsender få den tanke, at et slogan er lig ens brand. Det ville være nemt, hvis det faktisk forholdt sig sådan. I så fald er det bare med at få fat på en ferm ordsmed og så ellers læne sig tilbage.
 
Men ofte forholder det sig omvendt: At slogans højst indgår i modtagerens opfattelse af en afsenders brand, eller at sloganet eller punchlinen vokser sig større end brandet. De fleste vil fx i søvne kunne svare, at det var Poul Schlüter, som betonede, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. Siden blev bulen af møg under selvsamme tæppe så stor, at Schlüter som bekendt skvattede i den.
 
Ironi kan ødelægge en tales efterliv
Når man arbejder med taler, hvor humor, ironi og selvironi skal integreres, kan det nemt gå galt. Det, der er sjovt, når man skriver talen og læser sentenser op for de nærmeste disciple, skal også være sjovt, når talen modtages af et publikum. Og ikke mindst skal det sjove også være sjovt i talens efterliv. Jeg fristes til med politikeren Erling Olsen at sige, at man i en tale ’hellere må tabe ansigt end miste hovedet’. Hellere komme med en indrømmelse end gøre sig selv en bjørnetjeneste.
 
Det var oplagt at medtage udtrykket "sådan er det jo" i Margrethe Vestagers landsmødetale. Men når den første latter havde lagt sig, ville en indlagt eftertænksomhed måske have været bedre for Vestagers etos, der lider under, at partiformanden er blevet kaldt for arrogant af knap 40.000 danskere på Facebook.
 
En sur vælger og over 26.000 likes. Vestager kom i mediestorm med sin bemærkning, som hun nu gentager
 
Brud på etos-reglen om imødekommenhed
Aristoteles har sagt, at det altid er på appelformen etos, omdømmet kan komme under pres. Aristoteles' etos udgøres af tre overordnede troværdighedsdyder: dygtighed, imødekommenhed og moralsk habitus. På sommergruppemødet, hvor "sådan er det jo" første gang blev sagt, lød kritikken (oversat til Aristoteles dyder), at Vestager havde overtrådt reglen for imødekommenhed ved ikke at vise forståelse for de udsatte dagpengemodtagere.  
 
I kommunikation er alt kontekstafhængigt og må derfor tage højde for, hvad der er hensigtsmæssig i situationen. Hvad der virker på ét publikum i én situation, kan være ude af kontekst og uhensigtsmæssig i en anden situation. Så hvad var det mon, Margrethe Vestager ville slå fast (punche) med sin punchline (en kort effektfuld pointe eller overskrift)? 
 
Skulle udtrykket slå den gamle, radikale ’budding’ ihjel?
Måske ville Vestager signalere, at hun står fast. At der ikke er noget at rafle om, fordi de politiske forhold og landets økonomi er, som de er. Måske ville hun demonstrere, at tiden med Socialdemokraterne nu er en anden end dengang, hvor Svend Auken blev kendt for punchlinen "At fastholde de radikale politisk er lige så let som at sømme en budding op på væggen". 
 
I landsmødetalen lød det på et tidspunkt om partiet Venstre: "Vores gamle venner i Venstre ved du, hvor du har. Og for tiden er det i opposition. Sådan er det jo".
Når man som Vestager indlægger en passus i talen, hvor man skuer bagud og river et andet parti en tidligere ytring i næsen, må man vide, at man dermed selv risikerer at udsætte sig for kritik.
 
Punchlinen kan blive en boomerang
Umiddelbart kan drilleriet af partiet Venstre kategoriseres som en lystig replik. Men som taleren også bemærkede, så vender forholdene i politik altid på et tidspunkt. Og det kan ske, før man aner det.
 
 "Træerne vokser ikke ind i himlen. Heller ikke hos Radikale Venstre. Og bare rolig, vi skal nok komme i modvind igen," lød erkendelsen fra Radikale Venstres vicestatsminister. Og det er, når modvinden kommer, at en punchline for alvor skal stå sin prøve. Det er dér, vi finder ud af, om det var rigtig, rigtig klogt. Eller om sætningen bliver en ulidelig boomerang, når et andet politisk flertal vedtager love og regler, der strider mod den radikale politik. Det være sig indførelsen af nye grænsebomme, strammere vilkår for asylansøgere, nedsættelse af SU'en, forringelse af uddannelsessystemet eller udeladelse af en afstemning om EU-forbeholdene. Svaret fra den politiske modstander vil med et overbærende skuldertræk kunne lyde: "Sådan er det jo".  
 
Margrethe Vestager siger i sin landsmødetale: "Selvfølgelig er vi også bedrevidende, ulidelige og selvfede. Sådan er det jo!" Men selvironien er ikke nok til sikre sig mod boomerang-effekten.
 
Ordet ’jo’ afskærer her handlemuligheden
Hvad ligger der egentlig indlejret i de fire små ord "sådan er det jo", der udgør en let skuldertrækkende sætning, med et strejf af "Bare ærgerligt, Sonny Boy" (punchline fra filmen Den eneste ene)? 
 
Ordet ’det’ er et henførende stedord, der altså relaterer sig til noget, der går forud,  fx en forhandling af længden på en dagperiode. Ordet ’jo’ er en styrkemarkør, der til- eller fralægger styrke til en ytring.
 
Hvis man i sætningen "jeg er på ferie" tilføjer et 'jo' i midten, ændrer det pludselig afsenderens tone. Hvis man til sætningen "han er glad" tilføjer et 'jo' før ordet 'glad', kommer der et anstrøg af overraskelse. Når man derfor lader "sådan er det" slutte med et 'jo', ændrer udtrykket sig fra en kontant pointering til en mere flegmatisk konstatering. Sætningen kan efterlade modtagerne med det indtryk, at foretagsomhed, stillingtagen, politisk ageren og indgriben fra afsenderens side ikke  er en mulighed. Det er i sig selv et modsætningsforhold til det at være politiker i almindelighed og minister i særdeleshed. Hvis ikke politikere kan gøre noget, hvem kan så?
 
What’s in it for me? 
"Sådan er det jo" ekskluderer aktivisme og kamp for noget som helst. Med sætningen slår man sig til tåls med, at tingene, triste som de nu engang er, ikke lader sig ændre. Faren ved, at afsender vælger en punchline med indbygget opgivenhed, er, at modtagerne mister troen på afsenderen. I strategisk kommunikation er vi tilbøjelige til at lytte til afsendere, der kan gør noget i forhold til os modtagere (a la løftet "tab 15 kilo på ti dage") – deraf en anden kendt forespørgende talemåde: “What’s in it for me?”. 
 
Hvis en afsender ikke kan gøre noget eller ikke nærer den samme interesse for et stofområde som modtageren, åbnes der for muligheden af, at modtageren vælger en anden afsender. I tilfældet med Margrethe Vestagers punchline må det formodes, at regnestykket har været gjort op. Stemmespildet ved denne ytring opvejes af udsigten til stemmeoptimering andetsteds fra. Fx fra borgerlige stemmer, der kan trækkes hen over midten, hvis den trængte regering skal opnå genvalg. 
 
Sådan kunne Vestager have gjort
Ser man bort fra det rent stemmeoptimerende og fokuserer på det retoriske, er der flere muligheder for, hvad Vestager kunne have gjort for at håndtere kritikken af hendes oprindelige udtalelse.
 
Efter at have brugt vendingen en enkelt gang eller to i sin landsmødetale og høstet klapsalver herpå kunne Vestager have udviklet og forfinet udtrykket. Først og fremmest kunne hun have brugt sin taletid til at demonstrere den menneskelighed og imødekommenhed, som hendes politiske lederskab kritiseres for at mangle.
 
Ved at causere over udtrykket kunne hun have demonstreret både selvironi, 'point taken', overskud – også sprogligt – foruden selvindsigt. Og havde Vestager en ambition om at udvikle punchlinen til et egentligt slogan, var der masser af sproglige varianter, som kunne have været arbejdet ind i talen: 
  • Sådan er det jo – ikke 
  • Sådan er det jo – ikke mere
  • Sådan er det – heldigvis også
  • Sådan er det – næppe for Venstre i opposition
  • Sådan er det – lige nu
  • Sådan er det – men jeg ville det gerne anderledes.
Fra punchline til slogan
Et slogan adskiller sig fra en punchline ved at have et ønske om branding i sig. Optimalt set smelter et slogan sammen med afsenderens brand. En punchline derimod kan blive en del af ens brand, uden at man ønsker det. 
 
Ville Vestager arbejde strategisk med punchlinen som en del af partiets branding, kunne hun have valgt at arbejde videre med verbet i midten af punchlinen. Det lille ord 'er' burde i så fald være skiftet ud med andre verber som 'går', 'forløber', 'siver', 'udtrykkes', 'erkendes', 'opfattes' og 'bruges'.
 
Således kunne hun have påbegyndt en konceptualisering af punchlinen, såfremt dette var gennemtænkt i forhold til den kommunikative pointe, at afsenderens intention, hensigt og forståelse kun sjældent er helt identisk med modtagerens ditto. Det er afsenderens ansvar at forholde sig til, erkende og forklare, hvordan en handling eller ytring var ment. 
 
Modtagerens perception – og ikke afsenderens intention – bør derfor indgår i alle strategiske overvejelser om budskabshåndtering. Dette gælder ikke kun i politisk kommunikation, men også i politisk kommunikation. Hvis ambitionen altså er at undgå, at flere og flere danskere begynder at abonnere på Ronald Reagans kendte punchline:
 
"Regeringen er ikke løsningen på vores problem. Regeringen er problemet".
 
---
 
Trine Nebel arbejder som rådgivende retoriker og taleskriver. Og så er hun medlem af Radikale Venstre. I oktober udkommer hendes bog "Dit omdømme på sociale medier - sådan kommunikerer du godt med din målgruppe". I foråret 2013 udkommer hendes anden bog om reputation management med Skovflåtmodellen. Trine Nebel er associeret med reklame- og kommunikationsbureauet Gorm Larsen og Zornig.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job