Retorisk analyse af Helle Thorning-Schmidts nytårstale 2011/2012
Thornings værdi

Skrevet af

Christian Kock
Professor

46 artikler

0 indlæg

Teknisk tjekket som Fogh, værdiorienteret som Fogh – sådan lød Thornings første nytårstale. Men ’fællesskabet’ var et omdrejningspunkt og begreb, som Fogh aldrig ville have lagt samme vægt på. Med en række klassiske retoriske figurer leverede Thorning et stærkt, næsten opdragende budskab om de sande politiske og moralske værdier.
En stilig tale i stilige omgivelser, med behersket gestikuleren samt vægt på ret og pligt
 
Helle Thornings første nytårstale har fremkaldt meget blandede bedømmelser, lige fra "Helle har forspildt sin chance" (Hans Engell) til "en flot og forståelig tale, som henvender sig til befolkningen på en måde, så alle kan forstå det" (en seer på DR's blog).
 
Vi retorikere bliver gerne bedt om at give karakter og fastslå, hvem af de stærkt uenige bedømmere af en tale, der har 'ret'. Én tilhører er skuffet, en anden begejstret. Men har nogen af dem 'ret'? Deres reaktioner er jo fakta; dem kan man jo ikke tage fra nogen af dem. Men man kan måske belyse, hvad det er, der betinger de forskellige reaktioner, derunder hvilke forventninger, der kan ligge bag.
 
Professionel fremførelse
Som retorisk håndværk får talen af de fleste kommentatorer - også af mig - en karakter klart over middel. Det kan ikke være meget diskussion om, at Thornings fremførelse af talen var meget professionel. Man behøver blot som kontrast at tænke på den 40-års jubilerende dronnings noget hakkende oplæsning nytårsaften. Hos Thorning var der ingen fortalelser, øh'er eller gale betoninger. Hele vejen igennem var blikket fast rettet mod kameraet, dvs. os – kun afbrudt af korte blik med lange mellemrum i manuskriptet. Dét var til gengæld måske en smule kunstigt. Man fik det klare indtryk, at hun læste teksten fra en teleprompter, ligesom den nyhedsværterne bruger – og det er også ok, men hvad skulle hun så se ned i manuskriptet for? Skulle det give indtryk af, at hun stort set kunne talen udenad og kun havde brug for enkelte korte blik på papiret?
 
Hvorfor egentlig kigge ned i manuskriptet, når talen tydeligvis oplæses fra teleprompter?
 
Også hendes gestus var en anelse kunstige – hænderne gjorde små bevægelser næsten konstant, men kun enkelte gange 'betød' hendes gestus egentlig noget. Hvornår lærer tv-talere at holde hænderne i ro det meste af tiden og kun bruge dem, når de kan illustrere noget virkelig vigtigt? Men alt i alt vidnede fremførelsen om en professionalisme – i betydningen 'tjekkethed', kompetence, grundig forberedelse – der kan sammenlignes med Anders Foghs. "Det er en smule mekanisk og meget indstuderet, virkelig dygtigt" – den reaktion kom undervejs fra en af dem jeg hørte talen sammen med. Det tilbageskrabede hår og den strikse mørkeblå jakke bidrog til samme indtryk.
 
En anden med-seer sagde: "Jeg synes, hendes mimik og hendes fysiske tilstedeværelse virkede nærværende og indlevende, men selve talen virkede lidt fjern og uvedkommende." Ikke desto mindre: Også på tekstplanet vidnede talen om betydelig håndværksmæssig omhu. En anden af mine med-seere sagde lidt ironisk: "Man har de her ti kneb, og dem skal man bruge i en tale". Det blev sagt a propos den indlagte historie om den 60-årige Søren, der var blevet arbejdsløs. Konkrete eksempler er netop et af de virkemidler, som retorikere altid har peget som det stærkeste til at trænge ind i menneskers bevidsthed og bide sig fast dér. Det har nutidens politikere – fra amerikanske præsidenter til danske statsministre – også lært. Men man kan mene, at Thorning tilsyneladende ikke brugte Søren-eksemplet til noget. Hvad kunne Danmark gøre for Søren? Hvad vil Thornings regering gøre? "Jeg synes, det var en fejl ikke at 'lukke' Søren," sagde en i mit selskab. For hvad var pointen? At "alle kan komme i en situation, hvor der er brug for hjælp". Men siger det ikke sig selv? Den pointe var rent følelsesmæssig, ikke policy-orienteret. Var den så ikke banal?
 
Helle brugte to klassiske retoriske virkemidler: Det konkrete eksempel (den arbejdsløse Søren fra Aalborg) og sin egen privatperson (familiehistorie)
 
Et andet 'kneb' var den personlige beretning om Thornings egen baggrund: hendes mormor, hendes mor, hende selv. Det var næsten for tydeligt det samme greb, som Barack Obama har brugt, og det mindede også om Løkkes omtale af sin syge far i en valgdebat. Men pointen var heller ikke her klippet ud i pap. Det kunne være en indirekte påmindelse om kvindernes vej til ligestilling, også når det gælder statsministerposten - men eksplicit handlede det blot om, at livet gerne skulle blive bedre for hver generation. En af mine med-seere (kvinde, 20 år) sagde: "Man havde håbet, at hun også her ville være den skarpe, men det blev lige lovlig tamt. Hun skulle have haft lidt mere kant. Der skulle have været mere: Hvad vil vi gøre, hvad står vi for?"
 
Denne kritik af manglende konkrethed er intet imod den byge af nedgøring, som er kommet fra især politiske aktører samt fra bloggere og kommentatorer som f.eks. Hans Engell - hardcore politik-junkier, for hvem politik handler om kontant kamp og magtspil. De havde forventet markante policy-udmeldinger og fandt talen pinligt intetsigende med hensyn til, hvor vi præcis skal hen. Det var også omkvædet fra de repræsentanter for oppositionen, der debatterede talen lige efter, at den var udsendt på DR1 (Anders Samuelsen, Pia Kjærsgaard og Claus Hjort Frederiksen).
 
På den modsatte fløj i forhold til denne hånlige modtagelse står en anden med-seer (kvinde, 23 år) med disse ord: "Hun virkede meget personlig og engageret - en helt anden person end man havde set før, passioneret, som om hun virkelig mente det. Jeg blev revet med – jeg fik en fornemmelse af, at der var et fælles projekt."
Dette spektrum af dybt forskellige reaktioner er måske det, man som retoriker især finder interessant ved talen. Hvad der sker, når modtagere møder et stykke retorik, kan man jo som analytiker ikke ændre på, men man kan prøve at forklare det. Og forklaringen, tror jeg, har at gøre med forventninger til talen - som igen har noget at gøre med den genre, den ses på baggrund af.
 
Thornings epideiktiske tale sætter værdier på dagsordenen
Det var tydeligt, at Thornings nytårstale var ment som et eksempel på den genre, retorikere siden Aristoteles har kaldt den 'epideiktiske', dvs. taler som typisk holdes ved særlige, højtidelige lejligheder - f.eks. nytår. Tænk også på bryllupstaler og begravelsestaler. De skal normalt ikke annoncere helt nye ideer eller overbevise folk om noget bestemt, de ikke mener i forvejen. Men hvad skal de så? Hvad kan de?
 
Epideiktiske taler er typisk til for at udføre en art ritual, som tilhørerne har et følelsesmæssigt behov for. Men derudover har de ofte en videregående, social funktion. I samfundsperspektiv kan en epideiktisk tale først og fremmest være med til at sætte værdier på dagsordenen. Den kan ikke få os til at tro på nye værdier, som vi ikke i forvejen har tænkt på, men den kan befæste og bevidstgøre værdier, som tilhørerne nok anerkender, men som de måske har været tilbøjelige til at glemme.
 
At statsministeren i sin nytårstale skal annoncere konkrete politiske tiltag, er en anderledes og ny forventning, som især er rejst af Anders Fogh Rasmussen, og som bl.a. blev forstærket af Lars Løkke Rasmussen, der jo annoncerede efterlønnens afskaffelse i nytårstalen 2011. Selv Fogh fremlagde ikke i sine nytårstaler specielt konkrete forslag, men holdt sig til polemiske, vage formuleringer uden præcis adresse som 'smagsdommere' og 'rundkredspædagogik'. Thornings tale er heroverfor mindre antagonistisk, mere præget af forsøget på at skabe værdimæssig og følelsesmæssig besindelse.
 
Det gælder ganske vist ikke 100 procent. Der er visse meldinger i den som tegner en anden værdipolitisk linje end den tidligere regerings - upåfaldende, men dog sådan at man opdager dem, hvis man lytter efter dem. F.eks. er der eksplicit positive bemærkninger om indvandrere som denne: "Unge med en anden etnisk baggrund er med til at skabe et samfund, hvor mangfoldigheden bliver større, uden at Danmark bliver mindre."
 
Nye værdipolitiske toner: Statsministeriel ros til dygtige unge med anden etnisk baggrund
 
Der er også en vis mængde (temmelig indpakket) kritik af den tidligere regerings politik, uden navns nævnelse, som i sætningerne "Der blev givet skattelettelser, som der dybest set ikke var råd til. Og man forsømte at ruste Danmark godt nok til dårligere tider. Der var ikke styr på økonomien." Eller når det hedder at "man ikke har investeret nok i uddannelse og forskning".
 
Men samlet set var Thornings tale et forsøg på at fyre op under den følelsesmæssige intensitet i visse kendte værdier, som hun implicit siger er blevet underprioriteret – mens hun endnu mere implicit siger, at det har noget at gøre med den tidligere regerings snæversynede politik. Dertil kom så et andet implicit tema, nemlig at vise hende selv som et menneske af kød og blod – med mormor, mor og det hele – og som en der også tænker "med hjertet". Det er, for igen at citere Aristoteles, en ethos-effekt, dvs. noget om hvordan ordene indirekte tegner billedet af taleren. En anden ethos-effekt, også utvivlsomt bevidst, var at talen og dens fremførelse skulle vise hende som tjekket og kontrolleret (men altså med følelser inde under tøjet).
 
Thorning antyder, at nogen synes, det er ok at snyde fællesskabet. Udsagnet er isoleret set banalt, men i konteksten en skarp værdipolitisk udmelding
 
Holder 'ikke-testen'? Nej!
Denne tale er blevet kritiseret (ligesom mange andre politiske udmeldinger er blevet det) med henvisning til noget, som undertiden kaldes 'ikke-testen'. Det er den, hvor man spørger: Er der nogen, der mener, at man ikke skal gøre det, som taleren siger? Hvis ikke der er det, så anser man ifølge 'ikke-testen' talerens udsagn for at være overflødigt og banalt.
 
Men ikke-testen bygger på en naiv og misvisende sprogopfattelse. Udsagn som ingen ville finde på at modsige direkte, er ikke nødvendigvis banale. Når Thorning f.eks. siger: "Det støder mig og mange andre, hvis der er nogen, der ikke yder deres" – så er det ganske vist et udsagn som næppe nogen vil modsige. Men det kan være meningsfuldt alligevel. Ved selve det, at hun siger det, underforstår hun nemlig, at der er grund til at sige det - altså at der er nogen, der ikke yder deres.
 
At man taler på den måde, passer udmærket sammen med, at en epideiktisk tale er en, der handler om at betone værdier, som vi nok anerkender, men er tilbøjelige til at glemme. Ved at tale om dem på den måde kan man styrke og bevidstgøre dem. Man kan medvirke til, at de værdier, der nævnes på denne måde, bliver opprioriteret. Det er også det, Thorning forsøger i en passage som denne:
 
"Når vi skal træffe svære beslutninger, er det netop for at fastholde, og ikke afvikle, det Danmark, vi holder af. Det Danmark, hvor alle er med til at skabe fremgang. Hvor vi tager os af hinanden. Hvor vi giver alle børn og unge en gratis uddannelse. Hvor vi får god og gratis behandling, når vi er syge. Hvor vi får hjælp, hvis vi mister vores arbejde. Hvor vi får en værdig pleje, når vi er ældre. Det er et land for de mange og ikke for de få. Det er et land baseret på forskellighed og mangfoldighed. På menneskeværd. På fællesskab."
 
Se Thornings tale, tryk på play
 
Anaforen og de andre retoriske figurers vagtparade
Den citerede remse minder i sprogformen om Anders Foghs taler. Også han dyrkede den retoriske figur, hvor en serie bisætninger uden hovedsætninger har den samme begyndelse. Anafor kaldes denne slags gentagelsesfigur i den retoriske terminologi – og når man som her sætter punktum uden at der er færdig hovedsætning, taler man om et sætningsemne. Der var også eksempler på figurerne allitteration (bogstavrim) og 'tretrinsraket' (trikolon), f.eks. hen imod slutningen i ordene "samarbejde, solidaritet og samfundssind". Denne effekt var en af dem som englænderen Max Atkinson allerede i 1980'erne fandt havde den største evne til at fremkalde bifald hos tilhørere til politiske taler (vel at mærke hvis de i forvejen var tilhængere af taleren).
 
Den anden mest bifaldsfremkaldende effekt var den markante antitese - som i Thornings "for at fastholde, og ikke afvikle" og "et land for de mange og ikke for de få". Alle disse figurer er nemme at tilegne sig, og de giver ordene profil, 'huskbarhed' og eftertryk - når de ikke bruges ustandselig. De er desuden med til at tegne taleren som tjekket og kompetent - i sproglig henseende, og derfor, kunne man tro, også i andre henseender.
 
Enhver kan imidlertid høre at de citerede sætningers indhold hos Thorning er noget, som Fogh og Løkke ikke ville have lagt et tilsvarende eftertryk på. Uanset at folk med en naiv tro på ikke-testen ville mene, at sætningerne er banale, fordi ingen af os decideret ville benægte dem.
 
At en nytårstale ikke mindst handler om  prioritering af værdier, hænger sammen med, at de fleste værdier, som vi danskere har, er nogle, som de fleste af os dybest set er fælles om; forskellene mellem os ligger i snarere, hvordan vi fortolker disse værdier - og især i hvordan vi prioriterer dem.
 
Prioritering af værdier
Thorning har, ser det ud til, villet holde en tale med det hovedformål at skabe besindelse om værdier og om prioritering af værdier. Det har altid været en naturlig, men ofte implicit funktion af lejlighedstaler. Et andet eksempel på det er Anders Fogh Rasmussens tale i Mindelunden den 4. maj 2005; her foreslog han ikke nogen konkrete politiske tiltag, men gødede indirekte jorden for meget af den konkrete politik, han satte i værk (eller havde sat i værk). Konkrete politiske initiativer skal vokse ud af visse værdier, og ud af at nogle værdier er vigtigere end andre - og dermed vigtigere, end nogle mennesker har tendens til at tro.
 
Det var formentlig derfor Søren fra Ålborg skulle nævnes. Historien om ham skulle opprioritere den værdi i vore sind, at mennesker, der står uden arbejde, kan have krav på andres hjælp og respekt. Men også den værdi, at man selv skal gøre alt, hvad man kan.
 
Nogle taler handler om konkrete politikker, og nogle handler om at styrke underliggende værdier. Forventer man det ene, men får det andet, skuffes man. De to slags retorik har begge en nødvendig funktion i samfundet og giver hinanden mening. Den ene slags uden den anden bliver enten tom skønsnak eller taktisk spin.
 
Til sammenligning: Den norske statsministers nytårstale 2011/2012, der blev holdt i meget hjemlige omgivelser, var præget af sommerens terrorhandling, men trak også de store linjer op, blandt andet på miljøområdet, som ikke indgik i Thornings tale. Læs hele hans tale her
 
---
 
Læs andres analyser af Helle Thorning-Schmidts nytårstale:
Eva Mellbin – det historiske perspektiv
Katrine Dahl Clement – nytårstalen som følelsernes markering
Jette Barnholdt Hansen – taler i krisens tegn
Annette Bjerre Ryhede - om at trække på Danmarkshistorien
Trine Nebel Schou - om at turde satse på ét kerneargument

Relaterede artikler

Nytårstalen: Et pust af varm luft - Kritikken af statsministerens nytårstale er forfejlet. Opgaven har aldrig været at den skal komme med konkrete bud og po...
Medier og meningsmagere kvæler nytårstalen - Kommentarer og vurderinger er blevet vigtigere end nytårstalen selv, og kommentatorer prøver at gøre sig til hovedperson...

Giv din stemme

7 stemmer
4,1/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

37 JOB

pressekonsulent

Se alle job Indryk job

Kursus

Uddannelse: Rådgiver i intern kommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kursus

Digital Content Bootcamp

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.