Det er en interessant artikel Marie Louise Staffe har skrevet! Jeg er for så vidt meget enig i hendes hovedpointe, nemlig at også danske jurister/advokater med stor fordel kunne arbejde mere bevidst med retorik, herunder de mangfoldige retoriske virkemidler.

Samtidig mener jeg dog, at en artikel som Staffes rejser flere spørgsmål end den besvarer, og er med til at cementere manges – herunder juristers - modstand mod retorik. I den forstand hvor retorik bliver (mis)forstået som tom og patetisk tale eller form uden indhold.

Og det er brandærgerligt. For ikke alene er retorikkens grundtese, at form og indhold er uadskillelige, men retorikken er også et redskabsfag, der har rigtig meget at byde på. Også for jurister. Derfor vil jeg i det følgende referere og kommentere af de problemstillinger, som jeg finder væsentlige i Staffes artikel.

Eksemplets magt og sagens kerne…
Én ting er, at omdrejningspunktet i artiklen er Staffes brug af et meget virkningsfuldt – og populært – virkemiddel, nemlig det konkrete eksempel. Med nogle få referencer til Robert Shapiro kan hun få læseren til at (gen)skabe et billede af ’den amerikanske jurist’ for ikke at tale om det amerikanske retssystem som sådan. Det kan ske, fordi Shapiro er en af de få amerikanske jurister vi her i Danmark har oplevet ’live’, og fordi billedet af ham og hans retorik, stemmer godt overens med det billede vi i øvrigt har af det amerikanske retssystem. Der er både væsentlige ligheder og forskelle mellem det danske og det amerikanske retssystem, og begge dele er studier værd. Men det er noget helt andet, end at lade billedet af Shapiro være sigende for det amerikanske retssystem og den ’almindelige’ amerikanske advokats arbejde.

Men Shapiros tackling af Amdi Petersen sagen – som den er refereret i Staffes artikel – er da bemærkelsesværdig. Især fordi den i så høj grad er baseret på statements til pressen og en appel til følelser. Helt præcis vores medfølelse med den gamle mand. Og det kan da godt være, at han – Amdi altså - både er gammel og bleg og omgivet af politisk korrekt mørklødede mænd i orange fangedragter. Set med en jurists øjne ændrer det jo bare ikke ved (rets)sagen som sådan, herunder det Amdi muligvis har gjort inden han blev endnu en af Shapiros celebre klienter.

Det konkrete eksempel siger måske mere om medierne og den dækning de giver en retssag end om Shapiro og andre jurister - uanset nationalitet. Inden vi har hørt så meget som et anklageskrift hører vi, at tiltalte ikke har fortjent at blive behandlet sådan. Måske illustrerer det ligefrem sagens kerne. I så fald skulle man da ikke langt hellere benytte anledningen til at diskutere hvordan retssager (bør) behandles i og af pressen, end til at diskutere hvordan danske jurister kan blive mere medieegnede?

Behov, hensyn og lukkede døre
Staffe fremhæver Shapiros erfaring med at varetage berømtheders specielle behov, og gør det med henvisning til, at deres renommé og indtjeningsevne kan stå på spil, når de omtales i forbindelse med – eller måske endda som part i - en retssag. Jeg kan kun give Staffe ret i, at en celeber stjerne har meget at miste, når vedkommende pludselig spiller en rolle i en verserende retssag. Men jeg vil tilføje, at ALLE har meget at miste ved pludselig at være i mediernes søgelys i forbindelse med en retssag. Det gælder ikke bare celebre sportsstjerner, Hollywood skuespillere og dem, der gør noget stort og godt for de fattige lande, men faktisk også en (uskyldig) plejehjemsassistent.

Jeg mener med andre ord, at vi i det i det store og hele skal og kan være glade for vores retssystem, hvor alle (i princippet) er lige for loven. Det princip hindrer på ingen måde, at der tages hensyn til individet. Tværtimod. Det er nemlig samtidig sådan, at flere afgørelser i det danske retssystem netop hviler på dommerens afvejning af forholdet mellem offentlige interesser og hensynet til individet. Det gælder blandt andet, når der skal tages stilling til, om en given sag skal behandles for lukkede døre. Udgangspunktet er nemlig, at alle retsmøder er offentlige, og at der må refereres fra dem. Offentligheden skal nemlig have adgang til at få at vide, hvad der foregår og hvordan. I de tilfælde, hvor der anmodes om at en sag eller blot dele af den behandles for lukkede døre, sker det med henvisning til (en af) sagens parter, der af den ene eller den anden grund, f.eks. beskyttelse af privatlivets fred - kan ønske den beskyttelse mod ’offentlighedens øjne’, som de lukkende døre giver. Derfor forstå jeg ikke argumentationen, når Staffe skriver: ”Simpson- og Amdi Petersen-sagen er gode eksempler på hvordan sager der i Danmark ville bliver holdt bag lukkede døre, ofte ender som et stort tilløbsstykke i USA. Det skyldes netop at de i USA lægger langt mere vægt på individet end vi gør i Danmark. Den amerikanske ideologi hylder det enkelte menneskes rettigheder og valgfrihed.”. Jeg kan på ingen måde udelukke, at man i USA hylder individualitet og det enkelte menneske i højere grad, men den danske retsplejelovs bestemmelser om lukkede døre bunder som nævnt netop i hensynet til individet. Noget helt andet er så, at jeg ikke ved om Staffe har belæg for påstanden om, at sager som O.J. Simpson og Amdi Petersen ville foregå for lukkede døre.

De specielt egnede…
Shapiros speciale fremhæves som det at kunne håndtere pressen, og Staffe forklarer, at amerikanske advokater er mere medieegnede end danske jurister, ikke fordi de har øvet sig i at håndtere pressen, men fordi de vant til at skulle tale til en jury.

Det er en interessant argumentation. Jeg mener imidlertid, at forklaringen er mindre simpel end som så. For det første er de amerikanske advokater (som f.eks. Shapiro og dem vi ser i serierne), der når frem til danske medier og vores aftenkaffe netop ”celebrity lawyers” - eller skuespillere. Og som sådan kan vi vel have en berettiget forventning om, at de er medievante og –egnede. Dermed er også sagt, at jeg ikke mener at man kan slutte generelt som Staffe gør det om (alle) amerikanske advokaters medieegnethed. Som Staffe er inde på, handler det måske også om, at der er nogle kulturelle forskelle som bl.a. indebærer, at amerikanere er mindre bange for at ’optræde’ end vi som danskere er. Men det er et emne og en konklusion der ligger ud over denne kommentars rammer.

Ren logik er ligegyldig
Staffe konkluderer ligeledes, at man som advokat bliver medieegnet af at tale til en jury, - altså ’almindelige mennesker’. Staffe forklarer det med, at dommeren lader sig overbevise af den logisk baserede retstale, mens andre mennesker (presse, jury og andre ikke-jurister – alle dem, som jurister ynder at kalde lægmænd) vil have noget der taler til følelserne og ”sunde fornuft”.

Staffe skriver, at ”En udelukkende logisk baseret retstale kan godt virke ligegyldig over for en jury”. Det kan jeg absolut tilslutte mig. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at en hvilken som helst tale, der udelukkende er baseret på logik (logos-appel) virker ligegyldig på alle. Allerede Cicero formulerede det således: ”Enhver form for tale må således for at virke overbevisende bygge på tre ting: at man kan godtgøre, at det man påstår er sandt, at man kan vinde sine tilhøreres velvilje, og at man kan sætte deres følelser i netop den bevægelse, som sagen udkræver.” Det svarer i det store og hele til de tre appelformer, som i retorikken kaldes logos, ethos og pathos, og pointen er at man i mange tilfælde vil – og kan – forvente, at logos dominerer over de andre, men ethos og også et vist mål af pathos må være til stede, hvis argumentationen skal lykkes.

Og uanset at (danske) jurister ikke beskæftiger sig bevidst med retorik, findes alle tre appelformer i retstaler og i anden juridisk argumentation. Danske jurister taler også til dommerens og andres følelser, men Staffe har helt ret i, at de ikke eskalerer pathos-appellen. Og derfor bliver de (heldigvis) sjældent patetiske.

Retorikken ER nyttig
Noget helt andet er så, at danske jurister – som nævnt i indledningen - givetvis kunne have glæde af at beskæftige sig med retorikken og dens virkemidler. Simpelthen fordi det er et værktøjsfag, der brugt rigtigt, ikke alene kan hjælpe én til at finde alle argumenter, men også kan hjælpe én til at skille de gode overbevisende argumenter fra den rene overtalelse. Og præcis som Platon gjorde det i sine dialoger bryder man med dårlig retorik ved at bruge retorikken ’på den gode måde’. Retorikken kan nemlig også rette sine skarpe instrumenter mod sig selv, og bruges til at afsløre de retoriske kneb, som mere har til hensigt at ’overtale’ end at ’overbevise’.”

I den proces er alle tre appel-former relevante. Og man skal bestemt ikke underkende betydningen af ethos, som Staffe også nævner. Men der er værd at erindre den klassiske retoriks opfattelse af ethos. Ethos handler nemlig ikke om det ydre, ens image, men derimod om indre kvaliteter, hvor tre omstændigheder fremhæves: ’sund dømmekraft’, gode menneskelige egenskaber og velvilje over for tilhørerne.

Men uagtet alle gode hensigter skal man ikke foregøgle nogen, hvad retorikken vil kunne ændre. En retssag ender altid med at have en vinder og en taber. Så uanset hvordan man tackler sagen og pressen og retorikken, bliver der aldrig flere vindere – totalt set. Flere vindere og win-win situationer opnås kun med helt andre metoder og processer.

Men når det nu ikke er sådan, tror jeg at vi – trods alt – skal være glade for vores retssystem, hvor alle har krav på et forsvar. Varetaget af den jurist, der forstår og formår at udfylde rollen som den der varetager sin klients interesser – i retten!