En rapport om Digital Stakeholder-Kommunikation udarbejdet af Advice
A/S, viser at store danske virksomheder har lang vej endnu når det
gælder kommunikation til potentielle kandidater. Rapporten påpeger
at der er en klar afvigelse mellem de undersøgte virksomheders prioritering
på Rekrutteringsområdet og den faktiske indsats.
Rapporten har undersøgt top 100 børsnoterede virksomheders anvendelse
af digital Stakeholder-kommunikation i praksis, fordelt på fire
områder:
- Investor Relations
- Customer Relations
- Media Relations
- Rekruttering
Generelt scorer virksomhederne middelkarakterer når der ses på
den samlede Stakeholder-kommunikation, mens der er en klar tendens
til, at Investor og Customer Relations både prioriteres højere og
får højere karakterer end Rekruttering.
Rapporten har undersøgt og givet virksomhederne karakterer for
deres evne til at kommunikere med sine Stakeholders og har afdækket
at på Rekrutteringsområdet har de endnu en del at indhente. Virksomhederne
har således endnu ikke taget den udfordring op, der ligger i at
få kommende kandidater i tale, via web-mediet, hvis de skal gøre
sig håb om at kunne tiltrække kvalificerede medarbejdere.
"Virksomhederne skal i langt højere grad føre en informationspolitik,
der tager højde for dette faktum. Det handler om, at "sælge" virksomheden
til potentielle jobsøgende ved at stille information til rådighed
i fx et jobunivers, hvor jobsøgende kan:
- Maile til virksomhedens ansatte
- Indsende deres CV og ansøgning
- Få en detaljeret job-beskrivelse
- Kontakte virksomhedens HR-ansvarlige
- Få information om virksomhedens personalepolitik, efteruddannelses
politik osv."
- hedder det i rapporten.
Kommende medarbejdere søger i stigende grad informationer om de
virksomheder de kunne tænke sig at arbejde for. Derfor er en effektiv
kommunikation til denne meget vigtige målgruppe ekstremt betydningsfuld,
hvis virksomheden skal kunne tiltrække de nødvendige kompetencer
i fremtiden.
Det er ikke længere nok at informere omverden om sine produkter,
organisationsstruktur og hvem der sidder i bestyrelsen. Kommende
kandidater søger i stigende grad informationer som kan klargøre
deres billede af virksomheden. De vil have information om hvilke
bærende værdier en virksomhed består af, hvilke
holdninger virksomheden har til samfundsaktuelle temaer og ikke
mindst - hvordan er det at være medarbejder der.
Virksomhedernes evne til at gå i dialog med sine omgivelser
- og ikke mindst med fremtidige generationer af jobsøgende
- vil vise sig at være en kritisk faktor. Virksomhederne står
ikke længere i et "købers marked", men må
indstille sig på at få kvalificerede kandidater i tale
via åbenhed og ærlighed omkring virksomheden og dens
værdier.
Kilde: Katrine Kjær og Marie Dalmark, Advice A/S: Digital Stakeholder-Kommunikation
i praksis