Svaret er: det er faktisk ikke muligt. I hvert fald ikke for voksne mennesker. Hvis man skulle klassificere overtro, kunne man derfor begynde med klassen af overtroiske forestillinger, som er så langt ude, at de kun kan næres af børn.

Det er straks mere indviklet med den næste klasse af overtro. Det er nemlig den form for overtro, der udmærket kan næres af voksne. Til den klasse af overtro hører idéen om, at humøret og den øvrige psyke har indflydelse på, om man får kræft og på, om man bagefter kan komme sig. Men også tanken om, at stjernerne har indflydelse på vores skæbne. At krystaller kan påvirke tilværelsen, eller at man kan få det bedre, hvis man skifter navn. Desuden bunker af forestillinger, hvori ordet ”balancer” spiller en rolle. Kosten skal afspejle de rigtige balancer. Boligindretningen skal rumme de rigtige balancer. Og det samme skal naturligvis haveindretningen. Jeg taler ikke om ordet ”balance” i ental, for det er et ganske almindeligt, funktionelt ord, som ikke fortæller noget om, hvem der bruger det. Jeg taler om ”balancer” i flertal. Bruger man det ord, er der en til vished grænsende sandsynlighed for, at man er overtroisk. Ligesom man kan være næsten sikker på at stå over for en skidespræller, hvis man møder en person, der bruger ordet ”værktøjer”.

Børn mangler dømmekraft
Det er voksenovertroen, jeg for alvor har svært ved at forstå. Børn ved ikke så meget og har ikke den helt store dømmekraft. De lever i en verden, hvor der ikke er den samme skarpe grænse mellem fantasi og virkelighed, som der er i de voksnes verden. Derfor har jeg en vis forståelse for barnetro, og vil gerne se gennem fingre med den. Men voksenovertroen – den er godt nok et mærkeligt fænomen. Kan folk ikke selv se, det er fuldkommen åndssvagt og hjernedødt at forestille sig, at stjernerne styrer vores liv? Eller at man får det bedre, hvis man skifter navn fra Marie til Maaariiiaaa? Eller at den store lykke vil indfinde sig, hvis man indretter sit hjem efter feng shui-principperne?

Der findes ikke nogen som helst rationelle grunde til at tro, det skulle være sådan. Ligesom der heller ikke findes nogen erfaringsbaserede grunde, der giver troen næring. Tvært imod viser erfaringen, at hvis man er så fucked-up, at man tror på stjerner eller talmagi eller feng shui, så er der en til vished grænsende sandsynlighed for, at man vil blive ved med at være fucked-up resten at sit liv og for, at selv ikke den stærkeste medicin eller de voldsommeste elektrochok kan rette op på situationen.

Efter behag kan man mene, den form for overtro er noget, der holder de fattige i ånden beskæftiget, så de ikke laver ulykker ude i samfundet. Eller man kan mene, den er noget, kyniske mennesker kan tjene bunker af penge på – fordi der i samfundet åbenbart er så mange, der er så fattige i ånden. Under alle omstændigheder er der tale om en form for overtro, der kun har begrænset rækkevidde og begrænsede konsekvenser – for den omfatter kun en mindre gruppe af voksne, der har alvorlige, personlige udfordringer, som de på den ene eller anden måde må kæmpe med.

Dagligdagens overtro
Derfor vil jeg sige, at den mærkeligste og mest omfattende overtro er en form for overtro, som de fleste mennesker slet ikke opfatter som overtro. Og som måske netop derfor er en form for overtro, der kræver en vis opmærksomhed. Jeg kan indkredse den form for overtro, jeg har i tankerne, med nogle eksempler.

Der findes i Danmark utrolig mange mennesker, som mener, at højt opreklamerede batterier er langt bedre end ikke-reklamerede batterier. Der findes mennesker, som mener, at højt opreklamerede bleer er bedre end ikke-reklamerede bleer og at højt opreklameret vaskepulver og opvaskemiddel er bedre end ikke-reklamerede pulvere og opvaskemidler.

Der findes mennesker, som mener, højt opreklamerede teleselskaber er bedre end de ikke-reklamerede. Der findes mennesker, som mener, højt opreklamerede forsikringsselskaber og banker er bedre end de ikke-reklamerede og at varerne i højt opreklamerede butikker generelt er langt bedre end varerne i de ikke så højt opreklamerede butikker.

VHS er bedre end Beta
Længere ude på overdrevet finder man mennesker, som mener, at højt opreklamerede biler er bedre end de mindre opreklamerede. Mennesker, som mener, højt opreklameret elektronik er bedre end den mindre opreklamerede og sågar mennesker, som tilbage i videotidsalderen mente, at VHS var bedre end Beta. Det er formentlig de samme, som i dag er villige til at mene, at benzinselskabernes mærkevarebenzin er bedre end den almindelige 95-oktans blyfri benzin, som alle moderne biler kører på.

Der er ikke belæg for at mene nogen af de ting, jeg har nævnt. Det viser et utal af uvildige test. Med undtagelse af opvaskemaskiner af mærket Miele – som faktisk er i en klasse for sig, og som jeg derfor vil nævne som en hæderlig undtagelse – er de mest opreklamerede produkter praktisk taget aldrig de bedste. De er bare de dyreste – og så er de samtidig de produkter, som det giver kunderne mindst stress at købe. Fordi reklamen giver en form for tryghed for, at det køb, man har foretaget, ikke er helt uansvarligt og hen i vejret.

I den uforlignelige film The Usual Suspects hedder det, at djævelens største trick til dato er at få alle mennesker til at tro, djævelen ikke findes. Jeg vil sige, det er et flot trick, som er svært at overgå. Men jeg vil også sige, det faktisk er lykkedes for reklameindustrien. For uanset hvor tit jeg i fokusgrupper har hørt folk sige, de ikke lader sig påvirke af reklamer, har de selv samme folk som regel deres hjem fyldt med produkter, hvis kvalitet ikke står i forhold til prisen. Så foruden de tre former for overtro, jeg allerede har beskrevet, kan vi konkludere, at der også er en fjerde, som overgår alle andre i henseende til omfang og i henseende til absurditet. Jeg tænker naturligvis på den forrykte overtro, at reklame ikke virker.