Reklamebranchen: ingen strategi for rekruttering og ledelse

Den danske reklamebranche forholder sig ikke strategisk til rekruttering og halter bagefter i forhold til resten af Europa, viser en ny rapport.

Den danske reklamebranche halter bagefter, når det gælder rekruttering og personaleledelse, viser en ny rapport udarbejdet af Claus Moseholm og Heidi Volke. Undersøgelsen baserer sig på interviews med reklamebureauer i Danmark, Holland og England.

 

"Branchen forholder sig ikke strategisk til deres rekruttering. Historisk har der været en massiv tilstrømning til branchen, og det har betydet, at rekrutteringen stort set har handlet om kortsigtet behovsopfyldelse. Man har ikke planlagt, kigget fremad eller kigget sig omkring for den sags skyld. Alt for tit rekrutterer man i eget netværk. Det kan blive et problem med de små og mere kritiske årgange," siger Claus Moseholm til Markedsføring nr. 12/2001.

 

HR - hvad er det?
Undersøgelsen viser, at kun de færreste bureauer satser bevidst på personaleområdet. Faktisk er det en sjældenhed overhovedet at have en HR-chef.

 

"Human ressource management er også et fremmedord i reklamebranchen, hvor der er et meget sjovt skisma. På den ene side er de ansatte uhyre privilegerede, de får taxaboner, glamourøse fester, flotte kontorer og skyhøje lønninger. Men på den anden side arbejder bureauerne ikke struktureret med, hvordan man på et lidt dybere plan bør forvalte de menneskelige ressourcer," fortæller Claus Moseholm.

 

Nytænkning nødvendig
Heller ikke når det gælder ledelse udmærker reklamebranchen sig.

 

" Man har medarbejdere, som er fagligt dygtige, men måske ikke egner sig til ledelse. Dem udnævner man til ledere i stedet for at dyrke nogle af de medarbejdere, som rent faktisk kan blive gode ledere", siger Claus Moseholm, som forudser, at mange bureauer vil få behov for at gentænke lederrollerne.

 

"Der findes ikke det bureau, som ikke kunne have noget ud af at tænke sig selv anderledes. Selv de mest kreative og velkørende bureauer har brug for en gang imellem at gentænke deres rolle og ide som bureau, inden det bliver en hvilepude. En måde at skabe fornyelse er selvfølgelig at ansætte personer fra andre brancher eller kigge til udlandet. Men man kunne også begynde med at skabe en større ansvarlighed og tænke sig om, når man gør de ansatte til ledere. Det er ikke altid medicinmanden, der er den bedste hærfører," siger han.

 

Læs hele rapporten om reklamebranchen på www.drb.dk under nyheder.

 

Kilde: Markedsføring nr. 12/2001

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også