Regnedrengen vs. fornyeren

Under nytårsduellen mellem Thorning og Løkke forsøgte begge at sætte sig på ’økonomisk ansvarlighed’. Med fordrejninger, forsimplende modstillinger og sarkastiske personangreb. Med en overraskende offensiv statsminister og en defensiv oppositionsleder. En duel mellem regnedrengen og fornyeren.
af Mette Bengtsson

 

Fjernsynet er tændt i 1.236.000 hjem, da duellen mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen ruller over skærmen på årets første søndag

 

Fra begyndelsen forsøger både Thorning og Løkke at tage patent på økonomisk ansvarlighed, men det er på en postulerende måde, der aldrig bliver rigtig overbevisende fra nogen af dem. Løkke fletter ”fuldt finansieret” ind i mange sætninger, mens han samtidig angriber Thornings plan fra Fair Løsning: ”Din plan hænger overhovedet ikke sammen”.

 

Thorning forsøger på samme måde at erobre økonomisk ansvarlighed med sætninger som: ”Alt det vi siger, det er finansieret krone for krone”. Hun taler om meningsmåling for ansvarlige regeringer, hvor ”Fogh-regeringen ligger langt nede, mens Nyrup-regeringen ligger højest”. Og hun fortsætter: ”Kendetegnende for socialdemokraterne er, at pengene skal passe. Økonomien skal hænge sammen”. Og til sidst går hun også ligesom Løkke til angreb: ”Det er en myte om, at regeringen er økonomisk ansvarlige. Vi er raslet ned af rangstigen”.

 

Kamp om fornyelses-positionen

Thorning kører samtidig en træthedsstrategi, hvor regeringen kritiseres for at være kørt træt gennem de sidste 10 år.

 

Løkke svarer igen med at sige, at han kun har været statsminister i mindre end to år. En pointe han gentager hele fire gange. Han ved godt, at der skal fornyelse til, og i stedet for at lancere en gammel, slidt regering, lanceres han som den nye mand. “Change!” og “Yes we can!” lød det i USA for et par år siden.

 

Metabemærkninger: Kan du styre debatten, kan du nok også styre landet

Begge politikere pisser fra starten territoriet af ved at sætte hinanden på plads med metabemærkninger om turtagningen i debatten. Det handler umiddelbart om at få taletid, men er også en måde at demonstrere lederegenskaber på – hvem leder debatten, hvem leder landet?

 

Thorning lægger ud med at krydsforhøre Løkke som en anden Sokrates i håbet om at afsløre en selvmodsigelse hos sin modstander ”Er det rigtig forstået? (…) Er det rigtig forstået?”

 

For at komme ud af den underdanige rolle, svarer Løkke sarkastisk tilbage: ”Er det en spørgetime, det her?” Thorning fortsætter senere på samme vis: ”Jeg tager lige de fire, så kan du stille spørgsmål bagefter” eller ”Nu taler jeg”. Det er tilsyneladende små markeringer, men de er del af et større magtspil.

 

Overraskende angreb fra en siddende

Løkke lægger fra begyndelsen ud med en angrebslysten stil, hvilket er bemærkelsesværdigt, da det normalt er oppositionslederen, der angriber statsministeren og ikke omvendt. Det er statsministeren, der har magten og dermed er det også naturligt, at det er statsministeren, der forsvarer tingenes tilstand. Men sådan er det ikke i denne debat, og det er tilsyneladende en bevidst strategi fra Løkke.

 

Hvad er fordelen ved denne utraditionelle angrebsposition? Højst sandsynlig ved Løkke godt, at han kan få svært ved at forsvare tingenes tilstand og vil derfor gerne have debatten til at handle om noget andet. Det er et typisk constraint for en siddende regering. Trætheden! Med lanceringen af en efterlønsreform forsøger Løkke at forny sig – at være dagsordensættende. Han viser mod til fornyelse og får samtidig gjort andre mere prekære emne om f.eks. overbetaling af privathospitaler mindre vigtige.

 

Løkke går igen og igen til personangreb med giftig sarkasme og kalder Thorning ukonkret

 

En anden aggressiv og ofte meget effektiv argumentation er at afsløre selvmodsigelser, hvilket Løkke forsøger, når han trækker Thornings tidligere holdninger til efterløn og SU til hjemmeboende frem. På den måde forsøger han at skade Thornings troværdighed. Thorning kommer dog meget godt igen på denne ved at trække statsministerens tidligere forslag om at afskaffe folkepensionen op af hatten. Samtidig demonstrerer hun en af Aristoteles’ etosdyder – nemlig moralsk karakter (arete), når hun siger, at hun ikke synes, at de skal stå og minde hinanden om ting fra fortiden.

 

Løkke angriber også Thorning for at være for lidt konkret. En kritik, som han nævner i forskellige former hele 15 gange gennem debatten. Samtidig med at det er et af hans stærke kort, virker det indstuderet at gentage det så mange gange, hvilket kan give bagslag.

 


 

 

Helle Thorning-Schmidt

Lars Løkke Rasmussen

Største styrker

Omsorg for efterlønnerne

Konkrete eksempler med tal

Største svaghed

For lidt konkret i sine politikforslag

Forkerte facts om efterløn og fagforeningernes holdning til Socialdemokraternes ekstra arbejdstime

Argumentation

Fordrejning og

forsimplende dikotomier

Personangreb

Framing

Mere trivielt, uopfindsom og tilsyneladende tilfældig

Mere strategisk og tilsyneladende indstuderet

Strategi

Ansvarlighedsstrategi kombineret med

træthedsstrategi

Ansvarlighedsstrategi kombineret med ny statsminister-strategi

Positioner

Forsvar

Angreb

Roller

Fornyeren

Regnedrengen

 


 

Løkkes styrkeposition: Regnedreng med styr på procenterne

Noget af det, Løkke gør allerbedst, er hans overbevisende brug af konkrete eksempler med tal. Der er her tale om en logos-appeller – et klogt valg rent argumentatorisk, fordi denne appelform kan have et stemmeflyttende potentiale (i modsætning til de emotionelle appeller, der ofte vil være stemmesamlende). Med eksemplerne får Løkke samtidig demonstreret, at han er en regnedreng med overblik over økonomien, og derved indeholder eksemplerne også en demonstration af karakteregenskaber. Etos refererer til den overbevisning, der skabes i kraft af politikerens karakter, og handler om politikerens troværdighed og vælgernes tillid til politikeren. I tilfældet her er det især Aristoteles’ etosdyder klogskab (fronesis), der sættes i spil. At kunne huske så mange tal er imponerende, og ny og interessant argumentation højner også ofte vores respekt for taleren.

 

Af de mange eksempler kommer her eksemplet om at få pengene til at række længere i den offentlige sektor: ”Lærerne er sammen med eleverne i 32 pct. af deres arbejdstid. I nogle kommuner, hvor man gør det rigtig godt, er lærerne sammen med eleverne i 40 pct.  af deres arbejdstid. Hvis man lod sig inspirere af de fem bedste kommuner, kunne man få 2,3 millioner ekstra undervisningstimer. Det svarer til 3000 lærerstillinger. Uden at bruge flere penge.” Løkke husker og holder her styr på flere tal for et lille emne – og sådan gør han hele vejen gennem debatten.

 

Løkkes svaghed: Fordrejning af fakta

Af største svagheder ved Løkkes indsats kan nævnes de fakta, han bruger, der senere viser sig ikke at være i orden. Det gælder karakteristikken af efterlønsgruppen og hans gengivelse af fagforeningens holdning til Socialdemokraternes udspil om at arbejde en time mere om ugen. Han kommer her til at fremstå utroværdig. Der er måske ikke ligefrem tale om løgn (som da Villy Søvndal påstod, at han havde turneret rundt på 20 plejehjem), men vi er i den boldgade. Det er kompromitterende, fordi vi får en fornemmelse af, at politikeren bruger ufine metoder med fuldt overlæg – går den så går den.

 

Personangreb er som at tisse i bukserne

Løkke forfalder i højere grad end Thorning til ad hominem-argumentation, det vil sige argumentation, der drejer fra sagen og over på til personen. Her er et par af Løkkes mange angreb på Thornings person: ”Dit ambitionsniveau er faldende”, ”I stedet for at fedtspille sammen med Villy og fagforeningen…”, ”Du taler længe med en masse fine ord”, ”I har lagt en plan frem, som ingen tror på”, ”Du misbruger dit talent”.

 

Ad hominem-argumentation kan have flydende overgange, men selv med de bemærkninger, der samtidig handler om en sag, er der et unødvendigt fokus på personen. Dette er igen et åbenlyst forsøg på at svække Thornings troværdighed, som dog er i den usofistikerede ende og derfor højst sandsynligt noget, som giver bagslag ligesom gentagelserne. At være svinagtig over for andre mennesker er ikke et eftertragtet karaktertræk. Heller ikke i politik. Måske kan det varme i øjeblikket, men på sigt holder det ikke. Som at tisse i bukserne.

 

En presset Thorning viser sig stærk i den hurtige replik. Men hun overforsimpler mange problemstillinger

 

Thorning scorer point i diskussionen om efterløn

Nogle kommentatorer mener, at Thorning vinder den indledende debat om efterløn, hvilket egentlig er ironisk, eftersom det er Løkke, der har sat emnet på dagsordenen.

 

En af grundene til Thornings debatpoint kan være, at hun har en god argumentation i forhold til velfærdsforliget fra 2006. Hun forklarer sin holdning til efterlønnen i lyset af de beslutninger, man traf på dette tidspunkt: ”Efterlønnen var den buffer, som vi har, når vi hæver pensionsalderen”. Det virker oprigtigt, og hun anskueliggør viden, som højst sandsynligt er nyt for mange – nemlig at pensionsalderen gradvist bliver hævet, og at hvis man er 30 år i dag, kommer man først til at gå på pension som 70-årig. Det er klogt af Thorning at argumentere ud fra en værdi som retfærdighed frem for mere ideologiske værdier som f.eks. solidaritet.

 

Thornings styrke: Evne til at svare spontant

En af Thornings styrker er, at hun har gode spontane svar på Løkkes spørgsmål. F.eks. er hun hurtig til at svare på Løkkes spørgsmål om, hvilke forkerte prioriteringer hun mener, at regeringen har lavet i offentlige sektor. Her kommer prompte to svar: Aktivering af matchgruppe 4 og 5 og overbetaling af privathospitaler. Det giver point, at en socialdemokrat er i stand til at forholde sig kritisk til brugen af penge i den offentlige sektor, og at hun kan anvise de borgerlige, hvor de kan spare.

 

Til gengæld forsøger hun at slippe uden om at svare på spørgsmålet om skat: ”Det passer ikke med de 31 mia. kroner, men jeg orker simpelthen ikke diskussionen”. Det er irriterende ikke at få svar, og det vidner om usikkerhed. Et karaktertræk, som er problematisk for en leder.

 

Thornings svaghed (1): Proportionsforvrængning og forsimplede modstillinger

Thorning begår en brøler, når hun tror, at hun kan slippe af sted med at fordreje sine skatteberegninger. En fordrejning består i, at afsender manipulerer med proportionerne eller relevansen f.eks. ved at over- eller underdrive, forenkle eller udskifte. I dette tilfælde er der tale om en underdrivelse. Man skal ikke sige 18 milliarder, hvis det faktisk er 31 milliarder, der er tale om. Det er uærligt, og det vil højst sandsynligt kompromittere hendes troværdighed.

 

Thorning forfalder også til forsimplende dikotomier mange steder. En logisk fejlslutning, hvis du spørger logikere som Trudy Govier eller Edward Damer. Hun taler f.eks. om Løkkes snuptagsløsning over Socialdemokraternes forslag med mange elementer, der skal sikre økonomisk sammenhæng. Der er vel også løsninger, der ikke er en af de to? Hun taler om at gå arbejdsvejen eller sparevejen. Hvad med effektiviseringsvejen? Og hun taler om, at Socialdemokraterne har valgt en retfærdig løsning, mens regeringen har valgt en dårlig løsning, hvor de sparer på den offentlige velfærd. Er det så simpelt? Dikotomier er lette at forfalde til, fordi en modsatrettet tankegang er naturlig for os som mennesker, men sandheden i dem kan ofte betvivles, og der er fare for, at afsenderen kommer til at virke simpel.

 

Thornings svaghed (2): Mangler håndfaste tal

Løkkes største kritik af Thorning er hendes manglende konkrete forslag. En påstand, som han nævner igen og igen. Han griber her Thorning på et svagt punkt, som han godt vil kunne få held med at bore fra nu af til valgdagen. Det er alt for vagt, at hun ikke er mere præcis omkring dagpengene. Selvfølgelig har hun en pointe i, at man skal inddrage arbejdsmarkedets parter i en forhandling, men det er vagt, at hun ikke selv kommer på banen. Hun formulerer sig med et ”man kunne også tænke sig”, hvilket er for usikkert. De fleste vælgere vil gerne vide, hvad de får, når de sætter deres kryds. Et forslag som at fremrykke offentlige investeringer er også ret abstrakt. Det er selvfølgelig et forslag, men mon vælgerne kan forholde sig til det?

 

Thorning kunne også være langt bedre inde i sine tal. Hun bruger i modsætning til Løkke meget få tal. Til sammenligning med Løkkes eksempel fra tidligere siger Helle, at ”Der er rigtig mange unger, der starter en uddannelse og så falder fra.” Hun evner ikke samme præcisering og kommer derved til at fremstå mindre tjekket.

 

Løkke vinder kampen om framing

At frame er at bruge betegnelser strategisk i den politiske kommunikation. En tendens som i de seneste år har vundet frem herhjemme. I debatten virker Løkkes framing mere strategisk og tilsyneladende indstuderet, mens Thornings framing virker mere trivielt, uopfindsom og tilsyneladende tilfældig.

 

Løkke taler f.eks. om kernevelfærd, og at Thorning deponerer den hos fagforeningen. Hvem vil fjerne kernen i noget? Og hvad siger det om Thorning, at hun deponerer? Værdiladede betegnelser er uden tvivl effektive, og ofte sker det, at folk ureflekteret begynder at bruge dem – også betegnelser, der måske ikke harmonerer med deres ståsted.

 

Tag nu f.eks. cafepenge, som er en andet af Løkkes frames. Det er der mange, der siger uden at tænke nærmere over det. Thorning siger det også selv i debatten – godt nok med et ”såkaldt” foran. Løkke kommer også godt igen på Socialdemokraternes millionærskat med framen misundelsesskat. Vi ved alle, at misundelse er en grim ting, så hvem kan gå ind for den skat? Det er også interessant, at Thorning flere gange bruger borgerlige frames. Mon det er bevidst? F.eks. verber som trimme og slanke i forhold til den offentlige sektor. Det er jo den omvendte verden. 

 

Og vinderen af duellen er...

Thorning og Løkke bør ikke at undervurdere vælgerne. Vi er ikke dummere end som så! F.eks. siger de begge flere gange i forskellige variationer, at ”nu bliver det for teknisk”. Det muligvis sagt i frygt for at kede vælgerne, men har samtidig en uheldig undertone, hvor der bliver snakket ned til vælgerne. Tror de ikke, at vi kan forstå teknikaliteter? Eller er interesseret i dem? 

 

Det er svært at kåre en klar vinder af året første debat mellem de to partiledere. Måske et lille forspring til Løkke. Men kun med et mulehår.

 

---

 

Deltag dybere i debatten – opret din profil på Kforum her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job