Der er allerede sagt så meget om Peter Brixtoftes raid siden BT startede sit mediescoop med en serveringsdame der var forarget over den kommunale tag-selv-rødvin, at man næsten ikke orker at blande sig i mediehavet mere. Men kedeligt har det nu i al fald ikke været. Og Peter Brixtofte sammenfatter i mandagens Politiken meget klart sin story-telling: ”Regler er til for at brydes”.
Den lektie vil næppe bekomme Regeringen godt. Det er den antiborgerlige anarkist og igangsætter der taler. Manden der ved at skal riger erobres, skal der stor handling til. Og som også i sit eget liv har erfaret, at det spændende i livet ikke kun er det pæne, borgerlige og lovlige, men at lykken - i al fald momemtvis - også fjæler sig i det grænsebrydende og moralsk ulovlige. Den indsigt er yderst folkelig, om end den i sin politiske konsekvens – heldigvis – kun deles af lige anarkistiske ultraliberalister og venstresocialister. Når den slags figurer som Brixtofte - og som nærmeste danske forgængere Strube og Thorsen - alligevel altid ender fra succesforestilling over farcer til tragedier er det fordi, magten i deres kongerige er vokset dem til hovedet og de mister blikket for deres egen begrænsing – og klarkørerne i deres menighed hjælper godt til.
De her antihelte ender med kun at kunne se deres egen sag og sandhed, og tager aldrig smålige hensyn til indvendinger, dialog og demokrati i deres iver og magtbrynde efter at realisere det, de ser som det gode for alle.