100 dage, 100 sager

Velkommen på forsiden - fornøjelsen ved eksponeringen er mildt sagt blandet

Hvis synlighed har været et mål i sig selv for regeringen de første 100 dage, så har Thorning-Schmidt og co. fået en forrygende start. Tilsammen er regeringens ministre blevet omtalt ikke mindre end i 128.000 artikler, notitser, indslag og debatindlæg. Størstedelen af mediesagerne har regeringen dog nok gerne været foruden.

At Thorning-Schmidt er topscorer er forventeligt. Optællingen afslører derimod regeringens problem i medierne: Læg mærke til andenpladsen, som tilfalder Villy Søvndal. Det er ikke hans virke som udenrigsminister, der her brager igennem. Derimod negativ omtale blandt andet af hans bøvl med sit bagland. Se figuren i bedre opløsning her

Infomedia har oplistet regeringens største sager, siden de nye ministre blev offentliggjort den 3. oktober. Bundlinjen er, at de mange problematiske sager langt har overskygget regeringens forsøg på at sætte sin egen politiske dagsorden.

Betalingsring kører i ring i medierne

Statsministeren er den mest omtalte minister, idet hun tegner sig for mere end fjerdedel af hele regeringens omtale. Mere end nogen anden er det altså statsministerens omtale, der kommer til at præge det samlede billede af regeringen. En gennemgang af de sager, hun er sat i forbindelse med i de første 100 dage, tæller imidlertid mindst lige så mange negative som positive sager. For Thornings vedkommende tæller efteråret især fem store sager, med overvægt af negative elementer: Skattesagen, løftebrudsdebat, betalingsringen samt personsagerne om Henrik Sass Larsen og Ole Sohn.

At oppositionen er lykkedes med at italesætte regeringen som løftebryder er galt nok. Værre er det næsten, at regeringens selvvalgte sag betalingsringen er gået så galt i medierne. Se figuren i bedre opløsning her

Skattesagen er efterårets mest omtalte sag for statsministeren. Men selv om den for en kort stund flyttede fokus væk fra regeringens trængsler og over på interne problemer i Venstre, kan den næppe vendes til en vindersag.

Løftebrudsdebatten er en anden stor sag, som begyndte allerede den dag, regeringen præsenterede sit regeringsgrundlag. Fra dag 1 og mange dage frem måtte regeringen igen og igen forklare, hvorfor virkeligheden efter valget var anderledes end virkeligheden før valget – på så konkrete områder som boligpakke, ventetider, akutfunktion i Svendborg og billetpriser på kollektiv trafik.

Havde betalingsringen været en politisk vindersag, kunne den i kraft af sin massive omtale sandsynligvis have opvejet en del af løftebrudsdebatten. Her var en sag, som regeringen selv havde valgt at satse – og et løfte, som regeringen rent faktisk kunne indfri. Som mediedækningen har været ind til videre, har betalingsringen dog kun bidraget til at forstærke pressens portrættering af en regering i defensiven.

Kronprinsernes detronisering

Tendensen med mange negative sager går igen hos flere ministre. På trods af nye forslag, bl.a. i forbindelse med fremsættelse af finansloven, har mange af de nye ikke været i stand til at sætte en selvstændig politisk dagsorden siden regeringsdannelsen. Bl.a. har den massive fokus på Ole Sohns kommunistiske fortid langt overskygget rollen som vækst- og erhvervsminister.

Sagen om Henrik Sass forstærkede yderligere det negative fokus på S og SF’s wing-men i valgkampen: ”Sohn er en større trussel end Sass” lød således et Ritzau-telegram, som gik landet rundt på baggrund af en udtalelse fra en tidligere PET-chef.

Skattesagen har ikke kun fjernet fokus fra regeringens politik flere gange i efterårets løb. Den har også været svær for regeringen at fastholde som en kritik af Venstres spindoktorkultur. Se figuren i bedre opløsning her

The politic is melting for Søvndal

Det er ikke gået meget bedre for Villy Søvndal, som har skabt flere overskrifter for sine sproglige egenskaber, barsels-fyringer og løftebrud end om udenrigspolitiske emner. Og der er langt mellem snapsene på listen af dagsordner, som udenrigsministeren selv har været med til at sætte.

Og det på trods af, at han er den anden mest synlige minister i regeringen med ikke færre end 12.000 omtaler de første 100 dage. En af de, for Villy Søvndal, største sager var, da han skabte intern splid i regeringen ved at udtale sig skeptisk om europagten på et tidspunkt, hvor de to øvrige regeringspartier ikke mente, at der var noget at konkludere på.

Sex ved julefrokosten og røg på ministerkontoret

Det samme har overgået ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, der er blevet mere kendt i medierne for anklage om sexchikane samt valgløftet om en akutfunktion i Svendborg, end om konkrete faglige sager.

Mette Gjerskovs rygekabine stjal ligeledes langt mere opmærksomhed end hendes politiske initiativer om fødevarer og økologi. Senest har Uffe Elbæk skabt mere opmærksomhed om udtalelser i forbindelse med racisme i fodbold end noget andet kulturpolitisk initiativ de sidste tre måneder.

Strammer-budskaberne går klart igennem
Der er naturligvis undtagelser blandt det nye ministerhold. Det er lykkedes finansminister Bjarne Corydon, økonomiminister Margrethe Vestager og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen at sætte nye politiske dagsordner på deres fagområde og formået at markere sig selvstændigt i konkrete politiske sager.

Desuden er det lykkedes Karen Hækkerup at skabe sig en meget synlig platform ved at gå forrest i et gryende oprør mod den danske ”krævementalitet”.

Brug for at definere en ny fortælling

Trods de få opløftende tilfælde har medierne i de første 100 dage tegnet et billede af en regering i defensiven. Det er der flere årsager til: Dels har de overvejende negative og uheldige personsager overskygget en række politiske forslag. F.eks. stod lanceringen af finanslovsforslaget i skyggen af debatten om Ole Sohns fortid i DKP.

Dels begrænser den økonomiske situation det politiske manøvrerum. Og så har den nye opposition haft succes med at fremstille regeringsgrundlaget som løftebrud, hvormed regeringen allerede fra begyndelsen var bagud på point og lod andre definere, hvad den skulle snakke om.

Problemet for regeringen er, at der let kan sprede sig en følelse af, ”at nu skal der gøres noget”, hvilket kan bidrage til ukoordinerede og risikable soloridt af de enkelte partier og ministre.

Udfordringen for statsministeren er derfor at præsentere både vælgere og partifæller for en sammenhængende politisk strategi konkretiseret ved en række af politiske initiativer, forslag og mærkesager, som kan skabe overskrifter og starte varige værdipolitiske diskussioner.

Thorning-Schmidt har som minimum brug for én god sag til at fordrive de 100 dårlige.

---

Infomedias rapport ligger her