Justitsministeriet er en hadegave. Tillykke. Polfoto. 

 

Den sidste tid har den socialdemokratiske kronprinsesse måttet igennem en større pressestorm. Hun beskyldes for at have været en bisse over for sine embedsmænd først i Beskæftigelsesministeriet og nu i det justitsministerium, som ligner en decideret hadegave. En sump af nødløgne, uanvendelig ministerbetjening – og det, som Henrik Dahl engang beskrev som det mest problematiske karaktertræk i nutidens børn: Ubegrundet selvtillid (og oppustet selvfølelse).

 

Justitsministeriet har udover den håbløst argumenterede offentlighedslov, løgnen til Folketinget og sin snagen i Pia Kjærsgaards kalender et decideret tillidsproblem over for Folketinget bredt, hvor man mener, at ministeriet er for langsomt, ikke prioriterer Folketingets processer og generelt ved bedre. DF’s retsordfører Peter Skaarup hilser det velkomment, at Mette Frederiksen vil rydde op og påpeger mangeårige problemer med Justitsministeriet, der beskyldes for at have en syg kultur. ”Jeg er overbevist om, at Mette Frederiksen gør det af det bedste hjerte, når hun prøver at rydde op i Justitsministeriet, og hun har min fulde opbakning. Det kan nemt give noget knas i en periode mellem politikerne og embedsmændene. Men så må vi tage det med”, siger SF's retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt. Taler man med ansatte fra andre ministerier, har man kunnet observere en vis skadefryd over, at der nu endeligt var nogen, der gik til justitsen. Alle andre end samfundets nyeste offersopran, fagforeningen DJØF, mener, det er meget tiltrængt.

 

Paragrafskuffen er trukket ud. Nu skal der ryddes op i Justitsministeriets embedsværk. Getty Images.

 

Det er på denne baggrund, at Politiken i den forgangne uge har viderekolporteret embedsværkets anonyme kritik af deres nye minister. Uden på nogen måde at udøve en kildekritik af de mennesker, der helt åbenlyst har en interesse i at få svækket og stækket den minister, der også i sit tidligere ministerium ruskede godt og grundigt op i embedsværket. For den oprydning, der skal til i Justitsministeriet, bliver større end bare den indledende dekapitering: Forflyttelsen af departementschefen. Der er en række forhold, som gør, at pressen – og særligt Politiken – må spørge sig selv, om ikke man med den kampagne er blevet DJØFokratiets tjener i stedet for demokratiets vagthund.

 

DJØFokratiets tjener i stedet for demokratiets vagthund?

 

For det første: Hvad er det egentlig, Mette Frederiksen har gjort eller sagt og til hvem? Hun karakteriseres som hysterisk – men på hvilken baggrund? Ikke anden end anonym kritik. I skrivende stund er det eneste, vi ved, at en gruppe embedsmænd har fået en offentlig skideballe for helt utilstrækkelig ministerbetjening op til et særligt giftigt samråd. Ingen, som har hørt, hvad det drejede sig om, er i tvivl om, at ministeren havde en god sag.

Og ingen er vist i tvivl om, at Justitsministeriet har meget store problemer med professionalismen, Folketingets ordførere bakker som sagt, fra højre til venstre, op om en reform af et ministerium, som Rigsrevisionen (!) gud hjælpe os alle sammen lige har beskyldt for at være direkte ”ligeglade med mennesker”.  Tak for kaffe.  

 

I den kontekst skal vi huske på, at vi har haft mange politikere, som har været berømte eller berygtede for at have konfrontationer med deres embedsværk: Vi så Anders Fogh Rasmussen gå til Pui Ling Lau i Guldbrandsens film ”Fogh Bag Facaden”. Der går mange rygter om Bertel Haarder (Bertel Bims kaldte hans embedsmænd ham vist), om Lars Løkke Rasmussen, Lykketoft skulle have været hidsig engang – der er rygter om masser af politikere: Men er der noget som helst rimeligt belæg for at lave en kampagne om Mette Frederiksens ledelsesstil og temperament, langt ud over hvad nogen anden politiker har måttet bære? Og så tilmed baseret udelukkende på anonyme kilder i ministerier, som hun med folketing og regering i ryggen har vendt bunden i vejret på? Fraværet af konkretheder i kritikken af Mette Frederiksen får artiklerne om hende til at minde om malign sladderjournalistik.

 

Kun dårlige politikere lader apparatet stå uberørt. For så gør apparatet, hvad det plejer. Getty Images.

 

I sin tid i Beskæftigelsesministeriet stod Mette Frederiksen for det, som man i business-lingo ville kalde en komplet 'turn-around': Styrelseschefer, departementschefen og sikkert andre medarbejdere er rokeret. Naturligt nok: Regeringens politik var en anden end den foregåendes, og danskerne havde peget på en regering, der ville gøre op med blandt andet det beskæftigelsescirkus, Venstres Claus Hjort Frederiksen havde stået fadder til. Og en minister skal jo sætte sit hold for at levere resultater.

 

Der findes en våd drøm i DJØF-Danmark om, at man kan køre organisationen selv og lade ministeren om talerne. Men kun dårlige politikere lader apparatet stå uberørt. For så gør apparatet, hvad det plejer. Når embedsmænd, der har indrettet sig på et helt liv i det ministerielle spor, tilsidesættes, skubbes ud eller fjernes, har de det mærkeligt nok med at være utilfredse.

 

Mette Frederiksen stod netop for udrensning, oprydning og forandring i Beskæftigelsesministeriet. Herfra er der også anonyme kritikere. Hvordan kan Politiken eller andre medier give de mennesker, hun har skuffet og tilsidesat, lov til at skrive et karaktermord af hende som anonyme anklagere? Uden at vi ved, hvem det kommer fra, eller hvilket horn i siden de eventuelt har på en minister, der har omdirigeret ikke så få? For det er jo, hvad der er tilfældet i den sidste uges kritik af justitsministeren; man lader bureaukrater anonymt tilsvine den politiker, som mange af dem har oplevet som en sten på deres karrieresti. Det er risikofrit – og det er svag journalistik. Hvis der var et stort problem, mon så ikke man kunne finde bare ét eneste menneske, der vil lægge navn til sine beskyldninger? Det er fint nok at bruge anonyme kilder i et mix med 'rigtige' kilder. Men uden 'rigtige kilder bliver det til én stor insinuation.

 

Hvor er det menneske, der vil lægge navn til sine beskyldninger? Getty Images.

 

Det er blevet udlagt som noget usædvanligt, at embedsmænd taler anonymt om deres politikere. Det passer ikke. Hver gang, der skal lukkes en ambassade, er der anonyme kilder i Udenrigsministeriet, der mener, at nu er der skåret helt ind i benet, og at det bliver en katastrofe for Danmark. Bare se, hvad Nick Hækkerup måtte igennem i et forsvarsministerium, der mente, det var SÅ forfærdeligt, de skulle rette ind efter en folkevalgt. Når et ministeriums (eller anden offentlig myndigheds) hierarki, magtstruktur eller økonomi bliver udfordret, så spiller bureaukraterne OGSÅ deres kort i offentligheden.

 

Moderne, offentlige topledere har også en kontakt med pressen; der spinnes, lækkes, produceres dokumenter, der viser, hvad de ønsker og så videre. Nogle gange mere subtilt end andre; men apropos Justitsministeriet er det ikke længe siden, medarbejderne i PET fyrede deres egen chef ved systematiske læk til Ekstra Bladet. Embedsmænd er mere end noget andet magtmennesker, der lever i en verden, hvor man bliver målt på indflydelse, og i det her tilfælde ser det ud, som om Politiken agerer nyttig idiot for et justitsministerium, der er i granatchok over at have fået en minister og ikke længere bare en talsmand. Sagen er, at den forestående oprydning i Justitsministeriet som ALLE er enige om, er nødvendig, vil gå ud over en del jurister i elfenbenstårnet. Det er et journalistisk svigt at give dem anonymitet og åben mikrofon.

 

Faktum er, at den danske embedsstand har landets største job- og lønsikkerhed, de er særdeles godt lønnet, laver de fejl, er det ministeren, der tager kuglen (bare spørg Christian Friis Bach). De skal ikke også have fuld anonymitet, blind tillid og retten til at karaktermyrde de politikere, der udfordrer deres magt og karrierer.

 

Pressen – og særligt Politiken – har i hvert fald tidligere efterlyst politikere, der ikke gik i et med deres embedsværk .Når de så endelig får det, in casu Frederiksen, lader de embedsværket karaktersnigmyrde politikeren. Politiken er da virkelig kommet på DJØFokratiets side. Det er lose-lose at være politiker; enten er de for inkompetente til at kunne lede deres bureaukratier, og skulle det modsatte være tilfældet, lader vi utilfredse bureaukrater karaktermyrde dem anonymt og risikofrit i spalterne. Undskyld: Men det er simpelthen en gratis omgang for både avisen og for det permanente embedsværk. Det ligner en sladderkampagne fra tilsidesatte DJØF’ere, som Politiken og andre danske medier lige har hevet Mette Frederiksen igennem.

 

Læs også Mads Kastrups analyse i Berlingske