Foghs strategiske spin

Fogh og hans spindoktor Michael Ulveman er begyndt at lukke flankerne med tre gange spin. Og det kan vel at mærke gøre forskellen mellem succes eller en fiasko til næste valg.

Grundredskaberne i spindoktorens værktøjskasse er:

• at man hurtigt skal lukke kritiske sager, hvor ens politik er svag
• at man skal være stærkt til stede på de områder, som er vigtige ved det næste valg
• at man som parti ikke udstiller interne politiske uenigheder i offentligheden, dvs. man må ikke diskutere politiske forskelle i medierne

Fogh har brugt de tre spinredskaber på følgende tre områder:

• Danmarks engagement i Irak
• Velfærdsdebatten
• Den samlede regeringsblok. (Spin ses her som ekstern kommunikation fra det politiske system til massemedierne. Dvs. når der er foregået en succesfuld ekstern kommunikation fra politiske til mediemæssige aktører, er der tale om god spin.)

Den kritiske sag: Irak

Fogh har lukket et emne, som kunne have domineret den kommende valgkamp, nemlig Irak. Ud fra et spinsynspunkt var det en genistreg at annoncere en tilbagetrækning fra Irak nu og ikke vente. Et stort flertal af den danske befolkning er imod krigen, og Socialdemokraterne ville have brugt enhver mulighed for at angribe Fogh for hans krig. Thorning-Smidt ville igen og igen have påpeget, at det var hans ”Irakkrig”.

Men det kort kan hun ikke spille nu, da Fogh fuldstændig har lukket for emnet ”Irak” i en kommende valgkamp. Ved samtidig at gøre det i god tid inden næste valg, vil han ikke kunne klandres for at være populistisk. At Fogh og hans spindoktor formåede at holde kortene helt tæt ind til kroppen og på den måde overraske alle medierne med nyheden om tilbagetrækningen, vidner om spin i første klasse. Alt i alt er et sårbart og potentielt farligt område lukket af.

Den kommende valgkamps emne: Velfærd

Regeringen har i løbet af efteråret været presset på velfærdsområdet. Og især Socialdemokraterne fik medvind ved at klandre regeringen for at ville spare op til skattelettelser og ikke velfærd. Fogh og hans spindoktor venter umiddelbart tålmodigt på, at kvalitetsreformen, som bliver lanceret i år, nok skal give dem en fordel i velfærdsdagsordenen. Det er deres håb, at Fogh med lanceringen af kvalitetsreformen selv styrer slagets gang og selv kan dosere forslagene og de bevillinger, der højst sandsynligt bliver givet.

Nu ser vi langsomt diskussionen om kvalitetsreformen begynde at dukke op. Og det bliver en kvalitetsdebat, som Fogh selv styrer tempoet på. Dermed kan man konstatere, at Fogh med kvalitetsreformen vil forsøge at generobre en vigtig dagsorden - nemlig velfærd. Og som minimum vil Fogh genvinde lidt af det tabte terræn fra efteråret 2007.

Regeringen: Intern ro

Fogh har en stabil regering, hvor både de Konservative og Dansk Folkeparti er rimelig tilfredse med deres respektive pladser. På trods af, at Søren Espersen i 2006 udtalte, at DF gerne ville med i regering næste gang, har Kristian Thuelsen Dahl netop meldt ud, at DF har det bedst som støtteparti.

DF's kalkyle må være, at de opnår størst magt som støtteparti. Endvidere er det en behændig måde for Fogh at styre det dårlige forhold mellem DF og K på. Hvis DF begyndte at køre sig i stilling som regeringsparti, kunne det hurtigt skabe problemer i forhold til K. Og spekulationer om, hvilke ministerbiler DF skulle kræve, ville ikke få regeringsblokken til at fremstå som stabil.

Samtidig har Fogh og spindoktor Ulveman fået foræret en sen julegave. For de Radikale og Socialdemokraterne har stadig ikke nærmet sig hinanden. Resultatet er, at partierne ikke fremstår som en samlet, stærk opposition i enighed. Summa summarum: Fogh undgår intern uro. Modsat sørger de Radikale for den intern uro i oppositionen. Det betyder, at oppositionsblokken har sværere ved at fremstå samlet og vinde valget.

K: krisespin i topgear

De Konservative viste overlegen krisestyring og spin i uge 11, da de Konservatives formand, Bendt Bendtsen, blev kritiseret for ikke at være fremtidens mand. Han var ikke markant og tydelig nok i sine politiske udmeldinger og manglede politiske visioner, lød kritikken fra egne rækker. Den konservative spinstab kunne nu enten ignorere sagen og håbe på, at den blev tiet ihjel. Eller også kunne de prompte komme med en så kraftig tilbagemelding, at den ville lukke munden på kritikerne.

Man valgte det sidste. De Konservative udsendte om formiddagen en koordineret pressemeddelelse med overskriften: Bendt Bendtsens formandskab absolut ikke til diskussion. Her skrev de to kronprinsesser Lene Espersen og Connie Hedegaard bl.a.: ”Bendt Bendtsens position er ubestridt… Denne debat er helt og aldeles uaktuel.”

Samtidigt ryddede Bendt Bendtsen sin kalender og stillede op og gentog budskabet i blandt Go´ aften Danmark på TV2: ”Diskussionen om mit formandskab er et mediestunt, og jeg går ikke af”.

Instant rebutal

Ved at de Konservative meldte så kraftigt og samlet ud, brugte de derved et klassisk spin-trick, der kaldes instant rebutal. Instant rebutal betyder, frit oversat, en hurtig og kraftig respons.

Samtidigt stillede Bendt Bendtsen og folketingsgruppen op og gentog igen og igen som en anden papegøje, at Bendt Bendtsen kun går af før næste valg, hvis han selv ønsker det.

Resultatet var, at fokus blev flyttet. Nu handlede debatten ikke længere om Bendt Bendtsens mangel på politiske visioner, men om, at alle stod sammen bag formanden. Bendt Bendtsen spillede også rollen som den alfaderlige og tilgivende patriark, der syntes, at det var ok med lidt kritik, så længe han kan blive siddende på tronen.

Faren ved at gå så offensivt ud og lukke sagen er, at man risikerer at puste til ilden og i virkeligheden være med til at lade en ubehagelig diskussion fortsætte i lang tid fremover i medierne. Men det skete ikke. Og sagen var et eksempel på god og vellykket krisestyring.

Det konservative hængeparti

Men under virakken ligger et mere dybdegående problem, som godt spin ikke kan skjule. Nemlig det faktum, at Bendt Bendtsen og de Konservatives politiske projekt fremstår uklart.

Så længe Anders Fogh Rasmussen forsøger at tage æren for miljøpolitikken, hvor Connie Hedegaard ellers skulle sole sig i rampelyset, er der optræk til storm. Og det er stadig svært at finde Bendt Bendtsens fingeraftryk på Velfærds- og kvalitetsreformen.

Det er en storm og en diskussion, der handler om de Konservatives politiske projekt i fremtiden. Vil de være et klassisk konservativt parti, hvor der satses hårdt på retspolitik og skattelettelser til erhvervslivet og de rige? Eller vil K efterligne de Konservative i England og lancere en mere blød og moderne borgerlig politik?

Konservative kronprinsesser

Denne strid om den politiske linie er også personificeret som et valg mellem justitsminister Lene Espersen og miljøminister Connie Hedegaard. Lene Espersen repræsenterer den klassiske hard-liner, der med opbakning fra kulturminister Brian Mikkelsen gerne vil vise handlestyrke, ligegyldigt hvad sagen handler om. Connie Hedegaard repræsenterer en moderne og nutidig, moderat konservativ, der på sigt kunne udvikle partiet og få det til at vokse betydeligt. Connie Hedegaard står dermed som den eneste konservative, der besidder potentialet og evnerne til at genskabe partiet – på samme måde, som Cameron har gjort det for de Konservative i England. Hendes forståelse for, at f.eks. miljøet bliver en afgørende politisk kampplads i fremtiden, er et bevis på, at hun er rustet til fremtiden. Det er dog først gået op for Anders Fogh for nylig, selvom det hele tiden har været Connie Hedegaards kæphest.

Tiden vil vise, hvem der vil sejre og om der kommer en ny kandidat på banen. Men helt sikkert er det, at på trods af godt spin, så forsvinder diskussionen om de Konservatives fremtidige projekt og lederskab ikke. Lige så sikkert er det, at de fleste vil gå meget langt for at undgå det konservative blodbad, som mange fortsat har på nethinden.

Afslutningsvis er der tale om en regering, bestående af V og K, der spinmæssigt er i topgear, og i hvert fald har vist sig i stand til at bruge de fundamentale spinredskaber til UG. Hvorvidt deres politiske projekt viser sig holdbart og innovativt, må tiden vise. Tilbage står også en opposition, som efter et stærkt efterår er faldet lidt af på den, og som spinmæssigt skal trykke på speederen.