Medlemskab i en fagbevægelse er ikke længere en selvfølge - næsten hver tredje danske lønmodtager under 30 år vælger at stå uden for en fagforening. Er der tale om et forbigående fænomen eller en tendens, der på sigt får store konsekvenser for fagforeningerne?

I den forbindelse er det nødvendigt at undersøge og diskutere, hvad den manglende tilslutning blandt unge skyldes. Har fagbevægelsen et imageproblem, eller er det fagbevægelsens konkrete ydelser, ungdommen ikke længere mener at have behov for?

Lav organiseringsgrad blandt unge
Der er en påfaldende lavere organiseringsgrad blandt unge end blandt ældre generationer; 69% af unge under 30 er organiserede, mens tallet ligger på 82% for lønmodtagere over 30. Denne markante forskel kan i første omgang begrundes ud fra strukturelle forhold som for eksempel faldende arbejdsløshed. Sådanne forhold gør, at unge ikke længere har behov for den tryghed, der traditionelt set ligger i at være organiseret.

De behov, de unge forventer, at fagforeningerne skal dække, er overvejende individuelle: Først og fremmest skal fagbevægelsen hjælpe medlemmerne med at forhandle gode individuelle løntillæg hjem og på den måde være med til at sikre maksimalløn for det enkelte medlem.

Desuden skal fagforeningen være gearet til at hjælpe i forbindelse med problemer inden for det psykiske eller fysiske arbejdsmiljø samt hjælpe i forbindelse med jobsøgning. Og så skal de hjælpe med kompetenceudvikling via kurser og efteruddannelse. Disse fire punkter har en undersøgelse foretaget af Ugebrevet Mandag Morgen (29. januar 2001) lokaliseret som væsentlige i forbindelse med unges forventninger eller krav til fagbevægelsen.

Fagbevægelsen overhalet af private tiltag
Det er ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt fagforeningerne er villige til at imødekomme unges krav til fagforeningerne, der er nemlig flere om at udbyde de pågældende ydelser - dels de forskellige arbejdspladser, dels private firmaer.

Gennem de senere år er der foregået en privatisering af visse centrale områder for fagbevægelsen. For eksempel er der oprettet en række firmaer, der har specialiseret sig i kompetenceudvikling i forbindelse med fyring eller genplacering, det vil sige vejledning i, hvordan man kommer videre, hvis man er gået i stå. Netop en sådan ydelse er som nævnt et af de punkter, de unge efterlyser hos fagbevægelsen.

Det er dermed et eksempel på et område, hvor fagbevægelsen er i konkurrence med andre udbydere. Og spørgsmålet er, hvem der vinder, når man kan betale sig fra en konkret ydelse, hvis man pludselig får et behov for den i stedet for løbende at betale et dyrt medlemskontingent for ydelser, man måske aldrig får brug for.

LO møder Roskilde Festival
Skal man nærme sig en dybere forklaring på fagbevægelsens faldende medlemstal, er det nødvendigt at tage stilling til, om fagbevægelsens værdigrundlag ganske enkelt ikke appellerer til de unge medlemmer - om fagbevægelsen hænger fast i et forældet image.

Traditionelt set er det slagord som solidaritet og fælles ånd, der karakteriserer fagbevægelsen, hvilket ikke harmonerer særlig godt med de individuelle behov, som hovedparten af de unge i dag er orienteret imod - for eksempel individuelle lønforhandlinger. Det er derfor ikke så mærkeligt, at fagbevægelsen har svært ved at positionere sig som aktuel og relevant organisation blandt ungdommen.

Dette er noget flere fagforeninger er opmærksomme på, og man ser da også en tendens til, at de traditionelle forestillinger om fagbevægelsen søges ændret. For eksempel var LO sponsor ved sidste års Roskilde Festival, hvilket de også har besluttet sig for at være i år. I den forbindelse udtalte næstformand Tine Brøndum til Børsen:

"Der er en hel fundamental mangel på værdier i vores samfund, og Roskilde Festivalen er en enestående mulighed for os til at mødes med unge og ældre og komme i dialog med dem om værdier og engagement."

Individuelt fællesskab
Fagforeningernes problem er, at de hænger fast i et image, der bygger på værdier som solidaritet og fælles ånd - et image, der ikke klinger særlig godt i ørene på unge, der ønsker individuel lønforhandling og udvikling af personlige kompetencer. Det er altså ikke fagbevægelsens traditionelle kerneområder der er blevet uaktuelle - det vil sige faglighed og løn.

Dermed er det ikke en lang række ekstraydelser, der vil kunne fange de unges interesser, men derimod fagforeningernes evne til at tilpasse kerneydelserne nuværende behov og arbejdsmarked - og på den måde etablere et individuelt fællesskab. Det traditionelle værdigrundlag skal reformuleres, hvis den lave organiseringsgrad blandt unge skal være et forbigående fænomen.

Kilder: Ugebrevet Mandag Morgen 29. januar 2001