Campaigning på egen krop – den personlige kampagne

Som bekendt havde Ny Alliance hverken en partiorganisation, opstillede kandidater eller et valgapparat på plads ved valgets udskrivelse. F.eks. blev jeg først selv opstillet et halvt døgn før præsentationen af kandidaterne på Christiansborg, og det uden for den storkreds, jeg bor og har hele mit netværk i. Det gav nogle helt særlige udfordringer i forhold til de mange andre valgkampe, jeg tidligere har deltaget i som organisator eller som kandidat.

Ny Alliance anvender, som efterhånden de fleste partier, sideordnet opstilling frem for partiliste. Hvilket indebærer en opfordring til, at alle kandidater kører en personlig kampagne.

Formålet med den personlige kampagne er selvfølgelig, at man når ud til flest muligt blandt potentielle vælgere med et budskab om, at man stiller op, og ved at fortælle om sin person og sine mærkesager overbeviser flest muligt om, at det ville være en god idé at stemme på én personligt, fordi alle i teorien har en chance for at blive valgt.

Sideeffekten for partiet er, at man får en lang række kandidater, som går meget offensivt ud i valgkampen og på den måde skaffer stemmer til både sig selv og partiet. De personlige kampagner bliver netop langt mere fremtrædende, når et parti anvender sideordnet opstilling frem for partiliste, hvor de lavere placerede ingen forhåbninger har om at blive valgt og højst har til opgave at samle stemmer fra dem, som de i forvejen kender, og så ellers arbejde for partiet.

Valgkamp 1.0, med valgplakater?

Noget af det første, man organiserer i en valgkamp, er valgplakaterne. Hvordan, hvor, hvor mange og hvorledes?

Ressourcespildet ved ophængning af plakater bliver kritiseret ved hvert eneste valg, men der er ingen, som tør lade være. Det er dog mit indtryk, at man skal kunne anvende dem rimelig massivt i et område, hvor man i forvejen er kendt, for at opnå en effekt ved at gøre dem, som ellers ikke skulle være klar over det, opmærksom på, at man altså stiller op.

Men når den forudsætning ikke var til stede, ved at jeg stiller op ude i Københavns Omegns Storkreds, traf jeg en hurtig beslutning, ingen valgplakater!

Campaigning strategy – Valgkamp 2.0

Så min campaigning strategy gav nærmest sig selv. Som opmærksomme læsere af K-blogs’ene vil vide, har jeg blandt flere andre ivrigt diskuteret/blogget om fordelene ved at anvendelse af sociale online medier til dette og hint, herunder i valgkampe, så nu måtte det være oplagt at tage min egen medicin, altså Valgkamp 2.0!

I en Valgkamp 2.0 anvender man de sociale online medier, dvs. blogs, debatfora, mikroblogs, e-mail-kampagner samt online-videoer og postcasts, som også kan spredes viralt.

Hjemmeside, nej tak!

Ja, og så er der lige spørgsmålet om en hjemmeside! Selvfølgelig har enhver ordentlig kandidat en hjemmeside! Det har vi jo snart været vant til gennem adskillige valgkampe, men er det nødvendigt? Jo, hvis man har tilstrækkelige ressourcer og forberedelsestid, ligger den jo klar i pipelinen til at blive launchet i det øjeblik, valget udskrives. Men hvis der er knaphed på ressourcer, så nej tak til en hjemmeside, der skal designes i hast, og hvor der kan læses det samme om ens mærkesager og person, som i forvejen kan findes på den profil, man udfylder på partiets [http://nyalliance.dk/kandidat/erikwillumsgaard] og DR’s og så mange andre hjemmesider.

Weblog, ja tak!

Men en valgblog skal man have op at køre for at køre rigtig Valgkamp 2.0! En blog, hvor man løbende kan fremlægge politiske budskaber og gå i dialog med sine (potentielle) vælgere og altså meget lettere end på en statisk hjemmeside løbende rette kommunikationen mod de temaer, som bliver hotte undervejs i valgkampen. Og hvordan gør man så det? Rent teknisk skal man selvfølgelig have installeret en Wordpress-blog på sit domæne med alle mulige smarte plug-ins, hvis det skal gøres rigtigt! Men på grund af nogle tekniske problemer på mit web-hotel, skyndte jeg mig at bygge videre på den valgblog [http://ny-alliance.blogspot.com/], jeg få dage forinden havde oprettet i Blogger.

Er egen blog nok? Nok ikke!

Spørgsmålet var så, om det var muligt i løbet af kort tid at søgemaskineoptimere en helt ny blog, så jeg overhovedet fik noget trafik og opmærksomhed, inden valgkampen var ovre? Måske ikke. Så jeg reaktiverede en blog [http://avisen.dk/blogs/Erik_Willumsgaard/] på Nyhedsavisen, hvor jeg tidligere i perioder havde kommenteret politik og ”hverdagslivets sociologi”, men hvor jeg også i en periode var fortrukket på grund af et betændt debatklima med mange trolls i stil med det, som uundgåeligt hærger mange andre online debatfora, hvis de ikke er meget stramt modererede.

Men her er man sikker på en hel del trafik og opmærksomhed, hvis man bare vinkler sine overskrifter lidt. Temaer omkring indvandring, religion kontra politik o.lign. er sikre sællerter, mens mine mærkesager omkring f.eks. trafik, it-politik og EU virkelig skal vinkles for at holde sig på listen over mest læste og debatterede indlæg.

Jeg kunne i øvrigt have valgt at satse på andre avishostede blogs, som f.eks. EkstraBladet eller Urban. Men jeg kunne ikke umiddelbart finde undersøgelser, som viste noget om, hvilke af disse der ville fungere bedst i en valgkamp, og valgte derfor at satse mest på den, som jeg var bedst kendt med, altså Nyhedsavisens.

Hvad blogger man så om, politik eller personer?

Mange kandidater blogger meget om de aktiviteter, som de i øvrigt udfører ude in real life, men da jeg desværre ikke har så megen tid til disse, har jeg koncentreret mig om politiske budskaber, dog krydret med nogle lettere fiktive indslag som f.eks. [http://avisen.dk/blogs/erik_willumsgaard/qvortrup-alene-ogsaa-droppet-min-spindoktor-021107.aspx]

Hvad virker bedst, egen eller avisblog?

Hvis man skal vurdere ud fra genereret trafik og antal kommentarer, virker avisbloggen klart bedst, for det er lykkedes at holde min valgblok på hitlisterne det meste af valgkampen. På den anden side er det mit indtryk, at det virker for upersonligt udelukkende at have en sådan blog.

Effekten af den store trafik og de mange kommentarer på en avisblog er det meget svært at sige noget om før efter den 13. november. For det er vitterlig svært at skabe sig et indtryk af, hvor mange af dem, der kommenterer ens indlæg og i endnu højere grad de mange, som bare læser dem, der tilhører ens målgruppe.

At følge med i en Valgkamp 2.0

I en komprimeret valgkamp, hvor der publiceres på net og papir og konstant udsendes i tv og radio om valg hele tiden, kan det være rigelig svært at overvåge diverse udmeldinger og debatter valgkampen igennem, når man ikke har folk til den slags. Her er særligt tv et alt for tidkrævende medie at følge, så det er blevet yderst sporadisk for mit vedkommende.

Men jeg har haft god nytte af Google Alerts og RSS-feeds fra Overskrift på mit eget navn, partiets og væsentlige valgkamptemaer. Så jeg har kunnet gå ind på og kommentere på de sager jeg har haft særlige forudsætninger for at markere mig på. Og jeg har da også bevæget mig over på andre blogs og kommenteret diverse sager.

Sociale netværk og mikroblogs i en Valgkamp 2.0

Det er blevet meldt ovre fra the US, at anvendelse af sociale netværk og mikroblogs er ved at blive en rigtig stor ting i valgkampe. Hilary og Obama kvidrer (twitter) løs på Twitter, og det rykker virkelig! Jeg har selv været rimelig aktiv som mikroblogger på Jaiku igennem længere tid, men må erkende, at her i valgkampen er det næsten kun blevet til at feede politiske indlæg fra mine andre blogs dertil.

Dertil har jeg oprettet en profil på den nye danske mikroblog ZYB[https://zyb.com/willumsgaard20], hvor Naser Khader var én af de første, og hvor han jævnligt shouter om, at nu kan man møde ham på Storetorv eller Nørregade, og hvor man også kan modtage disse shouts på SMS på mobilen. Jeg må erkende, at jeg indtil videre ikke selv har fået sendt mere end tre shouts ud!

Ja, og så er der det sociale netværk på Facebook[http://profile.to/willumsgaard-2-0/]! Som først i månederne lige inden valget begyndte at vinde indpas i Danmark, men som nok r allerede har fået en vis betydning i valgkampen. Her dannes støttegrupper for partier og kandidater, og jeg har da også min egen støttegruppe, som jeg dog ikke har rekrutteret aktivt til, og som jeg ikke har forsøgt at aktivere til at gå med på gadeaktioner mv. For nærmest ingen af mine ”venner” på Facebook eller in real life bor i min valgkreds!

Så vidt Valgkamp 2.0, men ingen tør vel endnu helt slippe de mere traditionelle valgaktiviteter og den direkte respons fra vælgere i kredsen, som siger ”dig stemmer jeg sgu på”!

Valgkamp 1.0 aktiviteter

Selv ”garvede Web 2.0-prædikanter” såsom Gunnar Langemark opfordrede mig her på Kforum til at komme ud at trykke nogle hænder og snakke med vælgerne i øjenhøjde. Og det er faktisk altid også rigtig spændende, men der er grænser for, hvor mange man egentlig får i tale på den vis, når familie- og arbejdsliv kun levner et begrænset antal timer til det. Men responsen er god at få med i baghovedet, inden man skriver det næste blogindlæg.

Blandt mine udeståender er i øvrigt at få nogle af de gamle medier til at bide på nogle solohistorier. Men dem må Kforums læsere vente på i spænding foran tv-skærmen, når Nyhederne toner frem, og ved brevsprækkerne, når morgenaviserne dumper ind!

Hvad virker så? Og hvad skal man råde til?

Ja, hvad virker så, når man står midt i at prøve en campaigning på egen krop, og skal vurdere, hvorledes man bedst bruger ressourcerne i den sidste uge? Når man står midt i en valgkamp, som man ikke har haft tid til at forberede, er det yderst svært at overskue effekten af de enkelte kampagneelementer. Men hvis jeg skal konkludere noget allerede på dette tidspunkt, så er mine bud følgende:

- At man kommer i dialog med rigtig mange ved at blogge på avishostede blogs. Men man har, som sagt, ikke har mange chancer for at vide, om man når sine målgrupper, og om man vinder nogen vælgere over til sig. De, som erklærer at give én deres stemme, vil ofte vise sig ikke at bo i valgkredsen eller rask væk erklære det til mange forskellige!

- At det er en svær balance, når man skal afveje, om man skal prioritere sin ”egen blog”, hvor man i høj grad er herre over hele kommunikationen, eller de avishostede blogs, hvor man automatisk er sikret langt større trafik, men hvor en til tider meget fjendtlig debatform med meget ekstreme synspunkter kan forplumre hele indtrykket af ens egen profil.

- At udspil på mikroblogs som Jaiku i sig selv ikke fører til debat, men det skyldes måske, at der overvejende har været tale om feeds fra andre blogs frem for målrettede udspil.

- At man højst skal have gang i to blogs og én mikroblog, og selv det kan måske være for meget at overkomme! For når det lykkes at sætte en debat i gang, kan det blive en tidsrøver at følge den til dørs og slippe ud af den uden at give indtryk af, at man flygter!

- Men det kan være pokkers svært at prioritere mellem de forskellige typer blogs, så længe der ikke foreligger nogen undersøgelser af effekten af de forskellige måder at blogge på.

- At netværk som Facebook sandsynligvis kan få stor betydning i fremtiden. Der kan skabes kendskab og loyalitet på tværs af mange de netværk/grupper, der i øvrigt opbygges under Facebook.

- At det måske stadig er ude i nærkontakt med vælgerne, at slaget skal slås. Men hvis man kun har et begrænset antal timer om ugen, så batter det ikke rigtig nok.

- At det faktisk kan være en større udfordring at tage debatten på de sociale medier, for her kan man ikke som ”ude i forsamlingshusene” slippe af sted med kneb som ”Jeg ville gerne uddybe dette nærmere, men under hensyn til den begrænsede tid vil jeg nøjes med…” eller ”Jeg blev fejlciteret. Det, jeg egentlig sagde, var…”, for debattørerne har uendeligt med tid (desværre!) og kan dokumentere, hvad man tidligere har skrevet, med links til debatter mange år tilbage i tiden. Og gør det!

Straks jeg er valgt, må jeg lægge en Web 2.0 strategi for at holde en tæt dialog med dem, der valgte mig, og for at lægge en mere langsigtet strategi frem mod næste valg!

For det vigtigste råd er: Sørg for en grundig forberedelse af din digitale valgkamp.