Rækkevidden af social ansvarlighed

De fleste virksomhedsledere kan hurtigt blive enige om, at social ansvarlighed er vigtig. Men de er mindre enige om, hvad begrebet dækker over.
af Anne Sophia Hermansen

Det fremgår af Børsens Imageundersøgelse 2004, at 95 procent af de danske erhvervsledere mener, at social ansvarlighed er vigtig. Men de færreste har en præcis idé om, hvad social ansvarlighed egentlig er.
- Det er interessant, at det, de fleste lægger vægt på i forbindelse med social ansvarlighed, er de nære forhold som for eksempel medarbejderpolitik og hensynet til lokalsamfund, siger Helle Bank Jørgensen, partner i PricewaterhouseCoopers. Hun tilføjer, at der tænkes mindre på, om den pågældende virksomhed opfører sig ordentligt uden for landets grænser, og om den påtager sig ansvaret for tilblivelsen, brugen og afskaffelsen af sine produkter. Og det, mener hun, giver anledning til at spørge sig selv, om de enkelte virksomheder har fået kommunikeret ud, hvad social ansvarlighed egentlig er.
- Spørgsmålet er jo, hvor langt en virksomheds ansvar går. Der er mange virksomheder, der vil sige, at deres ansvar kun går til hegnspælene rundt om virksomheden og ikke længere. Problemet er bare, at kunderne, NGO'erne, analytikerne og pressen ikke ser sådan på det, konkluderer Helle Bank Jørgensen.
Børsen 15-04-2004

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også