#det handler om Morten

Siden formandsskiftet har De Radikale været i frit fald, og nedturen forstærkes af terrortragedien: Partiet har efterhånden solgt så meget ud i værdidebatten, at Morten Østergaard & co. ikke længere fremstår troværdigt. Vælgerflugten tegner til at koste SR-regeringen livet ved næste valg. Det handler ikke om mennesker, det handler om Morten.
Fortryllelsen ude fra det magiske tårn på Amager er brudt: Radikale Venstre har mistet sin engang så berømte og berygtede fornemmelse for magtkunst. En realpolitisk og moralsk nedtur er begyndt.
 
Siden Morten Østergaard tog over, har De Radikale mistet mere end en fjerdedel af vælgeropbakningen.
 
Sort røg, hvidt tårn
I dagene efter folketingsvalget i 2011, da den daværende leder for De Radikale, Margrethe Vestager, tweetede fra Langebro, var den sagnomspundne troldkraft ellers ikke til at tage fejl af: ”Sort røg, hvidt tårn. Langt til hvid røg, sort tårn.”
 
 
 
Valgets sande dronning var på vej mellem Christiansborg og Crowne Plaza-tårnet i Ørestad. Og kardinalpunktet var enkelt: Mens røgen fra den brændende KB-Hallen havde indhyllet fagforeningen HK’s gamle, hvide højhus, formåede hun på kryptisk-radikal vis at definere den nyklassiske raison d’état i Danmark, nemlig at De Radikale har den afgørende stemme. Altid.
 
De Radikale har mistet evnen til at trække vælgere hen over midten
Men sådan er det ikke længere. Efter formandsskiftet i september, hvor den 38-årige Morten Østergaard tog over, og senest de islam-fascistiske terrorattentater i København, som har skubbet De Radikale tavst i baggrunden, er det socialliberale parti kommet under massivt pres.
 
Et vægtet gennemsnit af de seneste meningsmålinger viser, at De Radikale har mistet mere end en fjerdedel af vælgeropbakningen og nu bevæger sig mod lavpunktet i 2007. I seneste måling får De Radikale således kun opbakning fra 6,2 procent af vælgerne mod 9,5 procent ved sidste valg, altså et tab på mere end en tredjedel.
 
Afstanden mellem ’rød’ og ’blå’ blok svarer i dag ret præcist til den tilbagegang, som De Radikale har oplevet, da både Socialdemokraterne og den samlede venstrefløj nogenlunde ser ud til at holde stand. De Radikale evner ikke længere at trække vælgere hen over midten.
 
En hårdt sminket og hårdt presset Morten. Os/gris eller dem/ikke-gris eller..
 
Skræmmer vælgerne væk
Den omfattende image-kampagne #DetHandlerOmMennesker, hvor en hårdt sminket og skælmsk smilende Morten Østergaard f.eks. stiller krav om, at folk skal klare sig selv – og på en anden plakat opdeler befolkningen i to grupper, flæske-elskerne og de andre – har i bedste fald været uden effekt. Eller i værste fald skræmt kernevælgere væk.
 
Kampagnen har stort set kun skabt polemik i eget bagland, hvor de forargede kritikere har stået i kø på de sociale medier. I særdeleshed opdelingen af folk i enten os/gris eller dem/ikke-gris har været upopulær og markeret et forvirrende brud med tidligere tiders originale omdømme som halal-hippier med kreativ klasse.
 
Timingen af image-kampagnen har heller ikke været koordineret med lanceringen af nye, konkrete, politiske initiativer, og derfor synes reklamekronerne ikke at have tjent andet formål end at tiltrække lidt tilfældig opmærksomhed omkring den nye formand Morten Østergaards personlighed – og mangel på samme.
 
Nej.
 
Hidtil har han tilhørt bunden af det anonyme midterfelt i målinger af ministerpopularitet. Han er hverken populær eller særligt upopulær, altså mere eller mindre ukendt i en bredere offentlighed. Østergaard symboliserer om nogen den grå Djøf-politiker, som sjældent toner frem i samfundsdebatten med mere og andet end embedsmændenes talepapirer.
 
Det mest desillusionerende scenario for De Radikale er, at kampagnen har virket efter hensigten – at Morten Østergaard rent faktisk har opnået større ’name recognition’ – men at titusindvis af gamle vælgere har vejet ham og fundet ham for let, og at ingen nye vælgere er kommet til. Den udadvendte image-kampagne er således blevet forvandlet til en indadvendt skræmmekampagne.
 
Partisoldater vil sikkert forsøge at hævde på snirklet, kontrafaktisk vis, at meningsmålingerne ville have kunnet se meget værre ud, hvis De Radikale ikke havde skudt valgkampen i gang med en så omfattende image-kampagne. Men at tabe hver tredje vælger på få måneder må være danmarksrekord for negativ effekt af en kampagne.
 
Spejlbillede af Dansk Folkeparti
Kernevælgernes faneflugt fra De Radikale er også forårsaget af reelle holdningsskift i partitoppen i forhold til centrale mærkesager, mest markant på rets- og udlændingeområdet, men i næsten lige så høj grad i forhold til opsigtsvækkende skred i bl.a. skole- og udenrigspolitikken. Det allerstørste udsalg er imidlertid sket i forhold til asylpolitikken, hvor én af Morten Østergaards første offentlige markeringer som ny partiformand var at nægte flygtningebørn ophold i Danmark, vel at mærke sagesløse børn på flugt fra den ubegribelige bestialitet, som bliver begået af ’Islamisk Stat’ i Syrien og Irak.
 
Dødskysset fra Søren
 
De Radikale har taget et herresving mod højre i værdipolitikken - i slipstrømmen på de andre ’ansvarlige’ partier, som også foreslår stramninger i rets- og udlændingeområdet som automatsvar på stort set hvad som helst. Og dødskysset til Morten Østergaard kom, da selveste Søren Krarup, Dansk Folkepartis præste-politiker, kaldte den nye stramning over for flygtningebørn for både »glimrende« og »udmærket«
 
Senere formåede Morten Østergaard at undergrave hele stramningen, da han pludselig hævdede, at den slet ikke ville betyde noget. Forvirringen kan ikke sløre, at De Radikale i denne regeringsperiode på besynderlig vis har indgået den samme studehandel, som Dansk Folkeparti gjorde under VK-regeringen, nemlig at pantsætte ét politikområde for at opnå væsentlige indrømmelser andre steder.
Hvor Dansk Folkeparti pragmatisk accepterede hele Foghs økonomiske pakke for til gengæld at gennemtvinge værdipolitiske stramninger, har De Radikale nu kapituleret i værdipolitikken for i stedet at diktere den økonomiske politik, ikke mindst på reform- og dagpengeområdet.
 
I en form for synkron spejling har De Radikale og Dansk Folkeparti nærmet sig hinanden og placerer sig realpolitisk ikke længere så langt fra hinanden, som de gjorde under den hidsige rivalisering mellem Marianne Jelved og Pia Kjærsgaard i 00’erne. Dengang var ingen i tvivl om, at De Radikale repræsenterede et tydeligt alternativ. I dag har partiet ganske enkelt mistet sin parlamentariske egenart. Ungdomsformanden Christopher Røhl efterlyser ligefrem et radikalt projekt, hvor man f.eks. ”ikke strammer asyllovgivning”.
 
Blodigler i en regering
SF's tidligere formand, Gert Petersen, talte i sin tid om de ”radikale slingrefise”, og Socialdemokraternes sidste ideolog, Svend Auken, udtalte, at ”radikal politik er som at sømme budding op på en væg”. Men Radikale Venstre fremstår ikke kun som blævrende budding, men også som blodigler i en koalitionsregering: Langsomt, men sikkert suges næringen ud af de politiske og større dyr, som de danner regering med – med en aldrig svigtende selvopfattelse som helbredende frelsere. Det skal gøre ondt, før det gør godt.
 
Regeringssamarbejdet har været en dyr fornøjelse for Socialdemokraterne. Igen. Den udmarvende debat om løftebrud kan føres direkte tilbage til De Radikales dumstædighed i Det Sorte Tårn: Efter at have været udvandret fra hotellet og efterladt sosserne og folkesocialisterne i vildrede lykkedes det for De Radikale at få indskrevet formuleringen i regeringsgrundlaget om, at ”videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Resten af historien er en tragisk komedie, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) zigzaggende har skubbet de ”gode løsninger” foran sig.
 
 
Så længe det isoleret set gik glimrende for De Radikale i meningsmålingerne – og der i øvrigt fortsat var så lang tid til valget, at den samlede vælgerstemning kunne nå at vende – var det svært at bebrejde det lille parti dets opportunistiske kynisme. For så længe andre partier er svage nok til at bøje sig, ja, så er det jo en politisk dyd at kunne gennemtvinge egne mærkesager. Magt er at få andre til at gøre, som de ellers ikke ville have gjort.
 
Problemet for De Radikale er blot, at partiet ikke længere nyder stor opbakning, og tidspunktet for valgudskrivelsen samtidig er rykket så tæt på, at et pludseligt omsving i vælgerhavet efterhånden virker usandsynligt. Derfor fremstår Morten Østergaards kombination af arrogant kompromisløshed i den økonomiske politik og karakterløst vægelsind i værdipolitikken som en fiasko-strategi, der nu risikerer at koste SR-regeringen livet.
 
De Radikale har tidligere begået politisk brodermord. Venstres tidligere finansminister, Claus Hjort Frederiksen, advarer ligefrem mod at indgå regeringssamarbejder med De Radikale: ”Når de deltager i borgerlige regeringer, tager de livet af dem. Når de deltager i socialistiske regeringer, tager de livet af dem”.
 
Bombet tilbage til start
Terrorattentatet i København tegner til at gøre ondt værre for De Radikale. Helt grundlæggende skubber en undtagelsestilstand af angst og utryghed stadig flere vælgere ud mod højrefløjen – mod øget opslutning til autoritære, nationalkonservative og antiliberale tiltag. Borgfreden varede heller ikke mere end få døgn. En samlet højrefløj er allerede klar med flere ressourcer til hemmelig overvågning og tungere våben.
 
Alle de reaktionære følelsesreaktioner, som De Radikale engang stod som de stolte, humanistiske og fornuftige modstandere af, er nu rykket ind mod den politiske midte, som De Radikale heller ikke engang kan gøre krav på at forsvare i dag. Vanen tro trækkes SR-regeringen baglæns med, og som en pavlovsk refleks vil socialdemokratiske ministre snart komme med forslag til stramninger, der er kopieret fra de borgerlige  – som de radikale blot vil blåstemple uden større diskussion.
 
Svækkelsen er dobbelt: Først blev de humanitære, retspolitiske principper opgivet – og hermed forestillingen om et muligt alternativ til kulturkonservative løsninger – og dernæst accepteres en ny normaltilstand, der endnu engang skubber det politiske landskab et nøk til højre. Dansk politik bevæger sig dermed tilbage til nulpunktet i 2001, efter terrorangrebet 11. september, dog med én væsentlig forskel: Denne gang står hverken Marianne Jelved eller Tøger Seidenfaden klar til at udfordre.
 
Konventionel visdom tilsiger, at De Radikales kollaps ikke betyder så meget parlamentarisk for SR-regeringen, fordi Morten Østergaard & co. kun ser ud til at sende vælgere videre til Socialdemokraterne, hvorved styrkeforholdet mellem blokkene bevares. Men problemet stikker langt dybere. Da højrefløjen jo nok er bedre til at gennemføre sin egen økonomiske reformpolitik, har De Radikale reelt undergravet sin egen eksistensberettigelse ved ikke at turde stå fast med integritet i værdipolitikken. Det gamle kongemager-parti glider passivt mod en tilstand af overflødiggørelse. Den larmende ligegyldighed over for image-plakaterne står tilbage som det mest ekspressive ved kampagnen.
 

 
Terrortragedien skriver sig ind i rækken af sorte uheld. Men det er nu efterhånden et godt stykke tid siden, at De Radikale hævede det hvide flag. Den nye formand Morten Østergaard har svigtet i besvarelsen af det mest basale spørgsmål: Hvad skal det nytte at stemme på De Radikale?
Det handler ikke om mennesker, det handler om Morten.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job