I mandags i Fællessalen på Christiansborg sprang MF Naser Khader endelig ud som den første Fogh-støtte, der ligger til venstre for VKO-blokken. Han var ikke alene, men dukkede op sammen med de to medlemmer af Ny Alliances ”lokalafdeling i Bruxelles”, europaparlamentarikerne Anders Samuelsen, nu eks-radikal, og forhenværende konservative Gitte Seeberg.

De tre ”alliancepartneres” soloridt bør næppe overraske dem, der har fulgt en smule med i dansk politik det seneste års tid. Mindst hver anden måned det seneste års tid har pressen spekuleret i Khaders exit, og flere politikere på Christiansborg har haft kendskab til idéer og løse tanker om et nyt parti. Når spekulationerne ind imellem nåede et klimaks, ja, så benægtede Khader alt om slige planer og svor utvetydigt troskab til de radikales leder, Marianne Jelved. Ich bin ein Radikaler, bedyrede Naser ”Kennedy” Khader, selvom få tog troskabserklæringerne alt for alvorligt.

Anyway, med det nye partis fremkomst mandag landede der en bombe i dansk politik. Lanceringen af Ny Alliance var klassisk: Man havde tilsyneladende indviet BT’s journalist Helle Ib, der mod at holde kæft fik historien solo. Den blev hendes livs scoop. Ib, der er en alt for begavet kommentator til at være på Baby Times, skar historien godt til og serverede den på forsiden af det for tiden - ovenpå de tvivlsomme Messerschmidt-historier – ellers så forkætrede dagblad.

Mere taktik end politik

Journalister på Christiansborg er vant til lidt af hvert. Men sjældent er de gået til et pressemøde, der var så dårligt forberedt som det, de overværede hos Ny Alliance i Fællessalen. Khaders tale indeholdt en hel del nyhedsværdi – ingen tvivl om det – men den imponerede ingen. På pressemødet valgte Khader og Co. kun at tale om taktik frem for politik. De tre politikere havde sådan set dannet Ny Alliance, fordi de ville mindske Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik. Det var sådan set Khaders budskab. De havde dog også delt en lille smørrebrødsseddel rundt med ganske få politiske punkter, og det var, hvad man ville arbejde med lige nu og her. Partiets egentlige politik, der skulle udvikles senere, ville ligne ”de rigtige radikales” forstod man, men det var slående for enhver, hvor uhyggeligt lidt de tre ”alliancepartnere” faktisk havde at tilbyde vælgerne: Fire sølle politikpunkter diskede man op med, hvor måske kun halvandet havde krav på lidt opmærksomhed.

Store skattelettelser

Ny Alliance vil gøre Danmark selvforsynende med vedvarende energi. Ikke i morgen, men med tiden. Nyt? Måske i den borgerlige lejr. Epokegørende? Slet ikke.

Så var der til gengæld lidt mere fut i forslaget om maksimalt 40 procent i personskat. Det forslag har man stort set for sig selv. VK-regeringen har nærmest opgivet skattelettelser, så Ny Alliance har med dette forslag appel til de borgerlige vælgere. Det stod dog ikke klart, hvordan man ville finansiere forslaget. Boligejerne kan dog ånde lettet op, de går fri for beskatning, fastslog Khader mandag aften. Men igen, det korte pressemøde viste, hvor utrolig lidt Ny Alliance vil, hvis de rent faktisk blev tungen på vægtskålen efter næste folketingsvalg, som formentlig kommer inden for det næste halvandet år.

En ren Howard Dean

Ny Alliance satte med sin lancering og selviscenesættelse på ét punkt helt nye standarder for, hvordan man rejser et nyt parti fra scratch til et efter alt at dømme levedygtigt parti på kun få dage. Det er muligt, at partiprogrammet er ikke-eksisterende, men til gengæld havde Khader og Co. partiets hjemmeside oppe at køre tidligt mandag. Efter min mening kan Ny Alliances medlems-mobilisering via medierne og internettet på mange måder sammenlignes med den demokratiske præsidentkandidat Howard Deans legendariske og epokegørende kampagne fra 2004, der satte nye standarder for mobiliseringen af politiske græsrødder. Tirsdag aften havde Ny Alliance – ifølge dem selv – allerede mobiliseret omkring 12.000 medlemmer, hvor flere udover kontingentet også har spyttet i kassen med et ukendt pengebeløb. Hvor mange der så i sidste ende viser sig at betale kontingent til partiet, er et godt spørgsmål, men uanset hvad, så tælles Ny Alliances medlemstal i adskillige tusinder. Det er – dette partis politik helt ufortalt – ganske imponerende. Specielt når man ser på, at virkemidlerne, der fik medierne til at gå i selvsving om mandagen, alene bestod af et halvdårligt gennemført pressemøde, tre politikeres udmeldelse fra to partier, en forkølet ”smørrebrødsseddel” med næsten ingen politik plus en hjemmeside med en simpel tæller over såkaldte ”nye medlemmer”.

On the road

Til sommer vil de tre partistiftere drage land og rige rundt på en såkaldt ”Danmarksturné”. Det skal nok blive et roadshow, som vil trække folk til ude i provinsen for at se mediegirafferne ovre fra Kjøwenhavn. Med andre ord: De tre alliance-folk skal ”campaigne” landet tyndt, så meget de orker. I mellemtiden bør de sørge for at ansætte nogle organisationsfolk, der styrer det kedsommelige, men livsvigtige arbejde med at ekspedere stillerlister, arrangere opstilling af kandidater, oprette lokalorganisationer osv. Naser Khader bør også trykke nogle pengemænd på maven for at få nogle penge til sin kampagne. Hidtil er der kun indkommet sølle 100.000 kr. fra den stenrige erhvervsmand Lars Kolind og hustrus private pengekasse. Det kommer Ny Alliance altså ikke langt med, men Khader kan det dér med at være bonkammerat med erhvervslivet, kulturen og showbizz. Så bliver det spændende at se, om han evner at få dem til at ”bløde” nogle skillinger til Ny Alliances valgfond for at kunne gnubbe skuldre med ham.

Khader - mediekendis eller ordfører?

Khaders evne til at komme i medierne er åbenbare for enhver. Infomedias opgørelser viser, at han de seneste to år næsten har været lige så hyppigt i pressen som Marianne Jelved. Jeg gætter på, at et betydeligt antal af de historier netop handler om spekulationerne omkring Khaders exit af partiet. Når det kommer til at ”politikudvikle” eller sætte en klassisk politisk dagsorden, der rækker lidt udover stillingtagen til integrationsproblemer m.v., så har Khader stadig meget at bevise. Nu har Khader ikke længere Jelved at spille op ad. Når hvedebrødsdagene om ikke så længe er overstået, så skal Ny Alliances eneste folketingsmedlem tage stilling til en masse lovforslag om alt muligt. Det er den praktiske ”rugbrødspolitik”, som dansk politik faktisk i sidste ende handler om, men som på ingen måde interesserer manden en døjt. Ikke desto mindre er det den del af det politiske liv, som mange mener, at han har forsømt i sin tid som politiker på Christiansborg. Khader er langt mere - og bedre - til TV-shows og kendisoptræden, så det bliver spændende at se i fremtiden, hvordan han prioriterer sin tid.

Partiets rygrad

Samuelsen er Khaders umiddelbare modsætning. Han er manden, der har læst alle de tunge bøger om politisk filosofi på cand.scient.pol.-studiet, og som også har overblik over de ofte noget tekniske nationaløkonomiske og skattemæssige politikområder. Det er simpelthen Samuelsen, der giver det ny parti politisk bonitet, og uden ham ville Ny Alliance bryde sammen i løbet af ingen tid. Samuelsen er ligeud partiets politisk-ideologiske rygrad. Og den, som får projektet til at ligne andet end en fiks idé, tre frustrerede kammerater fik en aften, hvor de gejlede hinanden op efter at have drukket lidt for meget rødvin.

Radikale minus tørklæder

Ny Alliance vil gå på strandhugst efter vælgere hos De Radikale, Venstre, De Konservative og visse dele af Socialdemokratiet. Særlig de konservative er sårbare overfor ”fribytterne” fra Ny Alliance, fordi Det Konservative Folkeparti er så usædvanlig dårligt ledet af Bendt Bendtsen, og fordi der ikke er tegn til et generationsskifte på denne side af et valg. Med Gitte Seeberg med i båden har Ny Alliance appel til konservative vælgere, hvilket giver den bredde, som partiet behøver, for ikke bare at være ”De radikale 2” eller mere ondskabsfuldt: De radikale minus tørklæderne…

Udstiller de konservative

Gitte Seeberg er mere end blot et ”konservativt gidsel”. Hun er med til at gøre Ny Alliance til andet end en drengeklub af forsmåede radikale handyr. Og så er hun en solid politisk håndværker, der også har vist sig at være rigtig god til at køre kampagne. Seeberg imponerede med sin indsats som spidskandidat for de konservative ved EP-valget i 2004, men det var dog ikke nok til at komme ”ind i varmen” hos Bendtsen. Han stolede ikke på Seeberg og bar nag fra tiden under den konservative borgerkrig i 1990’erne, hvor Seeberg støttede Hans Engell. Som europaparlamentariker gav Seeberg udtryk for, at hun var på vej til at blive glemt nede i Bruxelles uden en chance for et glorværdigt comeback i dansk politik. Seeberg har som konservativ ikke fået lov til at markere sig som ”blød” overfor flygtninge. Det har kollideret med DF’s holdninger på dette punkt. Men Ny Alliance vil netop føre en såkaldt ”human politik”. Det er måske en formulering, der dækker over, at hver gang dagbladet Politiken skriver en artikel om nogle sympatiske flygtninge med børn, der er kommet i klemme i systemet og står til udvisning, så vil Naser Khader og Co. gå i brechen for dem overfor integrationsministeren. Med andre ord: Ny Alliance vil udfylde den position, som De Konservative ikke formår i dag, fordi DF ikke giver lov. Ny Alliance er en slags medfølende konservative eller anstændige borgerlige, om man vil, og Seebergs opgaver bliver at udstille de konservatives manglende handlefrihed over for Dansk Folkeparti på flygtninge/indvandrerområdet.

Stjæler midterpositionen

Khader placerer sit parti netop dér, hvor De Radikale ellers historisk ligger: Lige midt imellem VK og S, og hvor pladsen har været ledig, siden Marianne Jelved fandt på at melde sig ud af dansk politik med sin ”anden vej”, snak om statsministerkandidatur og sit almindelige storhedsvanvid. Khaders strategiske evner er begrænsede, men han evnede dog at lægge en strategi, der er langt mere realistisk end Marianne Jelveds fantasikurs, som i dag kun har appel hos meget venstreorienterede vælgere. De sidste moderate radikale vælgere stod formentlig af efter Elsebeth Gerner Nielsens PR-stunt på Gammel Strand forleden, hvor skovserkonen blev taget som gidsel for Gerners tørklædeshow, der mest havde appel til halal-hippierne på venstrefløjen. Alle andre vælgergrupper flygtede nærmest skrigende bort fra de engang åh så radicoole. Gerners efterfølgende ganske berygtede opførsel i ”Debatten” på DR2 forrige torsdag understregede blot den pointe, at De Radikale i ganske lang tid ikke hører til på midten af dansk politik, men på nogle områder – omkring muslimske kvinders ret til at bære tørklæder – minder mest om Enhedslisten.

Tungen på vægtskålen

Khaders parti vil – som tingene ser ud i dag – blive repræsenteret i Folketinget efter næste valg. Måske vil partiet også få den ønskeposition, hvor Ny Alliance bliver tungen på vægtskålen, og som afgør, om Anders Fogh Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister. Det er ikke alt ved Ny Alliance, der glimrer, men den afskudte raket har fået god fart. Indtil videre er det udover de tre nævnte hovednavne kun politikere i anden og tredje række, der har skiftet til Ny Alliance. Det vil dog på ingen måde undre denne skribent, hvis flere – blandt dem også overraskende og markante politiske navne - i den kommende tid også skifter til Naser Khaders nye parti. For i dansk politik er det opbruddenes tid!