Radikal business class

Skrevet af

Henrik Dahl
forfatter

229 artikler

28 indlæg

Hvad er forskellen på kommerciel luftfart og politik? Kan De ikke gætte det? Så skal jeg sige det. I kommerciel luftfart har de første sæder fuld pris, mens de sidste nærmest er gratis.

I politik er det lige omvendt. Hvor sæderne fra 1 til 80
ikke koster noget særligt, kan prisen på sæde 89 være
adskillige milliarder. Der er ikke nogen tvivl om, at det tyvende århundrede
var det socialdemokratiske århundrede, men af denne grund har det
også været det radikale århundrede. Folketingsgruppen
har sjældent sneget sig over de 20 mandater, men til gengæld
har det i mere end en tredjedel af århundredet været de gyldne
first business class numre i de høje firsere, der koster kassen
og giver enorme fordele på rejsen. Blandt andet regeringsdeltagelse
med ret til samtidig opposition. Ingen kan sige andet end, at Marianne
Jelved i den grad havde noget at have sin holdning i, da hun i EU-valgkampen
igen og igen bestred, at ringe størrelse gav ringe indflydelse.



Socialdemokratiets problem er i dag, at det har sejret sig ihjel. Partiets
afgørende konkurrencefordel helt frem til tresserne var velfærdssamfundet,
men denne fordel er forsvundet. Man forstår udmærket, at partiet
ved valget i 1935 fik næsten halvdelen af stemmerne, for Venstre
og Konservative havde på det tidspunkt ikke noget godt i sinde for
den arbejdende mand - om overhovedet noget. Det var næsten som den
berømte replik i Casablanca, hvor barluderen spørger Humphrey
Bogart, om han foragter hende, og han uden at blinke svarer: "Hvis
jeg nogensinde tænkte på dig, gjorde jeg sikkert!".



Intet regeringsdueligt parti vil i dag afskaffe velfærden. Socialdemokratiet
raser ganske vist imod oppositionens forslag om udlicitering på
sundhedsområdet med den begrundelse, at man ikke skal kunne tjene
penge på andres sygdom. Det har min kone dog gjort i årevis,
for hun er læge. Jeg kender også en mand, der lever af andres
sult og en, der lever af verdens uretfærdighed. Den ene kalder sig
bager, den anden advokat. Og vi skribenter lever såmænd af,
at folk er uvidende eller ikke kan forstå deres egen tilværelse.
Markedsøkonomien er svær at hidse sig op over, hvis man ikke
vil løbe en stor risiko for at blive kaldt en selvmodsigende hykler.
Velfærdssamfundet kan sikkert bringes til at fungere både
anderledes og bedre, men det vil uanset regering stadig være der.
For det ønsker et overvældende flertal af befolkningen.



Men hvordan med de radikale? Har de også sejret sig ihjel? Det er
nok her, den afgørende forskel på de to partier, der har
tegnet det tyvende århundredes politik, ligger. Onde tunger påstår,
at den mest upopulære mand i partiet er Hilmar Baunsgaard, fordi
han gjorde det stort. Derfor arbejder man i dag flittigt på at slette
hans spor. Taktikken forekommer at virke. Man kan dårligt sige,
at de regeringsduelige partier står på nakken af hinanden
med overbud om at lukke fattigdomsflygtninge ind i landet, give betingede
straffe eller samfundstjeneste til samtlige forbrydere samt at overfortolke
de internationale konventioner, Danmark har underskrevet. Det Radikale
Venstre er i modsætning til Socialdemokratiet uhelbredeligt ufolkeligt,
og viser dette ved med ildhu at foreslå den ene ting efter den anden,
som stort set ingen danskere for alvor mener. Der er noget underligt i,
at når SF'ere og radikale har fået for meget at drikke, undsiger
de altid partiets politik. Jeg har nemlig aldrig oplevet en selskabeligt
overrislet venstremand eller konservativ, der råbte op om højere
skatter, lavere hastighed på motorvejene og fri hash.



Det er let at lave sjov med Det Radikale Venstre, og jeg holder også
selv af det. Det er partiet, hvor kvinderne altid er smarte, men aldrig
moderne. Det er SF'ere, der er kommet i besiddelse af fast ejendom. Det
er folk, som altid står meget længe ved et tag-selv bord -
og i sidste instans alligevel bare vil have det hele. Alligevel er det
dog endnu mere interessant at tage partiet alvorligt.



Når Det Radikale Venstre er så interessant et parti, er det
fordi det falder ind i et større, politisk mønster, som
har kendetegnet Danmark i hele det tyvende århundrede. Dette mønster
er, at regeringsmagten altid har bygget på en alliance imellem samfundets
elite og dets brede lag. På den ene side borgerskabet i Det Konservative
Folkeparti og landmændene i Venstre. På den anden side intelligentsiaen
i Det Radikale Venstre og arbejderne i Socialdemokratiet. Hvis man ikke
kunne smede en sådan alliance imellem elite og bredde, kunne man
ikke skabe en regering.



I dag er dette samarbejde overflødigt. Venstre har, specielt efter
sin succesfulde relancering i 1980'erne, sin egen, interne elite. Det
samme har Socialdemokratiet haft siden anden verdenskrig, hvor S-R samarbejdet
derfor også har været mindre intenst end i første del
af det tyvene århundrede. Samtidig er selve elite-begrebet ved at
gå i opløsning, som det ses i Erik Meier Carlsens i øvrigt
udmærkede bog De overflødiges oprør, hvor omkring
halvdelen af befolkningen udnævnes til elite og selve terminologien
derfor bryder sammen.



Af disse grunde befinder Det Radikale Venstre sig i dag i en langt mere
udsat position, end på noget tidspunkt siden det blev stiftet i
1905. Det har levet højt på at have sædenumrene 80-89,
når der var afgang til næste dronningerunde. Men hvad, hvis
det ved næste valg får numrene fra 1 - 10? Markedsprisen på
disse sæder tåler ingen sammenligning med dem i firserne.







De radikales akilleshæl er indvandringen. Her er partiet lige så
dumstædigt, som Socialistisk Folkeparti er i spørgsmålet
om EU. Og det ville have lige så godt af en intern opposition, som
centrum-venstres europapolitik har haft, og i stigende omfang vil få,
gennem Nyt Europa.



Der er flere interessante træk ved Det Radikale Venstres indvandringspolitik.
Noget af det klogeste, der overhovedet siges i debatten, bliver sagt af
et ledende medlem af partiet, nemlig Naser Khader. Samtidig har partiet
ikke nogen officiel indvandringspolitik, hvis man slår op på
dets hjemmeside. Og endelig har partiet haft stor indflydelse på
regeringens samlede politik - ikke på grund af Naser Khader og ikke
på grund af den ikke-eksisterende, officielle politik, men først
og fremmest på grund af dets retspolitik.



Man nærmer sig en forklaring, hvis man slår op på hjemmesiden
og søger på "indvandring". Det gav 11. april 2001
36 poster, hvoraf hovedparten var udtalelser fra det lag i partiet, der
i Borgerlige Ord Efter Revolutionen omtales som "kredsformænd".
Det vil sige det ansigtsløse lag af aktivister, som aldrig kommer
med nye idéer, men uden hvilke intet kan gennemføres. I
følge de radikale kredsformænd er der ikke noget problem
overhovedet. Et oplæg fra folketingskandidaterne i Storstrøms
Amt fastslår, at der reelt er 769 familiesammenføringer på
årsbasis, og at de koster danskerne mellem fem og ti kroner pr.
mand årligt.



Når man sammenholder kredsformændenes holdning med partiets
helt kompromisløse (og isoleret set beundringsværdige) retspolitiske
holdninger, forstår man, hvorfor landet ligger, som det gør.
Hver og et af dets politiske programpunkter bygger på den uudtalte
antagelse, at verden består af gode mennesker, som vil det bedste.
Hvis der findes forbrydelse, er det fordi et ydre tryk gør gode
mennesker onde. Hvis der findes indvandring, er det fordi gode mennesker
har en oprigtig interesse for at komme til Danmark og deltage i samfundslivet.




Hvad der ikke findes i dette verdensbillede, er ond vilje. Hvordan forholder
samfundet sig til organiseret kriminalitet, der gemmer sig bag retssamfundets
beskyttelse af de svage? Hvordan forholder samfundet sig til indvandrere,
ikke ønsker at bidrage til samfundet? Og hvordan forholder det
sig i sidste instans til politiske aktivister, der bruger menneskerettighederne
til at bekæmpe pluralisme? Det kan Det Radikale Venstre ikke svare
på, for officielt findes sådanne mennesker ikke. Alligevel
hører disse problemer til Det Radikale Venstres allerstørste
udfordringer, hvis de ønsker at fejre deres hundredeårs jubilæum
i 2005 i fin stil.


 


Lad mig med det samme sige, at jeg har en kritisk-positiv holdning til
indvandring. Ikke på grund af den i debatten efterhånden obligatoriske,
tyrkiske grønthandler, men fordi mit liv ville være fattigere
uden blandt andet min italienske svoger, min halvfranske svigerinde, min
kones amerikanske kusiner med deres mænd og børn samt mine
halvschweitziske og sekstendedelstyske medforfattere til Borgerlige Ord
Efter Revolutionen. Kort og godt: ind- og udvandring er en helt naturlig
og uomgængelig del af det moderne liv. I mit personlige liv er det
en berigelse, og for samfundet er det givetvis også nyttigt. Skønt
hverken min kones kusiner eller mine svogre og svigerinder nogensinde
har har betragtet det som en selvstændig kvalifikation at være
indvandrer.



På den anden side er man også nødt til at holde hovedet
koldt. I sociologien er det sådan, at hvis et flertal af danskerne
synes, at indvandring er et problem, så er det rent faktisk et problem.
Det følger af en af de tidligste generaliseringer i sociologien,
nemlig det såkaldte Thomas-teorem. Det siger, at ting, folk tror
er sande, får sande konsekvenser. Med andre ord: hvis et flertal
af danskerne betragter indvandring som et problem, vil det nødvendigvis
få problematiske konsekvenser. Mere er der i grunden ikke at sige.
Sådan er den politiske virkelighed, og det nytter ikke noget at
komme med alle mulige teorier om falsk bevidsthed, som de radikale kredsformænd
gør. Man kunne ønske sig, at de havde været venstreorienterede
i 1970'erne, for så havde de på forhånd vidst, at man
ingen vegne kommer med teorier af denne type.



For det andet har folk aldeles legitime grunde til at være bekymrede.
Indvandring fører uundgåeligt til et lokalt tab af geografisk
identitet. Et land er ikke en tilfældig campingplads, men et område,
hvor hvor der er indskrevet lag på lag af mening i stederne. Når
man går ad barndommens gade og opdager, at ingen taler dansk og
ingen deler ens minder, er man i sin gode ret til at blive bekymret. Det
er jo tydeligt, at det sted, som har den dybeste mening for en selv, er
blottet for andet end helt overfladisk mening for dem, som nu bebor det.
Jeg arbejdede nogle år i Handelshøjskolens anneks i Struenseegade,
og det var en fast spøg for min kollega og mig at pege på
Hellig Kors kirke og sige "...og som et slag i ansigtet på
de lokale beboere har man lagt en kirke her..". Sådanne tab
af mening må ikke give anledning til ufordragelighed, men det er
idiotisk at ville benægte dem og ikke at ville tage den deraf følgende
bekymring alvorligt.



Dernæst er indvandring et problem, hvis man ikke har en gennemtænkt
politik på området. Givet folks legitime bekymringer over
tabet af geografisk mening og givet det forhold, at velfærdssamfundet
i Danmark er finansieret af skatter, hvor mange indvandrere bør
der så være i Danmark og hvor skal de bo? Hvilke kriterier
skal man anvende for at give adgang og hvordan sikrer man, at der er arbejde
til dem, der får den?



Endvidere er indvandring et problem, fordi det civile samfund, som integrerer
den enkelte dansker i fællesskabet, ikke nødvendigvis er
den bedste måde at integrere enkelte individer i fællesskabet.
Det civile samfund er blandt andet sportsklubber, foreninger, friskoler
og højskoler. Alt, hvad de radikale elsker. Det er glimrende til
at integrere mennesker, som lever i små, homogene samfund, hvor
folk i det store og hele vil hinanden det bedste. Men hvad med samfund,
hvor medlemmerne ikke vil hinanden et klap? Eller måske ligefrem
ikke kan fordrage hinanden? Her er det civile samfund faktisk elendigt.



Lad mig give et eksempel. Hvis det er vigtigt for mig, at mine børn
bliver verdsligt sindede, vestlige universalister, så kan jeg vitterligt
ikke tolerere, at de indgår i sammenhænge, der modarbejder
dette. Da det danske samfund jo jævnthen er verdsligt og vestligt
universalistisk, er dette imidlertid den skjulte dagsorden i tusindvis
af foreninger, der integrerer den enkelte i fællesskabet og dermed
skaber det civile samfund. Det er netop derfor, de er så populære
blandt forældre. Antag nu - for argumentets skyld - at det er vigtigt
for mig, at mine børn forbliver hinduer eller jøder eller
muslimer eller modstandere af verdslighed og vestliggørelse. Så
kan jeg naturligvis heller ikke tolerere, at de indgår i sammenhænge,
der vanskeliggør mit pædagogiske projekt. Derfor holder jeg
mine børn væk ikke blot fra folkeskolen, der som mål
har at gøre børnene til verdslige universalister, men også
fra alle foreninger, der har samme mål.



Derfor er der i samfund, hvor indbyggerne er eksistentielt uenige, en
mængde faktorer, som bevirker, at det civile samfund er det dårligst
tænkelige redskab til integration og fredelig sameksistens. Som
Mehmet Ümit Necef gang på gang har påpeget, er selv markedet
bedre end det civile samfund. Og juvelen i de radikales krone, fri- og
højskolerne, er på det moderne samfunds ændrede præmisser
hovedinstrumenter til at forhindre integration. Sådan er der så
meget, man troede var evigt, men blot viste sig at være historisk.



Hvis Det Radikale Venstre var seriøst interesseret i en vellykket
indvandringspolitik, burde partiet arbejde for at adskille stat og samfund,
som dets mangeårige regeringspartner Socialdemokratiet fejlagtigt
tror er en og samme ting. Og det burde stille sig på den verdslige
retsstats side, fordi den er det redskab, som bedst fremmer integration
af indvandrere. I samfund, hvor indbyggerne er eksistentielt uenige, og
hvor det civile samfund derfor bidrager til at skabe splittelse, er det
faktisk progressivt at holde på lov og orden. Men skønt Det
Radikale Venstre er tilhænger indvandring, kan partiet ikke engang
finde ud af adskille kirke og stat - og langt mindre stat og samfund.



Videre endnu er det et potentielt problem, hvis det er sandt, hvad mine
tyrkiske skolekammerater fra The Annenberg School of Communications fortalte
mig, nemlig at mange tyrkiske indvandrere til vesteuropa ikke mener, at
de er udvandrere. De mener, at de er her midlertidigt, eller at de udgør
den tyrkiske diaspora. Det behøver ikke at være noget problem.
Hvis man studerer andre diasporaer, ligger den konstruktive løsning
lige for. Både den jødiske og kinesiske diaspora i Danmark
har altid lagt vægt på at være gode borgere, og derfor
har de ingen nævneværdige problemer. Men det er vigtigt, at
man ser realiteterne i øjnene. Men må have en dialog med
diasporaen om, hvad den som minimum skal eller bør gøre
for at skabe et fornuftigt forhold til sin omverden og lade være
med at tro, at dens medlemmer vil befolke højskolerne og sportsklubberne.
Det ligger i diasporaers natur, at det vil de naturligvis ikke.



Endelig kommer vi ikke uden om, at det er et stort problem for vores samfund,
hvis det har alt for mange indbyggere, der ikke anerkender den verdslige
retsstat og menneskets universelle rettigheder - herunder religionsfriheden.
Og hvad enten Det Radikale Venstre piber eller synger, så er det
en stor udfordring for vesten, at stærke kræfter i den muslimske
verden ikke kan anerkende hverken retsstaten eller menneskerettighederne.
I det gode, gamle Mad Magazine var der en satirisk serie, der hed "Scener,
vi gerne ville se". En af dem, jeg virkelig gerne ville se, er den
flinke og sympatiske Johannes Lebech blive pisket inden fredagsbønnen
i Riyadh, mens hans forslag om at oprette kristne friskoler i Saudi-Arabien
og hans indkaldelser til stiftende generalforsamling i Det Saudi-Arabiske,
Økumeniske Råd bliver brændt. Alt imens Det Radikale
Venstre pisker den døde hest, der hedder amerikansk kulturimperialisme,
virker der til stadighed stærke, politiske kræfter i den muslimske
verden, der betragter hele Det Radikale Venstres retspolitik som vestlig
imperialisme.


 


Det Radikale Venstres muligheder for at fejre sit hundredeårs-jubilæum
hænger efter min opfattelse nøje sammen med, hvordan det
forholder sig til indvandringen. Problemerne må ikke som en fortrængning
undertrykkes fra den almindelige hverdag. Så vender de bare tilbage
som frygtelige, neurotiske monstre og tvangstanker, når man drømmer
eller har fået for meget at drikke. Det er ikke noget tilfælde
- men en meget bekymrende kendsgerning - at alle medlemmer af social-,
sundheds- og undervisningsprofessionerne, jeg nogensinde har oplevet berusede,
uden ydre opfordring har givet sig til at fortælle rædselshistorier
om dårligt tilpassede indvandrere. Ligesom Freud påpegede,
at seksualiteten skulle integreres i det almindelige, ædru hverdagsliv,
vil jeg påpege, at disse problemer bør integreres i den almindelige,
kritisk-positive indvandringspolitik, som alle europæiske lande
bør have. Ellers kunne den næste flyver i værste fald
tænkes at afgå helt uden Det Radikale Venstre.




Relaterede artikler

Den sociale kontrakt - Hvordan har vi det i dag? Man kan ikke lade være med at tænke på dette stærkt tvetydige spørgsmål, når talen falder på c...
Med røven i klaskehøjde - Kommunikationsforums Kasper Fogh Hansen drog på Borgen til en samtale med Lykketofts nye personlige rådgiver om moderne ...
Mediefænomenet Kjærsgaard - værdierne kommer indefra - På vej til arbejde passerede jeg igen her til morgen en bus med Pia Kjærsgaard på siden. Hun ligger og smiler, med hånde...
Memo fra Machiavelli til Margrethe - Onsdag d. 22 oktober 2008 De seneste ugers radikale sæbeopera har udstillet, at Margrethe Vestager er ved at miste greb...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

48 JOB

Kommunikationsmedarbejder

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Senior Associate, Strategic Communications

Frist: 1. juli kl. 19.26

Senior kommunikationskonsulent

Frist: 29. juni

PR- og kommunikationsrådgiver

Frist: Snarest muligt dog senest 9. juli 2021
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.