Forbrydelse betaler sig altid

De sidste uger har affødt klummer i hvert eneste medie om, hvad 'den egentlige skandale' er: Er det Nets og datasikkerhed, som for eksempel Reimar Bo med flere siger – eller er det pressens etik, som Lasse Jensen og Poul Aarøe Pedersen forsigtigt har spurgt til?

Det sjove er, at de tager fejl, alle sammen. Den egentlige, egentlige, egentlige skandale er, at alle de store fisk slipper, at det de facto er lovligt at opføre sig som Qvortrup, Se og Hør og et væld af journalister har gjort. Og at man kan tjene rigtig mange penge på det. Penge, man kan beholde, selvom man bliver fanget.

Skandalen er ikke hverken journalisters etiske kompas, der kalibreres efter seertal eller bundlinje; skandalen er ikke Nets og IBM, hvor man tilsyneladende har folk ansat, som har uhindret adgang til ufattelige data, for hvem 10.000 kr. om måneden er værd at løbe en livsødelæggende risiko for. Nej; Skandalen er, at hele dette cirkus kan udspilles, uden at nogen kan holdes til ansvar. Alle de store fisk slipper.

Det går op og ned her i verden. For nogle måneder siden hyggede Henrik med statsministeren, og nu er han en af Danmarks mest upopulære mænd. Men han og de andre store fisk skal nok komme oven vande igen – og det er den egentlige skandale. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Polfoto

Efter stormen vil de stadig have pengene, jobbet og kongeriget

Bettina Aller har tjent tykt på Se og Hør. Ingen af de penge kommer nogen på noget tidspunkt til at tage fra hende. Der kommer ingen sanktioner udover dem, hun af PR-mæssige årsager vil pålægge sig selv. Bladet kommer bestemt ikke til at lukke. Hverken den nuværende eller den tidligere ledelse af Se og Hør vil blive dømt for noget som helst, og skulle det være tilfældet, vil det være i små straffe for det lille cirkus med sorte penge og falske bilag.

Der vil ikke komme nogen nye regler for pressen, som vil kunne forhindre, at noget lignende vil kunne ske igen. Ingen af de journalister, der har været involveret, vil være forment arbejde i journalistik fremover. Når de har taget en lille karantæne, vil de være velkomne tilbage. I Nets vil ingen blive gjort ansvarlige. Og ingen af de mennesker, der er blevet krænket, vil få erstatning og kan trygt regne med, at det vil fortsætte, når stormen har lagt sig.

Dansk presse nyder udvidede frihedsgrader og må gerne bringe historier, der hviler på ulovligt fremskaffet materiale. Der er simpelthen ikke noget ulovligt i Se og Hørs gøren og laden, i hvert fald ikke ulovligt på en måde, der vil kunne føre til en dom – i øvrigt på en paragraf med banale og usynlige strafferammer. Man kan i medierne (og andre steder) også frit og fint tjene på ulovligheder.

Lise Bondesen og de andre sørger for at være til mindst mulig gene for deres arbejdspladser, så de kan fortsætte med at klatre karrierestigen, når det hele er drevet over. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Måske får de små bødestraffe for medvirken

De centrale aktører Qvortrup og Lise Bondesen med flere gør, alt hvad de kan, for ikke at være en belastning for deres arbejdspladser og forbliver glimrende ansættelige. Ingen vigtige annoncører eller distributører har meldt fra overfor Aller-koncernen, så derfor vil Bettina Aller gøre det kommercielt kloge, rebe sejlene i stormvejret, og vide sig sikker på, at alle har glemt det hele om tre måneder. Alle vil slippe igennem det, det er bare krise i medierne. Ingen i Folketinget tør røre sig. These people know.

Henrik Qvortrup lod os i den forgangne uge vide, at han ikke mente, han havde begået noget strafbart. Og at det er, hvad han vil sige, når Vestegnens Politi en dag kommer og spørger til hans rolle i sagen. Ja, han har mødtes med tystyskilden, der solgte oplysninger til Se og Hør, og han har godkendt betalinger til vedkommende. Men strafbart? Nej.

Hans gamle kollega, og nu tidligere underholdningschef på Ekstra Bladet, Lise Bondesen, har ellers udnævnt ham til den mest centrale figur. Sagen er, at skulle man forsøge at dømme Qvortrup, skulle det ske efter den såkaldte hacker-paragraf 263. Paragraf 263 straffer den, der skaffer sig adgang til andres gemmer og har en strafferamme på op til seks måneder(!) eller bøde. På grund af den lave strafferamme er forældelsesfristen kort, Qvortrup vil ikke blive tiltalt, også fordi han og hans efterfølgere på Se og Hør jo rent faktisk ikke har skaffet sig adgang til andres gemmer. Han/de har kun medvirket til det. Medvirken straffes de facto ikke så hårdt, som det burde, og det vil være mindre interessant at forsøge at føre til doms. Skulle det overhovedet lykkes at få nogen fra Aller dømt for medvirken til overtrædelse af paragraf 263, vil det være meget korte domme, formentligt små bøder.

Pressen har utrolig frie rammer for, hvordan de må skaffe sig oplysninger, så længe oplysningerne ikke viser sig at være løgn. I disse dage kører Ekstra Bladet en ny bilagssag på Løkke, og det gør ikke noget, at de måske har skaffet oplysningerne af ulovlig vej. Foto: eb.dk

Pressens vej til oplysninger ligger åben

At det ikke vil lykkes skyldes, at dansk presse nyder en såkaldt udvidet frihed. Pressen må gerne bruge og bringe ulovligt fremskaffede oplysninger, Frank Grevil brød flere og strengere paragraffer for at give Berlingske oplysninger om, at Anders Fogh-regeringen løj, når den sagde, at man i FET mente, at Saddams masseødelæggelsesvåben udgjorde en trussel.

Man kunne så indvende, at det var i offentlighedens tjeneste at få den slags at vide. Og at Line Baun Danielsens ferie ikke var lige så vigtig. Men BT har lige fået domstolens ord for, at deres offentliggørelse af statsministerens private skatteforhold, der ikke var hverken kriminelle eller kritisable, var i offentlighedens interesse. I de her dage offentliggør Ekstra Bladet en række bilag om Lars Løkke Rasmussens ekvipering for partiets Venstres regning. Bilag, som de beskyldes for at have skaffet ulovligt. Men det er bare ikke på nogen måde ulovligt for pressen.

Det er måske berettiget, når det kommer til en kommende statsminister, som nu må bevise, at han ikke har unddraget sig skat af betalte klæder, men helt uvedkommende, når det kommer til en skuespillers privatforbrug. Der sker overhovedet ikke noget ved at bruge ellers ulovligt fremskaffede oplysninger, og domstolene vil nok vægre sig ved at gøre sig til dommere over, hvad der er berettiget journalistik. Danske domstoles – og den Europæiske menneskerettighedsdomstols tradition for at tænke pressens frihed meget kategorisk, meget fri – vil formentlig forhindre, at noget indvendes fra juridisk hold.

Når sagen er droslet lidt ned, vil Qvortrup nok gå Stein Bagger-vejen og levere tilstrækkelig anger og bekendelse i et dybfølt nterview hos Reimer Bo eller en anden med blød spørgestil, så han kan komme tilbage på arbejde. Foto: DR

For billige ansvarsindrømmelser og loyale journalister

Der har så været spekulationer om, at man kunne bringe bestikkelsesparagraffen i spil, Straffelovens paragraf 299, også for at finde en paragraf med en straframme, der er så lang, at forældelsesfristen er længere (ti år). Men fordi det har været fuldt lovligt for dansk presse at betale for oplysninger, og pressen som sagt gerne må bruge ulovligt fremskaffede oplysninger – ja, så er det ren ønsketænkning. Tilbage står, at tystyskilden er blevet lønnet sort og skylder skat af det. Og at vedkommende har brudt loven – formentligt som minimum paragraf 263. Det kan da godt være, at SKAT, for at den retsmæssige travesti ikke skal blive alt for grotesk, vil kaste sig over bilagscirkus og forlydender som sort aflønning, men med mindre, der kommer noget nyt frem, er vi stadig i den juridiske petitesseafdeling.

Det var interessant at se, hvor hurtigt folk som Qvortrup og Lise Bondesen slap stilling og 'tog ansvaret'. Qvortrup har altid været en god mand for de medier, han har været ansat i – han har leveret varen. Og nu sikrer han og hans gamle kollega Bondesen, at de ikke bliver et problem for de mediehuse, de var i. JP/Politikens hus' gode navn bliver ikke nævnt hver dag i forbindelse med oprydningen efter denne sag, og det gør TV2’s heller ikke.

Qvortrup forlod sin arbejdsplads til en kanonade af ros fra sin nu tidligere chef Michael Dyrby. Begge har udvist den professionalisme, der kræves for et langt liv i en medieverden med få virksomheder, og er naturligvis fuldt ud (gen-) ansættelige. Det tog ikke lang tid fra Qvortrup gik, til at kolleger begyndte at tale om, at han jo også ”tog ansvaret” og naturligvis en dag skulle være velkommen hjem. Ti til tolv måneder ude i fremtiden, så skal der nok være en stilling til de to igen. I Qvortrups tilfælde skal en nyansættelse nok ledsages af en form for beklagelse og bekendelsesinterview hos Reimar Bo, hvor han taler om, at ”han engang kom for langt ud” og at ”…det kan jo ske. Men vil ikke ske igen”.

Dansk Journalistforbund har gjort sig selv til apologeter for hvad som helst, nogen i pressen vil kunne finde på at lave og modsætter sig enhver øget ansvarliggørelse af pressen, selv noget så symbolsk som at tage pressekortet fra dem, der groft sagt bringer standen i miskredit, er blevet afvist af journalisternes formand Mogens Blicher Bjerregård. Han ser vist snarere journaliststanden ende som social paria end at miste en eneste kontingentkrone. Så fra journalisterne selv skal man, i hvert fald ikke under den nuværende formand, ikke vente noget selvopgør, her er den indre solidaritet større end hos skolelærerne.

Aller har igangsat en uvildig selvundersøgelse, men alle i kommissionen har tilknytning til Aller, så det er højst usandsynligt, at de finder noget, de ikke kan slippe godt fra. Skærmbillede: Aller.dk

Der kommer intet ud af amoralske Allers selvundersøgelse

For Allerkoncernen – hvor den mangeårige formand for bestyrelsen gik for at redde sit eget gode navn (som man ellers skulle mene var tilsmudset af egen laden stå til) – vil der heller ikke være andre konsekvenser end dem, koncernen vælger selv at træffe af PR-mæssige årsager. Her er det alene op til Bettina Aller og hendes PR-rådgivere i Burson-Marsteller at finde ud af, hvad de skal stille op med den selvundersøgelse, de har iværksat.

Selvom der ligger et – nu forbedret – grundlag for en omfattende undersøgelse i Aller, ja, så har konsulentrapporter det jo med at vise det, kunden gerne vil have. Under alle omstændigheder kan samfundet jo dårligt være tjent med, at retfærdighed og rettergang skal varetages af helt åbenlyst amoralske menneskers selvundersøgelser assisteret alene af egne advokater.

Allerkoncernen har tjent tykt på sine metoder. Det er der ikke noget at gøre ved. Åbenbart. Og det er der heller ikke noget, der vil forhindre dem i at gøre igen. Det er jo meget sigende, at Aller kan afskedige en mand som Ken B. Rasmussen, der ved så meget kompromitterende om forretningsgangen i huset, og ikke give ham noget økonomisk hold-kæftbolsje, som man ellers gør med tidligere direktører og lignende. Man sender ham på gaden og stoler på, at journalisternes omerta alene er nok til, at han holder på Allers mørke hemmeligheder? Det er jo forrykt, hvis ikke man er grundigt klar over, hvilken risiko man tager, eller ikke tager. For Qvortrup har jo nok ret, når han siger, han ikke har gjort noget strafbart. Forkert måske. Men ikke på nogen måde strafbart.

I modsætning til skandalen om Rupert Murdoch og News of the World-skandalen i Storbritannien har Se og hør kun lavet dybest set ligegyldige historier. Derfor vil de reelle følger også udeblive. Det er smart! Skærmbillede: Se og hør

Genialt af Se og hør kun at køre ligegyldige historier

For ét eller andet sted hviler hele Se og Hørs ageren på èn stor genialitet. Den er sikkert Qvortrups, hvis det er, som det er blevet fremført, at det er ham, der har sat det i system: Man har aldrig nogensinde lavet en vigtig historie.

I England agerede News of the World og Rupert Murdoch tungt i det politiske og kommercielle England. Han brugte sine mediehuse og sine aflytninger til at orkestrere noget, der minder om presseorkestrerede statskup, som Joachim Sperling skriver her på Kforum. Man væltede og kårede premierministre. Og da News of the World-afsløringerne kom, kunne det også dokumenteres, at ledende politikere var blevet aflyttet. Man var nødt til at handle politisk, og man fik nedsat en kommission – Leveson-kommissionen – der lavede en række anbefalinger til nye rammer om pressen som store dele af det politiske establishment i England bakker op om, og som formentlig vil blive gennemført, når Cameron (der kom til magten med Murdoch-støtte) er væk. Det er i hvert fald løftet fra Labour.

I Danmark vil der ikke blive nedsat nogen kommission, der skal kigge på rammerne for pressen. For Se og Hørs genialitet er, at de aldrig har brugt deres våben til at lave journalistik; de har kun lavet underholdning om alt andet lige ligegyldige mennesker. Herregud – Prins Joachim, Line Baun, Pelle Hvenegaard? Who cares?

Hvis de havde brugt deres adgang til at vise, hvor meget Lars Løkke havde købt på Venstres kreditkort. Havde de vist, at Thornings mand var i Danmark, når han sagde, han ikke var det. Havde de kigget magthavere efter i sømmene … så havde det måske både været berettiget, men også farligt. Så havde Christiansborg ikke, som nu, kunnet trække på skuldrene og blæse på, at ingen bliver stillet til ansvar.

For Se og Hør prøvede ikke på at lave noget om i Danmark. De lavede bare ligegyldigheder. Og deri ligger både Se og hørs og tabloidpressens redning: Om to uger er det business as usual. En eller anden – måske Qvortrup? – har været så genial at sørge for, at man kun lavede uskadelig kriminalitet/journalistik. Man har ikke skabt et akut handlebehov nogen steder. Skal man drive tabloidmedie, skal man prompte ansætte Qvortrup; han er jo god for de virksomheder, han tjener.

News of the World måtte lukke efter aflytningsskandalen, fordi annoncørerne bakkede ud. Men det har de ikke gjort i tilfældet med Se og hør, så det danske tabloidblad skal nok overleve. Foto: Sang Tan/Polfoto

When the money keeps rolling in ...

I tilfældet News of the World skete der også det, at annoncører meldte ud, at man ikke længere ville støtte bladet. Og Murdoch driver ikke godgørende servicering af offentligheden. Bladet lukkede prompte. I Danmark har så godt som ingen – udover Jeppe Kofod vist – sagt, at man ikke vil annoncere i Allers medier. En enkelt Irma havde en butiksindehaver med moralsk kompas, som nægter at sælge Se og Hør. Ellers bakker alle faktisk helhjertet op om Aller og Se og Hør.

Med andre ord: Bettina Aller har tjent tykt på Se og Hør. Det vil hun også kunne blive ved med. Og der er intet, der forhindrer, at noget lignende vil kunne ske igen lige om lidt. Journalisterne har alle som én – indtil Ken B. Rasmussen skrev sin bog – dækket over hinanden og bladet. Måske ingen vil være uansættelige. Og ingen af de store fisk bliver stillet til ansvar, og der er ingen konsekvenser, for de, der har haft store karrieremæssige og økonomiske interesser i den systematiske krænkelse af hundredevis af menneskers privatliv løbende.

Det er egentlig godt tænkt af Aller. Og Qvortrup. Men et eller andet sted må der da være en politiker, der – når ingen er i nærheden – spørger: Kan vi virkelig være det her bekendt?!