Journalistikkens nuværende formidlingsmetoder har været med til at forårsage, at avisernes oplagsnedtur tager fart som aldrig før, og at journalister udråbes af den danske befolkning som en af de mest utroværdige faggrupper i Danmark. I kampen om annoncekronerne er befolkningen blevet mediernes middel mere end målet i sig selv. I konkurrencen satser medierne på sensationer, konflikter og enkeltsager, men dermed skyder de sig selv i foden, for med netop denne fokusering skubber de modtagerne fra sig. Den danske befolkning er ved at miste tilliden til medierne, hvilket er et kolossalt problem for en branche, der lever af at sælge tillid. Hvis journalistikken mister sin troværdighed, mister den sit levegrundlag og sin funktion i samfundet.

Distancen mellem borgerne på den ene side og politikerne på den anden side er ifølge Peter Bro, ph.d. studerende ved Institut for Journalistik på Syddansk Universitet og forfatter af bogen Journalisten som aktivist (1998), opstået fordi: "... færre og færre er med til at bestemme, hvad flere og flere borgere skal se, høre og læse i medierne. Alt imens dét som færre og færre er med til at formidle ud til flere og flere, bliver sværere og sværere at forholde sig til og mere og mere fjernt fra borgernes verden og hverdag."

I journalisternes kamp om at finde den gode historie, der tiltrækker læsere, lyttere og seere forenkles begivenheder i en sådan grad, at nuancerne forsvinder, og begivenheden til tider bliver offer for journalistens forenklinger og på forhånd fastlagte hypoteser. Journalisternes søgen efter sensationer og konflikter kan let ske på bekostning af læserne, lytterne og seernes mulighed for identifikation, og i jo mindre grad historierne knytter an til modtagernes hverdag, værdier og identitet, jo mindre er genkendeligheden, og jo større bliver afstanden i sidste ende mellem medier og modtagere.

Vagthunde eller guidehunde
Som levn fra tidligere tider bærer mange journalister rundt på den opfattelse, at de er borgernes værge og dermed har til opgave at fortælle de nyheder, de som professionelle formidlere mener, at befolkningen skal kende til. Som vagthunde holder de et vågent øje med, at samfundet bliver styret på fornuftig vis, og som vagthunde har de påtaget sig magten til at bestemme, hvem der må tale, og hvem der må tie i den mediefrembragte verden.

Medierne har med deres vagthunderolle formået at passivisere befolkningen ved alt for ofte at fortælle dem, hvad de skal mene, og hvad de skal tro på. Dermed har medierne gjort journalistikken til en kanal for sandhed. Konsekvensen er den samme som for en lærer af den gamle skole, der foretrækker monolog: Nogle elever mister hurtigt interessen, rykker tilbage på bagerste række tættere ved udgangen eller trækker sig helt ud af lokalet. Mangelen på mulighed for dialog om det formidlede fremmer passiviteten hos både elever i en klasse og befolkningen generelt i stedet for at opmuntre til aktivitet og engagement.

Ofte overdriver journalister vagthunderollen. De driver konflikter frem ved at fokusere på offentlige personers personlige og etiske opførsel og går efter manden bag en sag i stedet for at afdække, analysere og diskutere selve sagen. Dermed går de efter at afsløre historier og bekæmpe det onde frem for at varetage befolkningens reelle ønsker og behov. Glemmer medierne deres egentlige modtagere, er der stor risiko for, at befolkningen enten går andre veje i søgen efter informationer eksempelvis via internettet eller helt mister interessen for de valgte emner i medierne. Dette oplevede medierne i USA for omkring ti år siden, hvilket dannede kimen til den journalistiske filosofi, som vi i dag kender under navne som public journalism, civic journalism og medborgerjournalistik.

Under præsidentvalgkampen i USA i 1988 koncentrerede medierne sig om de to præsidentkandidaters personligheder, form og taktik i så høj en grad, at borgerne mistede interessen for valget. Det endte med, at over 50% af amerikanerne valgte ikke at gå til stemmeurnerne, og dermed led både medierne, det politiske system og demokratiet et stort nederlag.

Efter det katastrofale præsidentvalg valgte journalist og redaktør ved avisen Wichita Eagle, Davis "Buzz" Merritt, at ændre avisens fremtidige valgdækningsmetoder og fremover gøre borgerne til det naturlige udgangspunkt i valgkampen. I USA opstod public journalism som journalistikkens forsøg på at genoprette borgernes tillid og genskabe magten som formidlere. Alternativet var, at medierne ville miste deres funktion i samfundet og dermed deres levegrundlag.

Fortalerne for public journalism ønsker ikke at afskaffe vagthunderollen, men vil i stedet tilføre vagthunderollen nogle flere ansvarsområder. Jan Schaffer, direktør for det amerikanske center for public journalism, Pew center for Civic Journalism, kalder den nye rolle, som public journalism har eksperimenteret med, for guidehunde-rollen. Som guidehund bør journalister påtage sig rollen som den troværdige vejleder. Den der sagkyndigt formidler indsigt i en sag samt fremlægger og kommenterer argumenter og fakta på begge sider frem for ensidigt at anbefale en bestemt holdning, så modtagerne selv har grundlag for at finde deres egne holdninger. Som guidehund er det journalisternes pligt at skabe et rum for dialog mellem borgere, politikere og eksperter og udfordre borgerne til at involvere sig i dette.

Definition af public journalism
Public journalism er så ny en metode, at den endnu ikke er fuldt defineret. Det er derfor ikke muligt at komme med en præcis definition. Jay Rosen, grundlæggeren af public journalism, har dog opstillet nogle fikspunkter som kan give lidt mere viden om filosofien bag.

* Journalister bør henvende sig til modtagerne som borgere, potentielle deltagere i samfundet, i stedet for som ofre eller tilskuere.
* Journalister bør hjælpe samfundet med at omsætte sine problemer til handling i stedet for blot at informere om dem.
* Journalister bør hellere forbedre stemningen omkring offentlige diskussioner frem for blot at iagttage offentlighedens opløsning.
* Journalister bør hjælpe samfundet med at blive velfungerende, så det bliver interessant at tage del i.

Skeptikere kalder public journalism for gammel vin på nye flasker, fordi der som sådan ikke er noget nyt i filosofien. Public journalism trækker i sin arbejdsmetode på de samme nyhedskriterier som den traditionelle journalistik, men kritiserer journalisternes nuværende brug af dem. Public journalism kan dermed ses som et forsøg på at trække de journalistiske dyder frem igen i en tid, hvor medierne generelt synes at have glemt sine egentlige modtagere og deres interesser i kampen om annoncekronerne.

Public journalism og nyhedskriterierne
Vores samfund, der af den engelske sociolog Anthony Giddens kaldes for det senmoderne samfund, har opfostret en type borgere som stiller store krav til at kunne se en klar forbindelse mellem eksempelvis det politiske system og egen livsverdens værdier og moralbegreber. Dette stiller nye krav til mediernes formidlingsformer.

Vi lever i et samfund, som ifølge den politiske kommentator Ralf Pittelkow kan kaldes for det personlige samfund. Hvis borgerne skal engagere sig, skal de kunne se en mening med det. Emnet skal have direkte indflydelse på og klar forbindelse til den enkelte borgers hverdag og stemme overens med borgernes egne værdi- og moralbegreber, ellers forbliver dialogen forstummet.

Som landet ligger, er der en udpræget tendens til, at danske borgere mangler følelsen af at blive taget alvorligt, blive informeret og blive respekteret for deres meninger på trods af, at medierne mere end nogen sinde forsøger at komme borgerne nær. Journalisternes nuværende brug af nyhedskriterierne har en del af årsagen. Som nyhedskriterierne benyttes i dag, benyttes de ikke hensigtsmæssigt og optimalt. De virker ikke troværdige på befolkningen - nærmest tværtimod.

Konfliktperspektivet er et meget benyttet nyhedskriterium, og dette har sin årsag. Uenighed er drivkraften bag al udvikling og en uundværlig del af et demokratisk samfund. Vi kan derfor ikke se bort fra konfliktperspektivet, men vi kan lære at bruge det mere fornuftigt, end vi gør nu, og til større glæde for befolkningen.

For borgerne er det interessante ved en konflikt typisk ikke konflikten i sig selv, men selve løsningen af den. Hvis dækningen af eksempelvis gadevold, politisk korruption og hungersnød i verden bliver for ensidig og kun fokuserer på selve konflikten, kan historien være så renset for håb og muligheder for forbedringer, at historien er med til at udløse en afmagt hos borgerne frem for at invitere til konstruktiv dialog.

Ved i langt højere grad at give befolkningen indsigt, overblik og uddybning i forbindelse med fremlæggelsen af samfundets konflikter, får den en klar forståelse af de mange forskellige problematikker, deres konsekvenser og mulige løsningsforslag. Dermed opnår befolkningen en større forståelse af nyhedens relevans og får et kvalificeret grundlag for at deltage i diskussionen om problemstillingerne.

Ofte dækker journalister to sider af en sag for at gøre historien fair og balanceret. Umiddelbart synes dette meget hensigtsmæssigt, men ofte virker det mod hensigten. Når journalister skal finde de to sider af en sag vil valget typisk falde på de to modpoler, på kontrasterne og ekstremerne for at tydeliggøre konflikten. Inden for public journalism ser man ikke denne metode som særlig afbalanceret. Balancen findes i midten og ikke ude i ekstremerne, og derfor er det vigtigt at lade så mange berørte personer som muligt komme til orde, også selvom de ikke har gennemtænkte og velargumenterede standpunkter.

Identifikationskriteriet er blevet et meget vigtigt nyhedskriterium i mediernes forsøg på at komme nærmere deres modtagere og skabe den nærhed borgerne imellem, som ikke er så selvfølgelig i samfundet i dag. Den almindelige borger bliver mere og mere brugt som kilde i diverse nyhedshistorier, men typisk er det som offer i en sag. Ofte er indgangsvinklen til en historie en pressemeddelelse, en ny undersøgelse, et telegrambureau osv., hvorefter borgerne bliver inddraget som eksempler eller som holdningsmarkører. Undersøgelser foretaget af både Christian Kock og Jørgen Poulsen viser, at modtagernes interesse for historien er større, jo mere historierne aktualiseres, konkretiseres og vinkles i forhold til modtagernes egen hverdag. Ved at lade borgerne være med til at sætte dagsordenen for, hvad medierne beskæftiger sig med, kan journalister skabe nærvær og identifikation.

Public journalism i praksis
Public journalism er i disse år så småt begyndt at indfinde sig i de danske medier i deres forsøg på at tilbageerobre de fravegne læsere og seere og rette op på det image, som flosser i kanten.

Overordnet kan public journalism-projekter inddeles i valgkampsprojekter og hverdagsprojekter. Et eksempel på et public journalism-inspireret valgkampsprojekt var, da Århus Stiftstidende ved kommunalvalget sidste år valgte at tage udgangspunkt i emner udvalgt af de østjyske borgere og vinklet i forhold til borgernes egen hverdag og egne oplevelser.

Public journalism bruges også uden for valgkampssæsonerne i de såkaldte hverdagsprojekter. Jyllands Posten, Kanal København og TV-Danmark arrangerede sidste år projektet Brobygger. Det var et forsøg på at skabe en bedre integration i Hovedstadsområdet ved hjælp af blandt andet oprettelsen af et borgerpanel, hvis opgave det var at sætte sig ind i forskellige integrationsfremmende initiativer.

Peter Bro har udviklet et aktionskompas, som bygger på en tese om, at public journalism på to niveauer adskiller sig fra traditionelle former for journalistik.

Deliberation

Passiv --- Aktiv

Repræsentation


(Aktionskompas udarbejdet af Peter Bro: http://www.nordmediakonferens.hi.is/papers/eight/PBro.doc)

I denne model befinder public journalism sig i kompassets nordlige halvdel orienteret mod en deliberativ (deltagelses-) demokratimodel, hvor målet er at styrke borgernes politiske indsigt, interesse, og involvering. Den traditionelle journalistik befinder sig modsat i kompassets sydlige halvdel orienteret mod den traditionelle repræsentative demokratimodel, hvor målet blandt andet er at informere borgerne om beslutninger foretaget af de folkevalgte.

De to kategorier af public journalism-projekter (valgkampsprojekter og hverdagsprojekter) kan deles ud på to forskellige mål.

Nogle public journalism projekter har som mål at lade borgerne komme til orde og debattere. Dette er eksempelvis målet for Danmarks Radios program 19Direkte. Den synlige ændring fra traditionel journalistik er, at der indføjes flere kommentarer fra ikke-eksperter i historierne. Arbejdsmetoden er problemidentificerende uden forsøg på problemløsning.

I andre public journalism-projekter er målet, at medierne skal bidrage aktivt til, at samfundet bliver mere velfungerende frem for passivt at betragte det falde fra hinanden. Dette er eksempelvis målet for brobyggerprojektet. I projekter som dette samler journalister befolkningen til diskussion af problemfyldte emner med henblik på at øge befolkningens muligheder for at hjælpe med til at løse fælles problemstillinger.

Fælles for de to typer public journalism-projekter er, at de ikke som den traditionelle journalistik kun omtaler, itale- og iscenesætter eksperter og politikere, men også den resterende danske befolkning. Desuden forsøger medierne ved brug af public journalism at fremme diskussion og debat borgere, politikere og eksperter imellem.

Som Robert Neimanas skriver i artiklen "Journalistikkens nye veje" bevæger journalister sig dermed over i en rolle som guide, med følgende virkning: "Hvis man som borger bliver taget alvorligt på denne måde - og bliver betragtet som ligeværdig part i forholdet, så bliver mediet - og så bliver journalisten - betragtet som et troværdigt tilholdssted, som man gerne kommer tilbage til" (Neimanas, www.cfje.dk).

Alt tyder på, at public journalism er til gode for både den danske befolknings tillid til medierne, mediernes overlevelse og for den demokratiske dialog i samfundet. Spørgsmålet er blot, om vi skal nå amerikanske tilstande, før det virkelig går op for de ansvarlige, at det i sidste ende betaler sig at lave god journalistik.