Public Affairs er som kunsten at dyrke asparges. Skal det lykkes, kræver det en god jord fri for ukrudt. Man skal starte et år i forvejen med at forberede bedet til udplantning næste forår. Først efter 3. år kan man høste nogle få skud fra hver plante, mens man fra 4. år kan høste i hele perioden fra først i maj til Sankt Hans. Derefter kan man typisk høste masser af asparges i 10 år på de samme planter – forudsat at man passer bedet, så planterne aldrig mangler vand og næring. Så vidt havenyt.dk – og så vidt de internationale erfaringer med Public Affairs-håndværket.

For når det gælder Public Affairs, er hemmeligheden også lang og grundig forberedelse, stor tålmodighed, en til tider ørkesløs pasning og plejning af ”afgrøderne”. En indsats som - hvis den lykkes - imidlertid kan ende med frugtbar høst i årtier frem i tiden. Det er moralen i den nye ”Handbook of Public Affairs”. Håndbogen er udgivet på det seriøse Sage Publications. Den er redigeret af den meget produktive canadier Craig S. Fleischer og den næsten ligeså produktive brite, Phil Harris, der også står bag oprettelsen af den glimrende Journal of Public Affairs.

Politisk niche
Public Affairs, der udgør en specialiseret niche af Public Relations, er en samlebetegnelse for al aktivitet – typisk lobby eller presseindsats – hvis mål er at påvirke den politiske beslutningsproces, de politiske institutioner og de politisk relevante stakeholdere i en ønsket retning. Public Affairs praktiseres derfor af både private virksomheder, organisationer og halvoffentlige virksomheder, som ikke længere er direkte underlagt et ressortministerium.

Reaktiv versus offensiv Public Affairs
Public Affairs har ofte til mål at ændre en eksisterende lovgivning eller ganske enkelt at få penge eller ressourcer tilført for eksempel fra en finanslov eller en EU-pulje. Public Affairs behøver dog ikke kun at være reaktiv. Er man forudseende, kan man præventivt og offensivt selv forsøge at få lavet ny lovgivning, forhindre, at ting bliver vedtaget, som strider mod ens interesser, eller ligefrem undgå lovgivning på et område. Det kræver ofte, at man er i stand til at ændre tankegangen hos politikerne eller – hvis det er endnu tidligere – hos embedsmændene omkring et problemkompleks, hvad der fordrer god forberedelse, den rette timing, tålmodighed og løbende pleje af kontakter.

Public Affairs associeres typisk og altovervejende med lobbyisme. Altså den personlige face-to-face kontakt med de politikere, man ønsker at influere. Men næsten enhver Public Affairs indsats drives også offentligt gennem medierne, igennem breve, informationsmateriale, kommunikation på websites, konferencer m.v., hvor man giver udtryk for sine synspunkter.

De dygtige Public Affairs-praktikere evner at udnytte både den private kontakt face–to-face og den offentlige kanal til at påvirke politikerne. Typisk gælder det dog, at jo bedre adgang man har til politikerne og de politisk relevante aktører, jo mindre vil man ”larme” i offentligheden. Det skyldes bl.a., at de politikere, man gerne vil have i tale, typisk vil være bundet op på mange flere hensyn i offentligheden, end hvis man har dem på tomandshånd. Resultatet er, at de typisk vil være mere kategoriske i deres udmeldinger, mens de kan være meget mere dialogorienterede og nuancerede i privat sammenhæng. Det sidste er langt at foretrække, når det drejer sig om særinteresser uden stor folkelig appel.

Nye muligheder – stigende nødvendighed
Der er en række gode grunde til, at Public Affairs, og i særdeleshed lobbyisme, i stigende grad både bliver en nødvendighed for at overleve og en mulighed for at vinde afgørende konkurrencefordele.

For det første bliver der lovgivet i stadig flere hjørner af samfundet både internationalt og nationalt, hvad der skaber krav til og modkrav fra virksomhederne.

For det andet er mange tidligere offentlige opgaver eller offentlige virksomheder blevet privatiseret, hvad der skaber rum for lobbyisme omkring privatiseringens betingelser.

For det tredje er der opstået nye, stærke internationale politiske beslutningsfora (EU, NAFTA, WTO) med beslutningskompetence, som påvirker virksomhederne meget direkte, men som ikke desto mindre kan påvirkes. Internationalt orienterede virksomheder er derfor i høj grad nødt til at rette deres opmærksomhed mod disse transnationale beslutningsfora, hvorfra stadig mere betydende lovgivning udspringer. Det giver allerede i dag arbejde til mange lobbyister, som varetager virksomheders og organisationers interesser - for eksempel i det kaotiske EU-bureaukrati.

For det fjerde har den stigende internationalisering og den øgede frihandel gjort de nationale regeringer mere lydhøre overfor erhvervsinteresser for at sikre erhvervsvenlige rammebetingelser i konkurrencen om at fastholde virksomhederne i den globaliserede økonomi.

For det femte har der været en klar tendens mod, at de tidligere korporative strukturer for inddragelse af organisationer og aktører i den politiske beslutningsproces er blevet afløst af mere pluralistiske strukturer. Det gælder også Danmark, hvad Magtudredningen, der blev afsluttet i 2004, tydeligt påpegede.

A-hold og B-hold
I Danmark har vi haft en lang tradition for et stærkt korporativt system, som indebærer faste, formelle strukturer for inddragelse af interesseorganisationer i et forpligtende samarbejde både i den lovforberedende proces og i forbindelse med administration af lovgivningen. Disse strukturer er langsomt blødt op siden midten af 1970’erne og er blevet erstattet med mere ad hoc-prægede og uformaliserede inddragelser og kontakter. Det giver i dag stort spillerum for Public Affairs praktikere og virksomheder, som har ambitioner om selv at sætte politiske dagsordener, når det nu ikke længere kun er store fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, som kan spille med.

En konsekvens af den udvikling er, at embedsmænd og politikere har fået langt større frihedsgrader til at inddrage og lytte til de organisationer, virksomheder eller enkeltpersoner, som de ønsker, og som de har tiltro til. Generelt har det betydet, at der er endnu større forskel på de aktører, som er ”inde i varmen”, og dem, som ikke er det. Altså en stigende polarisering af et A-hold og et B-hold. Størrelse, finansiel styrke og antallet af medlemmer, man repræsenterer, betyder i den sammenhæng stadig mere for at komme med på A-holdet.

Hvem der kommer på A-holdet afhænger dog i høj grad også af indsats, vilje, og om man kender de uformelle spilleregler indenfor Public Affairs og dermed kan optimere sin politiske interessevaretagelse bedre end konkurrenterne, fordi man spiller bedre med på de nye betingelser.

Spredte guldkorn

Alt dette tegnes fint i Handbook of Public Affairs, og den kommer flot rundt om den stigende nødvendighed og nye muligheder for Public Affairs. Prisen er dog, at armbevægelserne bliver meget store. Redaktørerne skriver indledningsvis, at den er skrevet og designet til at være kernereferencen både for alle, der praktiserer Public Affairs, og alle, der forsker og studerer indenfor feltet i Europa, USA og ”Australasia” (så er vist kun afrikanerne og sydamerikanerne udeladt!). Det mener jeg langt fra, bogen kan holde, og det er dens største svaghed. Den vil for meget og rammer derfor ingen helt præcist.

Bogen har mange – også for mange – bidragydere, som gør den temmelig uensartet, og den bærer præg af, at redigeringen ikke har været stram nok. Der dukker ganske enkelt for mange identiske pointer op undervejs. Desuden skal man tage forbehold for en del iagttagelser og anvisninger, f.eks. omkring mulighederne for fundraising og political action committees, som har langt større betydning i en angelsaksisk kontekst end i en dansk. Det gør visse af håndbogens passager uanvendelige.

Set med praktiker-øjne mangler bogen vedkommende europæiske casestudier. Der er gengivet et enkelt studie om, hvordan der er blevet gennemført lobbyisme for et nyt BBC-charter, men med de uanede ressourcer, der er lagt i det arbejde, og det store politiske netværk, BBC i forvejen råder over, giver det ikke megen guidning i, hvad en typisk dansk organisation eller virksomhed skal foretage sig for – med langt færre ressourcer – fortsat at bedrive effektiv lobbyisme i dansk sammenhæng.

Detaljerede casestudier er i det hele taget en mangelvare inden for Public Affairs. Det er lidt som med efterretningstjenesten: De største og mest kreative succeser, hvor en lobbyist har fået ”mere” end hvad der er objektivt rimeligt, har lobbyisten sjældent stor lyst til at fortælle om. Ikke mindst af hensyn til politikerne, som har leveret resultatet.

Men når dette er sagt, er der stadig masser at hente i håndbogen. Der er masser af godbidder og udmærkede opsummeringer og opgørelser, som vil være til glæde både for læsere, der selv praktiserer Public Affairs, og for studerende af feltet. Bogen giver bestemt også et overblik over disciplinen, men mere et globalt af slagsen. Håndbogen indeholder – som sin måske største merit – meget gode og grundige litteraturlister, hvor man nok skal søge hen, hvis man ønsker at komme mere til bunds med et af bogens mangfoldige emner.

12 råd om effektiv public affairs

Bogens vigtigste pointer om, hvordan man lykkes med Public Affairs, er spredt over mange kapitler. Skal man omskrive pointerne i en dansk kontekst til brug for danske virksomheder og organisationer, må de 12 vigtigste råd om effektiv politisk interessevaretagelse være:

• Start så tidligt som overhovedet muligt.
• Brug alle kanaler - offentlige som private – til dit Public Affairs-arbejde.
• Glem ikke embedsmændene, som særligt i de indledende faser er centrale.
• Identificér, hvem der er de reelle beslutningstagere i en sag.
• Dokumentér i videst muligt omfang din sag eller dit synspunkt.
• Vær bevidst om, at måden du definerer og italesætter din sag på, kan være helt afgørende for dens potentiale og politiske skæbne.
• Lav alliancer omkring din sag. Fra tid til anden kan de mindst ressourcestærke have den vægtigste stemme i den politiske proces.
• Søg bred legitimitet for din sag - eliminér eller nedton elementer, som er i din egen interesse.
• Versionér din sag efter, hvilken politiker du står over for. Hav øje for, at vedkommende bagefter skal sælge din sag i sit bagland. Gør det lettest muligt for ham/hende.
• Brug medierne aktivt, men intelligent, og lad i vidt omfang andre tale din sag. Vær dog påpasselig med at brage ud, hvis lobbymulighederne ikke er udtømte.
• Vær rede til at justere sagen løbende undervejs, afhængigt af omverdenens respons.
• Levér selv noget til processen. Bring selv ofre - så er der mere at handle med.
  

En reminder, som håndbogen meget korrekt giver, er, at effektiv lobbyisme ofte opnås ved det lange seje træk og ved at arbejde på den lange bane. Dermed ikke sagt, at man ikke kan opnå store resultater på kort sigt, selv når man er debutant inden for Public Affairs. Men sandsynligheden for, at man kommer til orde hos de mest centrale politikere, øges væsentligt, hvis man over flere år har sørget for at servicere politikere og embedsmænd, som man ikke umiddelbart skal have noget ud af.

Altså den vedblivende opmærksomhed i form af, at man sender relevant materiale, klæder dem på med viden, yder tid, kræfter og stiller sig til rådighed ”når vejret er godt”. Det er hos de politikere og embedsmænd, man har passet og plejet, at man virkelig kan opnå lydhørhed, den dag man kommer med en sag, som er hjerteblod for en selv.

Derfor: Skal man som virksomhed eller organisation gøre sig forhåbninger om ikke at være henvist til B-holdet uden reel indflydelse på de centrale politiske rammebetingelser for ens forretning, er tiden inde til at smøge ærmerne op og kaste sig ind i gamet. For asparges tager som bekendt tid ...

Redigeret af:  Phil Harris, University of Otago , New Zealand
   Craig S. Fleisher, University of  Windsor ,     canada .

Udgivet af Sage Publications, juli 2005. 616   sider.
Pris: 130 dollars for hardback-udgave. Kan bestilles direkte her: http://www.sagepub.com/booksProdDesc.nav? prodId=Book226260