Lobbyisme er ikke ondt

De sidste tyve år har været en stor sejrsmarch for kommunikationsbranchen, der som ud af ingenting kan mønstre hærskarer af stillinger i virksomheder, organisationer og hos myndigheder – på de største steder kan de tælles i hundreder. Talløse nystartede konsulentvirksomheder og uddannelserne udklækker hvert år tusindvis af studerende, der kan snakke med om branding, strategisk kommunikation, webkommunikation, samt public affairs (PA) og mange andre fine discipliner, der var ukendte og ubeskrevne i Dannevang indtil engang sidst i Poul Schlüters regeringstid.

Selvfølgelig har der har været mindre fine sager og en del kriser undervejs. Allerede i 90’erne stod der Waterfront på en god del af de problematiske sager rettet mod kommunikations- og pr-branchen. Men den helt store mavepuster har indfundet sig med DSB-sagen fra januar til april i år. DSB og transportministerens uvildige advokatundersøgelse, som blev fremlagt i en rapport den 2. april og som ”peger på arbejdsmetoder, der er helt uacceptable”, markerer en slags afslutning.

Berlingskes Lisbeth Knudsen skriver i sin leder den 7. april, at hun savner ”et vildt kor af protester og afstandtagen” fra pr-branchen og efterlyser ”hvem der vil åbne omkring arbejdsmetoderne og give bud på etiske rammer for branchen”.

Og jeg er egentlig enig i, at det kan være berettiget med en større faglig og branchemæssig refleksionsproces, så jeg vil gerne sparke bolden lidt i gang ...

Hvem og hvad står for skud

Allerførst kan man i kommunikationsbranchen konstatere, at rapporten ikke handler om, at lobbyisme generelt er skidt – faktisk åbner den for, at DSB bør have mere politikerkontakt. Det, beretningen konkluderer, er, at der med Waterfront-eksemplet var tale om et udsædvanligt dårligt eksempel på lobbyisme.

Særligt to forhold er vigtige at være opmærksom på for at forstå sagens omfang ...

Rapporten viser, at problemet er afgrænset

Sagen og ikke mindst den 258 sider lange, men letlæste rapport fra Bruun og Hjejle (Hjul & Stejle i branchen) handler kun indirekte om Waterfront og slet ikke om PA-branchens metoder generelt. Den behandler og kritiserer også kun kulturen hos en lille del af store DSB. En kultur, der opstod, fordi forhenværende administrerende direktør Søren Eriksen ville ekspandere DSB og meget gerne ville stoppe særligt Lars Abilds systematisk kritiske skriverier om DSB's udvidelse og DSB First. Så DSB's krise er ifølge rapporten ret afgrænset i tid og omfang fra 2007-2012 og involverer kun få personer.

Sagen er altså ikke indledningen til hele kommunikationsbranchens krise. Derfra og så til Lars Poulsens udlægning af beretningen som en ”frifindelse” af Waterfront og PR-branchens metoder er dog - ja - spin.

Sektorlobbyismen er størst og helt sober

Langt den største del af dansk PA-arbejde, formentlig over 98 procent, varetages af interesseorganisationer som velgørenhedsorganisationer, fagforbund og brancheforeninger. Det udføres i fred og ro med stor selvregulering og dialog. Typisk er det ultraciviliseret, og der gøres ikke brug af den type midler, vi har set i DSB-sagen. Desuden har kun de allerstørste - DI, Dansk Erhverv og LO - muskler til at varetage hele feltet af politiske dagsordener på tværs af sektorer - og betjener sig ikke af Waterfront-metoder.

Det foregår som en daglig politisk samtale, hvor organisationer argumenterer for deres vinkel på dagsordener med bl.a. analyser og beregninger, der viser det samfundsøkonomiske rationale bag. De søger kontakt til politikere og embedsmænd for at få indflydelse på deres sektorområder.

Kun maksimalt 2 procent af det PA-arbejde, der udføres, repræsenterer enkeltinteresser. Der er en lille gruppe bestående af bl.a. tidligere ungdomspolitikere, der i særlig grad nyder og dyrker magtspillet – befolket med typer som Karsten Madsen og Lars Poulsen. Men det er snart forældede metoder. Lad os så sammenligne deres 1.0-metoder med de nye fra generation 2.0.

Lobby som i de gode gamle westerndage

Hvis man vil se, hvordan lobbyisme blev til i USA, er storfilmen om Lincoln med Daniel Day-Lewis en saftig oplevelse. Lincoln skulle vinde et flertal for at forbyde slaveri og dermed holde nationen sammen i slutningen af borgerkrigen. De sidste stemmer fik han, ved at nogle lobbyister masserede, intimiderede og regulært bestak de yderste stemmer til en forfatningsændring. Det er altså personer tæt på de politiske lobbyer eller gange, der kender politikere og deres personprofiler, og bruger alle kneb lige fra forfremmelser til løgne. Alt i en kortsigtet interesse for at vinde en bestemt afstemning. I dette tilfælde konstruktivt og for nationens sammenhold, men i dagens kongres f.eks. aktuelt udført af nutidens våbenlobby, tydeligvis konserverende og problematisk.

Lobbyisme er hverken kun godt eller kun ondt. I USA var det f.eks. afgørende for at afskaffe slaveriet, mens man i dag kan takke våbenlobbyen for, at det tilsyneladende ikke kan lade sig gøre at tage konsekvensen af de mange skoleskyderier

Det er den 1.0-lobbytradition, som Lars Poulsen fra Waterfront og Svend Gunbak fra Gunbak (for nu at tage de to, der har haft med DSB at gøre) har importeret til Danmark i fortyndet udgave fra slutningen af 80’erne. Det var længe en niche for en håndfuld afgående - for ikke (med Søren Pind som positiv undtagelse) at sige afdankede - ungdomspolitikere fra især V og K, der i antal knap kunne fylde Christiansborg-stamstedet Toga-bar. Derfor har langt de fleste af de tidligere kriser i kommunikations- og pr-branchen typisk også været knyttet netop til dette miljø.

PA-kunder kan, for nu at tage Waterfront-kundelisten, eksempelvis være DSB, Grenå Havn, Region Syd og Dansk Hørecentret osv. – altså enkeltinteresser, der vil have politisk indflydelse eller afdækket en politisk problemstilling. Men det med de offentlige kunder er absolut af nyere dato. Oprindeligt var det måske et udenlandsk firma, der gerne ville sælge jægerfly til Danmark eller forhindre yderligere stramninger i rygelovgivningen. Eller bare virksomheder, der ikke oplevede, at deres brancheforening alene kunne repræsentere deres særlige interesser godt nok. Hr. Møller var som bekendt i sine velmagtsdage ikke bange for selv at ringe til den siddende statsminister og påvirke rammelovgivningen for søfart eller oliekoncessioner. Men andre vil gerne have en mellemmand, en lobbyist.

Og hvem kan bedre påvirke politikere end tidligere kolleger, tænkte man dengang. Ligesom pr i første generation var forbeholdt tidligere journalister, der også havde betrådt Journalisthøjskolens betongange i Århus.

Lobbyister har et ret dårligt rygte, men faktisk har lobbyisme i Danmark kun sjældent handlet om enkeltinteresser

Lobbyisme 1.0 blev altså udført af "venner" uden formel uddannelse og oftest overhovedet uden en egnet uddannelse i ryggen. Det var typisk politikere, der var vokset op i partiers ungdomsorganisationer og hvis levebrød fra de unge år ikke mindst havde været at kunne holde brandtaler og nakke de andre fraktioner i typisk KU, VU eller DSU.

Det har været et betændt miljø, hvor man ikke kunne stole på nogen. Personligt kan jeg huske et forsikringsselskab, der var så bange for deres PA-rådgiver, at de ikke turde andet end lønne ham i årevis, så han ikke straks brugte sin viden til forsikringsmæglere. Brun og Hjejles glimrende rapport må forstås på denne baggrund.

Helt nye krav til public affairs

I Danmark har den slags interessevaretagelse uden om sektororganisationerne som sagt oftest været undtagelsen. I dag begynder den snarere at være reglen. Hvad er der sket? Hvorfor skal selv mange mindre interesser fra teatre til lokalmuseer, fra iværksættere til udbydere af hasardspil, fra sociale væresteder til apotekere i dag skaffe dokumentation og rejse dagsordener for at fremme deres forretning? Hvorfor breder PA-behovene sig som en steppebrand, og hvorfor foregår de nu på en helt anden spillebane end bare på barer i omegnen af Christiansborg?

Tre forhold har transformeret den lille lobby 1.0-niche til en større public affairs 2.0-sag:

I takt med at EU-lovgivningsprocessen svækker den danske korporative model med mange faste nævn og udvalg (hvor ikke mindst DA/LO fyldte meget), bliver der mulighed for en langt større pluralisme med langt flere spillere, herunder de nye NGO-modspillere, til at lægge politisk pres på embedsmænd og politikere.
Det afgørende er ikke at kende de rigtige, men at have den rigtige viden. For dokumentation, ja ofte ligefrem videnskabelig eksperttroværdighed, bliver central for gennemslagskraften af ideer og forslag. Her står de store spillere med de store apparater selvsagt bedst – de mindre må ofte købe sig til det.
Hele scenen bliver mere åben, fordi der ikke kun foregår en beslutningskamp i de lukkede udvalgsmøder, (der også bliver mere åbne) men en dagsordenkamp med rapporter, konferencer, mediekampagner samt mobilisering af befolkning og opinionsdannere. Tænk f.eks. på det verserende slagsmål om den danske folkeskole, hvor intet er sket eller opnået bag de lukkede døre, men hvor hele kampen handler om at vinde den opinionsopbakning, der kan presse politikerne.

Problemet er, som professor Ove Kaj Pedersen fra CBS har formuleret det: “Befolkningen har ikke fået at vide, at der er sket et skift i den måde, vidensdannelsen og den politiske påvirkning finder sted på. Derfor mangler vi at opbygge legitimitet omkring det som en demokratisk måde at føre politik på."

Folket tror altså ifølge ham, at politik føres som Waterfront-sagen. Og politik er også altid som i ”Borgen” et spørgsmål om magt, om at skabe et flertal. Men det minder dog i virkeligheden mere om et ægteskab: 95 procent knofedt, slid og små glæder, og maks. 5 procent af de spektakulære magtkampe.

I troldmændenes værksteder

Så der er i dag lysår til forskel på den 1.0 venne-lobbyisme, som de gamle især K- og V-politikere fra 80’erne udøvede, og så det 2.0-arbejde, som hundreder af moderne organisationseksperter og -økonomer samt de nye PA-rådgivere, udfører.

Det kan ses helt ned på typerne. Karsten Madsen som den politiske taktiker, der kan hvæsse spin-knive og spise frokoster til andre segner og som selv foretrækker at have politiker-kontakterne. Og så den langt mere sagligt-kedelige statskundskabs-djøf’er, der kan lave rapporter og beregninger sammen med kommunikationsmakkeren, der rejser agendaer, og der er med til at støbe de kugler, som cheferne hos deres kunder selv løber i mål, fordi politikerne helst vil snakke med lederne. De vigtigste værktøjer for den første er snuhed og intuition. Karakteristik er det, hvor der i advokatrapporten står, at ”der var ingen systematik i det”. Karsten Madsen talte med dem, han kendte, og f.eks. kendte han ikke Venstres ordfører, Kresten Pihl Lorenzen!

For det moderne team er det systematisk viden i form af rapporter og analyser, suppleret med at anvende den brugbart for politikere og embedsværk og i enkelte tilfælde rejse den offentligt.

Og det kan ses på hvilken type PA-tilgang, der har succes. Vestas er et godt eksempel på en virksomhed, der både på de internationale markeder og i Danmark har været afhængig af massiv statslig velvilje – og har gjort alt for at opnå den. De mere aggressivt prægede metoder med direkte politiker-pression for vindenergi-satsning er kommet i problemer på den længere bane, når kvitteringen for den politiske tillid har været lukning af utallige vestjyske arbejdspladser. Deres politiske kapital er brugt op, og PA-chefen er netop gået af. Siemens Wind Power har mere ydmygt bygget deres omdømme op, mere gået vejen over brancheforeningen og er i dag politikernes kæledægge.

Public affairs forstås stadig primært som direkte rettet mod sin traditionelle målgruppe af politikere og embedsmænd i EU, folketing og kommuner/regioner samt lejlighedsvis den politiske presse. Men som indikeret kan det i dag også bredere handle om at rejse dagsordener og skabe legitimitet bag sin sag med mere folkelige alliancer. Her skal værktøjskassen så også omfatte kampagner, events og hele det skyts, vi f.eks. lige nu ser ved lærerkonflikten. En helt central del af den nye, bredere værktøjskasse er at rejse opinionen for sin dagsorden eller sin vinkel på den etablerede dagsorden. Det ser vi, når folkeskolelærerne festligt og farverigt, og tilsat en god portion kynisme for at styrke deres kamp for egne privillegier, mobiliserer forældre fysisk og på sociale medier til at lægge politisk pres mod en heldagsskole, som lærerne som forening ikke engang er imod.

Et vigtigt element i værktøjskassen er det at lave alliancer – noget folkeskolelærerne aktuelt er kommet alt for sent med, hvorfor vi dér ser Anders Bondo i relativt pinlig tete a te med Dansk Folkepartis skoleordfører.

At regulere den danske politiker-lobbyisme

Forskydningen fra 1.0- mod 2.0-metoder er sket umådeligt hurtigt. Jeg kan huske, at jeg i starten af 90’erne til medier udtalte, at lobbyisme uden om organisationslobbyisme var uinteressant i Danmark. Det var dumt sagt - udviklingen har modbevist det.

Derfor har branchen heller ikke fået modnet autoriserede uddannelser, etableret forretningsetikker og kodeks samt spilleregler for relationer til især politikere, embedsmænd og medier omkring feltet. Og her danner Waterfront-sagen selvsagt et bundpræmis at diskutere på – som vi så også må tage. Men det er jo lidt ærgerligt kun at skulle diskutere ud fra den fordækte og frem for alt virknings- og perspektivløse form for lobbyisme, Lars Poulsen og Karsten Madsen i deres indbyrdes opgør ufrivilligt har udstillet.

Folketingets præsidium kunne til en start lave et kodeks for god omgang, og evt. det lobbyregister OECD har anbefalet os og den registrering af lobby-møder i log-bøger for MF’er, som Benny Engelbrecht på eget initiativ har taget hul på. Men bl.a. V med Martin Geertsen, godt opdraget i VU og Waterfront, som ordfører, er imod, så det kan blive svært. Og Lykketoft og præsidiet har indtil videre tøvet med initiativer. Hverken kodeks eller registrering kan ikke og vil ikke kunne forhindre gentagelser af Waterfront-sagen. Men det kan give en målestok samt åbne op og gøre den side af interesseudveksling mere transparent og legitim.

Det ville nok hjælpe endnu mere, hvis politikere – alle – åbent indrømmer og forsvarer, at moderne demokrati også handler om tidligt at tale med alle interessanter i en sag, herunder på sociale medieplatforme. Sådan gør man også ude i virksomheder og i det offentlige, f.eks. med borgere, før man anlægger en vej eller nedlægger en skole. Her kaldes det stakeholder-inddragelse og borgermøder.

Vi får mere lobbyisme

En ting står klart: Virksomheder, organisationer og institutioner er en del af det politiske landskab og den politiske samtale. Nogle er på et marked – alle er inden for en politisk regulering, hvor de skal styrke interesser og skabe legitimitet om deres virke.

Public affairs er kommet for at blive - og der vil komme mere, ikke mindre. Og det vil helt af sig selv - også uden diskussionen om etik og spilleregler - udvikle sig i den rigtige retning.

For kravene til stadig mere komplekse videngrundlag vokser kun. Viden er 2.0-møntfoden for magt – ikke alene det at kende en ordfører i et parti eller en embedsmand i yderste styrelse. Der udveksles hver dag viden, forslag og konsekvensberegninger for vigtige samfundsgrupper i kilometervis. En dansk MF’er vil typisk modtage 150 mails og 1800 sider ofte ret tekniske dokumenter hver dag, og møderne med forskellige sider i en sag bidrager nu engang til at reducere kompleksiteten. Og politikere vil f.eks. ikke kun tale med DI, men også gerne med nogle af direktørerne og tillidsmændene i de store virksomheder, med både læger og medicinalindustri, med både interesser fra DSB og bilister. Som Dan Jørgensen har sagt i en rapport, der viser, at stort set alle politikkerne er positive over for public affairs: ”Lobbyisme handler i bund og grund bare om, at alle berørte interesser skal høres. Det er en god demokratisk tradition.” Ja, især når vi får sagt endeligt farvel til den type lobbyisme, DSB og Waterfront har fået talt op i medierne.