Den canadiske juraprofessor Joel Bakan har skrevet en chokerende god bog, om hvorfor virksomheder aldrig kan blive socialt ansvarlige institutioner, og altid vil sætte profit over værdier og menneskeliv. Årsagen er ifølge Bakan enkel: virksomheder er simpelthen psykopatiske. Og her mener han ikke, at den enkelte chef måske er psykopat, sådan som ”Magisterbladet” et par gange har kunnet fortælle os. Bakans pointe er mere grundlæggende, at den moderne virksomheds adfærdsprofil passer på psykopatens: de er både hensynsløse og bevidst uansvarlige i deres jagt på profit. Og Joel Bakan viser i ”The Corporation”, at virksomheden qua sin konstruktion ikke kan være andet. Asocial og uden empati Til at underbygge den ret kontroversielle påstand om virksomhedens psykopati, har Bakan fået en af FBI’s profilere, psykologiprofessor Robert Hare fra University of British Columbia, til at diagnosticere det transnationale aktieselskabs adfærd. Virksomheder deler ifølge psykopatieksperten Robert Hare følgende træk med ”menneskelige” psykopater: Virksomheder er uansvarlige – de vil altid sætte økonomiske mål over mennesker. De manipulerer deres omgivelser – og her spiller PR en ikke helt uvæsentlig rolle – samtidig med at mange transnationale selskaber har en grandios selvopfattelse: ”Vi er nr. 1” eller ”vi er verdens bedste firma”. Som markedsførings-slogans betragtet måske helt naturlige udsagn, men et klart psykopatisk træk, ifølge psykologi-professoren. Dertil kommer at virksomheden er asocial og mangler empati overfor sine ofre. Som Robert Hare siger ”hvis et aktieselskab bliver taget i at bryde loven, så betaler de en bøde, og fortsætter deres hidtidige adfærd.” Et tydeligt eksempel på at virksomheder lider af psykopatens grundlæggende problem i interaktion med verden: de nægter at tage ansvar for forkerte handlinger og føler ingen anger. Selvom Bakan’s påstand om at virksomheder er psykopater primært skal ses polemisk, så havde det dog været interessant med en større nuancering af ”psykopatiens” årsager. For kan virksomheden udelukkende sammenlignes med en psykopat på grund af dens adfærd? Eller fremmer virksomheden som institution rent faktisk psykopatiske handlingsmønstre – bl.a. hos den famøse psykopatiske chef? Dette spørgsmål kunne have været interessant at få besvaret, specielt når man tænker på persongalleriet i mange af det sidste årtis erhvervsskandaler. Eksternaliseringsmaskinen En af de ting, der ifølge ”The Corporation” kendetegner virksomhedens psykopatiske træk er dens eksternalisering af udgifter. En ”eksternalitet” er den økonomiske fagterm for en udgift eller omkostning, som en tredjepart påføres som resultatet af en økonomisk transaktion. Og transnationale selskaber producerer masser af eksternaliteter – fra arbejdsulykker til forurening af miljøet. Konsekvenser andre end virksomheden kommer til at betale for. Simpelthen fordi det ud fra virksomhedens cost-benefit-betragtning vil være billigere at eksternalisere udgiften end at sikre sig mod f.eks. uheld og udslip. Begrænset ansvar - ubegrænset profit En af årsagerne til at transnationale aktieselskaber fremstår psykopatiske, er som sagt deres eklatante mangel på adfærdsændring, selv efter de både er blevet opdaget og dømt. Bakan mener at denne praksis skyldes at aktieselskaber, kun har begrænset juridisk ansvar overfor de eventuelle skader de forvolder på miljø og personer. Eller rettere virksomhedens aktionærer, har ikke mere juridisk ansvar end deres oprindelige økonomiske indskud. Deraf det lille Ldt., der ofte efterfølger mange firmanavne og som netop betyder limited responsibility – begrænset ansvar. Aktieselskabers psykopatiske mangel på anger skyldes, at de, som den britiske premierminister Edward Thurlow bemærkede i 1800-tallet, netop ikke har en ”sjæl der kan forbandes eller en krop der kan prygles.” At straffe en virksomhed er uden reelle konsekvenser. Psykopater mangler nemlig empati i fortif, nutid og fremtid. Virksomhedens sociale ansvarlighed = hyklerisk pynteri Men kan virksomheden ikke betale samfundet tilbage gennem velgørende arbejde, børnefonde, grønne regnskaber og andre sociale initiativer? Er Corporate Social Responsibility, som vi kender det fra The Body Shop, IBM og Novo, ikke et muligt kompromis mellem virksomhedens grådighed og ansvar? Bakan er skeptisk. Amerikanske aktieselskaber er juridisk forpligtet til at generere så meget overskud til dets aktionærer som muligt, også selvom det betyder eksternalisering af udgifter (læs: miljøbelastning). For Bakan er det netop dette lovfæstede princip, der umuliggør selve ideen om den socialt ansvarlige virksomhed. Og på dette punkt bakkes han op af liberalismens koryfæ, nobelprismodtageren Milton Friedman, der i bogen fastslår at ”social ansvarlighed” som ledelsesprincip er decideret amoralsk. Som Friedman siger, så giver det at bede en virksomhed om at være socialt ansvarlig ikke mere mening end at bede en bygning om at være det. For Milton Friedman har virksomheden kun ét socialt ansvar, og der er at tjene så mange penge til dens aktionærer som muligt. Og virksomhedens sociale ansvar (CSR) kan, for Friedman kun tolereres, som middel i virksomhedens profitmaksimering, aldrig som princip eller mål i sig selv. Virksomheder er sat i verden for at tjene penge – ikke for at lege Mother Teresa. Aktieselskabsloven, paragraf 1: tjen flere penge I 1916 lærte Henry Ford, grundlægger af Ford Motor Company, denne lektie på den hårde måde. Ford havde tjent enorme summer på sin Model T, og mente at hans firma skulle være andet end en profitmaskine. Hvert år belønnede han således forbrugerne med kraftige prisreduktioner på den populære Model T (fra 900$ til 440$ i 1916). Ford troede naturligvis på profit – blot ikke på urimelig profit. Problemet var bare, at Ford havde startet firmaet blandt andet ved hjælp af penge han havde fået af brødrene Dodge, der var blandt selskabets største aktionærer. De var til gengæld stærkt utilfredse med at Ford rendte rundt og opførte sig som filantropisk kapitalist med deres profit. Så utilfredse, at de slæbte Ford i retten, hvor dommeren i sin domsafsigelse fastslog, at ”en forretningsvirksomhed er organiseret primært for at skabe overskud til sine aktionærer.” Resultatet af kendelsen i Dodge v. Ford er principiel. Virksomhedsdirektører og bestyrelser, har en juridisk forpligtelse til at sætte aktionærernes interesser over alle andre interesser og hensyn. Goodbye Novo – den utopiske drøm om virksomhedens selvregulering Det er umiddelbart nærliggende at se ”The Corporation” som en del af det seneste årtis anti-globaliseringsbevægelse med de tilhørende bibler som Naomi Kleins ”No Logo” og Negri og Hardts neomarxistiske ”Empire”. Men bag den noget skingre påstand om at det transnationale firma i sin struktur er psykopatisk, gemmer sig en mere seriøs og afdæmpet kapitalismekritik. Trods den hårde medfart mange af bogens ”skurkeforetagender” som Pfizer, Enron, BP og General Motors får, har Bakan dybest set ikke noget imod, at virksomheder efterstræber profit. De skal blot opføre sig lige så anstændigt, som var de vitterligt fysiske personer med dertilhørende moral, og ikke kun juridiske ditto. Og eftersom transnationale selskaber gang på gang svigter denne forpligtelse, så er en statslig regulering af virksomhedens aktiviteter ifølge Bakan nødvendig. Aktieselskaber skal begynde at internalisere (dvs. betale) for de udgifter som de ellers ville eksternalisere til omgivelserne, herunder miljø og lokalsamfund. Socialisme for de rige - kapitalisme for de fattige I sin insisteren på netop statslig regulering ligger Bakan relativt langt fra den ”Battle of Seattle”-strategi som antiglobalister som bl.a. Naomi Klein og The Body Shops tidligere direktør Anita Roddick repræsenterer: En strategi, hvor man som privatperson angriber et firma direkte – enten rent fysisk mod dets butikker eller gennem forbrugerboykot. Bakan konstaterer elegant, at netop frakoblingen af statslig regulering faktisk er i de transnationale selskabers interesse. Troen på at aktivisme og NGO’er alene kan erstatte statslig regulering er, som han skriver, ”en farlig misforståelse”. Og han fortsætter: ”i dette scenario får virksomhederne statens magt og ressourcer, mens borgerne står tilbage med NGO’er og markedets usynlige hånd – det er socialisme for de rige og kapitalisme for de fattige,” som han tørt bemærker i bogens sidste kapitel. Anti-corporate Conni Med ”The Corporation” har den mere besindige og ikke-aktivistiske antiglobalist således fået sin bibel. Bogen appellerer meget mere til dele af Det Radikale Venstre samt den krypto-radikale Conni Hedegaard end til de autonome og ATTAC. ”The Corporation” er på sin side herligt perfid i sin fremstilling af de store virksomheders svinestreger, men samtidig pragmatisk insisterende på at netop lovgive og regulere sig ud af de problemer, som visse virksomheder uden skrupler påfører verden i deres jagt efter profit til aktionærerne. Det havde været interessant, hvis bogen mere indgående havde forsøgt at svare på, hvorfor virksomhederne fået så stor kulturel magt i det 21. århundrede, at vi nærmest stiltiende må se til, mens vores børn bliver levendegjorte reklamesøjler for Nokia og Coca-Cola, og virksomhederne stødt og roligt er ved at tage monopol på selve kulturen. Trods denne mangel skal Bakans bog roses for en forfriskende og grundig tilgang til globalisering og dens hovedperson i tiden frem. Med unlimited responsibility for dit liv for evigt. Med Bakan er der derfor kun at sige tillykke til verdens rigeste, mest magtfulde og kyniske person. Tillykke hr. Psykopat A/S. Kilder:: Mark Achbar,Jennifer Abbott, Joel Bakan: Dokumentar programmet: The Corporation, www.thecorporation.tv Joel Bakan: The Corporation: The Pathological Pursuit of Profit and Power, Free Press, 2004. Lars-Olof Tunbrå: Psykopatiske chefer. Birmar Forlag, 2004. Inside the Mind of the Leader, temanummer, Harvard Business Review. Januar 2004.