Det var aldrig meningen, at stykket i gammeldags forstand skulle opføres. Kunstværket er fuldbragt og består af skandalen, debatten, ophidselsen, de hårde ord og det uforsonlige fjendskab. Det er godt gået af Det Kongelige Teater. I et hug lægger det sig foran alle sine konkurrenter når det gælder dristighed og visionært udsyn.

Og hvad er det så, vi kan lære af Projekt Ofelia? I mine øjne ikke så lidt. Projektet handler om tabuer i netværksamfundets kultur, og det handler ikke mindst om krisen for den modernistiske kunst.

Det hedder sig ofte, at man i vore dage kan diskutere alt. Men her viser Projekt Ofelia genialt, at det overhovedet ikke er tilfældet. Man kan ikke længere diskutere begrebet "forskel". Derfor kan man heller ikke længere diskutere et af de centrale forhold, der ligger til grund for menneskets religiøse længsler: den jernhårde og ubøjelige nødvendighed.

Det sublime greb i Projekt Ofelia er at sætte et menneske, der ikke i nogen meningsfuld betydning af udtrykket "at spille Ofelia" kan gøre dette, til at gøre det alligevel. Ved denne simple manøvre udstilles det, at forestillingen om biologi i dag er lukket ude af den dannede samtale.

Forestillingen om biologiske forskelle vækker et kolossalt ubehag i vores kultur, fordi den minder om nylige, historiske epoker, hvor man accepterede begreber som racehygiejne og apartheid. Og den vækker ubehag, fordi den påminder os om, at absolut lighed - som er en af vort samfunds gældende doktriner - er en umulighed. Af den simple grund, at mennesker er forskellige.

Det moderne samfund gør lige så meget for at sløre forestillingen om uovervindelig, biologisk forskel, som det victorianske samfund gjorde for at tilsløre seksualiteten. Når der er forskel på karaktererne i skolen, er det forbudt at antyde, at nogle er klogere end andre. Når sorte løbere og hvide svømmere udraderer alle andre, er det forbudt blot som hypotese at antyde, at deres grundlæggende, fysiologiske konstitution kunne spille en rolle. Når bøsser og lesbiske vil have børn, er det strengt forbudt at hviske, at så længe vi ikke kan skyde knopper, er der en uovervindelig sammenhæng mellem børn og biologi. Vi lever i et samfund, der skræmt af bitre, historiske erfaringer og tidens politiske strømninger ikke længere vil forestillingen om biologi. Projekt Ofelia udstiller alt dette - og går samtidig videre. Det sker ved at spille helt suverænt på de problemer og begrænsninger, der ligger i den (om man så må sige) klassiske, modernistiske kunst.
I løbet af det 20. århundrede gik modernismen sin sejrsgang inden for stort set alle kunstarter. Eller sådan lyder den officielle redegørelse i det mindste.

Modernismen er det største brud i kunsten siden renæssancen. Og hvor renæssancen populært sagt betød, at mennesket kom i centrum for kunsten, betød modernismen – sagt lige så populært - at det blev jaget ud. I løbet af nogle få årtier i begyndelsen af det 20. århundrede blev perspektivet smidt ud af malerkunsten; menneskekroppen blev smidt ud af billedhuggerkunsten; historien blev smidt ud af romanerne; det sammenhængende, fremstillende og meddelende sprog blev smidt ud af poesien, melodi og harmoni blev smidt ud af musikken, og endelig blev dramaet og sjælens renselse verfet ud af teaterkunsten.

Modernismen var en knusende sejr for kunstens selvstændighed – men samtidig også et stort nederlag. Sagen er, at da kunsten forlod mennesket, forlod mennesket samtidig kunsten. For det altovervejende flertal af befolkningen er den modernistiske kunst ganske ligegyldig. Ikke sådan at forstå, at man er vred på modernismen – man opfatter den bare som aldeles uinteressant. Hvem gider have klatmalerier hængende, hvis det ikke er for at markere status? Hvem gider have store klumper bronce stående i haven? Hvem gider læse en pointeløs roman på 1000 sider? Hvem gider læse psykotiske ordfragmenter? Hvem gider høre musik, der lyder ad helvede til? Og hvem gider se på totalt stillestående teater? Det statistisk korrekte, og for moralske og æstetiske overvejelser blottede svar, er: stort set ingen. Den kunst, der bevæger folket, er enten før-modernistisk som Hollywood-filmen, rockmusikken og den folkelige roman af Hanne-Vibeke-Holst-typen. Eller den er efter-modernistisk som Bjørn Nørgaards.

Det geniale ved Projekt Ofelia er, at det tager modernismens impotens til sig – men udnytter den som en styrke. I virkeligheden kan man kun sætte en person, der ikke kan spille skuespil, til at optræde på et teater, fordi hele projektet er inderlig ligegyldigt. Det ved Stefan Bachmann godt, for han ville aldrig lade sig operere af en spastisk kirurg (uanset hvor god og værdig hun eller han er som menneske) eller lade sig fremstille i retten for en dement dommer (igen: uanset hvor god og værdig hun eller han er som menneske). Og hvorfor? Fordi det faktisk gør en forskel, om en kirurg fysisk er udrustet med evnen til at styre en skalpel eller en dommer med evnen til at forholde sig til en lovtekst og en sagsfremstilling. Beviset på det modernistiske teaters ligegyldighed leveres derfor med krydsermissilagtig træfsikkerhed af Bachmann i Projekt Ofelia: det spiller ingen rolle, hvem der står på scenen og hvad der foregår.
Det er på høje tid, de egentligt involverede i Projekt Ofelia giver sig til kende. Projektet er genialt – og vi er en del, der gerne vil have lov til at klappe.