Professionaliseret taleskrivning
Yes Minister

Skrevet af
Kan man leve af at skrive ministertaler? Ja. Mød her to, der gør det. De skriver – og deltager i seriøs ministerbranding af Lykke Friis og Charlotte Sahl-Madsen. De to ministre har nemlig efter amerikansk model professionaliseret taleskrivningen med folk, der er dedikeret til netop den opgave. Kom med ned i ministertalernes maskinrum, få tre gode råd om taleskrivning og se, hvordan man formulerer en indledning, som skaber ørenlyd.
Lykke Friis
Sahl
Skriv ikke noget, jeg ikke selv kunne have sagt... Øverst klima- og energiminister Lykke Friis (tv.) med sin taleskriver, Katja Dahlberg. Nederst videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen med sin taleskriver, Jesper Langergaard
 
Gennem de sidste 10 år er den politiske kommunikation blevet professionaliseret. Partierne laver analyser og flytter deres politik derhen, hvor vælgerne er. Ministrene får daglig sparring af særlige rådgivere. Og de fleste politikere har efterhånden lært at håndtere et live-interview.
 
Men mens store dele af det politiske apparat har oplevet en kommunikationsmæssig oprustning, er taleskrivningen haltet bagefter i mange ministerier. I de senere år har vi imidlertid set en række ministre, som ikke er tilfredse med at være udstyret med et støvet notat, de kan læse op.
 
Lykke Friis og Charlotte Sahl-Madsen er eksempler på ministre, der er blevet headhuntet fra områder uden for centraladministrationen. Måske netop derfor stiller de meget store krav til ministerbetjeningen, og derfor har de valgt at gøre op med den klassiske måde at organisere taleskrivningen på.
 
"I mit tidligere job brugte jeg meget tid på mine taler. Det har jeg ganske enkelt ikke tid til nu, hvor jeg som minister er underlagt et stort arbejdspres. Derfor er det vigtigt med det sikkerhedsnet, som et godt talepapir er. Et sikkerhedsnet, der passer til mig som person og til den situation, jeg skal tale i,” siger klima- og energiminister Lykke Friis.
 
Ministrene har et personligt brand, de skal varetage, og deres politiske profil er båret oppe af, hvordan de formår at kommunikere. Det ændrer den moderne taleskrivers rolle og stiller krav om stærkere kommunikationskompetencer.
 
Anders Fogh Rasmussen, NATO
Måske er det ikke en tilfældighed, at disse personer efter deres politiske karriere i Danmark begge har fået en international karriere. Anders Fogh Rasmussen og Connie Hedegaard var nogle af de første til at professionalisere arbejdet med taleskrivning
 
Den klassiske model svigter på retorisk integritet
I Danmark er taleskrivning mange steder decentralt organiseret. Fagmedarbejderne i de enkelte kontorer eller styrelser er ansvarlige for at levere indholdet, som efterfølgende bliver bearbejdet op gennem systemet af kontor- og afdelingschefer og endelig af departementschefen, ministeren eller særlige rådgivere.
 
Ofte bliver talerne i den proces hakket i stykker af forsigtige chefer, der vil tage forbehold eller på anden måde udvande budskabet. Dette godkendelsessystems raison d'être er at sikre fagligheden, men det er en stor svaghed, hvis der ikke er en centralt placeret person, der tager ansvar for det kommunikationsmæssige. Samtidig indebærer de mange bidragydere en risiko for, at talen bliver et miskmask af brudstykker uden en klar stemme.
 
Svend Auken havde ikke meget til overs for den klassisk-ministerielle måde at arbejde med taleskrivning på
 
Ulempen ved den decentrale organisering er, at de faglige medarbejdere ikke opbygger særlige kompetencer gennem den sporadiske taleskrivning, og at de ikke er tæt nok på ministeren til at lære den pågældendes sproglige stil, tone, humor og særlige præferencer at kende.
 
I f.eks. Beskæftigelsesministeriet har man taget skridtet halvt og centraliseret taleskriverfunktionen, således at en række medarbejdere bruger en del af deres tid på taler og resten på f.eks. pressearbejde. Klima- og energiminister Lykke Friis' taleskriver, Katja Dahlberg (K-profil), er dog ikke i tvivl om, at det kan betale sig at have medarbejdere, der er 100 procent dedikerede til taleskrivning.
 
”Man kan godt have fem dygtige kommunikationsmedarbejdere, som skriver godt, men det er en stor styrke at have én person, der er tæt på ministeren, og som er bindeled til de faglige medarbejdere – en person der kender ministerens sprogbrug og præferencer,” siger hun.
 
For videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen giver det tryghed at have opbygget fortrolighed med taleskriverne.
 
"De skal måske ikke ligefrem være tankelæsere, men det er klart en fordel, at de kender mig og ved, hvad jeg synes fungerer i en tale. I sidste ende skal ordene komme ud af min mund, så jeg skal både kunne stå inde for indholdet og formen af talen," siger hun og bakkes op af Charlotte Sahl-Madsens taleskriver, Jesper Langergaard, der understreger betydningen af, at man som taleskriver også tager sig tid til at overvære, når talerne skal holdes.
 
”Det er vigtigt at komme med ministeren ud for at høre talerne. Det er der, man finder ud af, hvad der virker,” siger han.
 
Centralisering betyder bedre sproglige billeder
Den kommunikationsmæssige oprustning skal gå hånd i hånd med en dialog med de relevante medarbejdere ude i kontorerne, for fagligheden skal stadig være i orden. Men med fuldtidstaleskriverne har Videnskabsministeriet og Klima- og Energiministeriet centraliseret ansvaret for især den første og den sidste del af processen.
 
Lene Espersen
Inden i Lene Espersen sidder en maskulin stemme, taleskriver Michael Bremerskov Jensen, som også  var taleskriver, da Per Stig Møller var udenrigsminister. Og mens vi er i gang med namedroppingen: I Økonomi- og Erhvervsministeriet bliver Brian Mikkelsens taler skrevet af Søren Møller Nielsen
 
”Jeg plejer at sige, at vi har slået det faglige taleudkast ihjel,” siger Katja Dahlberg og forklarer, at det tidligere var en meget omstændelig proces. Først blev der bestilt en tale om f.eks. grøn vækst eller åbning af en havvindmøllepark. Så lavede fagkontoret en synops, der gik op til ministeren, som kommenterede, og derefter gik den tilbage til fagkontoret, som lavede et første taleudkast, som først derefter gik videre til taleskriveren, som så kunne starte forfra.
 
”Processen er blevet mere strømlinet, men der er stadig mange trin. For det skal jo ikke bare lyde godt. Pointen er dog, at nu kan fagmedarbejderne i højere grad bruge krudtet på det, de er gode til, i stedet for at bruge en masse tid på at skulle finde på billeder og vendinger, som alligevel ender med at blive kasseret, fordi de ikke passer til ministeren,” siger hun.
 
Proaktive ministre
I stedet for blot at vente på et udkast fra det faglige kontor, som mange ministre har gjort gennem årene, er Sahl-Madsen og Friis proaktive og sender løbende sms'er og mails med gode ideer til deres taleskrivere.
 
”Charlotte Sahl-Madsener meget engageret, og det er sjældent, vi er helt på bar bund. På de større taler har vi diskuteret budskaberne igennem, inden vi laver det første udkast. På nogle af de mindre taler sker det, at vi selv kommer med et udkast, men som regel har vi noget at gå efter,” siger Jesper Langergaard.
 
”Det er vigtigt med en dygtig taleskriver, der kender min sprogtone og ved, hvilke billeder og anekdoter, der passer til mig. Jeg må dog indrømme, at det stadig hænder, at jeg ikke helt kan holde mig fra selv at kaste mig over tasterne," siger Lykke Friis.
 
A-, B- og C-taler
Begge taleskrivere afholder ugentlige møder med deres minister for at være på forkant med de taler, der kommer.
 
”Vi har et system med A-, B- og C-taler. På A-talerne deltager kontorchefen på talemødet med ministeren, så han kan sikre, at de nødvendige oplysninger bliver indhentet på området. For at det skal svinge sprogligt og være fagligt i orden går vi i gang med at tale med ministeren om, hvad hun gerne vil og indhente fakta mere end en måned i forvejen,” siger Katja Dahlberg.
 
Også i Videnskabsministeriet mødes Jesper Langergaard med sin minister hver uge. Han er suppleret af to kollegaer, der bruger en mindre del af deres tid på taler, og som også deltager på møderne, når det er nødvendigt.
 
”Hver tirsdag har vi et møde med ministeren, og fredagen før har vi altid sendt hende en række udkast. På mødet samler vi op på de taler, hun holdt ugen før og får feedback. Derefter fokuserer vi på de taler, der skal holdes i den pågældende uge. Og så ser vi frem mod de taler, der kommer – gerne to-tre uger frem mod de lidt større taler,” forklarer han.
 
Organisatorisk backup
Det dynamiske samarbejde bliver suppleret af stærke signaler til organisationerne. Fx har Lykke Friis og departementschefen i Klima- og Energiministeriet, Thomas Egebo, valgt at lade Katja Dahlberg deltage løbende på chefmøderne med kontor- og afdelingschefer, fordi det skal stå klart for alle de faglige chefer, at ministeren prioriterer taleskrivningen meget højt.
 
Man kunne forestille sig, at en sådan omlægning i et hierarkisk system kunne skabe modstand, men sådan har det ikke været understreger Jesper Langergaard.
 
”Jeg frygtede lidt, at der ville komme en surhed ude i styrelserne fordi de mistede en arbejdsopgave, men sådan har det ikke været. Vi er jo også nødt til hele tiden at være i dialog med styrelserne for at sikre det faglige. Nogle taler er meget tekniske, og hvis der f.eks. kommer noget nyt om universitetsloven, har vi brug for at have dem med,” siger han og fortsætter.
 
Med det nye setup skal fagmedarbejderne kun tage stilling til, hvilke budskaber, ministeren skal have ud over rampen set fra et faglig synspunkt.
 
”Ud fra det faglige input laver jeg en en disposition til ministeren. Ministeren kan derefter byde ind med personlige anekdoter, billeder, historier osv. Når vi har haft den snak, laver jeg taleudkastet,” siger Katja Dahlberg og påpeger, at hele kunsten er, at taleskriveren og de mange andre embedsmænd får lavet et fælles produkt, der lyder som om, det kommer fra ministeren selv.
 
Effektiv håndtering af taleskrivningsprocessen er et spørgsmål om manpower, og med den centrale taleskriver har ministeren fået en medarbejder, der kan påtage sig opgaven med at styre processen.
 
Taleskrivernes tre gode råd
Jesper Langergaard:
Udover et dynamisk samarbejde med ministeren, så er der en række ting, som er afgørende for, at en tale fungerer:
  1. Der skal være et godt samarbejde med medarbejderne i styrelserne, så det faglige er sikret
  2. Man skal gennemtænke selve talesituationen - hvem er tilhørerne, hvad er deres interesser, og hvad skal de bruge budskabet til
  3. Det er det optimalt, hvis der er et - og kun et - klart budskab i talen.
Katja Dahlberg:
”Taleskrivningsprocessen er ligesom et tandhjul. Lykke Friis bliver inviteret til mange ting, og derfor skal det fungere, hvilket kræver en meget stram processtyring. For uanset hvornår talen er kommet i kalenderen, skal ministeren have tid til at sætte sig ind i talen, inden den skal holdes. Man skal mestre de tre P'er:
  1. processtyring
  2. politisk tæft
  3. den skarpe pen.
Charlotte Sahl-Madsens stil
Charlotte Sahl-Madsen er meget opmærksom på, at hun er minister for videnskab, teknologi og udvikling. Hun taler ofte på universiteter og forskningsinstitutioner, og derfor vil hun gerne ramme en balance mellem at sige noget klogt og samtidig ikke tale ned til sine tilhørere. Men det skal ikke bare være et eller andet citat af Einstein. Det skal have kant, og det må gerne være overraskende.
 
Hun nærer en særlig kærlighed til indledningen og er modstander af lange, formelle høflighedsfraser og vendinger som ”Tak fordi jeg måtte komme”. Så vil hun meget hellere gå lige på eller fange publikum fra start med fx en anekdote, noget tankevækkende fakta eller et stærkt billede, så hun meget hurtigt introducerer budskabet i talen.
 
Her er et eksempel på en finurlig og ganske vellykket indledning fra en tale ved et seminar arrangeret af PA Consulting den 8. december 2010:
 
Venedig synker! Byen med Markuspladsen, Rialtobroen og 600 år gamle majestætiske palæer er bygget på træpæle, der langsomt er ved at rådne væk.
I årtier har man søgt efter mulige løsninger. Nu er en engelsk læge og arkitekt, Rachel Armstrong, kommet med en idé.
 
Løsningen er biologi frem for mekanik. Eller måske mere præcist, levende teknologi. Grundtanken med levende teknologi er at konstruere celler, der forbedrer de processer, der foregår naturligt omkring os og få dem til at fungere som en slags organiske robotter.
 
Rachel Armstrongs idé er at designe celler, der ikke kan lide lys og udsætte dem i Venedigs kanaler. På grund af cellernes ubehag ved lys, vil de søge ind
under husene, hvor det er mørkt. Her vil de sætte sig fast og begynde deres proces med at forstærke og gendanne de rådne træpæle. Således kan Venedigs overlevelse måske sikres af kunstigt skabte primitive organismer.
 
Muligvis er Armstrongs idé mere science fiction end science. Muligvis er det mere vision end virkelighed. Min pointe er, at forskning og innovation giver nye løsningsmuligheder. Forskning og innovation kan gøre forskellen. Og det er der behov for.
 
For som Venedig er resten af Europa også i fare for at synke. Synke fra en position som overlegne markedsøkonomier til et niveau på det jævne. Et niveau, hvor udfordringen fra Asien og andre økonomier i den grad kan mærkes.
 
Lykke Friis' stil
I Klima- og Energiministeriet lægger Lykke Friis stor vægt på, at talen er tænkt ind i den mundtlige situation. Derfor hører det til Katja Dahlbergs arbejdsopgaver at formidle til kontorerne, om ministeren skal holde en tale på Yale, deltage i en rundbordssamtale med 30 virksomhedsledere, eller åbne en havvindmøllepark.
 
”Det er min opgave at have fokus på fremførelsen, og det vil blandt andet sige, at jeg skal hjælpe fagkontoret med at forstå de forskellige situationer, så de hele tiden kan levere det bedst mulige input,” siger Katja Dahlberg.
 
Lykke Friis tænker internationalt, og derfor kan hun godt lide at bruge et element af storpolitisk storytelling i sine taler. Derudover er hun meget faktaorienteret. Og endelig lægger hun ligesom videnskabsministeren vægt på at indledningen, og helst også slutningen, skal være god.
 
Lykke Friis
På Lykke Friis' videoblog kan man i et klip fra 8. marts 2010 høre hende fortælle om Jimmy Carters satsning på grøn energi
 
Her er et eksempel på en international anekdote, der fungerer som indledning i en tale til Energipolitisk åbningskonference arrangeret af Foreningen Danske Kraftvarmeværker den 6. oktober 2010:
 
For over 30 år siden besluttede Jimmy Carter, at USA skulle satse stærkt på grøn energi. Og med brug af klassisk show and tell fik præsidenten sat store solpaneler op på Det hvide Hus.
 
Til indvielsen sagde han: ”En generation fra nu vil denne solvarmer enten være en kuriositet, et museumsstykke, et eksempel på vejen vi ikke valgte, eller den kan være bare en lille del af en af det største og mest spændende eventyr, som det amerikanske folk nogensinde har begivet sig ud på”
 
Og lige præcis dér gik Jimmy Carter fra peanut-farmen i Georgia fra at være Jimmy Who til at være en af de mest visionære amerikanske præsidenter i nyere tid.
 
Men ak, Jimmy Carter var bedre til kigge i krystalkuglen end til at sælge billetter, og Reagan havde dårligt fået sat sig i det ovale værelse, før solpanelerne blev hevet ned. Og kort efter pillede han også energiministeriet ned med ordene: ”Energiministeriet har et multimilliard stort budget og […] endnu har det hverken produceret en dråbe olie eller et stykke kul eller nogen andre former for energi”.
 
Og så var dén satsning på grøn energi for alvor lagt i graven.
 
 
 
 

Relaterede artikler

Sig det simpelt - Folk er skideligeglade med taler. Erkend det, så bliver du en bedre taleskriver. Efterlad dit ego i døren, lyder et ande...

Giv din stemme

6 stemmer
3,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

57 JOB

Digital kommunikationsrådgiver

Se alle job Indryk job

Job

Social Media Manager

Frist: 16. december

Kommunikationskonsulent

Frist: 7. december

Marketing Automation Manager

Frist: 16. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.