Putins nyttige idioter?

Den kolde krigs påvirkningsagenter er gået online. Men hvem er de, og hvorfor gør de det? Er de sandhedssøgende, frie fugle, der vil udfordre de traditionelle medier? Har de solgt sig til den mørke side for penge? Eller tror de virkelig på det, de skriver?
Alina Lipp er en tysk-russisk pro-Putin Influencer. Her ses hun ved et grafittimaleri af det rusiske statsoverhoved. Billede: Instagram
Alina Lipp er en tysk-russisk pro-Putin Influencer. Her ses hun ved et grafittimaleri af det rusiske statsoverhoved. Billede: Instagram
Under Den kolde krig var det et velkendt fænomen. Påvirkningsagenterne, der af særligt ideologiske årsager – nogle gange hjulpet af økonomiske interesser – viderebragte pro-sovjetiske budskaber i Vesten. Ofte gjaldt det personer i funktioner, hvor de qua deres berøringsflade potentielt kunne påvirke en holdning til et emne eller en dagsorden, f.eks. Nato. 
 
De påvirkningsmetoder, der blev anvendt under Den kolde krig, anvendes stadig i dag. Platformen er bare for en stor dels vedkommende blevet digital. Det betyder dog ikke, at den er afgrænset dertil, men det er det, der er fokus i denne artikel. 
 
Fænomenet har fået aktuel opmærksomhed i forbindelse med DR’s indslag med og artikel om den tyske influencer Alina Lipp, der har en følgerskare på omkring 200.000.1 29-årige Lipp, der ifølge eget udsagn har en tysk mor og en russisk far, flyttede angiveligt til Krim i 2018 sammen med sin far. Før flytningen læste hun økologi på universitet og var aktiv i det tyske parti De Grønne. Senere har hun boet et år i Donbas. 
 
 
 
I indslaget i DR Søndag2 lyder det, at EU’s bandlysning af bl.a. RT og Sputnik i Europa efter den russiske invasion har efterladt et hul til stemmer som Alina Lipps. Sandheden er, at de har været der hele tiden. Det er ikke nyt, at det er den “uafhængige reporter”, der rapporterer fra det østlige Ukraine. Det har vi set siden 2014. Den selvudnævnte “krigskorrespondent” træder blot ind i rækken. Fælles for dem er, at de alle påstår, at de fortæller sandheden, som vestlige medier ikke dækker. Det pudsige er, at de på påfaldende enslydende vis ekkoer de samme pro-kremlske budskaber. For Alina Lipp gælder det således også, at hun genfortæller det russiske narrativ om nynazister i Ukraine. ”Det er virkelig sandt. Det er ikke russerne, der er de onde. Sagt helt firkantet er russerne i gang med at fratage nazisterne deres våben,” siger hun i et klip fra en af sine videoer, som DR Søndag viser. 
 
De prorussiske influencere er ikke alene et tysk fænomen, men de har en vis lydhørhed i Tyskland: Ifølge en ny undersøgelse3 viser resultatet, at omkring 40 pct. af tyskere mener, at krigen i Ukraine helt eller delvis skyldes NATO. Et tal, der er steget voldsomt siden begyndelsen af krigen. Skyldes det så alene influencere som Alina Lipp? Næppe. Hun taler ind i holdninger, der allerede eksisterer, og hun taler til segmenter, der allerede har slukket for tv og orienteret sig i den retning, hun repræsenterer. Men det betyder ikke, at hun ikke kan flytte noget over tid – sammen med mange andre stemmer, der arbejder for samme dagsorden, både online og fysisk.  
 
Tilsvarende bragte Reuters for nylig en velresearchet artikel om andre prorussiske stemmer i Tyskland4, hvoraf flere ikke bare har relationer til Rusland, men også f.eks. har været i det russiske forsvar, men nu tilfældigvis bor i Tyskland og taler Ruslands sag.  
 
 
 
 
 
Det vigtige ved disse historier er ikke nødvendigvis den eller de omtalte personer. Det er at forstå dette fænomen som en del af russisk modus operandi. Formålet med de prorussiske påvirkningsagenter er ikke at tilbyde et nuanceret syn på krigen i Ukraine, på energipriser eller vacciner. Deres opgave er at tjene Kreml. Det kan de gøre som “Putins nyttige idioter”, det vil sige af egen fri vilje og for egen lomme, fordi de sympatiserer med Rusland, eller de kan gøre det for penge, som nu engang er det, influencere lever af. Under pandemien var der således flere eksempler på forsøg på at få influencere til at understøtte en antivax-dagsorden5. Det samme gør sig gældende under Ruslands krig i Ukraine6. 
 
Anvendelsen af moderne påvirkningsagenter i form af influencere er et middel blandt andre. Det er tilmed nemt og billigt. Dette betyder også, at der er råd til at forsøge sig frem. Hvis en influencer ikke virker, er det lige meget. Der er altid en ny, der er klar til en frokost i Berlin eller en tur til fronten.  
 
 
Videoen viser Alina Lipp der rapporterer sammen med russiske soldater fra ruinerne i den ukrainske region Donbass
 
 
Er Alina Lipp betalt af Rusland? Det aner jeg ikke. Man må dog formode, at hun har en indkomst et sted fra, og at nogle finansierer hendes rejser til krigszonerne. Tror hun på det, hun fortæller? Det har jeg svært ved at tro. Det naive må have grænser. Men jeg kan godt tro på, at hun tror, at hun gør det i en god sags tjeneste. Det vil sige for Rusland. For meget kan man sige om hende, men hun lader ikke, som om hun er objektiv. På Instagram kan man finde billeder af hendes Putin-kalender for 2020-2021 og et andet billede, hvor hun stolt peger på et graffittimaleri af den russiske præsident. På et tredje billede bærer hun en kasket, hvor der på russisk står ”fremmed agent”. Det er jo næsten til at grine ad.  
 
Men der er ingen grund til at grine. Der er til gengæld grund til at tage truslen fra russisk påvirkning seriøs. Alina Lipp er nem at identificere. Der er også russisk påvirkning, der er mere sofistikeret, og hvor affilieringen med Rusland ikke står med lige så store bogstaver. ”Jamen, jeg ville da aldrig falde for det,” tænker du. Og forhåbentlig har du ret, som en velreflekteret Kforum-læser. Men én ting kan ikke gentages ofte nok: Russisk påvirkning handler ikke nødvendigvis om at få dig til at tro, at Rusland har ret. Det er nok, hvis bare du begynder at tvivle på, hvad der er sandt.  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også