Når snakken nu går, så gad jeg godt vide, hvad fatter Jensen på koteletgrunden svarer sin nysgerrige purk. Der hvor jeg voksede op, var svaret på det ungdommelige spørgsmål noget i retning af: ”..Margrethe er jo fantastisk reklame for Danmark, og det er godt for arbejdspladserne og eksporten”. Lidt senere var der en, der supplerede med det alment understøttede synspunkt: ” ..ellers skulle man jo bare have endnu en politiker”. Når dette sidste - og åbenbart uigendrivelige - synspunkt blev fremført, rullede alle rundt om bordet med øjnene, og så drak man dronningens skål.

Monarki og bacon
Jeg lærte altså fra barnsben, at Danmarks styreform var baseret på baconeksport og politikerlede. Et folk får det demokrati det fortjener, og et kræmmerfolk får et kræmmerdemokrati. Men det er der nu ikke det store at gøre ved, så vidt jeg forstår folkestemningen.

Hårdtarbejdende for Danmark
Alligevel er rod i monarkiet, noget landets medier behandler med samme intensitet som et folketingsvalg. Hvad det skyldes, aner jeg ikke. Men når Amalienborg er på dagsordenen, er der også i medierne nogen der, ligesom hjemme i stuerne, får et tvivlende spørgsmål indført. Og så skal demokratiet diskuteres – og forsvares. Sjovt nok forsvares monarkiet ligesom i mit barndomshjem med en opremsning af den royale families utrættelige arbejde for Danmark ude i den store verden.

Skal man forsvare monarkiet overfor dem, der ikke finder fornuft nok i nationalromantikken, så er det bedste – og vel nok eneste – argument kongehusets betydning for dansk økonomi. En skidt præsident kan man jo skaffe sig relativt hurtigt af med, så argumentet med den middelmådige politiker er ikke rigtigt godt.

Eksportkulisse
Sætter man således det danske kongehus ind i den store, eksportøkonomiske kalkule, er det ikke til at afvise, at der faktisk sælges flere Danfoss-pumper, Lego-klodser eller pakker med Lurpak-smør ude i verden. Der skabes vel noget opmærksomhed om landet i de udenlandske medier, når det danske kongehus’ voluminøse hatte og paradeuniformer eksercerer foran kameraerne som kulisse for de udenrigsministerielle eksporttiltag.

Perfekt reklamebudskab
Kongehuset er altså funderet i, at landet Danmark har et public relations behov. Det er helt og aldeles legitimt, og der er ingen tvivl om, at monarkiet lever op til alt hvad man kræver af et reklamebudskab. Et tilpas antikt monarki gør vidundere for et lands brand. Det er altså det rationelle argument bag det ”i virkeligheden ikke særligt dyre monarki” . Fint, - det kan jeg godtage, alle kan jo lide eksport og arbejdspladser, og det er svært at lave god reklame, der slår igennem. Det forstod jeg ikke, da jeg var yngre. Dengang syntes jeg argumenterne lød søgte.

Årets Guldkorn til Margrethe
Det er reklamemæssigt en ren genistreg, at have et monarki. Faktisk er det uforståeligt, at en af reklamebranchens talløse priser ikke er gået til planneren, der udviklede det konstitutionelle monarki. Bare se på det amerikanske glamour-vakuum. Desværre for amerikanerne svækker dette vakuum deres republiks internationale gennemslagskraft. Et problem de kun har været tæt på at løse ved i perioder at dyrke de stilbevidste look-a-like aristokrater fra Kennedy-klanen.

entyrfortælling
Eventyrmonarkiet markedsfører derimod Danmark med alle reklamebranchens dyder. Margrethe leverer en unik fortælling, hun leverer glamour og en pæn portion uopnåelighed. Kongehuset er samtidigt stærkt positioneret. Der er ingen der kan udmanøvrere dronning Margrethes strategiske position som regent, udover hendes knægt selvfølgelig, når den tid kommer. Men så er der jo i virkeligheden tale om overførsel af både autencitet og legitimitet, uden tab af nogle af delene.

Det er udfra en faglig betragtning fremragende.

Evig kampagne
Det er jo et bekosteligt mareridt for en virksomhed, at skulle skifte enten grafisk- eller personlig profil. Så længe Danmark har monarkiet, skal vi ikke bøvle med at få lavet nye logoer, profiler, identiteter eller hvad det nu hedder for tiden. Det danske samfund kan hjælpe med at stimulere verdens glamour-hungrende masser. Logikken er, at folks associationer ved eventyr-konger, dronninger, prinsesser, hofmarskaller og hvad der nu ellers er af tegneserietitler, gerne skulle gøre danske fødevarer og møbler mere interessante.

Problemet Henri
Det ligner en god idé. Så er der bare lige problemet med Henrik. Han har gjort sig utilbens, fordi han siger, han ikke påskønnes i Danmark. Manden har jo ret. Det ved de fleste af os godt. Henrik er et problem for den public relations strategi, Amalienborg-familien gerne skulle være spydspids for.

Prinsgemalen er jo ikke ligefrem nogen Princess Di, der i felten slog et slag for afskaffelsen af landminer, og var folkets kæledægge. Vi har heller ikke set ham arm i arm med Bono i et forsøg på at rejse midler til AIDS-medicin eller eftergivelse af u-landenes gæld. Henrik har sikkert en række velgørende funktioner, som flertallet af befolkningen ikke aner, hvad går ud på. Derudover klipper han et astronomisk antal snore over. Men han sælger ikke varen, ellers ville der ikke være tvivl om hans betydningsfuldhed. Det kunne være, han heller ikke selv ville være i tvivl.

PR-katastrofe
Det vi ved med sikkerhed er, at han bruger en masse kræfter på at lave en komplet udrikkelig vin, og at han ”ikke altid spiser gåselever” med de efterhånden aldrende og korpulente ex-jetsettere, han sejler og ellers nyder livet med. At han senest i et formiddagsblad har fortalt, at han er jaloux på sin egen søn, underbygger kun den almindelige opfattelse af, at her der tale om et menneske af begrænset format. Det er i øvrigt også en public relations-katastrofe, fra en mand der er ansat til netop ikke at lave andet end at reklamere.

Ny prinsgemal søges
Reklamekampagner eller brands bygges op om enkle menneskelige værdier, forbrugeren kan relatere til. Værdier forbrugeren gerne ville finde i sig selv. Henrik passer simpelthen ikke ind i den monarkistiske markedsføringsstrategi. Den forkælede Henrik, der får ”personlige kriser” over hvilken side af kareten han skal sidde i, er simpelthen en problematisk frontfigur. En virksomhed, hvis reklamekampagne fik sin frontfigur kompromiteret, ville blive tvunget til at bytte vedkommende ud, eller lave en anden reklame.

Når monarkiet legitimeres som en reklamekampagne, bør det vel også administreres som en reklamekampagne. Alt andet ville være uprofessionelt. Som de fleste reklamefolk ved, er det vigtigt at holde sit fokus på at få produkterne gjort attraktive. Som man siger blandt tekstforfattere: Kill your darlings. Du skal ikke sælge til dig selv, og ikke forgabe dig i dine egne fortræffeligheder.

Strømlinet kongehus
Fra et public relations-synspunkt ville det således være bedst med en strømlining af Amalienborg. Udover situationen med prinsgemalen, kunne man derefter tage fat på kronprinsen dameforbrug og Margrethes smørerier, hattene kommer man nok ikke til livs. De er en del af myten. Alle PR- og reklamestrategier har en styring, der koordinerer udmeldingerne overfor offentligheden. Gad nok vide, om ikke en kombination af en mediestrateg og en international markedsanalytiker ville optimere den nationaløkonomiske eksportgevinst ved det blå blod, der åbenbart er så efterspurgt.

Det kunne jo også være, at nogen skulle lægge hjernen i blød for at finde nogle bedre argumenter for monarkiet.