Primadonnaer skal plejes

"Der er mange temperamenter i luften, når man filmer. Der kan ske mange uhyggeligheder. Faktisk kan alt ske. Jeg har været med, hvor forfatteren går fra projektet, hvor instruktøren fører holdet, eller hvor holdet fører instruktøren, eller hvor producenten får bank af holdet, eller skuespillerne forlader holdet. Det er også sket, at instruktøren nægter at komme, eller at filmholdet har brændt hotellet ned. Men alligevel kommer alle til premieren." Rumle Hammerich, instruktør

Vi kender dem: Primadonnaerne, de irriterende og selvcentrerede personer, som altid fremhæver sig selv og tror, at de er den akse, som hele verden drejer om. Samtidig er de knalddygtige til det, de laver – og derfor er det så svært at ignorere dem. Det er ofte dem, der sælger budskabet, forestillingen, produktet eller innovationen. De er organisationens ansigter udadtil. Og netop den offentlige rolle gør, at de har en reel funktion – trods det, at de pludselig kan blive barnlige, selvoptagne, krævende og helt ude af proportioner, når det gælder de sociale "færdselsregler" blandt mennesker.

 

Især filmbranchen, medieverdenen og den klassiske musikverden er brancher, der er præget af store egoer, som fører sig frem på offentlighedens scene med os andre som rygklappere og publikum. Men spørger man ledere indenfor disse erhverv, så har primadonnaerne faktisk en overvejende positiv betydning.

 

Stjerner skal dyrkes, og vandbærere skal roses

"Der skal være nogle, der er stjerner, som kan gå i spidsen og påtage sig det ansvar at præsentere dagens nyhedsudbud. Der skal være stjernereportere, som bare er dygtigere end alle andre, som er rollemodeller for den bedste og mest ambitiøse journalistik som fx at lave kulegravende historier," siger chefredaktør Lisbeth Knudsen. Hun pointerer, at det er godt, at der er nogle, som bliver feteret mere end andre.

 

"Vi søger alle at se op til nogle dygtige rollemodeller. Jeg tror, det er vigtigt for ledelsen at turde dyrke og fremelske stjernerne, samtidig med at nogle af dem, der er på vej, stjerner in spe, skal have lov til at vokse. Det er nødvendigt, at nogle går i spidsen og er rollemodeller og inspirerer andre til at rykke sig til en anden dimension, som de ellers ikke havde regnet med, de kunne, eller havde selvtillid nok til," siger Lisbeth Knudsen.

 

Spørgsmålet er, hvordan man skaber balance mellem at få det bedste ud af primadonnaerne og samtidig holde deres selvoptagethed og nykker nede, så de ikke ødelægger samarbejdet og forholdet mellem de andre medarbejdere.

 

Hvis egomanien bliver for udtalt, er Lisbeth Knudsen straks villig til at sætte jordforbindelse på divaernes og stjernernes forvoksede egoer.

 

"Hvis tv-journalister ikke har en bevidsthed om, at de kun sidder i den rude og gør det godt i kraft af, at der er nogle andre, der har lavet et arbejde bagved – at de ikke alene kan skabe succesen – hvis de mister jordforbindelsen og påtager sig den rolle, at det kun er dem selv, der kan løfte det og er årsag til succesen, så er man nødt til at sige til dem: Hør lige her, du er vist på gal kurs. Kom lige ned på jorden. Du er dygtig, men du er også en del af et uundværligt team," påpeger Lisbeth Knudsen.

 

For vandbærerne har tillige en vigtig funktion på arbejdspladsen. Uden dem ville der ikke være noget show. Så man skal bemærke deres eksistens og indsats, selvom primadonnaerne stråler meget stærkere i kraft af deres position.

 

"Det er meget vigtigt i en samlet redaktion at være opmærksom på vandbærerne. Når der gives ros for et eller andet, er det vigtigt, at man ikke kun giver studieværten eller redaktøren ros. Men fra toppen af ledelsen skal man kunne se, at der faktisk kan være en person, som ikke gør så meget væsen af sig, men som har fået folk til at være på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter," tilføjer Lisbeth Knudsen.

 

Man skal fortælle primadonnaerne, at man elsker dem

I Danmark har vi ellers en stærk kultur omkring det, at alle er lige meget værd, og at alle skal bidrage lige meget. Hvad gør man så i organisationer, hvor der tydeligvis er stjerner og vandbærere, og hvor de skal arbejde sammen og respektere hinanden? Filminstruktøren Rumle Hammerich påpeger, at usikkerheden ligger på lur bag primadonnaernes facade. Man skal derfor både støtte og udfordre primadonnaerne, for de har nogle talenter, som er unikke, mener han.

 

"Divaerne er som regel usikre mennesker. Deres forfængelighed er netop et udtryk for den usikkerhed. De har publikums bevågenhed, så de er på vej til at blive de produkter, de skaber, og til at få status af overmennesker. De får ofte en følelse af, at det eneste, andre mennesker interesserer sig for, er deres næste succes. Så der er et stort pres på dem. Hvis fx en golfstjerne har lavet et forkert hug, så går pressen amok over, at han er gået i krise. Hvor sjovt er det? Så med divaerne er det vigtigst, at man gør dem trygge og konstant fortæller dem, at man vil have dem," siger filminstruktør Rumle Hammerich, som ikke har noget imod at give primadonnaerne særbehandling, for det gavner i sidste ende resultatet. Fx gælder det om, at instruktøren eller lederen skruer op for charmen og forklarer talentet, at han eller hun er uundværlig:

 

"Da vi skulle lave Riget II, hvor Zentropa skulle stå for at lave alle kontrakterne med skuespillerne, kom de og sagde, at Ernst Hugo Järegård ikke ville være med. Det var et problem, for han var hovedpersonen. Men han syntes, at alle var nogle idioter. Han fik for lidt i løn, og han kunne tjene meget mere ved at stå og synge i folkeparkerne. Så sagde jeg, at jeg ville prøve at snakke ham til rette.

Jeg ringede så til ham og sagde: ‘Ernst Hugo, hvad er det, jeg hører! Kvinderne græder på gangen. Du er jo hjertet i den serie. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal gå glip af et nationalt klenodie, der vil ændre den danske folkesjæl.’

 

Jo, jeg fedtede for ham. Men til slut sagde han, at han gerne ville genforhandle sin kontrakt, men han ville kun forhandle med mig! Jeg var den eneste, der forstod ham. Så sendte jeg en smuk dame fra SV1 ud til ham med en buket blomster og et kontraktforslag. Det endte med, at han skrev under på betingelse af, at han skulle bo på D’Angleterre," siger Rumle Hammerich og forklarer:

 

"Følelsesmæssigt var han kommet i et vakuum, hvor alle var pisseligeglade med hans talent. Men hvis du vil have talentet, så må du også respektere talentet og respektere, at denne mand kom med noget unikt. Derfor er der ingen grænser for, hvor meget man skal ydmyge sig for talentet, hvis man bare får sin vilje. For hvis der er noget, der kan få divaernes pis i kog, så er det, at du spiller højrøvet og overlegen. Det kan de ikke bruge til noget. De gider ikke blive trynet, for de lever i en verden, hvor de kan sige: ‘Fuck dig, jeg har for meget talent til at blive trynet.’"

 

Et stort ego ødelægger helheden

Dette har dirigent Dorrit Matson også erfaret, men hun holder sig for øje, at primadonnaen ikke ødelægger holdfølelsen.

"Det kan være et problem for dirigenten eller for solisterne, hvis de har et stort ego og selv synes, at de er de vigtigste. Når så mange mennesker er involveret i et orkester, kan det aldrig motivere de andre musikere, hvis det kun handler om én person, uanset hvor dygtig vedkommende er. Det er jo det fælles projekt samt ideerne og helheden, der motiverer orkestret. Derfor vil vi heller ikke have primadonnaer. De har ikke forståelse for, at hvis vi skal spille deres stykke igennem igen og igen under prøven, så er der et andet stykke i programmet, vi ikke når at øve," siger Dorrit Matson.

 

Ifølge hende er det derfor ikke alle, der egner sig til at være orkestermusikere. Man skal kunne underlægge sig helheden, der fortrinsvis bestemmes af dirigenten. Man skal kunne værdsætte oplevelsen af at være sammen om noget, og det betyder også, at man skal kunne kede sig uden at kny og acceptere, at man ikke altid er i centrum.

 

"Hvis du spiller trompet, og dirigenten er nødt til at arbejde med slagtøjssektionen for at få det til at fungere, så sidder du altså bare. Jeg har været ude for en slagtøjsmand, der bredte hele avisen ud over xylofonen, og det kan man altså ikke. Men jeg synes ikke, det er noget, man skal kommentere, mens de andre er der. Det kan man sige bagefter. Man kan ikke stå og skælde ud på et orkester. Hvis trompeterne er faldet i søvn og hele tiden kommer for sent ind, så har alle godt fattet, at de ikke gør det godt nok. Man behøver ikke stå og fortælle dem det," påpeger hun.

 

Selvom kropssproget naturligvis er vigtigt for en dirigent, så skal den verbale kommunikation også tages alvorligt, for musikere er i så intens koncentration, når de spiller, at de nemt kan opfatte en instruktion eller kommentar negativt eller endda fornærmende. Det hænger ifølge Dorrit Matson sammen med, at musikere oplever et stort præstationsmæssigt pres.

 

"Der skal ikke meget til, før nogen ikke føler sig tilpas. Man skal være forsigtig. Man skal rette henvendelse med stor respekt til musikerne. Sætningerne skal vælges med omhu, så man skaber en venlig atmosfære. I stedet for at sige: ‘Det der lyder helt forkert,’ så siger man: ‘Kunne du prøve at gøre sådan i stedet?’ Man skal ikke tale ned eller være arrogant," forklarer dirigenten.

 

Primadonnaer kræver en udansk ledelsesadfærd

Det er svært at undgå primadonnaerne. De findes på de fleste arbejdspladser, og derfor synes lektien at være: Lær at elske dem. For de sætter ofte en højere standard, som andre medarbejdere kan hige efter. De giver sig 100 procent, når forudsætningerne er i orden. Og de kan noget særligt, som i bedste fald løfter organisationen op af anonymitetens mørke. Med andre ord er de ofte med til at drive organisationen fremad. Derfor ville det være dumt at holde dem nede.

 

Men alt det gode ved primadonnaer kræver en ledelsesadfærd, som på mange måder er meget udansk: De skal have positiv særbehandling og føle, at de er noget særligt. Man skal ydmyge sig for dem, hvis det gør dem glade. Og man skal ikke tage dem for givet, men tale yderst respektfuldt til dem. Man skal altså gøre forskel på en meget synlig måde, hvilket kan være svært at praktisere for en dansk leder, hvis ledelsesidentitet ofte er indlejret i en demokratisk selvforståelse, hvor alle skal have samme mængde opmærksomhed og plads. Budskabet fra instruktøren, chefredaktøren og dirigenten er derimod, at dette er en illusion. Alle har ikke samme funktion, alle er ikke lige meget værd, og alle bidrager ikke med det samme.

 

Men stjernerne kan selvfølgelig også stråle så meget på Mælkevejen, at de slet ikke kan se, hvor langt der er til Jorden. Det kan dog aldrig motivere en hel medarbejderskare, at det kun handler om én person, og derfor er det også vigtigt som leder at holde fokuset på opgaven snarere end den person, der spiller hovedrollen – selvom hovedrollen får ekstra opmærksomhed.

 

---

 

Dette er et redigeret uddrag af bogen "Bossa Nova. Ledelse ude på gulvet", udgivet på Børsens Forlag, 2007.

 

Bogen handler om, hvordan du takler den menneskelige dimension i ledelse. Når du bevæger dig ud på gulvet, opstår der konflikter, kærlighed, jalousi og vrede. Pludselig opdager du, at medarbejdere tænker meget anderledes end dig selv, har forskellige behov og af og til reagerer helt uforudsigeligt.

 

Bogen inddrager erfaringer fra 11 ledere inden for vidt forskellige erhverv. Du kan læse om, hvordan blandt andre en dirigent, en olieplatformchef, en filminstruktør og en computerspilsdirektør håndterer ledelse af primadonnaer, vanskelige samtaler, udbrændthed, fejl, forandringer, kriser og meget andet.

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

39 JOB

Student med ansvar for kommunikation

Se alle job Indryk job

Job

Kommunikationsmedarbejder

Frist: 21. august

Digital Manager

Frist: 5. september

Communications specialist

Frist: Løbende
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.