Hvem vogter vogterne?

I pressen uddeles tilsyneladende et ærefuldt rygmærke for beskidte handlinger til journalistikkens 'Filthy Few'. Tilsviningerne er blandt andet gået ud over Henrik Sass Larsen, den tidligere spindoktor Henrik Gade Jensen og cancerlægen Jens Benn Sørensen. Og pressens efterfølgende selvkritik er enten ikke-eksisterende eller stærkt modstræbende. Der er derfor brug for en presseombudsmand, hvis dansk presse skal beholde sin integritet.
af Anne Sophia Hermansen, Kasper Fogh Hansen, Gretelise Holm, Søren Pind
Han sagde undskyld, ham David Trads. I jagten på en journalistisk lækkerbisken knuste Information næsten en mand. Men sandheden havde været kendt længe. 
 
Der var ikke i nærheden af belæg for at kæde Henrik Gade Jensen sammen med nazisme. Men nu blev sagen trukket frem af noget så helt aldeles usædvanligt som journalister, der kritiserer andre journalister. Mediekritik er enestående i dansk presse. Journalister vogter nødig på hinanden. Måske fordi der ikke er mange journalistiske arbejdspladser i Danmark, og ingen vil skade egne jobmuligheder.
 
Selv om Trads ikke ville medvirke i udsendelsen, måtte den daværende chefredaktør, nu Berlingske-korrespondent, rykke ud med en af den slags undskyldninger, som politikere af og til disker ud med for at få en sag lukket: »Sig undskyld, og kom videre«, som Michael Kristiansen siger på TV 2 News. Men Trads undskyldte i det mindste; journalisten, der skrev historien, Rasmus Lindboe, kunne DR slet ikke aftvinge den mindste beklagelse, han gemte sig bare. 
 
Ekstra Bladet hykler
En af de reelt nye ting, vi har set i den undersøgelseskommission, der undersøger, hvad der skete i Skatteministeriet, da Helle Thornings skat blev behandlet, var, at Ekstra Bladet har været dybt involveret i at fabrikere nyheder i samarbejde med en ministers rådgiver for at give oppositionen problemer. Det gav et af den slags kig ind i det journalistiske værksted, som vi alt for sjældent får. Og som ville ændre befolkningens syn på medierne, hvis de forekom oftere. 
 
Ekstra Bladet måtte sende Jan Kjærgaard på ferie og beklage den måde, han havde drevet journalistik på. Men først efter afsløring, ikke af egen drift. Ekstra Bladet, der ofte hykler rollen som vagthund, viste sig som ordinær journalistisk underholdningsproducent uden anden etisk fiber end den, hykleren har, når han afsløres. 
 
DR nægter at undskylde grov løgnehistorie
DR fik sidste år den anden dom for fejlagtigt at have beskyldt en læge på Rigshospitalet for at eksperimentalbehandle, så folk døde unødvendigt, for egen vindings skyld. Dommen til DR og journalist Mette Frisk slog fast, at Danmarks Radio vidste, at det, de lagde frem for seerne, ikke passede. DR-ledere har sidenhen, som Klaus Riskær har for vane, holdt live i forestillingen om, at sagen kan bringes for Menneskerettighedsdomstolen, og at der på den måde kommer belæg for DR's historie. 
 
På trods af at Højesteret ikke kan se, at sagen fortjener en tredjebehandling. 
 
Og journalisten arbejder naturligvis stadigvæk i DR, hvor man tilsyneladende bare venter på, at røgen lægger sig, og så er det tilbage til business as usual. I DR vrider man sig alt, man overhovedet kan, for at undgå at indrømme noget som helst.
 
Også selv om DR's seerredaktør, Jacob Mollerup, har påpeget, hvordan det er dybt kritisk, at DR ikke er i stand til at erkende egne fejl: »Forløbet bekræfter, at det i praksis ofte er svært for en ledelse at beklage noget, man lige har udsendt med piber og trommer. Problemet er bare, at det er nødvendigt, hvis man selv vil administrere sin ytringsfrihed«, skrev han om sagen. Men en indre vagthund nytter ikke meget.
 
Pressen beklager og undskylder kun de fejl, den begår, når den tvinges til det efter års hårde retssager og pinefulde processer. BT's Simon Andersen har beskrevet den journalistiske kulturs indstilling til kritik således: »Vi forsvarer os også til sidste blodsdråbe og håner alle, der kritiserer os«. Et pinligt faktum, som journalister og mediefolk mærkeligt nok gerne bekræfter og beskriver. 
 
The 'Filthy Few' spiller kynisk på at Pressenævnet er betydningsløst
Der vil altid ske fejl i pressen; når man producerer 50 historier eller mere om dagen, opstår der naturligvis fejl. Og måske var det bare en fejl, at David Trads lod en svag historie glide i bladet. 
 
Men sygdommen består i ikke at ville indrømme det, som om det gjorde noget godt for pressens troværdighed, som bevisligt og helt forståeligt ligger i bund. Sygdommen ligger i den hensynsløshed, hvormed man for egne ambitioner og journalistisk forfængeligheds skyld foretrækker at tilsværte - og nogle gange destruere - mennesker og, når det viser sig grundløst, nægter at give oprejsning og retfærdighed til sagesløse. 
 
Det er en gusten kynisme. Og det stiller spørgsmålstegn ved pressens fundamentale etik og de rammer, den derfor skal virke under. Burde en anstændig journalist ikke kæmpe lige så indædt for at gøre egen skade god igen som for at finde sine historier? 
 
Det kan tværtom virke, som om der i den moderne presses uddeles et usynligt rygmærke for beskidte handlinger, pressens 'Filthy Few'. På BT er der ingen, der gør noget ud af, at Lars Fogt på et enkelt år fik tre pressenævnskendelser imod sig - lige så mange som hele Ekstra Bladet fik i alt det år. Den ene efter en forkert historie om, at et mejeri skulle have lort i fløden: økonomisk ret skadeligt for et lille økomejeri.
 
På trods af at det er utrolig sjældent, at berørte parter går til Pressenævnet, for instansen er betydningsløs og omkostningerne ved at klage større end gevinsten. Rådet fra kommunikationsfolk til virksomheder og organisationer lyder, at Pressenævnet skal man bare glemme: »Don't pick a fight with someone who buys ink by the barrel«. 
 
Redaktionerne kommer til at forfølge dig indædt, og du kan højst vinde et dementi, som bladet trækker på skuldrene af. Det retter overhovedet ikke op på den skade, der er sket. 
 
I det politiske Danmark taler man i stigende grad om en opstramning af medieansvarsloven, og Pressenævnet forsøger at imødegå dette ved at skærpe sin profil, ansætte nogle pressemedarbejdere og forbedre kravene til berigtigelsernes placering i aviser og programmer. Der er to grundlæggende forhold, der fortjener opmærksomhed, når der skal laves nye rammer om pressen:
 
Dårlig økonomi giver dårlig journalistik
For det første: Medierne har siden reklame- og annoncemarkedets kollaps befundet sig i en permanent tilstand af økonomisk depression. Svigtende indtægter og dalende oplagstal har været reglen, siden internettet sparkede stolen væk under fortidens finansieringsmodeller. Det betyder, at der skal produceres væsentligt mere, på flere platforme, af færre medarbejdere. 
 
Det er hovedtemaet i pressens interne diskussioner, uden at det dog fører til noget. Naturligvis koster den udvikling på grundighed. 
 
Samtidig er kravene til journalistikkens hårdtslåenhed accelereret, historierne er konkurrenceparameteret - journalister afkræves at producere flere skandaler end nogensinde før, og der er flere skandaler end nogensinde før i danske medier: »Vores læsere på papir vil gerne have den skandaleorienterede journalistik«, som Ekstra Bladets chefredaktør forklarede til Politiken i januar om, hvordan hans avis kunne konkurrere bedre. 
 
Færre mennesker med dårligere tid skal altså gå hårdere til virksomheder, politikere og så videre. Som et resultat heraf er den journalistiske etik ved at bukke under for en nye tids medielogik, og hvor pressen tidligere har administreret sin egen ytringsfrihed, er det nu spørgsmålet, om pressen selv kan det i fremtiden. Er der noget, der tyder på, at pressen er bange for sin egen vagthund, Pressenævnet?
 
For det andet: Pressen ynder at kalde sig den fjerde statsmagt. Men hvor de tre regulære magtinstanser hviler i en intern magtbalance, ingen magt er uhæmmet eller uafbalanceret af anden magt, hviler den fjerde i sig selv. 
 
Som Ekstra Bladets Miki Mistrati forklarede i Deadline, kort før Ekstra Bladets skandaløse ageren i samarbejdet med en spindoktor blev afsløret, mener man, at man i pressen er i stand til at vogte på sig selv. Men ingen magtudøver skal være sin egen vagthund. Når selve pressens frihed hviler på selvsamme sandhed, er det mærkeligt, at journalister tror, de er anderledes end alle andre mennesker.
 
Pressen har ret i, at den udgør en magt. Statsmagt er det ikke, men magt over mennesker, virksomheder og politik. Hele menneskehedens akkumulerede tænkning og indsigt i magt siger entydigt, at ingen magt må være uden grænser eller rammer, at ingen magthaver må overlades til egen kontrol, at al magtudøvelse skal være så transparent som muligt. Rammerne for pressens magtudøvelse er ikke fulgt med ændringerne i de økonomiske rammer for pressen. Og det er dumt.
 
Spørgsmålet må være, om ikke det er muligt at etablere en mekanisme, der giver flere incitamenter til etisk adfærd i pressen. Hvis man er bange for en statslig kontrolinstitution, kan pressen selv skabe en uafhængig afløser for Pressenævnet. Man bør etablere en presseombudsmand. En institution, der selv i langt højere grad kan tage sager op af egen drift, og som har dømmende kompetencer accepteret af pressens parter, som man ser det på andre områder med voldgiftsinstitutioner. 
 
De danske advokater har f.eks. et lignende nævn, der kan frakende advokater retten til at praktisere. 
 
Alle advokater ved, at brud på etik og love kan føre til, at de mister deres brød, et væsentligt incitament til at holde sig på måtten. Ingen af de ovennævnte sager har kostet en journalist eller redaktør jobbet, mærkeligt nok højst en lille orlov. Var det ikke en idé, at en presseombudsmand ledte et nyt pressevoldgiftsnævn med stærkere sanktioner, som f.eks. kunne udstøde brodne kar fra standen?
 
Når man ser på journalisters lave troværdighed, kan man jo minde standen om, at det ville skabe en ny og tiltrængt respekt, der kunne være god for forretningen.
 
Journalistforbundets formand er fortaler for ansvarsløshed
En presseombudsmand bør også kunne indstille til et pressevoldgiftsnævn, at der idømmes økonomiske sanktioner. Vi så i sagen med DR, at injurier udløste en mindre bøde - og når vi nu ved, at den kommercielle logik er større end nogensinde på bladhuse og på redaktioner, var det måske en idé at erkende dette forhold og opstille incitamenter til etisk adfærd, der hænger sammen med den pekuniære journalistiske logik. 
 
Altså at der idømmes bøder, der afskrækker publiceringen af hensynsløs journalistik. Journalistforbundets formand, Mogens Blicher Bjerregård, har kritiseret den injuriedom, DR har fået, med henvisning til at det kunne virke 'hæmmende' på journalistikken, at et af hans medlemmer skulle betale en mindre erstatning for noget, der ligner en stor forbrydelse. Men hvis hæmmende betyder, at man holder sig fra det injurierende, var hæmninger måske ikke så ringe? 
 
Det er desværre sigende for journalistkorpsets uvilje imod at tage ansvaret for egne handlinger, at journalistforbundet indtager den absurde holdning, at ansvarsløshed er en præmis for journalistik. 
 
Sidst, men ikke mindst er det vigtigt, at befolkningen ved, hvordan medierne arbejder. En presseombudsmand kan sagtens vurdere, om der er anvendt forsvarlig journalistisk metode beroende på en sagsfremstilling fra en anklaget journalist eller redaktion.
 
Lad os få gennemsigtighed i pressen
Det er vigtigt, at offentligheden får indsigt i, hvordan den journalistiske magt forvaltes. Lad os få frem i lyset, hvordan sager i pressen bliver til, hvordan man vælger kilder, hvordan påstande underbygges. Pressen forlanger selv transparens af offentlige myndigheder og i politik og begærer det af virksomheder: Pressen bør også selv have en institution, der åbner det journalistiske værksted og lader folk se, hvordan journalistik bedrives. 
 
Det kunne en presseombudsmand gøre, så det ikke er op til noget så usædvanligt som DR's 'Hængt ud på forsiden' at kritisere nogle enkelte sager, som måske kun er toppen af isbjerget. 
 
Desværre har journalister en alt for stor intern solidaritet, og måske ser man også op til dem med det skjulte rygmærke. Det kunne virke sådan med f.eks. BT's Simon Andersen, der brød igennem lydmuren med en forkert historie om en betjent, der skulle have sexmisbrugt en prostitueret. Betjenten var uskyldig, men hans liv blev ødelagt og hans familie dybt traumatiseret.
 
I dag er det ifølge Politikens tidligere redaktør og respekterede journalist Bo Maltesen ikke meget bedre: »Siden 2006, hvor han (Simon Andersen) har været på først Nyhedsavisen og nu BT, har han haft ansvar for flere historier, der ikke holdt, eller i det mindste var stærkt tvistede, ligesom der går frasagn om, at han ikke er bleg for at overtage historier, som hans medarbejdere ikke vil lægge navn til«. (Bo Maltesens portræt af Simon Andersen i Politiken 30. oktober 2012.)
 
Ufatteligt, at så sønderlemmende karakteristik ikke er blevet inderligt modgået af Simon Andersen med injuriesøgsmål og henvendelse til pressenævn. Det bestyrker den mistanke, man let får, at i de moderne medier er det bøllerne med rygmærket, der sparkes opad, fordi de leverer de saftige vinkler, der sælger - sande eller ej. Og at dette kan ske, fordi der ingen betydelig modmagt findes.
 
Men pressen udøver magt. Spørg betjenten, der blev beskyldt for seksuelle krænkelser, eller spørg Henrik Sass Larsen eller Henrik Gade Jensen eller Rigshospitalets cancerlæge Jens Benn Sørensen. Det er eksponerede sager, hvor vrangvillige, konsekvensløse undskyldninger blev afliret, når det var opportunt. Men hvor mange sager mon ingen orker at kæmpe for? Som ingen undskyldninger får?
 
Hvorfor får Simon Andersen lov til at fortsætte sine tilsvininger?
Simon Andersen har om sit intermezzo med den ødelæggende og forkerte historie om politimanden beklaget til Journalisten: »Det er skræmmende, at min stræben efter den historie var så voldsom, at al fornuft blev sat ud af kraft, men det er vist desværre ikke sjældent, at journalister er så besatte af deres historie, at de begår grove fejl eller endda manipulerer for at få historien hjem. Lige så skræmmende er vores uvilje mod klart at erkende fejl og beklage dem, om nødvendigt i virkelig stor opsætning«.
 
Måske forklarer det også, hvordan Simon Andersens BT i dag kan skrive - fejlagtigt og uden dokumentation - at det vrimler med rockere i Henrik Sass Larsens omgangskreds i et hensynsløst forsøg på at tilsværte et menneske. Og det kan måske forklare, hvorfor BT i den sag ikke ønsker at forklare, forsvare - endsige undskylde - sin journalistik over for DR's 'Hængt ud på forsiden'. 
 
Skal pressen beholde ansvaret for at administrere sin egen ytringsfrihed, er det nødvendigt med en afløser for Pressenævnet. Det kan fint gøres uden statslig intervention. Ellers vil der sikkert - om ikke nu, så på sigt - blive taget politisk initiativ til, at Folketinget udstikker de juridiske rammer for pressen anderledes, som Socialdemokraternes Mogens Jensen og andre allerede har været inde på. 
 
Spørgsmålet er også, om ikke pressen hellere vil have fastere rammer om sit virke end imødegå det scenarie, at den offentlige støtte til pressen reduceres, fordi det bliver for svært at se, at man støtter noget, der har en positiv rolle i samfundet. Det virker, som om det må blive enten det ene eller andet. 
 
Den udvikling, pressen er inde i, kommer til at afføde en politisk, juridisk respons på et tidspunkt, hvis ikke pressen selv tager initiativ. Pressen bør tage chancen for at komme det i forkøbet og medvirke til en proces, der reelt øger journalistikkens legitimitet og placering i samfundet. 
 
Det indebærer en væsentligt mere skarptandet ombudsmandsinstitution og f.eks. et voldgiftsnævn, der kan udstøde brodne kar, idømme bøder til de mere og mere kommercielt motiverede redaktioner og skabe klarhed for befolkningen om, hvordan journalistik bliver til.
 
---
 
Teksten har været bragt i Politiken som kronik 16. november 2012.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job