Pressens blinde vinkel - behov for selvrefleksion

Det er den 29. december 2002, og Berlingske Tidendes erhvervsredaktion gør status over årets op- og nedture i dansk erhvervsliv. Artiklen slutter med et PS.: “Nej, vi har ikke glemt, at der også skete en hel del forfærdelige ting i medieverdenen, f.eks. på Berlingske Tidende. Men de sår erklærer vi os ulykkeligt inhabile til at omtale på dette sted.”

Med sin ærlige melding giver skribenten læserne et sjældent indblik i de svære overvejelser, som ofte knytter sig til pressens dækning af pressen selv. På den ene side kandiderer medierne til journalistisk omtale på grund af den øjeblikkelige krise i branchen, for ikke at tale om mediernes rolle som iscenesættere af politik og samfundsdebat. På den anden side er redaktører og journalister så tæt forbundne i kraft af deres indbyrdes konkurrence, venskaber og fjendskaber, at det kan være svært at dække medier, som var det et hvilket som helst andet stofområde.

En rundspørge, Dansk Presse har foretaget blandt chefredaktører fra en række af landets største dagblade, viser, at der langt fra hersker en fælles forståelse af de spørgsmål, der opstår, når pressen skriver om pressen.

Nogle kalder medier et af det moderne samfunds vigtigste stofområder. Andre mener, at avisernes skriverier om medier er udtryk for journalisters navlepilleri. Meningerne varierer med hensyn til, hvor godt eller dårligt pressen klarer rollen som selvkritisk vagthund. Og der er også forskellige fortolkninger af nogle af sidste års største mediesager - såsom tidligere Berlingske-redaktør Karsten Madsens postkort til statsministeren og mediernes dækning af Dagbladet DAGENs optur og nedtur.

Størstedelen af redaktørerne erkender, at pressen døjer med blinde vinkler, når den beskriver mediesamfundet. Det allersværeste for mediefolk er at dække forhold, der vedrører deres egen arbejdsplads. I de situationer ligger hænderne af og til så kejtet på tastaturet, at det kan være fristende at lade historien ligge. Her og i en række andre henseender er der rum for forbedringer, lyder vurderingen fra pressen selv.

Skarpere formuleres kritikken uden for dagbladenes cirkler. To tv-redaktører betegner over for Dansk Presse avisernes dækning af mediestof som henholdsvis “stedmoderlig” og “berøringsangst”.

Mange mediehistorier overses
Ifølge Berlingske Tidendes chefredaktør, Niels Lunde, viser eksemplet fra hans egen erhvervssektion, at der af og til i pressen hersker “en overdreven forsigtighed især med hensyn til at skrive om sig selv.” Han mener, der er brug for, at både Berlingske Tidende og andre aviser lægger afstand til tidligere tiders berøringsangst over for mediestoffet. “Kulturen har været, at man i medierne er tilbageholdende med at skrive om hinanden, men det er misforstået, i betragtning af den kolossale politiske indflydelse medierne har som dagsordenssættere. Medier er et vigtigt stofområde, der stadig bliver skrevet for lidt om,” siger han.

Også på Politiken, der havde et selvstændigt medietillæg indtil januar 2002 og Børsen, der om onsdagen skriver om mediemarkedet, er analysen, at medier fortjener selvstændig og kritisk opmærksomhed. “Generelt har medierne en stigende interesse,” siger Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, der dog mener, medierne skal være opmærksomme på risikoen for overdækning på grund af egeninteresse. Børsens chefredaktør Leif Beck Fallesen vurderer, at mediebranchen rummer mange principielle erhvervshistorier. “Medier vil uvilkårligt blive dækket mere i og med, TV2 privatiseres, konkurrencen bliver hårdere både på de elektroniske og trykte områder, og fordi der kan ventes strukturtilpasninger på dagbladsområdet, helt som i andre brancher i en strukturel krise,” vurderer han.

Andre mener, at mætningspunktet for medieomtale af medier allerede er nået. “Journalister er tilbøjelige til at overvurdere den folkelige interesse for medier. Der kan hurtigt gå shop talk i den, siger Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen. Ekstra Bladets chefredaktør, Hans Engell ser “en vis tendens til det navlebeskuende.” “Der er på erhvervsområdet næsten tale om en overdækning i pressen i forhold til pressens betydning for samfundsøkonomien. Ofte ser man omtale af små bevægelser på avismarkedet, der ligger langt ud over, hvad man ville give virksomheder med en tilsvarende omsætning og antal medarbejdere,” mener Hans Engell.

Definitionen af stofområdet medier veksler i dag med avisernes redaktionelle værdier, sådan at f.eks. Kristeligt Dagblad gør en hel del ud af de aspekter af medierne, der har med etik og eksistens at gøre, mens Børsen som nævnt analyserer medierne som erhvervsvirksomheder, og i mindre grad i deres egenskab af kulturinstitutioner, som det ofte sker i Politiken. Netop denne lidt selektive dækning i den øvrige presse var blandt årsagerne til, at det nu afdøde dagblad, DAGEN, satsede stort på medier og kommunikation med flere sider i avisen hver dag. “Jeg mener stadig, at et hav af vigtige historier overses, fordi få redaktører og journalister undlader at se mediesamfundet i sin helhed,” siger tidligere chefredaktør, Kresten Schultz Jørgensen. “Pressen afspejler endnu ikke, at kommunikation gennem medierne er et af samfundets vigtigste omdrejningspunkter for erhvervslivets værdiskabelse, den politiske magtudøvelse og befolkningens følelse af fællesskab,” siger han.

Også TV2s nyhedschef Michael Dyrby hælder til opfattelsen, at medier spiller en større rolle i almindelige menneskers liv, end aviserne tager højde for. Som tv-mand undrer han sig over, at fjernsyn sjældent er genstand for kritisk og perspektiverende omtale. “Der er en mildest talt stedmoderlig dækning af tv-stoffet. Det begrænser sig som regel til programomtale og portrætter. Det afspejles slet ikke i aviserne, at folk bruger oceaner af tid på fjernsynet. Man burde bruge mere seriøs plads på tvs rolle som kulturinstitution - hvad er det tv kan og bruges til? Hvor bevæger mediet sig hen? Hvad betyder digialiseringen? Hvordan skal folkeskolen forholde sig til medierne? Og så videre. Jeg forstår ikke, at pressen holder sig tilbage,” siger han.

Høje idealer om sober konkurrentomtale
Med hensyn til de historier, der løbende publiceres, holder det store flertal af redaktørerne i rundspørgen på, at de bliver til på fuldstændig samme måde som alle andre historier. De fleste vil således være enige, når chefredaktør på Jydske Vestkysten, Mette Bock, erklærer, at man her “behandler andre medier - og vores egen virksomhed - ud fra samme journalistiske kriterier som alle andre brancher og virksomheder. God etik er netop, at der ikke er tale om forskelsbehandling i hverken den ene eller den anden retning.”

Idealerne er sådan set klare nok. Konkurrenter og ikke-konkurrenter i pressen skal have samme behandling som andre emner og kilder. “I denne sammenhæng skeles der ikke til, om vi er i samme branche eller ej,” som det formuleres af Erik Frodelund, chefredaktør på Århus Stifttidende og Randers Amtsavis.

Samme udlægning kommer fra Mette Terkelsen, der er medredaktør og stedfortrædende chefredaktør på Kristeligt Dagblad. Hun vurderer, at aviser og dagblade i praksis har fundet en god balance i den indbyrdes dækning. “Jeg synes medierne har smidt fløjlshandskerne og nu går til benet i omtalen af hinanden. Men jeg tror ikke, der er nogen i pressen, der har lyst til at svine hinanden til i spalterne med henblik på at skabe et så dårligt billede af en konkurrende avis, at læserne undlader at købe den. Det ville læserne også være kloge nok til at gennemskue,” siger hun.

Men der er undtagelser og gråzoner, hvor det tilsyneladende er svært for pressen at leve op til sine normale arbejdskriterier. Et kuriøst eksempel på, at nogle aviser tænker sig mere end almindeligt godt om, før de skriver om konkurrenterne, er sagen om den tidligere Berlingske-redaktør Karsten Madsens postkort til Statsministeren. Før historien havnede i Politiken, havde flere aviser stiftet bekendtskab med sagen. Jyllands-Posten havde direkte fravalgt historien, viser DAGENs oprulning af sagen fra efteråret.

Politikens Tøger Seidenfaden var efter eget udsagn ikke i tvivl om, at historien skulle trykkes. “Det forhold, at visse andre medier er vores konkurrenter, kan ikke begrunde, at man undlader en dækning. Det ville medføre, at medierne "fredede" sig selv - en helt uholdbar praksis set fra offentlighedens synspunkt. De habilitetsproblemer, der kan være, må håndteres efter almindelige journalistiske normer,” fastslår han.

Tidligere redaktør på Radioavisen, nu vært på Deadline på DR2, Connie Hedegaard, giver ikke meget for redaktørernes besked om, at medier behandles på linie med alle andre. “Det er for letkøbt. Ofte får jeg som læser det indtryk, at der er tænkt mere end almindelig godt over ordene, når aviser skriver om deres egen økonomi eller om annonceudviklingen hos konkurrenter. Så kan det virke, som om artiklerne har været igennem ganske mange hænder. Jeg synes, der i både trykte og elektroniske medier er en høj grad af berøringsangst over for mediestoffet. Mange synes at ligge under for en ide om, at hvis vi behandler de andre pænt og diskret, så vil de nok også behandle os pænt,” mener Connie Hedegaard.

Berøringsangst eller ej? Kritikken kan være svær at afprøve al den stund, at den ikke bare handler om kejtet omgang med mediehistorier, men også går på, at væsentlige historier kvæles, før de ser dagens lys.

DAGEN: Hånet eller skånet?
Et par af de redaktører, som selv har været i mediernes skudlinje, erkender, at det er svært at håndtere kritik, der trykkes sort på hvidt af kolleger eller konkurrenter i branchen. Berlingskes Niels Lunde har det sidste år dels været med til at ride stormen om Karsten Madsens sommerpostkort af, dels oplevet at blive hængt ud i søsterorganet Weekendavisen.

Om den første historie siger han: “Jeg har lagt mærke til, at Politiken i spalterne udviser en meget stor interesse for Berlingske Tidendes ledelse, men jeg vælger at opfatte det som et tilfælde.” Han finder dog historien “relevant” og henviser til, at Berlingske Tidende selv valgte at omtale sagen, ligesom det i øvrigt var tilfældet, da Jyllands-Posten i slutningen af september fortalte, at Det Berlingske Officin i forbindelse med Folketingsvalget året før havde givet økonomisk støtte til de borgerlige.

Den anden historie, der handlede om besparelser og omstruktureringer på Berlingske Tidende, beskrev stemningen blandt bladets medarbejdere, hvoraf mange ifølge Weekendavisen mener, at Niels Lunde er karakterløs og uegnet som chef. Det skudsmål havde han selv sagt gerne været foruden. “Naturligvis har jeg læst den grundigt for at tjekke, om journalisten har misbrugt sin viden fra huset eller har en skjult dagsorden. Men det kunne jeg ikke finde belæg for, så jeg accepterer den som en del af spillet. Det er man nødt til, hvis man som jeg mener, at vi bør kunne skrive kritisk om hinanden - også medier inden for den samme koncern,” siger han.

Dagbladet DAGEN nåede også - sin korte levetid til trods - at få sine 15 minutes of fame i mediernes søgelys. Avisen, der som nævnt havde som journalistisk ambition at følge udviklingen i medierne tæt, endte selv som en af sidste års helt store medieskandaler. Kresten Schultz Jørgensen blev sat på en frustrerende opgave, da han kort før nytår skulle forsøge at overtale potentielle investorer til at videreføre projektet. Det skete i takt med en tiltagende kritik i den øvrige presse af avisledelsens manglende økonomiske tæft og ansvarlighed. “Der er ingen tvivl om, at den negative omtale var med til at sørge for, at kaffen blev kold. Investorerne læste historierne og tabte interessen for at skyde penge i et projekt, der offentligt blev forbundet med dårlige vibrationer og dag for dag tabte image,” siger Kresten Schultz Jørgensen.

Han mener, at den nyhedsjournalistiske dækning af DAGEN alt i alt har været fair, selv om han ærgerligt konstaterer, at ikke ret mange har interesseret sig for at skrive om det, der lykkedes på avisen. Derimod er han utilfreds med den behandling projektet fik fra lederskribenter og kolumnister i en række aviser, ikke mindst på hans tidligere arbejdsplads Politiken.

“Det var slemt, fordi det indbefattede en usympatisk moraliseren, som må have efterladt læserne med et indtryk af, at der er sørme mange dagsordener her. Hvis Politiken med et pennestrøg kan affærdige DAGEN som projekt - hvilket man gjorde - så er det kun den særligt indviede læser, der vil vide, at det skriver man også, fordi DAGEN tog ganske mange af Politikens læsere, flere af Politikens bedste medarbejdere, og fordi DAGENs værdier repræsenterede alt det, Politiken er bange for,” siger Kresten Schultz Jørgensen, der sad tilbage med en fornemmelse af, at nogle angreb bundede i personlige antipatier mod ham som person. “Den der læsning af, hvad gamle kolleger har syntes om min måde at være chefredaktør på, har været mildest talt tankevækkende. Men det er mest synd for læserne, der jo ikke er i stand til at foretage en arkæologisk udgravning og finde ud af, hvem der er venner med hvem, engang var venner med hvem, hvem der har gjort hvad med og mod hvem og så videre.”

Modsat mener en række af de andre redaktører set i bakspejlet, at pressen behandlede DAGEN alt for ukritisk. “Jeg har noteret mig at Kresten Schultz Jørgensen og andre mener, at der næsten er blevet gjort karaktermord på avisen,” siger Ekstra Bladets Hans Engell. “Men i betragtning af den viden, vi har i dag, vil jeg sige, den er blevet utroligt pænt behandlet - også af sine værste konkurrenter: Politiken, Weekendavisen og Information.”

“DAGEN er et godt eksempel på, at der i mederne ligesom i andre brancher på godt og skidt er en hensyntagen over for hinanden, som indebærer, at man ikke generer hinanden unødigt. Folk sagde jo mundtligt temmeligt heftige ting om, hvordan det ville gå galt - men de skrev det ikke - DAGEN blev jo budt velkommen overalt,” siger Anne Knudsen fra Weekendavisen.

Fejlbarlig presse vil vogte sig selv
Dér hvor redaktørerne synes mest usikre på eget jugement er i de sager, hvor avisen forventes at dække sin egen virksomhed.“Det aller sværeste er at dække sig selv. Jeg tror aldrig vi kan blive gode nok til det,” siger Mette Terkelsen fra Kristeligt Dagblad. Ligeledes kan nogle emner være forbundet med så stærke følelser i journaliststanden, at det lægger hindringer for en lødig dækning.

Som i forbindelse med sagen om Politiets aflytning af en journalist fra Jyllands-Posten, der skete i et forsøg på at afsløre avisens kilder i islamiske miljøer. Det udløste umiddelbart voldsomme kritiske reaktioner i den danske presse. Siden kom det bl.a. frem, at den artikel om islamiske dødslister over danske jøder, som fik Politiet til at reagere, reelt byggede på løse rygter. Eksemplet fremhæves af flere redaktører som worst case i kategorien, pressen skriver om pressen.

“Der gik samtlige danske aviser - inklusive min egen - nærmest i selvsving over den trussel mod pressefriheden, man oplevede sagen som. Bagefter føler jeg mig ikke overbevist om, at det kunne bære en sådan moralsk oprustning,” siger Hans Engell. Mette Bock fra Jydske Vestkysten mener, dagspressen svigtede sit demokratiske ansvar til som 4. statsmagt at have et konstant selvkritisk, årvågent øje på sig selv.

Tøger Seidenfaden mener, at redaktører og journalister åbent bør erkende, at det er næsten umuligt at være neutral i dækningen egne forhold. “Hvad angår omtale af egne forhold, har læserne en særlig forventning om korrekthed, men her kan det i praksis være kunstigt at være lige så kritisk som mod andre medier. I Politiken skriver vi dog også kritisk om egne forhold, uden at gøre os illusioner om at være upartiske her,” siger Tøger Seidenfaden. Han fremhæver avisens udnævnelse af en “læsernes ombudsmand” som et skridt, der skal kompensere for de problemer, journalisterne måtte have med at sætte kritisk spot på sig selv. Opgaven for læsernes ombudsmand er løbende at tage sager og spørgsmål op på vegne af læserne, samt i den forbindelse at vurdere, om avisen lever op til sine egne og omverdenens normer for god journalistik.

På nær fra Anne Knudsen, der kalder læsernes ombudsmand i Politiken for “et PR-stunt”, får initiativet mange pæne ord med på vejen fra de øvrige chefredaktører. Flere går åbenlyst med overvejelser om, hvordan de aktivt kan bidrage til at opretholde en høj grad af troværdighed og legitimitet hos læserne. Hans Engell fortæller, at de på Ekstra Bladet bl.a. diskuterer, hvordan hjemmesiden kan bruges til at gøre journalistikken mere gennemskuelig for læserne. “Jeg kunne godt forestille mig, at vi på hjemmesiden begyndte at lægge det råmateriale, avisen bruger som udgangspunkt for sine artikler - dokumenter, bevismateriale, ordrette gengivelser af interviews og så videre. Det ville give læserne bedre muligheder for at se os i kortene,” siger han.

Læsernes ombudsmand er indtil videre et af de få forsøg i medieverdenen på at kommet de samfundsforskere og kritikere i møde, som mener, pressen har vist sig uegnet til at vogte sig selv. Men Tøger Seidenfaden og de øvrige redaktører tager samstemmende afstand fra enhver tanke om at underkaste sig nye obligatoriske kontrolforanstaltninger. Forslag om at oprette nye uafhængige institutioner til at overvåge pressens nyhedsformidling vil få en hård medfart i pressen. “Sovjetiske tilstande,” “smagsdommeri”, “en absurd tanke”, lyder nogle af reaktionerne.

Den opgave agter pressen tydeligvis selv at tage sig af. Connie Hedegaard fra DR tror heller ikke, man kan institutionalisere sig ud af de problemer, hun mener pressen døjer med. Det kræver en holdningsændring. “Jeg synes der i Danmark mangler en mediekritisk og medieselvkritisk debat både i dagspressen og de elektroniske medier. Vi må gøre op med den her holdning om, at mediehistorier er besværlige og kun kan bringe os i uføre. Løsningen er en helt anden selvforståelse i pressen af hvilken magt, vi er udstyret med, og hvad vi er sat i verden for. Da der ikke er andre til at kontrollere pressen - og heller ikke bør være det - er det om at komme i gang,” siger hun.

Opfordringen kommer på et tidspunkt, hvor både journalister og redaktører har dårligere tid end måske nogensinde til at fordybe sig i faglige debatter om journalistiske normer og etiske retningslinier. De fleste venter, at branchen også i 2003 vil blive skueplads for dramatiske begivenheder, som bunder i mediernes strukturelle krise og skærpede konkurrence. Det kan der ligge mange interessante journalistiske historier i. Spørgsmålet er så, om de bliver skrevet.

Oprindeligt trykt i Dansk Presse. nr.1. 85.årgang

Relaterede artikler

Kresten Schultz Jørgensen er Ugens Profil - "Jeg glæder mig til at arbejde i en virksomhed, hvor der ikke er så mange forskellige dagsordener at...
Avis for de rige - Indtil nu er det kun de kristne og de intellektuelle, der har haft deres egen avis. Om ikke så længe får også de unge, r...
Schultz Jørgensens fornemmelse for kvalitet - K-forum tog ud for at høre historien bag Danmarks nye dagblad som udkommer i slutningen af oktober til 17 kr. pr.stk. De...
Dagens medarbejdere dagen efter - De blev købt for millioner, som drejede det sig om en italiensk fodboldklub på opkøb. De blev solgt som en arrogant eli...
Kan man stole på journalister? - The New York Times er rystet i sin grundvold, efter at avisens stjernejournalist Jayson Blair er blevet afsløret som svi...
Dårlige nyheder - Avisdød og syg journalistik. Hvad fejler morgenaviserne? De to forfatter har netop afsluttet et speciale på journalistud...
Avis, Generation XL - Når aviserne uundgåeligt bliver til mediehuse, er der ikke plads til arrogance over for, hvad der kan få plads i avisen
Krisen er et barn af firserne - Krisens anatomi er udgangspunktet for Winni Johansens og Finn Frandsens arbejde med kriser i virksomheder. Samtidigt har...
Berlingskes redningsplan: Tættere På Læserne - Hårdt presset på økonomien og oplagstallene har Berlingske Tidende det sidste års tid fulgt en ambitiøs fornyelses-strat...
Kresten og den udydige brand religion - Virker branding? Kommunikationen er over alt - men den gør tilsyneladende ringere og ringere indtryk. RÆSON bringer nu ...
Kresten er tilbage - Jeg hørte for snart lang tid siden om Kresten Schultz Jørgensen og hans nye bogprojekt:" Magt og Mirakler", der efter si...
Ældre Sagen ændrer sagen - Indflydelse på mediestrømmen kræver gode relationer til medierne. Det siger sig selv. Men mange steder er der langt fra ...
100 ideer til din pressekontakt - Det burde være så nemt: Skriv en god historie, send den til den rette journalist, og du er i avisen i morgen. Men virkel...

Giv din stemme

5 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

25 JOB

Kommunikationskonsulent

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Kursus

Få værktøjer til bedre forandringskommunikation

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.