Virkeligheden overtrumfer fiktionen i Forbrydelsen II. Det gør serien mere uhyggelig end forgængeren. Serien er som klippet ud af nyhedsudsendelserne. Rædsel over krigen i Afghanistan rykker helt ind over de danske kakkelborde, og den forbigåede pasbetjent Sarah Lund er et hjerteskærende mut omdrejningspunkt. Tak, mere af det.
Godt halvvejs gennem Forbrydelsen II på DR1 er det tid for
en status. Det er påfaldende, at føljetonen
lægger sig uhyggeligt tæt op ad begivenheder og
udviklingstendenser i virkelighedens Danmark. Dette er en markant
forandring i forhold til første runde.
Betjenten i centrum på DR's officielle præsentation
af serien
Serien fastholder sin appel til publikum - seertallet har med en
enkelt undtagelse ligget stabilt på godt 1,6 mill. hver
søndag aften mellem 20 og 21. Hovedforfatter er fortsat
Søren Sveistrup, og fra 1. del går
instruktørerne Kristoffer Nyholm, Hans Fabian Wullenweber og
Charlotte Sieling igen. Den traditionelle, men effektfulde, musik
står Frans Bak for ligesom sidst. Også stilen er
videreført: Æstetisk betones krimiuniversets dysterhed
gennem de samme blå-sorte og grålige farvetoninger og
diverse kameravinklinger med associationer til film noir.
Derimod er der store udskiftninger i skuespillerstaben. Kun den
desavouerede vicekriminalkommissær Sarah Lund (Sofie
Gråbøl) og den dubiøse Brix (Morten Suurballe)
er tilbage på Politigården. Resten af persongalleriet
er skiftet ud. Det er et effektivt signal om en ny begyndelse - og
dermed en anden seriekarakter end den, vi er vant til fra andre
fortsatte krimiserier, hvor det netop er et fast persongalleri,
også af velkendte bipersoner og særlige
personkonstellationer i afdelingen, der udgør det konstante
element.
En parallelopbygning mellem politik og forbrydelse er fortsat
virksom, men fokus er ændret. Det kommunale miljø
omkring Københavns rådhus er skiftet ud med det
landspolitiske omkring Christiansborg. Hvor fokus i Forbrydelsen I
lå på at få opklaret primalmordet på
gymnasieeleven Nanna Birk Larsen, er konceptet i Forbrydelsen II
ikke blot parallellen, men den direkte sammenhæng mellem
politik og forbrydelse.
Hvordan fungerer de konstante og de variable elementer så?
Lad os undersøge det i forhold til
- dramaturgien, der indeholder elementer fra tidligere, men i
forandret form
- karaktertegningen af Lund, der leverer det mest
fremtrædende gentagne moment
- virkelighedsrelationen, der er markant forandret.
Følelserne effektfuldt skrællet af
drabene
Dramaturgien i Forbrydelsen I var opbygget, så
mistanken skiftevis blev kastet på den ene og den anden, som
efterforskningen så efterhånden dementerede. I
Forbrydelsen II er der mindre opmærksomhed på mulige
mistænkte og mere på de fortsatte udviklinger. Der er
indtil videre begået effektfuldt iscenesatte mord på
juristen Anne Dragsholm, den professionelle soldat Allan Myg
Poulsen, de tidligere soldater David Grüner og Lisbeth Thomsen
samt Præst - alle mænd og kvinder med tilknytning til
en bestemt "hændelse" i Afghanistan. Alle de følelser,
der udspillede sig i Birk Larsen-familien i Forbrydelsen I i
tilknytning til drabet og de mulige mistænkte, er her
effektivt skrællet af. Følelserne og dermed også
de melodramatiske momenter er henvist til forløbet omkring
Jens Peter Raben (Ken Vedsegaard) og hans familie. Her fungerer de
til gengæld i næsten klassisk udformning i forbindelse
med en sandsynlig begået uretfærdighed og en deraf
følgende indespærring. Trods dette er Forbrydelsen II
en mere rendyrket thriller.
Seerne deltager i opklaringen på DR's hjemmeside
Det giver en anden rytme i dramaturgien, der indtil videre
læner sig op ad Agathe Christies klassiske set up: Der er en
gruppe på et bestemt antal - og hvis tur er det nu til at
dø? Mange senere thrillere er bygget op over denne model,
ofte i kombination med en kamp mod uret. I skrivende stund er der
kun Jens Peter Raben tilbage fra den oprindelige gruppe. Der
mangler fire afsnit, så det er indlysende, at der må
ske overraskende drejninger i dramaturgien.
Pasbetjent på nulpunktet
Sarah Lund er efter sin udstationering hos paspolitiet i
Gedser hentet tilbage på Politigården,
forsøgsvist tilkaldt af Lennart Brix, der nu er forfremmet
fra vicedrabschef til drabschef. Det er en diskret markering af det
tidsrum på to år, der er gået siden sidst - og af
belønningen for at skive Lund af dengang. Selv om Lunds
islandske sweater er skiftet ud med sweatere i forskellige farver,
er hun om muligt endnu mere mut, indesluttet og umeddelsom end
tidligere.
Det gælder både i forhold til sin familie og i forhold
til den nye samarbejdspartner, Ulrik Strange, hvis venlige
kontaktforsøg konstant afvises, men som hun på den
anden side har brug for professionelt. Hendes reaktioner er
måske ikke så mærkelige endda. Strange har jo
overtaget hendes gamle job som vicekriminalkommissær, og hun
har dårlige erfaringer med et kollegaparløb fra
tidligere, hvor hun også først forsøgte at
lægge afstand, og hvor det mislykkedes.
Trods Lunds ihærdige distanceringsforsøg er der da
også allerede nu faresignaler i forhold til Strange. Hun
lægger faktisk op til en gentagelse af relationen til sin
gamle partner Jan Meyer. Også ham afviste hun - samtidig med,
at hun inddrog ham, hver gang hun selv var i knibe. Strange bliver
udsat for samme mekanisme. I en situation, hvor hun - igen - er sat
af sagen (i del 6) ringer hun som en selvfølgelighed til ham
og beder ham følge op på det spor, som ledelsen har
besluttet sig for at droppe, men som hun ved er det rigtige.
Alt ved det gamle - bare værre
I forbindelse med familien skæres hendes ensporethed ud i
pap. Når den altid optimistiske mor, der nu bliver gift,
giver hende besked om, at gommen ikke tåler nødder,
kan man være 100 procent sikker på, at Lund
køber en nøddekage, der forårsager et
allergianfald hos den rare mand. Alene det, at det er moren, der
bliver gift, og ikke hende selv, sætter hendes situation i
relief.
Forholdet til den nu 17-årige søn er så
kuldslået, som det kan være. Der kommer i det hele
taget kun nogle mekaniske sætninger frem, når Lund
optræder i privatlivet, og hun har altid travlt med at komme
af sted. Vi er altså fortsat på det nulpunkt, som
Forbrydelsen I sluttede med. Den eneste variation er, at moren i
modsætning til før lader til at acceptere det. Til
brylluppet reagerer hun med en kvik bemærkning om, at
sådan er kvinderne i vores familie, da Lund, der har lovet at
være toastmaster, udvandrer.
Hvad Sarah Lund angår, er alt således ved det gamle -
bare værre. Hvor hun tidligere havde følelser, har hun
nu totalt amputeret sit følelsesliv såvel som sit
privatliv, der er reduceret til et absolut minimum. Hun har bevaret
sin intuition, sin sans for logik og skæve sammenhænge
og er dermed fortsat et stærkt kort i opklaring af
utraditionelle forbrydelser. Men hun er fortsat lige så lidt
holdorienteret i sin efterforskning som før, hvilket
gør hendes position udsat. Hun har svært ved at finde
alliancepartnere og er dermed så isoleret som nogensinde,
både i sit arbejdsliv og i sit privatliv. Ene, men ikke
særlig stærk.
Uspiseligt sammenbidt
Lund repræsenterer klart nok det kvindelige modstykke til den
sædvanlige mandlige efterforsker, der ligesom hende
brænder alle sine privatlivsrelationer af, men netop som
enegænger opklarer sine forbrydelser. Intuitionen og det
utrættelige engagement dag og nat er fællesgods. Jane
Tennison leverede en anden udgave af samme model i 1990'ernes
britiske Prime Suspect. Det har den fordel, at der i det mindste
ikke trædes rundt i et langvarigt, usandsynligt
kæresteforhold, som det var tilfældet i Forbrydelsen
I.
Er karakteren Sarah Lund så troværdig? Lund spilles med
sammenbidt energi og uden antydning af et smil af Sofie
Gråbøl, der er en meget overbevisende skuespiller. Hun
forsvarer Sarah Lunds selvamputering som psykisk forsvarsreaktion,
selv om den er vanskelig at håndtere, fordi karakteren bliver
mere endimensional og følgelig mindre spændende.
Også hendes evindeligt udsatte og marginale position
gør hun genkendelig i lyset af, at Lunds grundlæggende
drivkraft er kampen for et come back. Som hun selv udtrykker det
over for Brix, er opklaring "det, jeg kan". Der er et langt
udtrukket spændingsmoment indlejret: Hvad bliver udfaldet
på kampen - anerkendelse eller fortsat marginalisering?
Forbrydelsens første offer, på
besættelsestidens henrettelsesplads. Foto fra DR's
hjemmeside
Aktuelt stof i fiktionen
Virkelighedsrelationen er ændret. Forbrydelsen II
henter meget af sit materiale fra virkeligheden og sætter det
sammen på en måde, der passer ind i
thriller-dramaturgien. Hvor Forbrydelsen I opererede med
parallelverdener, der spejlede hinanden, indrammet af en
fælles målrettethed, er der her tale om mere direkte
relationer mellem det politiske niveau og det forbryderiske.
Det er slående, at der i receptionssituationen har
været så righoldigt et materiale at øse af. Det
er usædvanligt, at aktualiteten i fiktion topper efter
produktionsdatoens udløb. Producenterne har næppe
kunnet forudse dette, men det viser i hvert fald, at de tendenser,
de har haft fat i, er solidt forankrede i elementer fra
virkeligheden. Det er lige før virkeligheden overtrumfer
fiktionen.
Pressemateriale fra oktober 2009
Lad os tage nogle artikler fra aviserne i oktober 2009 for at vise
dette fænomen. En overskrift lyder: "Danmark betaler
erstatning for død pige. For tredje gang under indsatsen i
Afghanistan er civile dræbt" (Politiken d. 17.10.2009).
Artiklen beskriver, hvordan en afghansk familie får udbetalt
erstatning af den danske stat for tabet af en datter under danske
soldaters beskydning af nogle Taleban-stillinger; oberst Henrik
Sommer, der er talsmand for operationsdivisionen, kan ikke sige,
hvordan det kunne ske: "Det er der ikke nogen præcis
forklaring på".
Et andet eksempel: "Forsvarsskandalen efterlader et blødende
sår. Pinligt: Jægerbog, fyringer i ledelsen og
overforbrug rammer også soldaten, som skal passe sit job
på Danmarks største arbejdsplads. Og der vil gå
lang tid, før skaden er genoprettet, vurderer folk omkring
forsvaret" (Nordjyske 11.10.2009). Artiklen retter et skarpt angreb
mod de løgne, fortielser og fordrejninger af sandheden, der
blev konstateret i Forsvaret efter lanceringen af Thomas Rathsacks
bog I krig med eliten.
Jeg kunne faktisk blive ved, men et tredje eksempel fra samme
måned må være nok. Her er overskriften
"Ministeren, der ville være ven med alle." Underrubrikken
lyder: "Søren Gade er ude i den største krise i sine
fem år som forsvarsminister. Forsvarets løgne og
fortielser rejser spørgsmålet om, hvad der er den
politiske chefs ansvar. Flere mener, at han kun har overlevet,
fordi han har en ganske særlig evne: Han er venlig"
(Politiken 11.10.2009).
Presse, politik og plot
Disse eksempler understreger aktualiteten i plottet i Forbrydelsen
II. Her har vi på det politiske plan en nytiltrådt
justitsminister, Thomas Buch (Nicolas Bro med stor autoritet). Han
vil gerne have et bredt forlig om en terrorpakke og dermed
være ven med alle i stedet for kun med "Folkepartiet" -
måske et lidt for gennemskueligt navnevalg. Dansk Folkepartis
Søren Espersen har da også allerede reageret.
Forliget modarbejdes imidlertid af en lang række
løgne, fortielser og fordrejninger af sandheden, der
hænger sammen med en bestemt, to år gammel,
mørkelagt sag. Og denne sag drejer sig om, at civile under
indsatsen i Afghanistan er blevet dræbt af danske soldater.
Der er åbenbart foregået noget, som nogen ikke vil have
frem. De løgne, fortielser og fordrejninger, der
efterhånden afsløres på det politiske plan, har
deres håndfaste pendant i de mord, der begås på
danske soldater med tilknytning til den dystre begivenhed i
Afghanistan.
Hvorfor er sagen mørkelagt? Hvem har vidst hvad om sagen
på hvilket tidspunkt? Hvilken rolle har Buchs forgænger
som justitsminister, Monberg, spillet - og er det mord eller
selvmord, der bevirker, at Monberg ved afslutningen af afsnit 6 er
ude af stand til at afsløre sandheden? Hvem står bag
mordene og hvorfor? - Det kan man læse mange gisninger om
på DR's hjemmeside om
serien.
Jeg vil foreløbig nøjes med at konkludere, at
sammenføjningen af de to niveauer er
spændingsskabende, ambitiøs og vellykket. Relationen
til virkeligheden er realiseret på en måde, der
overtrumfer i hvert fald mine forventninger.