Præsentér kondom

Sundhedsstyrelsen har igennem de sidste tre år gennemført en netværksbaseret kampagne, der blandt andet skal sikre, at de danske soldater bruger kondom, når de dyrker sex under deres ophold på de internationale missioner.













Formålet med
Sundhedsstyrelsens forebyggelsesindsats er at begrænse antallet af
danskere, der smittes med hiv, når de rejser eller arbejder i
udlandet. Soldater på de internationale missioner er sammen med
eksportchauffører, eksportsælgere og Danidaudsendte blandt dem,
som Sundhedsstyrelsens arbejde særligt fokuserer på. Strategien
over for de udvalgte grupper er at lade netværket omkring
målgruppen være både medudvikler af materialer/aktiviteter,
distributør af materialer og dialogpartner.

Annonce for kondomsæt


Fagligt Forsvar
, oktober 1999



Samarbejde på tværs

I forbindelse med indsatsen over for
soldater har Sundhedsstyrelsen taget kontakt til Forsvarets
Sundhedstjeneste og Hærens forskellige fagorganisationer. Dette har ført
til et unikt tværgående samarbejde


- Vi ved, at et stort antal af soldaterne
har sex med en prostitueret under missionen og har en formodning om, at
det ikke er alle, der bruger kondom. Skal vi have soldaterne til at dyrke
sikker sex, er vi nødt til at påvirke dem fra flere sider. Derfor
besluttede vi at samle os i en arbejdsgruppe, som i fællesskab kan sikre,
at de planlagte aktiviteter bliver gennemført, siger stabslæge Erik
Darre fra Forsvarets Sundhedstjeneste.













Gummi og gode råd



Arbejdsgruppen har mødtes
fire gange i det sidste år, og der er på møderne taget
beslutninger om diverse aktiviteter og produktioner, som
Sundhedsstyrelsen og bureauet Advice har arbejdet videre med. Det er
blevet til en række både seriøse og humoristiske elementer, som
siden er blevet introduceret for soldaterne på missionerne, bl.a.
et lille plastikchartek, der udover to af Sundhedsstyrelsens
kondomer indeholder en folder med gode råd om brug af kondomer.
Eksempelvis lyder det:




Du skal ikke bruge kondom:



  • Mens du snakker med din
    øverstkommanderende

  • Mens du styrer en PMV på en smal
    bjergvej

  • 40 meter under vandet i en dykkerøvelse

  • Under armbøjninger

  • Mens du bliver interviewet til CNN



Humor er i det hele taget en vigtigt del af
indsatsen. Udover kondomsættet bliver soldaterne præsenteret for cd’en
"Rolig skat, jeg har taget glatførekursus", som er spækket med
satire og god musik. Peter Mygind, Monrad og Rislund, Linie 3 og mange
andre behandler alvorlige temaer som sex, beskyttelse og sexsygdomme med
løssluppen humor.



Soldaternes egne talsmænd

Kondomsættene og cd’en bliver
distribueret til soldaterne på missionerne af Hærens Konstabel- og
Korporalforenings korps af talsmænd.


- Det er vigtigt, at det ikke kun er
Sundhedsstyrelsen, befalingsmændene og lægerne, der prædiker sikker sex
for soldaterne. Derfor valgte vi at bruge talsmændene, der ligesom
tillidsrepræsentanter vælges af folkene, inden de tager afsted til
missionerne. Ved at inddrage talsmændene kommer vi ind i det
allertætteste netværk nemlig soldaternes egne kammerater, fortæller
Forbundssekretær Flemming D.V. Nielsen.



Undervisning om sexsygdomme

En anden væsentlig aktivitet, som
arbejdsgruppen har sat igang sammen med Sundhedsstyrelsen, er
gennemførelsen af undervisning om seksuelt overførbare sygdomme og
sikker sex på missionerne. Det er Hærens sundhedspersonel (læger og
sygeplejersker) på missionerne, der har påtaget sig denne opgave.


- Cd’en og kondomsættene skaber
opmærksomhed om indsatsen og fungerer som en reminder om sikker sex,
inden soldaterne tager på leave. Undervisningen er det mere seriøse
input, hvor soldaterne får de faktuelle oplysninger om de sygdomme, de
kan risikere at få, hvis de ikke beskytter sig, fortæller Erik Darre.



Sikker sex i fremtiden

En væsentlig del af netværksstrategien
har for Sundhedsstyrelsen været at sikre, at de igangsatte aktiviteter
fortsætter også efter den 3-årige indsatsperiodes afslutning. Derfor er
der gjort et stort arbejde for at skabe de rette betingelser for
arbejdsgruppen, så den kan fortsætte arbejdet i de kommende år.


- Vores rolle har været at påpege en
problemstilling og give parterne en mulighed for at mødes og udveksle
erfaringer og idéer. Arbejdsgruppen er nu så godt etableret, at den har
planlagt møder og aktiviteter i det kommende år, som vi ikke er
involverede i. Det er et tegn på, at der er gode muligheder for at
arbejdet fortsætter ud i fremtiden, siger Marianne Lomholt,
Sundhedsstyrelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også