Medieoffersyndromet – den nye diagnose

Personskandaler er en effektiv måde at skaffe læsere og seere på. Der er ikke altid hold i historierne, og ofte bliver de blæst ud af proportion. ”Medieoffersyndromet” er norske forskeres kliniske betegnelse for den psykiske tilstand, et menneske kan opleve efter at have været gennem mediemaskinen.

I sin iver efter at placere ansvar sætter medierne ofte mennesker i en gabestok. Offentlig mediekritik er tit både massiv og kører over lang tid, og selv for hærdede offentlige personer kan dette være stærkt belastende. Mange får psykiske traumer, og nogle vælger endda at tage deres eget liv.

Definitionen af offeret

Hvis en sag har været stærkt overdrevet, grundløs eller fejlagtig og fører til traumer eller skader på den, som har været under anklage, kan man tale om, at personen er ramt af et medieoffersyndrom.

Som formand for SID's Industrigruppe var Willy Strube var en af de tunge drenge i fagbevægelsen. Mediernes afsløring af hans svindel med forbundets penge fik den ulykkelige konsekvens, at han tog sit eget liv i 2001. Foto: Polfoto

Typiske reaktioner

Reaktionerne varierer, men følelsen af raseri, afmagt og lammende angst for at miste anseelse og arbejde og dermed være truet på sin eksistens går igen. Disse følelser udgør en helbredsrisiko, der kan føre til depression, som igen indebærer øget dødelighed og selvmordsrisiko.

Jan Lindholt Mikkelsen blev først mistænkt, varetægtsfænglset og hængt ud med navn og billede på forsiden af Ekstra Bladet for mordet på en 20-årig kvinde. Han blev også lagt for had på Facebook og forskellige blogs. Senere blev han løsladt, renset og frikendt. Læs også chefredaktør Lisbeth Knudsens blog fra 24. januar 2010

Selvisolering, hævnfantasier og overtilpasning

Desuden isolerer de fleste medieofre sig, og andre typiske reaktioner er søvnforstyrrelser, svækket koncentrationsevne, følelsen af at være værdiløs, tvangsmæssige hævnfantasier, frygt for igen at blive blottet og psykosomatiske reaktioner. Ofte ses også en reaktion, hvor offeret reagerer med overtilpasning, som kommer til udtryk i forsigtighed, konventionalisme og en overdreven frygt for at begå fejl.

I december 2010 stjal journalister fra Ekstra Bladet to sække skrald hos daværende miljøminister Karen Ellemann for at gennemrode dem og se, om hun sorterede sit skrald. I et interview i fagbladet Journalisten fortæller Ekstra Bladets journalist Thomas Svensson, at han gjorde sig mange etiske overvejelser og understreger, at han ikke åbnede et uåbnet brev til Karen Ellemanns mand, som lå i den ene af sækkene

Fiksering

For medieoffersyndromet gælder det også, at følelsen af at være truet på sin integritet fører til en fiksering. Tankerne kredser om medieindslagene, og samtidig opstår en trang til at undgå presset. Især mennesker, som plejer at følge medierne tæt, kan få et tvangsmæssigt behov for at ”følge med”. Ofte vil de følge med i de elektroniske mediers stadige opdateringer og personlige blogs, som ikke er underlagt en redaktion.

Da Ditte Okmans Facebook-opdateringer kom ud i den brede offentlighed, udløste det en mediestiorm, der førte til, at hun blev fyret som pressemedarbejder hos Venstre

Posttraumatisk stresssyndrom

Repetitionsoplevelser, undvigelsesadfærd og generelt øget beredskab tegner billedet af et posttraumatisk stresssyndrom, men en væsentlig forskel er, at medieoffersyndromet ikke handler om en ydre fysisk fare.

Medieofferet oplever i stedet en social dødsangst, som er en eksistentiel angst. Denne iagttagelse understøttes blandt andet af, at personkarakteristikker især føles krænkende, fordi det rammer hårdere at blive stærkt kritiseret for at være den, man er, end for noget man har gjort.

Mediernes personfokusering kommer sikkert til at fortsætte, og der er grund til at tro, at den vil være lige så hårdhændet i fremtiden. Så der vil komme flere ofre. Mon ikke medieoffersyndromet også bliver en del af vores at måde at behandle dem på?

Læs artiklen her: Medier som skader og dreper af Christensen, Waldahl og Weiseth