PR som Livsstil

At lave PR for kulturlivet kræver en interesse i kunsten og en forståelse for kunstnerens væsen. Det siger Ugens Profil, der har intuition, indlevelse og fleksibilitet som sine vigtigste arbejdsredskaber. Mød direktør i Have PR & Kommunikation Christian Have, der er sikker på, at han ikke ville sidde i sin nuværende position, hvis han ikke selv havde prøvet at stå i rampelyset.
Christian Have er født i 1954

Som direktør for Have PR & Kommunikation er Christian Have løbende ansvarlig for PR og marketing for Det Ny Teater, Gladsaxe Teater, Husets Teater, Grønnegårds Teatret, Folketeatret, Nørrebros Teater, Helsingør Sommerteater og Peter Schaufuss Balletten.

 

Christian Have har netop været ansat som PR-konsulent for DR i forbindelse med Det Internationale Melodi Grand Prix 2001.

 

1973: Sproglig student, Frederikssund Amtsgymnasium, 1976: Cand. phil, Københavns Universitet, 1978-83: Professionel musiker, 1978-83: Direktør, Mabel Productions, 1984: Informationschef, Gladsaxe Teater, 1984: Direktør, Have PR & Kommunikation

 


Tyve minutter inden det Internationale Melodi Grand Prix gik luften til 100 mio. europæere, og Papkasseshow varmede de 40.000 fremmødte publikummer i Parken op med en ny udgave af Grand Prix-klassikeren Boom Boom, var Christian Have glad for, at han stod bag scenen i presserummet. 23 år forinden stod han nemlig selv på scenen med en stortromme på maven og vandt det Danske Melodi Grand Prix netop med sangen Boom Boom.

 

Boom Boom og sejren i det Danske Melodi Grand Prix i 1978 blev startskuddet til en karriere som professionel musiker i Danmark og udlandet med gruppen Mabel. Christian Have holdt ikke alene musikken sammen bag trommerne, han styrede samtidig gruppens ansigt udadtil som direktør for selskabets Mabel Productions. Da livet som rockmusiker sluttede fem år senere i 1983 havde Christian Have fået så meget blod på tanden af at markedsføre Mabel, at han i 1984 startede Danmarks første og hidtil eneste PR- og kommunikationsbureau, der udelukkende løser opgaver indenfor kulturlivet.

 

Det var således i sin egenskab af direktør for Have PR & Kommunikation, at Christian Have stod i Parken lørdag d. 12 maj. Her dirigerede han det store opbud af europæiske kulturjournalister og havde ansvaret for, at den del af det store show fungerede. Og da 40.000 stemmer skrålede med på Boom Boom, fik Christian Have en erkendelse af, at ringen var sluttet, et kapitel var rundet af og han stod det helt rigtige sted.

 

Intuition er afgørende
Christian Have lægger ikke skjul på, at hans førstehåndserfaring med branchen igennem årene med Mabel er en god ballast at have med, når han i dag løser formidlingsmæssige opgaver for kulturlivet:

 

"Det at have prøvet spotlightet, det at have prøvet at være offer er en skidegod erfaring. Man er i stand til at forstå en skuespiller, der fortæller, at han ikke vil lave et interview med Se&Hør fordi de har skrevet dårligt om ham for 12 år siden. Jeg har selv prøvet det. Jeg kan stadig huske, hvad der blev skrevet af Rode Kofoed i en pladeanmeldelse for 23 år siden. Det var sikkert rigtig nok, det han skrev, men jeg glemmer det sgu aldrig", fortæller Christian Have, der mener, at den form for erfaring giver nogle fordele, man ikke kan uddanne sig til.

 

"Du kan uddanne dig og tilegne dig en masse værktøjer, men det der er afgørende for, om du bliver en stor PR-mand - specielt indenfor kulturen - det er, om du tør følge din intuition. Her skilles fårene fra bukkene. Nogen har det gen i sig, andre har det ikke. Det kan du ikke uddanne dig til", understreger Christian Have og fortsætter:

 

"Den del af festen, der hedder, at du har en intuition og forståelse for kunstnere og kunsten, den ville nok være svær at opnå, hvis du ikke selv har været der og stået der. Jeg føler, den har hjulpet mig i mange sammenhænge, hvor en kunstner opførte sig dybt urimeligt eller uforståeligt. Der har jeg tit spolet tilbage og spurgt: Hvordan opførte du dig egentlig selv? Det har været en uvurderlig ballast at have med. Man bliver nødt til at have den med, når man er i kulturuniverset, fordi det er så følelsesladet" siger Christian Have.

 

En svær kombination
For Christian Have er intuitionen et specielt vigtig arbejdsredskab, fordi arbejdet med at formidle kultur er et arbejde med levende mennesker:

 

"Det centrale er, at du som regel ikke sælger et konkret produkt, men luft, visioner og ideer. Du sælger følelsesmæssige oplevelser, hvilket gør dit arbejde meget intimt og personligt", fortæller Christian Have, der peger på, at dette forhold bevirker, at kommunikationen ofte kan blive lidt kaotisk og tilfældig.

 

"Kunstnere opfører sig aldrig helt, som du gerne vil. De blive utidige og uartige og vil lige pludselig ikke gøre, som du har planlagt. Det gør kommunikationen helt anderledes levende og interessant, men det gør det også meget besværligt", mener Christian Have.

 

Derfor er det ikke nok kun at kunne lægge strategier og handlingsplaner. Udover en kærlighed til og forståelse for kunst og kultur kræver arbejdet med at formidle kultur også ifølge Christian Have personlige egenskaber som evnen til at lytte og sætte sig ind i andre menneskers psyke. Men det kræver også stringens og handlekraft:

 

"Jeg plejer at sige, at du skal være lyttende, forstående og intuitiv, når du er ovre i kunstens univers, men når du skal ud og formidle det, skal du have al den stringens og handleevne, du ellers kun finder i et marketings- og salgsunivers".

 

Den kombination er normalt svær at finde. Christian Have indrømmer, at han selv kæmper med den: "Jeg er stærkest ovre i kunstens verden, afsætningsverdenen interesserer mig ikke så meget, det er ikke dér jeg brænder".

 

Aldrig fri
Derfor har Christian Have selvfølgelig været nødt til at dygtiggøre sig indenfor salg og marketing. Men generelt ønsker han at sabotere det typiske billede af en PR- og marketingsmand, som han selv definerer som: hårdkogt, smart, lidt korrumperet og engageret til det højeste honorar.

 

Derfor kører Christian Have stadig på cykel, han siger nej til mellem fire og fem store opgaver hver uge, han taler moral og etik med kunderne og det handler ikke om at tjene flest mulige penge men om at oversætte kunsternes visioner til publikum. Når det lykkes mener Christian Have, at PR bliver en kunstart i sig selv på lige fod med kunstværket.

 

Men det har sin pris: "Konsekvensen er, at du altid er på arbejde. Du går ikke hjem klokken 17.00, du får ikke den store hyre, og du har altid en ringende mobiltelefon på dig, men det er fandeme sjovere end så meget andet - det er blevet en livsstil", siger Christian Have og slutter: "Hvis du vil have tid til dit privatliv, hvis du vil på ferie fem uger hvert år, og hvis du vil have tid til dine børn, fint, men så skal du ikke være i kulturbranchen".

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også