Maria Montell er en sød ligetil og helt ukompliceret pige. Jeg havde i al fald let ved at slå en aften i Helsinki (er det virkelig en hovedstad?) ihjel med hende, engang før hun var berømt pop- og mediestjerne.

Nu bliver hun beskyldt for kynisk at have spekuleret i sit forhold til kronprinsen, fordi hun brugte romancen til at komme i prime-time-tv og få vist sin nye musikvideo. Og det skønt hun bare har brugt Diana-metoden og vendt pressens paparazzi-forfølgelse af hende mod pressen selv for at bruge den til sit eget formål.

At pressen lader sig bruge til kunstneriske og kultuelle pr-formål, er der intet nyt i. Faktisk blev pr som disciplin "opfundet" af P. T. Barum for hundrede år siden til at promovere cirkusartister og variete-sangere. Man opfandt historier og events eller pseudobegivenheder og lancerede dem i pressen for at skabe interesse via omtale.

I dag - hvor pressen i endnu mindre grad er den fjerde uafhængige meningsmagt, men en snart gratis eller tilskudsomdelt annoncefinansieret livsstilsguide - er dele af mediernes formater dedikeret til at skabe god, positiv presseomtale for kultur- og underholdningsindustriens ekspanderende annoncører. Et film- eller bogtillæg i Politiken eller Jyllands-Posten er jo designet som en redaktionel indpakning af et positivt annoncemiljø. Sådan er det blevet. Og derfor er den uafhængige kritiske anmeldelse i dag ikke bare uønsket på disse sider. Den er oftest også helt sekundær for et kulturprodukts succes. Disneys seneste integrerede pc-spil/tegnefilm/promotion, den nyeste kunstudstilling eller det sidste litterære hit kan være af den og den kunsteriske værdi. Forinden er produktet blevet skrællet og foromtalt og forskræppet så meget i så og så mange TV-aviser og andre medier, at publicity-bølgen i sig selv har skabt sit eget publikum. Smagsdommen er erstattet af mediernes forsmagen. Selv kunstneriske gemytter, der ønsker at modgå mediekarussellen, som fx Peter Høgh, kan ikke undgå at blive indrulleret i den ved at blive gjort mere interessant af sin særhed. Og de mange kunstnere, der i deres egen selvforståelse er imod "pengemagt" og "amerikansk kommercialisering", står bare og bekræfter det dobbeltmoralske i deres egne udsagn, når de opfylder formålet med at passe ind i musik, film, bogtillægget, skabeloner af foromtaler og forinterviews for at skabe salg af eget produkt.

Hvis vi så glemte det vane-venstreorienterede kunsthykleri lidt og erkendte dette, så er problemet for mig at se, om alle kulturprodukter nu også har godt af denne type offentlighedsarbejde?

Pressen tænker i konflikter og i sort/hvid-historier. I Frankring er en bog om incest af Christine Agnot p.t. en bestseller, alene fordi det lykkedes den lesbiske forfatter at komme på TV og få sat et skænderi igang og efterfølgende sælge sin historie til et dameblad. Debatbogen "Borgerlige Ord efter revolutionen" har fået et ligeså forudsigeligt mediekredsløb, hvor den dygtigt er markedsført med efterhånden op til adskillige kronikker og TV-optrædener, foromtaler i op til en uge før lanceringen osv. Men bogens budskab om en ny type samtale på et nyt idegrundlag fremmes jo ikke ligefrem, fordi de mest provokerende kritikker rammer politikere, der svarer ligeså hårdt igen. Det flytter ikke så meget på den reelle debat - men måske nok på salgstallene. Man kan så her håbe på et andet kredsløb i den mere intellektuelle efterdebat for denne bog. Men netop forskning i disse arenaer og kredsløb har vi for lidt af.