Power couples minus Kjær & Co

Et af historiens store power couples er Cæsar og Kleopatra. Deres forhold var til fordel for dem begge. Kleopatra blev dronning, og Cæsar fik kontrol over Egypten. Det rigtige power couple kan ændre verden. Det forkerte par kan ødelægge meget. Det er Henriette Kjær & Erik Skov Pedersen er et godt skræmmeeksempel på.
af Joachim Sperling
Power couples har i historisk tid hørt til sjældenhederne. I Danmark har vi haft Jens Otto Krag og Helle Virkner, men fænomenet er først i de senere år eskaleret, i takt med at stadig flere kvinder indtager ledende positioner i erhvervs- og kulturlivet.

Power couples er enten magtfulde, folkekære, kunstneriske, velhavende, smukke eller på andre måder beundrede. I offentlighedens øjne skal de ideelt set være så perfekte, at de ikke kan have følelser for andre end hinanden. Intet kan forstyrre deres kærlighed – bortset fra ondsindede kræfter udefra. I det moderne samfund er det medierne, for de kan bygge power couples op, men de kan også pille dem ned igen. Spørg bare Henriette Kjær og Erik Skov Pedersen.

Forskellig eller fælles
Et power couple kan bygge på enten komplementære eller beslægtede værdier. De kan udligne hinandens svagheder, så de sammen får et stærkere og mere komplet udtryk. De kan understrege hinandens styrker, så der kommer eftertryk og troværdighed bag værdierne.

Anni fra A-gruppen Alarm alarm
Et  fantastisk eksempel på et forhold baseret på komplementære værdier er Erik og Anni. Erik Damgaard har gjort det, som alle it-nørder drømmer om. Han scorede en pige med kæmpestore bryster og langt lyst hår. Det gjorde ham til fast inventar i ugebladene og et idol for pizzasegmentet, men skidt nyt i de etablerede kredse, der ikke vil trækkes ned i sølet af en mand, der brænder sin familie af i fuld offentlighed. Komplementariteten blev til konflikt og fjendtlig overtagelse, hvor Annis ulovlige luderbrand tog magten. Forskellen gav dynamik og berømmelse, men forskellen og farligheden i Annis brand var for stor. Nu er trofæ-villaen sat til salg og Anni-Erik-brandet i økonomisk og imagemæssig ruin.

 
Power couples’ branding kan visualiseres i et koordinatsystem med akserne negativ–positiv og komplementære–beslægtede værdier. Kommunikationsstrategisk er komplementær co-branding klart den farligste kombination, fordi en af parterne let kan tage magt over det fælles brand med farlige negative værdier.  Erik & Anni er et illustrativt eksempel. Henriette Kjær og Erik Skov Pedersen er et godt eksempel på, at deres fælles rod i økonomien og regnskaberne skaber en stærk fortælling om uærlighed og fuskeri. En historie som begynder med Erik Skov P., men smitter af på både Henriette K. og Det konservative Folkeparti. Det måtte stoppes.


Det klassiske power couple baseret på beslægtede værdier er Merete og Anders Eldrup. De har samme baggrund fra magtens indercirkler på Slotsholmen og har begge senere fulgt en karriere i det private erhvervsliv. Hver lørdag køber de ind sammen i Superbest på Frederiksberg, og i uge syv fylder de deres peoplemover op med hele den sammenbragte familie og kører til Norge og står på ski. Det kan dårligt blive mere perfekt. Det par er der power i.

Den forsvundne usolidariske usocialdemokratiske ægtemand
Længe så det også ud til, at Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock var det perfekte par. Han var den bureaukratiske og lettere eksotiske globetrotter, og hun var det unge håb fra Ishøj, der skulle modernisere partiet og sætte det ind i en moderne kontekst.
 
Desværre viste det sig, at Stephen gjorde Helle mere eurokratisk og elitær, end hun allerede var i forvejen. Og vi ved stadig ikke, hvilken statsminister-ægtemand vi får, hvis Helle skulle gå hen og vinde valget. Stephen kan igen gå hen og blive en belastning for partiet. Han er og bliver en usolidarisk usocialdemokratisk ægtemand, der er flygtet til Davos fra folket og familien. Det er dårligt for co-brandet Helle & Stephen og katastrofalt i forhold til Løkke & Sólrun-brandet. Her er langt mere styr på villa, vovse og Volvo i Græsted og den nærliggende spejderklub.

Det perfekte par
Det fuldstændig perfekte par fra den kulørte verden er Mary & Frede. Ægtemanden står for de maskuline værdier, og hans problemer med at forklare sit olympiske kandidatur er forsvundet som dug for solen, fordi Mary har leveret fire børn ved kasse 1, og i øvrigt har taget folket med storm ved bl.a. at sætte fokus på mobning. Det er heller ikke til skade, at Mary allerede nu formulerer sig bedre i offentligheden end Frede, der ikke mestrer kunsten meget bedre end sin far.

Katastrofen Kjær & Co
Men tilbage til det helt aktuelle eksempel, Henriette Kjær og Erik Skov Pedersen, der, som figuren viser, tilfører hinanden samme negativ brand-værdi: rod i økonomien er noget rod når man er politiker.

De har kendt hinanden siden 1994, hvor Henriette Kjær – kendt som Kylle – var ung og håbefuld, mens Erik Skov Pedersen var på toppen af sin karriere som rådgiver for Henning Dyremose og senere Hans Engell. Allerede dengang burde Henriette Kjær nok have anet uråd, for historier om uregelmæssigheder klæbede til Erik Skov Pedersen, der sjældent forlod et job eller et samarbejde frivilligt.
 
Klimakset kom i 1996, hvor Erik Skov Pedersen var arkitekten bag finanslovsforliget med den socialdemokratiske mindretalsregering, der splittede den borgerlige blok. Det er næppe forkert at hævde, at Skov Pedersens nedtur allerede blev indledt efter dette forlig, fordi kombinationen af økonomiske uregelmæssigheder og politisk svigt gjorde, at han blev udråbt til syndebuk. Han er en konservativ variant af Anni. Altid på kanten med loven, sin mor og skattevæsenet.
 
Partiet er brand-jacket
I dag har Erik Skov Pedersens handlinger kostet Henriette Kjærs fortsatte politiske karriere. Hun har trukket sig fra alle poster og trækker sig også fra politik efter næste valg.
 
Vi kan ikke vide, om Henriette Kjærs karriere nogensinde var kommet så vidt uden Erik Skov Pedersen. Mange anser ham stadig som en højt begavet rådgiver, og det vil jeg tro, både hun og det konservative parti har nydt godt af ved mange lejligheder.
 
Men økonomisk uansvarlighed blev parrets politiske endeligt. Når man gør sig til talsmand for, at samfundet ikke skal leve på klods med en dyr efterlønsordning, kan det ikke nytte noget, at man år efter år selv lever over evne og ikke betaler sine regninger. I det omfang, at parrets problemer skyldes Erik Skov Pedersen, kan man sige, at han – indtil Henriette Kjær i dag trak sig – havde brand-jacket de konservative. Det er power, man må reagere på.


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også