Skandaler i efteråret 2011: Henrik Sass Larsen og hans tvivlsomme forbindelser i Køge, Ole Sohn og Moskva-pengene til Danmarks Kommunistiske Parti og Anders Samuelsens betaling af narkogæld for sin søn

 

Sass, Sohn og Samuelsen. Politiske personsager og politiske skandaler fylder medierne i hidtil uset omfang. Politiske skandaler er ikke blot mediefyld – de er centrale for forståelsen af moderne demokrati og afspejler det stadig skiftende magtforhold mellem medier og politikere.

 

Skandaler ses i dag som en fast del af den politiske journalistik i lande så forskellige som USA, Tyskland, Sverige, Norge, Finland, Argentina, Japan, Indien og Sydkorea. Skønt ældre historie også er rig på medierede skandaler, så kædes den moderne politiske skandale ofte tæt sammen med udviklingen af den undersøgende journalistik med Watergate-skandalen som det idealtypiske eksempel.

 

Et syn på den politiske skandale er således at se den som journalistikkens højdepunkt, det øjeblik, hvor journalistikken for alvor lever op til rollen som den fjerde statsmagt. Et andet syn på den politiske skandale er det stik modsatte. Den politiske skandale er i stedet blevet overtaget af tabloidmedierne og ikke mindst det umættelige 24/7 nyhedskrav fra internettet og tv’s nyhedskanaler. For disse medier er skandaler, især skandaler med en stærk personfiksering, en nem, billig og succesfuld måde at tilfredsstille kravet om konstante nyheder.

 

Politikskandaler og normskandaler

I denne analyse skelnes mellem to overordnede typer af politiske skandaler:

18 politikskandaler 1980-2010

Politikskandaler rammer i den undersøgte periode udelukkende siddende eller tidligere ministre og udspringer af en kritik af ministerens embedsførelse.

 

 

I flere tilfælde udspringer kritikken fra en dommerundersøgelse eller lignende. Dette gælder blandt andet ’Postskandalen’ (1982/85), der handlede om store bevillingsoverskridelser hos Post- og Telegrafvæsnet, ’Dagpengesagen’ (1983/85), der også omhandlede bevillingsoverskridelser, sagen om statens salg af aktier i Kryolitselskabet (1986) og Tamil-sagen (1990/1995), der omhandlede syltningen af tamilers lovmæssige krav om familiesammenføring.

 

Dommerundersøgelser fører dog ikke altid til kritik. I Blødersagen blev indenrigsminister Britta Schall Holberg frifundet for at have et ansvar for sagen. Uden undtagelse er Tamil-sagen den analyserede periodes største politikskandale. Skandalen førte som bekendt ikke kun den ansvarlige ministers fald (Erik Ninn-Hansen), men også til hele Schlüter-regeringens afgang i januar 1993 som følge af Tamilrapporten. Set i et journalistisk perspektiv kan Tamil-sagen sidestilles med Watergate-skandalen fra 1973, og derfor også ses som et højdepunkt for den politiske journalistik i Danmark.

 

Politikskandaler har høje omkostninger for de involverede

Samlet set viser analysen, at politikskandaler har høje omkostninger for de involverede politikere. Ud over Ninn-Hansens og Schlüter-regeringens spektakulære afgang tæller perioden flere eksempler på afgange i form af fyringer eller mere eller mindre frivillig afgang. Det gælder for eksempel Anders Fogh Rasmussens ’frivillige’ afgang som skatteminister efter sagen om kreativ bogføring, Ole Stavads afgang som skatteminister som følge af sagen om Sparekassen Nordjylland samt flere andre.

 

Omvendt viser analysen også, at det er muligt at ’overleve’ som minister på trods af omfattende kritik. Dette gælder for eksempel kritikken af statsminister Anders Fogh Rasmussen, der rejste sig på baggrund af dokumentaren om ’Den hemmelige krig’ (2007), eller kritikken af statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med overbetalingssagen/mailgate (2010), der omhandlede prisen for ydelser på private hospitaler samt muligt politisk pres på de involverede embedsmænd.

 

Analysen viser også, at visse ministerier forekommer mere skandaleramte end andre. For eksempel udspringer hele tre skandaler fra Skatteministeriet, mens Trafikministeriet i perioden rammes af to skandaler, det samme antal som også rammer Forsvarsministeriet. Ser man på de skandaleramte ministerier i et mere overordnet perspektiv, kan man med udgangspunkt i for eksempel Tamilsagen og Rønn-sagen fra i år, samt med udgangspunkt i de i alt tre skandaler, der relaterer sig til Danmarks krigsindsats i henholdsvis Irak og Afghanistan, også pege på den mulighed, at skandaler rammer de ressortområder, der på forskellig vis er afgørende for en regerings politik, og som samtidig repræsenterer områder, hvor de politiske spilleregler, også i omverdenen (EU/FN), er til debat og diskussion.

 

Partiformand fældet af spritkørsel i 1997. Det efterfølgende bitre opgør i Det Konservative Folkeparti blev desuden dækket som en løbende skandalesag

 

17 normskandaler 1980-2010

Tabel 2 viser udviklingen af normskandaler fra 1980 til 2010. I alt tæller perioden 17 normskandaler. Det fremgår dog tydeligt af tabellen, at normskandaler først for alvor får deres gennembrud fra år 2000 og fremefter. Perioden fra 1980 til 1989 tæller således kun to norm-skandaler, mens der er fire i den efterfølgende periode fra 1990-1999.

 

 

Af skandalerne i de to første årtier er især Arne Melchiors afgang som trafikminister interessant, da den minder om Ritt Bjerregaards tidligere bilagssag. Selv om Melchior ikke anklages for dyre hotelregninger, anklages han for en generel lemfældig omgang med bilag. Og som det var tilfældet med Ritt Bjerregaard, ender sagen med Melchiors afgang som minister.

 

De to efterfølgende sager er interessante, fordi regeringsskiftet efter Tamilsagen bragte en socialdemokratisk regering til magten under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen. Nyrup overtog således magten i Danmark efter den største politiske skandale nogensinde og erklærede også ved sin tiltrædelse, at 1990’erne skulle være et moralens og anstændighedens årti. Så meget desto mere dækning og gennemslagskraft fik det i medierne, da Nyrup først måtte skille sig af med sin justitsminister, Pia Gjellerup, og sin socialminister, Bente Juncker. Begge ministre blev fældet for handlinger, der ikke umiddelbart havde forbindelse til deres rolle som minister. Pia Gjellerup mistede sit ministerium på baggrund af økonomisk rod i den socialdemokratiske kursusejendom Solhavegård, som hun havde været bestyrelsesformand for. Bente Juncker måtte forlade Socialministeriet på grund af en speget sag omkring sit sommerhus. Juncker havde klaget over gener ved, at otte handicappede var flyttet ind i et sommerhus ved siden af hendes, og fik senere også beskyldt den embedsmand, der havde behandlet og afvist hendes klage for seksuelt misbrug af de handicappede – hvilket var løgn.

 

Senere blev Nyrup selv involveret i Rushdie-sagen, hvor den danske regering på opdigtet baggrund afviste at modtage forfatteren Salman Rushdie, skønt det ellers var planlagt, at han skulle besøge København for at modtage en litteraturpris fra EU. Skandalen kostede ikke Nyrup statsministerjobbet, men forfulgte ham resten af hans tid som statsminister og var også med til at stemple ham som en dårlig kommunikatør.

 

Tabloidpressen er drivkraft i normskandalerne. Her eksempler fra 2005 og 2003

 

Sexsagerne vælter frem fra år 2000

Fra år 2000 og fremefter sker der en klar vækst i antallet af normskandaler. Blandt andet indeholder perioden hele tre sexskandaler, nemlig Anders Møller-sagen, Flemming Oppfeldt-sagen og Jeppe Kofod-sagen. Særligt disse sager kan antages at være udtryk for en større villighed hos medierne til at gå tættere på politikeres privatliv, da Danmark ikke tidligere, som det ellers er tilfældet i England og USA, har været plaget af sexskandaler. Politiske biografier om for eksempel Jens Otto Krag fortæller, at dette ikke skyldes, at der ikke har været potentielle sexskandaler at skrive om.

 

Snarere skyldes det, at medierne i ’gamle dage’ valgte at respektere politikernes privatliv og skellet mellem politikeren som privat person og politikeren som offentligt person. Efter årtusindskiftet har dette skel været under pres, hvis ikke ligefrem opløsning – hvilket sexskandalerne kan ses som tegn på.

 

Modsat politikskandaler, der ofte bakkes op af undersøgelsesdomstole osv., er forløbene omkring diverse normskandaler rodede. Flemming Oppfeldt blev således anklaget for en række forhold, men kun dømt for et enkelt, mindre betydeligt forhold. Thor Pedersens hektarstøtte sag viste sig heller ikke at kunne bære de store overskrifter, og Helle Thorning-Schmidts stort opblæste skattesag endte med en frifindelse fra skattemyndighedernes side.

 

Tre over-opblæste normskandaler: Thornings skattesag, Oppfeldts sexsag og Thor Pedersens hektarstøttesag

 

Disse sager handler i høj grad om mediernes italesættelse, ikke af faktiske overskridelser, men af mulige overskridelser af forskellige former for normer og etiske kodeks. Politikere i normskandaler er ofte kun skyldige i mindre synder (hvis overhovedet). Disse synder kan diskuteres og forhandles i medierne, indtil en politiker kan opnå syndsforladelse og igen indtage sin plads som en respekteret repræsentant for befolkningen. Dette forløb kendetegner for eksempel Jeppe Kofods sex-skandale, hvor han inden for kort tid måtte træde tilbage som udenrigspolitisk ordfører, sige undskyld til befolkningen, for så efter en fraværsperiode at vende tilbage som udenrigspolitisk ordfører for Socialdemokratiet.

 

Giver skandalejournalistik et dårligere demokrati?

Antallet af politiske skandaler stiger fra 1980 til 2010. Denne stigning sker dog først drastigt inden for det sidste årti, hvilket svarer godt til den forandring af både politik og medier, som forskellige studier af skandaler fremhæver.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Medielandskabet har forandret sig voldsomt fra år 2000 og fremefter, hvor øget konkurrence på alle platforme – papir, net, tv – har medført, at medierne i 2008 producerede mange flere historier end i 1998, uden at der var ansat tilsvarende flere journalister. Der er heller ingen tvivl om, at den øgede konkurrence har fremmet en mere tabloid journalistik både på nettet, på tv og i morgenaviserne, som kommer til udtryk i det øgede fokus på skandaler på tværs af medietyper.

 

Omvendt kan de mange normskandaler ikke i udgangspunktet postuleres at give os et dårligere demokrati eller være udtryk for en fordummende journalistik.

 

Dels kan skandalerne ses som en konsekvens af partiernes store fokus på partiledere og spidskandidater, samt partiernes større og mere professionelle promovering af disse topkandidater i alt fra talkshows til dokumentar-programmer, aviskampagner og reality-tv.

 

Dels kan de mange normskandaler ses som udtryk for, at velfærdssamfundet stadig har ideale forventninger til politikere, og at politikere, der svigter disse forventninger, samtidig bringer sig i konflikt med deres vælgere. Blandt disse forventninger kan siges at være, at politikere skal fremstå som værende på lige fod med vælgeren, hvilket kan forstås i lyset af velfærdsstatens ideologi om at stille alle borgere lige. Politikere bør således ikke være grådige (som Helle Thorning blev anklaget for), sløsede med deres midler (diverse bilagssager) eller dovne (Lene Espersens feriesag) - alle sammen egenskaber, der trækker i retning af de syv dødssynder og dermed understøtter tesen om skandaler som en moderne udgave af at synde.

 

Både medier og politikere bør dog konstant overveje graden af personalisering i både deres dækning og deres politiske kampagner, da flere eksempler fra de seneste ti år viser, hvordan store personsager – der set i bakspejlet viste sig slet ikke at være sager, eller kun i betydeligt mindre omfang end først antaget var normbrud - har præget mediernes dagsorden i uge- og månedsvis og derved berøvet andre og mere substantielle nyheder den opmærksomhed, som de efter det journalistiske væsentlighedskriterium burde have haft krav på.