Spørgsmål journalisterne burde stille

Jeg har længe arbejdet på at sætte fokus på danske politikeres problematiske udenomssvar. Men når samtaler mellem politikere og journalister så ofte er ulidelige at høre på, er det ikke kun politikernes skyld. Journalisterne er ofte så fokuserede på at udstille rænkespil og strategier at de slet ikke spørger til de politiske argumenter – og dem er der ellers meget der tyder på at borgerne er mere interesserede i.
Den politiske journalistik har ofte det problem at journalisterne stiller 1) spørgsmål som man ikke kan forvente et oplysende svar på – eller 2) spørgsmål om noget der måske er mums for politiske journalister men dybest set er tomme kalorier for borgere og vælgere.
 
Spørgeteknik imod udenomssvar
Jeg vil gerne hurtigt videre til problem nr. 2, så lad mig derfor prøve at behandle problem nr. 1 meget summarisk. Her er nogle råd: Lær spørgeteknik så du ikke lader politikere slippe uden om spørgsmål som de burde svare på. Lær at gentage, omformulere og præcisere dit spørgsmål og at påpege hvorfor det givne ’svar’ ikke var et svar (tjek evt. 'Udenomssnak' på ræson.dk). Lad også være med at spørge om det du véd du ikke får et indholdsrigt svar på. Stil for eksempel ikke spørgsmål om fortrolige forhandlinger eller samtaler – eller spørgsmål der lægger op til at den pågældende nedvurderer sig selv eller sine allierede for åben skærm. Hvis en partileders parti er en rygende ruin, hjælper det ikke at spørge hende (sådan blev Annette Vilhelmsen spurgt i netop den situation): ”Og hvad siger det om dit lederskab?” Undgå generelt spørgsmål som der kun kan gives elastik-svar på, eksempelvis. ”Hvor alvorlig er den her situation for dit parti?” Svaret bliver utvivlsomt: ”Jamen, vi har nogle udfordringer, men vi kæmper videre,” eller den slags blah-blah.
 
De spørgsmål der burde stilles
Men nu problem nr. 2: Hvilke emner er det henholdsvis væsentligt og uvæsentligt for os borgere og vælgere at få svar på? Det er dem som politikerne burde få stillet (hvad de alt for sjældent får), og som de burde og kunne besvare.
 
Den spørgepraksis vi oftest hører i medierne, afspejler at man betragter politik som en personlig kamp om magt mellem blokke, partier, fløje og individer. Derfor vil den typisk interessere sig for ’horse race’, det vil sige om at være foran eller bagud i meningsmålinger om hvor mange eller få der støtter én, om hvem man vil eller ikke vil være i kompagniskab med og hvem man er enig eller uenig med. ”Hvad siger du til at jeres parti ifølge meningsmålingen fra for en time siden nu er nede på X procent i?”, ”Hvor alvorlig er denne situation for partiet?”, ”Hvor svækket er statsministeren nu?”, ”Hvad siger du til at borgmesteren i X-by undsiger din politik?” Hele tiden er der den præmis at hvis nogen siger noget andet end nogen andre i deres egen blok eller deres eget parti, så er det konflikt, splittelse, oprør, ’uro på bagsmækken’ og dermed skadeligt i forhold til magtspillet, set ud fra partiets eller blokkens synspunkt. Men samtidig er det en given præmis at hver enkelt aktør i disse konflikter alene handler ud fra et motiv om at forbedre sin egen magtposition: avancere til en ordfører- eller ministerpost – eller bringe sig foran den anden fløj i den interne magtkamp og så videre.
 
I Shakespeares stykke finder kong Lear og hans datter glæde i i det mindste at slippe for alle magtspillene, da det er endt galt for dem. Foto: Channel 4, King Lear
 
Who loses and who wins
I Shakespeares drama Kong Lear bliver titelpersonen afsat og sammen med sin hjertensgode datter Cordelia sat i fængsel af de lede skurke. Men i fangenskabet, siger han til hende, dér skal de to sammen le og fortælle hinanden historier, og så kan alle dem udenfor ellers sladre løs med deres hofnyt om ”who loses and who wins, who’s in, who’s out” – alt det er for Lear og hans datter et ligegyldigt narrespil.
Imidlertid er netop ”who loses and who wins, who’s in, who’s out” det helt centrale stof i meget af den politiske journalistik og i den spørgepraksis som den præges af.
 
I forbindelse med den rendyrkede magt-synsmåde på politik er der også en opfattelse af at politikeres fremtræden gælder om at udkæmpe en kamp hvor man skal afklæde og ydmyge modstandere og selv tage sig godt ud – som én der intet gør forkert og ingen problemer har. Vi har blandt andet set det i statsministerens spørgetime hver anden tirsdag, men også i politikeres deltagelse i tv-debatter og endda i avisdebatter, som blandt andet analyseret i min artikel ’Sådan svarer de ikke’.
 
Jens Rohde fortæller hvordan han selv ”i begyndelsen – helt fejlagtigt – antog, at det handlede om rent faktisk at svare på de spørgsmål, der blev stillet af de politiske modstandere” Foto: Astrid Dalum/Polfoto
 
Komiske Ali som ideal
Både politiske journalister, politikernes spindoktorer (disse to grupper overlapper) og i betydelig grad også politikerne selv anerkender, fremelsker og hylder disse synsmåder. Et vidnesbyrd om det kan man finde i det seneste nummer af Euroman (maj 2014), hvor Henrik Qvortrup har skrevet om de politiske ordførere i Folketinget. Han giver blandt andet dette råd til politiske ordførere: ”Som den legendariske irakiske informationsminister Mohammed Saeed al-Sahaf skal du kunne blive ved med at fastholde, at ”alt er under kontrol”, mens amerikanske kampvogne invaderer landet i baggrunden.” Det er altså en given ting, som ikke engang behøver at begrundes, at man skal svare som ’komiske Ali’ – ifølge Qvortrup der også skriver: ”Det handler ikke om at få en konstruktiv politisk diskussion op at stå – nej, løsenet er: 1. Ikke at blotte sig. 2. At praktisere princippet ’det bedste forsvar er et angreb’.”
 
Socialdemokraternes tidligere politiske ordfører Magnus Heunicke, nu transportminister, er tilsyneladende enig og taler om ”alle de gange, hvor jeg som politisk ordfører har siddet i fjernsynet og skullet forsvare noget og forklare noget, der dybest set ikke lod sig forsvare og forklare”. Og Venstres tidligere politiske ordfører Jens Rohde fortæller hvordan han selv ”i begyndelsen – helt fejlagtigt – antog, at det handlede om rent faktisk at svare på de spørgsmål, der blev stillet af de politiske modstandere” – hvortil han siger: ”Intet kunne være mere forkert. Man skal opøve sig i at lade, som om man svarer. Helst meget kort. Og så skal man gå over til den vigtige fase 2, angrebet.”
Altså: en toneangivende politisk journalist som Qvortrup og erfarne politiske ordførere er rørende enige om at debatter som de deltager i, ikke skal være konstruktive diskussioner, men at man skal lade som om man svarer uden reelt at gøre det, ofte lodret imod bedre vidende, og i øvrigt prøve at nedgøre modparten.
 
Argumentresistente vælgere
Bekendelsen til ’komiske Ali’ som forbillede for politisk kommunikation og debatpraksis hænger logisk sammen med den opfattelse at politik er politikernes rent personlige magtkamp. Og begge disse opfattelser hænger igen logisk sammen med et bestemt syn på hvad politik er for vælgerne (borgerne): Det er kampen mellem de forskellige vælgersegmenter der hver især bare ønsker at få deres særinteresser igennem. Disse interesser (’præferencer’) anses typisk for givne og stort set fastlåste; de kan derfor ikke flyttes nævneværdigt af argumenter som dermed bliver overflødige. Vælgerne er argumentresistente. For eksempel vil det ældre segment have dét og dét; de faglærte mænd – derunder den berømte ”blå Bjarne” fra Herlev og omegn – vil have det og det. Han ville ikke have ’betalingsringen’. Og at argumentere med ham ansås for nytteløst. Så ringen  måtte droppes. Det skulle så skaffe Bjarne tilbage i den socialdemokratiske fold. Sådan er teorien.
 
Alle tilhører bestemte segmenter og vil derfor ha’ det de nu vil ha’, og politikerne kan kun vinde tilslutning ved at give bestemte segmenter det de vil ha’ - eller ved at få det til at se ud som om de får det de vil ha’. Sådan er teorien.
Maksimal selvisk ønskeopfyldelse er ifølge disse opfattelser fællesnævneren for hvordan politikere og vælgere ser på politik. Politikere vil have maksimal personlig magt, vælgere maksimal opfyldelse af deres særinteresser. Og synet på hvordan den politiske kommunikation er, og være, følger altså logisk af disse præmisser.
 
I et studie af journalisternes spørgsmål til politikerne handlede kun 26 procent af spørgsmålene om lovgivning, mens 45 procent var strategispørgsmål a la "Hvem skal være statsminister hvis ... ?" og "Kan I danne regering med ... ?". Foto: Søren Bidstrup
 
Hvad der glider ud af billedet
Der er to emnefelter der ud fra denne optik nedprioriteres og mister betydning. Det ene er: Hvad er den bedste politik for landet som helhed, set ud fra det fælles bedste (’almenvellet’)? Det andet er: Hvad er argumenterne for de forskellige bud på den bedste politik? Og disse emnefelter ryger derfor langt ned på politiske journalisters spørgelister – til fordel for spørgsmål om de politiske lederes strategi, status og popularitet: ”who loses and who wins, who’s in, who’s out”.
 
En studenteropgave jeg var bedømmer af for nogle år siden, gjorde noget som ingen journalister havde fundet på at gøre: Den studerede alle partiernes præsentationsprogrammer forud for et folketingsvalg idet den sammenlignede de spørgsmål som de medvirkende journalister stillede til partierne, med de spørgsmål der blev stillet af et panel af vælgere i studiet.
 
Der blev i analysen skelnet mellem to hovedtyper af spørgsmål, henholdsvis ’strategi-spørgsmål’ og ’lovgivningsspørgsmål’. Resultatet var slående. Det helt markante var at vælgerne massivt (88 %) spurgte om emner der handlede om lovgivning, det vil sige om hvilke politikker partierne ønskede at gennemføre og hvorfor de ønskede det; kun 9 procent var ’strategi’-spørgsmål. Heroverfor handlede kun 26 procent af journalisternes spørgsmål om lovgivning, mens 45 procent var strategispørgsmål – af typen: "Kan I danne regering med den og den?" eller "Hvem skal være statsminister hvis …?". (En så stor skævhed er naturligvis statistisk signifikant; ved Chi-2 test er p < 0,001.)
 
Dette lille fingerpeg vil jeg bruge som overgang til et postulat om at borgerne – det vil sige mediernes brugere, vælgerne – i langt højere grad en de fleste journalister tror, ønsker en politisk kommunikation og derunder en udspørge- og debatpraksis hvor politikerne forklarer hvad de vil og hvorfor de vil det. Især hvorfor-spørgsmålet er underbelyst i forhold til hvad der ellers bliver spurgt om. Hvorfor-spørgsmålene handler om de argumenter der får politikerne til at mene at det de vil, er en god ide.
 
Samfundet som en organisation
Hvorfor skulle vælgerne foretrække at høre om den slags? Jeg vil bruge et analogi-argument. Lad os forestille os at vi alle var ansatte i en stor koncern eller medlemmer i en stor frivillig organisation (måske en NGO). Begge steder ville der utvivlsomt være diskussioner i direktionen og bestyrelsen om firmaets/organisationens kommende dispositioner både på langt og kort sigt. Altså om emner som disse: Hvilke udfordringer står vi over for? Skal vi kaste os ud i denne landsdækkende aktivitet? Skal vi prøve at komme ind på det eller det marked? Skal vi prøve at udvikle det eller det produkt? Skal vi starte denne kampagne?
 
I en sådan situation ville vi menige ansatte eller medlemmer have afgørende interesse i disse planer; dels ville de berøre os direkte i vort daglige liv, dels ville de blive bestemmende for koncernens eller organisationens fremtid. Vores interesse ville altså bunde i en blanding af personlige interesser og en fælles interesse i helhedens overlevelse og fremtidige succes. Derfor ville vi ønske at få planerne klart belyst, og frem for alt ville vi gerne høre hvad der var argumenterne for at gøre det ene eller det andet. Hvis der var to fløje i direktionen eller bestyrelsen med modstridende meninger om hvad der skulle gøres, ville vi ønske at begge skulle fremlægge deres gode grunde til at gøre det de syntes, men også at de skulle svare på de grunde som modparten måtte have for ikke at gøre det. Som sagt fordi både vores personlige daglige trivsel og vores fælles fremtid afhang af det.
 
 
 
Toulmins udvidede argumentmodel. Vi har brug for at journalisterne gør langt mere for at få alle væsentlige aspekter af argumentationen for og imod frem når de interviewer politikerne 
 
Det fælles bedste
Jeg tror derimod ikke at vi ville være særlig ivrige efter at høre om hvem af direktions- og bestyrelsesmedlemmerne der var fjender, eller om deres eventuelle skænderier om hvem af dem der var mest utroværdige eller havde begået de værste bommerter i sidste års drift, eller havde de skumleste personlige motiver til at ville dit eller dat. Vi måtte i øvrigt håbe inderligt på at organisationens ledende personer ikke var drevet af den art personlige magtmotiver, fjendskaber og så videre, men derimod af deres meninger om organisationens fælles bedste. Vi ville heller ikke være interesserede i at medlemsbladet eller nyhedsbrevet dækkede deres diskussioner med fokus på hvem der var allieret med hvem i kampen om magten i organisationen. Den slags ville kun have interesse hvis det handlede om hvilke tiltag eller holdninger de forskellige fløje stod for, og med hvilke argumenter. Vi, det menige fodfolk i organisationen, ville især være interesseret i at høre om dens situation og fremtidsudsigter, planerne og argumenterne for dem samt argumenterne imod dem og svarene på modargumenterne. Alt det ville vi ønske at høre om, især hvis vi havde nogen form for medbestemmelse som folk jo har i et demokrati – for det handlede om vores fælles fremtid.
 
På baggrund af denne analogi mener jeg det må være let at se hvad vi borgere har behov for i den politiske kommunikation – både når politikerne taler til os og når medierne rapporterer om dem og stiller spørgsmål til dem. Det ville være noget lignende: Hvordan står det til med det fællesskab vi alle er med i? Hvilke problemer er der, hvilke beslutninger kan der blive tale om? Og hvad er argumenterne for og imod dem?
 
Disse tre typer spørgsmål burde dominere den politiske kommunikation og dermed de spørgsmål som politiske journalister stiller. Man kan kalde dem tilstands-spørgsmål, plan-spørgsmål og argument-spørgsmål.
 
Journalisterne skal huske at stille tilstandsspørgsmål der kan afklare hvordan fakta hænger sammen med argumentationen. Det gælder for eksempel sagen om børnechecken: Hvor mange penge drejer det sig om? Og hvor mange polske sæsonarbejdere får denne ’check’ fra den første dag de ’sætter deres træsko i en dansk jordbærmark’? Foto: jp.dk
 
Spørgsmål om fakta
Tilstandsspørgsmål handler om at få at vide hvad der er tilfældet på de politiske sagsområder som politik handler om. Ofte råder der rygende uklarhed om det elementært faktuelle i de emner man skændes mest om. Og politikerne gør ofte deres for at sprede mere uklarhed. Tag sagen om ’børnechecken’. For eksempel: Hvor mange penge drejer det sig om? Til hver enkelt og alt i alt? Hvad vil det sige at polske sæsonarbejdere får denne ’check’ fra den første dag de ’sætter deres træsko i en dansk jordbærmark’? Får de den hver måned eller hvad? Regeringen siger at det er EU-kommissionen der har skrevet til Danmark at vi ikke må have en optjeningsperiode før vi udbetaler pengene – men oppositionen taler om at det bare er en underordnet embedsmand i EU-systemet der synes noget. Hvad er fakta?
 
Fakta findes faktisk – det gælder også når de politiske parter fremfører helt forskellige tal for den samme post i nationalregnskabet. DR-programmet ’Detektor’ er et af de journalistiske initiativer som siden 2011 har arbejdet på at belyse hvad der er fakta og hvad der er fup eller vildledning i politikeres udsagn om faktuelle forhold. Spørgsmål der kan bringe kolde fakta på bordet og spørgsmål der konfronterer politikere som har sagt noget tåget eller vildledende om fakta – dem har vi brug for.
 
For at hævde kravet om argumenter gik Martin Krasnik hårdt til daværende justitsminister Morten Bødskov i Deadline om Offentlighedsloven sidste år. Det er ikke altid sjovt at se på, men det er nødvendigt. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
 
Kom med argumenterne
Dermed kommer vi til de andre hovedtyper af gode spørgsmål: dem om planer og dem om argumenter. Det er værd at spørge grundigt om hvad de konkurrerende planer er. Og dermed kommer vi straks ind på argument-spørgsmålene: Hvilke antagelser bygger en given plan på? Holder de? Hvad taler for planen? Hvad taler imod? Hvorfor ikke følge modpartens plan? Hvorfor ikke en helt tredje?
 
Der er en efterhånden berømt episode fra DR2 Deadline den 17.4.2013, hvor Martin Krasnik et stort antal gange spurgte daværende justitsminister Morten Bødskov om eksempler på at den hidtidige offentlighedslov havde givet for stor åbenhed om lovforberedelsen og dermed skadet denne. Ikke et eneste konkret, autentisk eksempel fremkom. Krasnik spurgte altså (længe, men forgæves) efter argumenter for visse bestemmelser i den nye lov – nemlig dem der forøger lukketheden omkring politikernes arbejde, men de manglede også. Det blev Krasnik meget hyldet for. Man kan diskutere om det er smart at bruge meget af programmets tid på at udstille at en minister ikke svarer – men Krasnik havde fat i det rigtige.
 
Og forbavsende mange borgere gik op i denne – tilsyneladende så nørdede – sag. De syntes  faktisk den var vigtigere end partilederes skatteforhold eller rejsebilag. Og rigtignok serverede regeringen mange gange de argumenter for loven der uden videre fremtrådte positivt. Men det der var brug for at spørge om, var svar på modargumenterne.  
 
Kontraktpolitikken som Fogh fik skabt stor kultur for i Danmark, indebærer et syn på vælgerne som urokkelige handelsmænd der ikke interesserer sig for argumentation. Og det er de ikke. Foto: Keld Navntoft 
 
Svar på modargumenterne
Helt generelt: Der skal især stilles spørgsmål om de politiske tiltag som der også er argumenter imod. Og vi skal ikke alene have argumenterne for, men også have reelle svar på argumenterne imod.
 
Hvad er et reelt svar på et modargument? Det er ét hvor modargumentet enten bliver tilbagevist (ved at der gives grunde der viser at det ikke holder) eller bliver anerkendt. Og hvis politikeren anerkender modargumentet (hvilket næsten aldrig sker), skal vi have at vide hvorfor han/hun så synes at argumenterne for vejer tungere end dem imod. Det vil i tilfældet Krasnik vs. Bødskov sige: Hvorfor opvejes ulempen ved at der kommer mere lukkethed i visse henseender, ved de fordele som dette måtte have? Hvad er det for fordele? Kan du dokumentere at de findes? Bødskov kunne ikke.
 
Derfor, udspørgende journalister:
Spørg om argumenter for den foreslåede politik. Og om svar på modargumenter. Og bliv ved. Gør dette frem for at afkræve politikere ’løfter’ om alt muligt. Det er at gøre politik til kontraktpolitik. Kontraktpolitik er et begreb der hænger sammen med ideen om at alle vælgerne har fastlåste interesser og ikke kan flyttes. Kontrakt- og løftepolitik gør argumenter ligegyldige. Løfter – eller påstande om ’løfter’ – fastlåser politikerne, også når situationen ændres så de måske burde skifte mening.
 
Kampen mellem ideer og argumenter
Min fremstilling kunne give nogle det indtryk at jeg slet ikke ser politik som en kamp, men som ét stor akademisk seminar. Men selvfølgelig er politik kamp. Og selvfølgelig er en kamp spændende at følge.
 
Jeg mener blot at den kamp som den politiske journalistik opmaler for os, typisk er en kamp mellem små selviske individer der alene tænker i magt. Dette tror jeg dels er forkert, dels synes jeg det er kedeligt. Så interessante er de politiske nøglepersoner sågu heller ikke. Men kamp er der i høj grad – på en anden måde, nemlig mellem virkelighedsopfattelser og ideologier. Vi hører alt for lidt om hvilke antagelser, visioner og argumenter der driver politikere og andre politiske aktører til at ville det de vil. Hvorfor ville man absolut have den offentlighedslov? Der er politiske argumenter og ideer bag hvad politikerne (eller deres embedsmænd) finder på. Men ofte får vi dem ikke at vide, og der spørges for lidt om dem.
 
Jeg ville ønske spørgsmålene til politikerne handlede mere om de underliggende synsmåder, verdensopfattelser og argumenter der reelt driver deres tiltag og udspil. Jeg gider ikke høre om at alt hvad ethvert parti og enhver politiker siger og gør, alene er drevet af ønsker om at positionere sig selv og/eller deres parti/blok i en magtkamp og kamp om vælgernes gunst.
 
Mette Østergaard som laver politiske analyser i Politiken, fokuserer altid kun på det strategiske aspekt i politikernes udmeldinger. Hun analyserede for eksempel Mette Frederiksens udsagn om at tage danskernes bekymringer alvorligt som forventningsafstemning. Foto: Jens Dresling/Polfoto
 
En politiker der siger hvad hun mener?!
I Politiken for den 25.4.14 læste jeg en ’politisk analyse’ af Mette Østergaard – en af de mest hårdkogte repræsentanter for den art politisk journalistik der skråsikkert fortolker stort set alt i den politiske verden ud fra aktørernes påståede skjulte motiver af selvisk art. Hun vil gerne forstå hvorfor Mette Frederiksen til Børsen den 24.4.14 siger at ”partiet er nødt til at tage danskernes bekymringer alvorligt. ... Det kunne være, det var danskerne, der har ret, og at vi derfor er forpligtet til at overveje  ... om der var noget, vi kunne gøre bedre”. Hendes melding var ifølge Østergaard ”unødvendig og skaber intern uro, som ingen fordel har for hende selv” –  men den sande forklaring er at det er ’forventningsafstemning’: Frederiksen er som sandsynlig kommende A-formand ”gået i gang med at forventningsafstemme med kommende vælgere, hvad hun vil i spidsen for partiet.” Men hun gik for langt, hedder det også, og måtte derfor ”æde sine ord og udtrykke fuld opbakning til Thorning”.
 
Hvad ser vi her? En tolkning af Mette Frederiksens udsagn som drevet alene af strategiske overvejelser i forbindelse med hun vil være formand og gerne statsminister. Intet om at udsagnet kan være udtryk for hvad hun faktisk mener – at hun for eksempel er kommet til en ny erkendelse og vil give udtryk for den.
 
Det kunne også være at hendes drivende motiv ganske rigtigt er noget med magt – men på den måde at hun ønsker at hendes parti også skal sidde i regering efter et valg og at hun mener denne indrømmelse kan hjælpe med til at vælgerne vil få ny tiltro til partiet. Og hvorfor vil hun gerne være i regering efter valget? Måske fordi hun så kan være med til at styre landet i en retning som hun tror er til det fælles bedste.
 
Har hun argumenter for den tro? Dem vil jeg gerne høre. Har hun svar på modargumenterne mod den? Dem vil jeg virkelig gerne høre. Det er den slags vi skal bruge for at vide hvem vi skal holde med.
 
Læs mere:
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job