Nedefra-op medierne kommer

Både Jyllands-posten og Politiken har nydelige og ganske omfattende hjemmesider i dag, men det er ikke længere disse to aviser – endsige nogen andre danske papiraviser – der sætter tempoet i den digitale medieudvikling i dag. De danske aviser har i den grad fået baghjul på internettet - af etablerede institutioner som DR, men måske i endnu højere grad af den underskov af brancheportaler, blogs og andre målrettede nedefra-op medier, som har vendt op og ned på mediehierarkiet på nettet.

De gamles modangreb

Jyllands-Posten går til modangreb med en strategi, der tidligere har været omtalt her på Kommunikationsforum. I korte træk drejer det sig om, at man har lanceret otte nye magasiner, der udkommer sammen med den daglige avis, mens man samtidig mander sig op på internetredaktionen.

Hos Politiken præsenterer chefredaktionen over for medarbejderne i dag den 25. januar 2006 en strategi for en ny avis. Strategiens detaljer er i skrivende stund endnu ikke offentliggjort, men rygterne siger, at strategien blandt andet indebærer en 100% vækst på netredaktionen, således at bemandingen går fra 8 til 16 medarbejdere. Væksten på internetredaktionen skal foregå ved, at man flytter medarbejdere fra papiravisen til netredaktionen.

Ud over den daglige avis opprioriterer man tillægget iBYEN, som får sin egen adresse (www.ibyen.dk) og hele to dedikerede journalistiske medarbejdere. I den gamle papiravis bliver første sektion efter sigende ændret således, at en fast spalte på alle sider dedikeres til nyheder, mens resten af siden er forbeholdt kommentarer, analyser og andet baggrundsstof, der er relateret til nyhederne. Nyhederne til den nye første sektion leveres af internetredaktionen, som primært skal levere hurtige og korte nyheder.

Meget kunne altså tyde på, at de fordums kæmper Politiken og Jyllands-Posten er vågnet i rette stund. Man har indset, at internettet er et medie, man ikke kommer uden om, og har derfor valgt at kaste betydelige ressourcer efter internetredaktionerne. Samtidig har man lært så meget af dot.com- æraens fejltagelser, at man begrænser omkostningerne ved at gøre allerede ansatte papirjournalister til digitaljournalister.

Problemet er bare, at det ikke er nok at være vågen, man er også nødt til at vide, hvem fjenden er, og hvor slaget skal stå. Og lige nu er der meget, der tyder på, at avis-kæmperne ikke helt har forstået, hvad internettet drejer sig om, og hvorfor internettet på en og samme tid er en trussel og en enorm mulighed for aviserne.

Præmissen for Jyllands-Postens og Politikens internetstrategier er, at avisen er et langsomt, analytisk og tænksomt medie, mens de øvrige elektroniske medier – heriblandt tv, radio og internet – er hurtige medier, som egner sig perfekt til nyheder og mindre godt til eftertænksomhed.

Tankegangen er for så vidt rigtig nok, når det drejer sig om tv og radio, og derfor ville en strategi baseret på denne tankegang også have været revolutionerende og ny, hvis den var blevet lanceret for 15 år siden, da de elektroniske medier for alvor begyndte at rykke i Danmark.

Men præmissen er grundlæggende forkert, når det drejer sig om internettet. Internettet er et hurtigt medie, men det er også et langsomt medie – det er måske endda det mest langsomme medie af alle medier. På internettet vælger man nemlig selv hastigheden for, hvordan man vil interagere med en historie.

På den ene side kan man læse overskrifter og korte nyhedsresumeer, og på den anden side kan man vælge at fordybe sig i en bestemt historie og bruge minutter, timer og dage på at komme helt til bunds i historiens rette sammenhæng.

Internettet er hurtigt set fra nyhedsudbyderens side, fordi man med det samme kan publicere nyheder, men internettet er samtidig langsomt set fra brugerens og læserens synspunkt, fordi man har mulighed for at fordybe sig så meget, man vil, i en hvilken som helst historie.

Når Jyllands-Posten og Politiken derfor baserer deres strategi på, at avisen er et langsomt medie og internettet et hurtigt medie, kan man på deres vegne frygte, at de er gået galt i byen. Måske har Carsten Juste og Tøger Seidenfaden i deres iver efter at komme med i det digitale slag fået vendt hele strategien på hovedet? Tænk nu hvis det forholdt sig helt omvendt af, hvad de to kæmper forestiller sig.

I et sådant omvendt mediebillede ville papiravisen være stedet, hvor man hurtigt kunne få en opsummering af de daglige nyheder. Papiravisen og dens kyndige nyhedsjournalister ville garantere, at netop disse nyheder var de mest vigtige. Værdien for læseren ville ligge i, at man var fritaget besværet med selv at regne ud, hvilke nyheder der er vigtige og hvilke der ikke er vigtige. Avisen ville dog samtidig være indgangsdøren til en hel verden af forarbejdet og bearbejdet baggrunds- og analysestof og muligheder for interaktion og yderligere fordybelse på internettet. Hver eneste historie i den summariske papiravis ville være linket til et større eller mindre område på avisens internetside, der gav mulighed for fordybelse og eftertanke.

Tanken lyder måske kættersk og forrykt i forhold til vores gængse opfattelse af, hvordan man læser avis. Men kast et blik på, hvordan de unge avislæsere læser avis i dag – de foretrækker gratisavisernes hurtige nyheder for overblikket og vender sig mod internettet for fordybelse. Carsten Juste har udtalt til Mennesker og Medier på P1, at han er glad for gratisaviserne, fordi de opdrager de unge og indvandrerne til at blive avislæsere. Måske skulle Carsten Juste snarere være glad for gratisaviserne, fordi de kan lære chefredaktører, hvordan fremtidens avislæsere kommer til at læse aviser. De læser nemlig ikke kun nyhederne i avisen, de surfer rundt bagefter for at få fordybelse. Det er den indsigt, som de gamle medier mangler.

De gamle kæmper er vågnet fra deres søvn, men internettet er ikke længere det samme som i fordums tider. Internettet har allerede vendt op og ned på mere end én branche, og det kommer også til at vende op og ned på den måde, vi læser vores avis. Hvis ikke Politiken og Jyllands-Posten indser, at internettet er andet og mere end radio og tv, vil de måske i en nær fremtid uddø. Som det ser ud nu, er de i hvert fald galt afmarcheret.