Hvis folk er alene i deres bil, kan du være sikker på, at de enten sidder med fingeren oppe i næsen. Eller at de er i færd med at bortskaffe en bussemand på den ene eller anden måde, som jeg ikke skal komme nærmere ind på.

Hvorfor gør folk det? I betragtning af, at de sidder i en kasse med vægge af glas, er det så ikke noget underligt noget at foretage sig? Noget, de aldrig ville gøre, hvis de for eksempel sad på en restaurant! Hvor der kan være omtrent lige så langt mellem bordene, som der er mellem førersæderne på to biler, der holder ved siden af hinanden i en kø.

Når folk piller næse i deres bil, er det fordi bilen er privat. Og i det private rum er det tilladt at åbne kroppen og lade de ting passere åbningerne, som man nu engang foretrækker at lade passere i den ene eller den anden retning. Så har jeg intet nævnt og jeg har intet glemt.

Sådan er det ikke i det offentlige rum. I det offentlige rum er der meget strenge regler for, hvilke åbninger, der overhovedet må lukkes op, hvad der må passere igennem dem og i hvilken retning. Næsen og ørerne må man af indlysende grunde godt holde åbne, men det er strengt forbudt at lade noget fysisk objekt passere. Munden må man ligeledes godt åbne, men den er absolut ensrettet i indadgående retning, og den er kun åben for mad og drikke. Resten er dyb tavshed.

Et af de mest interessante, sociologiske værker, der nogensinde er skrevet, handler om de skiftende regler for, hvordan kroppen skal kontrolleres i det offentlige rum. Jeg tænker på Norbert Elias' værk om civilisationsprocessens historie. Af dette værk kan man for eksempel lære, at det i 1300-tallet var fuldtud acceptabelt at forrette sin nødtrøft - af hvilken art, den måtte være - i det offentlige rum. Men at det dog blev anset for uhøfligt at hilse på folk eller indlede en samtale med dem, når de var i gang med dette vigtige ærinde. Ligeledes kan man lære, at ensretningen af munden først var fuldt gennemført i 1800-tallet, hvor den sidste spyttebakke lige så stille forsvandt fra det offentlige rum. Hvis man har børn, er det derfor også tankevækkende at overveje, hvor hurtigt de tilbagelægger stadier, det har taget civilisationen århundreder at tilbagelægge. Fra barnet er tre og spiser som i 1300-tallet, til det er ti og spiser fuldt socialt acceptabelt, tilbagelægger det i sin personlige udvikling hvert eneste år ikke mindre end ét hundrede år i den menneskelige civilisations historie. Det er ikke så dårligt - og det skyldes udelukkende opdragelse.

Mit ærinde i dag er dog ikke at gå videre i denne retning. Jeg vil gerne påvise to ting. For det første vil jeg gerne vise, at alle mennesker har en klar forestilling om, at verden er delt ind i zoner som for eksempel den private og den offentlige. For det andet vil jeg vise, at hvad der hører hjemme det ene og det andet sted er historisk variabelt. Ting, som engang var offentlige, kan gå hen og blive private, og ting, der altid har været private, kan udvikle sig til at blive offentlige. Så hvem ved - måske var Svend Auken bare forud for sin tid, da han engang af vanvare kom til at præsentere sig høfligt for sin egen kone.

Hvis man skal have det fulde billede, er det dog ikke nok at skelne imellem privat og offentlig. Vi bliver faktisk nødt til at dele "det offentlige" i to. På den ene side er der nemlig staten og dens fysiske territorium af for eksempel retssale, amtsgårde, skoler og - måske, måske ikke; herom kan man strides længe - også kirker. På den anden side er der det civile samfund med sit tilhørende territorium af for eksempel idrætspladser, koncertsale, gader og pladser.

Vi får altså en tredeling og ikke en todeling. I hele den private zone er vi rene mennesker, som på den ene side piller næse og går på toilettet, og på den anden side dyrker venskaber og lader nogle af disse udvikle sig til kærlighed. De fleste vil derfor være enige med mig, når jeg siger, at i den private zone foregår både de laveste og de mest ophøjede sider af vores liv som mennesker.

I det civile samfund er vi ikke rene mennesker. Men hvad er vi så? I gamle dage var det civile samfund det sted, hvor vi fremstillede vores interesser på en måde, så alle kunne diskutere dem. Hvis man for eksempel var kvinde, kunne man fremstille sine interesser i almen form i en roman eller et essay. På denne måde er nogle af verdenslitteraturens største romaner og skuespil blevet til; man kan blot tænke på Henrik Ibsen eller på Brontë-søstrene. Hvis man var landmand, kunne man fremstille sine interesser i almen form i et politisk parti - sådan blev for eksempel partiet Venstre til.

Endelig var der staten, hvor man spillede rollen som borger. Man kunne få det borgerlige ombud at være lægdommer, eller man kunne gøre sin borgerpligt og engagere sig i statens eller kommunens førelse ved at være medlem af Folketinget eller Kommunalbestyrelsen.

2.
På flere måder er dette system i krise. Det er mest tydeligt i den måde, hvorpå det civile samfund fungerer.

I gamle dage ytrede man sig i det civile samfund ved at udlede det almene af det specielle. Sådan blev både de politiske partier og store dele af verdenslitteraturen til. Men i dag er partierne i krise og store dele af litteraturen - ikke mindst den finere - enten dybt ulæselig eller dybt uinteressant . Hvad er der sket?

Et endeligt svar kan jeg ikke give. Men en af de ting, der er sket, er, at vi i dag spiller nogle helt andre roller, når vi optræder i det civile samfund. En af disse roller er rollen som forbruger. Det vil sige: når vi er ude i det, som engang var det civile samfund, så er vi der af andre årsager end tidligere.

En af disse årsager er, at vi skal have realiseret vores behov. Og her tænker jeg ikke bare på de fysiske behov, men også de åndelige. Som altid skal folk have nyt tøj og nye sko, samt lækker mad og vin. Men de skal også have ekstase, mening og sammenhæng. Og alt dette køber man så på markedspladsen, agoraen, som altid har været det sted, hvor det civile samfund fysisk var at finde.

Problemet er ikke, at der findes et marked, for markedet er såmænd en udmærket og effektiv måde at fordele samfundets goder på. Faktisk findes der ikke nogen kendt metode, som er bedre. Problemet er derimod, at tanken om det almene forsvinder fra det civile samfund. I dag er folk ikke længere optaget kvindens situation eller af landmandens situation. I bestemt form og dermed som begreber. Den enkelte kvinde er optaget af sin situation og den enkelte landmand af sin. Og sådan er det hele vejen rundt. Dette handler på ingen måde kun om kvinder eller landmænd.

Det civile samfund er ikke længere et sted, hvor interesserne gøres almene og diskuters alment med henblik på at finde almene løsninger. Det er bare et sted, hvor interesserne nedkæmper hinanden i en rå magtkamp. Og det er et problem, for når interesserne gøres almene, bliver løsningerne det også. Mens den usminkede, personlige interesse alene fører til private løsninger.

3.
Privatlivet, staten og det civile samfund hører sammen i en ubrydelig enhed. Derfor er det også klart, at selvom symptomerne på det sociale livs dårligdom måske viser sig i det civile samfund, så kan den udløsende faktor godt befinde sig et af de to andre steder. Eller måske begge steder på en gang. Det sidste tror jeg er tilfældet.

I mine øjne er noget af det mest interessante ved den tid, vi lever i, at der sker en voldsom forskydning imellem privatlivet, staten og det civile samfund. Ting, der før var statslige, begynder at falde ind under det civile samfund. Ting, som før hørte under det civile samfund, bliver enten statslige eller private. Og ting, som før var private, breder sig til staten og det civile samfund.

Lad og se på de ting, som før var statslige. Til statens domæne hører for eksempel retsvæsenet, lovgivningen og forvaltningen. Her forekommer det mig, at mens forvaltningen - måske fordi den er så kedelig - stadig hører under staten, så betyder de moderne mediers tilbøjelighed til at rejse enkeltsager og kræve lynchjustits, at staten får større og større konkurrence fra det civile samfund, når det drejer sig om at præge lovgivningen og dømme de mennesker, der forbryder sig imod den. Hvor det velfungerende, civile samfund i princippet skulle være en velsignelse for staten, så er det altså temmelig problematisk for en svag og desorienteret stat. Specielt når det civile samfund mere består af selvoptagne forbrugere end borgere, som diskuterer det almene.

Eller lad os se på de ting, som tidligere hørte under det civile samfund. Det mest tydelige er nok den voldsomme statsliggørelse, der er sket af det civile samfund. I dag er de politiske partier helt og aldeles afhængige af statsstøtte, og er i den forstand blevet en del af statsapparatet. Det samme gælder for hele kulturlivet, hvor der efterhånden ikke er andre former for kultur end professionel boksning og strip tease, der ikke modtager en eller anden form for statsstøtte. Og det gælder selvfølgelig befolkningens religiøse liv, hvor kirken i dette land hører under staten.

Et andet udviklingstræk, der dog ikke har samme omfang som i fx. USA, er markedspladsens privatisering. I takt med, at det offentlige rum bliver mere forurenet eller mere farligt, opstår der private markedspladser. Det vil sige tilsyneladende offentligt tilgængelige områder, som i realiteten er private. Det gør en verden af forskel, for hvor man ikke kan bortvise talentløse gademusikanter, fulde grønlændere og råbende distriktspsykiatriske patienter fra Kultorvet i København, så kan man private vagtfolk uden problemer bortvise de selvsamme typer af mennesker fra det nye Fisketorvet og alle andre af de shopping malls, som i disse år skyder op overalt i Danmark.

Endelig - og her er vi nok fremme ved det mest afgørende - er privatlivet i fuld gang med at opløse sig selv i både staten og det civile samfund.

Ikke blot piller folk næse ude i det civile samfund, fordi de tror, at de befinder sig på privat område. Det har de gjort så længe, der har eksisteret biler, og det er omend uæstetisk, så ganske harmløst. Hvis man ulejliger sig med at se TV om dagen - det er ikke så svært, for i Danmark sendes der en hel del "dag-TV" om aftenen - er det en endeløs parade af utroskab, søvnløshed, for tidlig sædafgang, hæmorrider, frigiditet, neuroser, fødselspsykoser, mindreværdskomplekser, ammestuesnak og skænderier mellem generationerne, som tidligere hørte hjemme i privatlivet.

Samtidig opløser privatlivet sig i staten i den forstand, at statsapparatet for eksempel skal stå for både tilvejebringelse og opdragelse af børn. Hvad der bliver tilbage som unikt privat, er på den baggrund svært at sige. Måske luftning af hunde og andre hobbybetonede aktiviteter?

4.
Både staten, det civile samfund og privatlivet trues af udviklingen. Staten både trivialiseres og udvandes ved at blandes med det civile samfund. Privatlivet bliver tomt. Og det civile samfund kommer til at virke på en måde, som umuliggør politik. Der diskuterer man ikke længere det almene. I stedet forbruger man alt - varer, politik, mennesker - med øje for det specifikke. Sig selv, kort sagt. Og det er en katastrofe, eftersom kontrollen med både stat og marked forudsætter, at der findes politik.

Spørgsmålet er: kan der overhovedet forekomme politik på disse vilkår? Er det ikke sådan, at politik kræver et eller andet alment princip, vi kan bruge som rettesnor for vores afgørelser - om vi så kalder det "almenvellet", "nationens bedste" eller noget helt tredje?

Betyder offentlighedens sammenbrud ikke, at det er ved at blive umuligt overhovedet at føre politik i anden forstand end gennem flertalsdiktaturet?

Den moderne tid kræver en omvurdering af alle værdier. Ingen holdninger er i sig selv progressive eller reaktionære. De er det i en kontekst. Det er derfor, miljøbevægelsen, som har været utvetydigt progressiv, finder sin næring i at stille konservative spørgsmål. Derfor er man også på politikkens område i dag nødt til at spørge sig selv, om det ikke i dag er progressivt at stille sig nogle af de spørgsmål, som det tidligere var konservatismen, der havde monopol på. Spørgsmål som: hvad har vi til fælles? Hvad gør os ens? Tilsyneladende er det blevet nødvendigt at beskytte det civile samfund imod både staten og privatlivet, for overhovedet at kunne have en offentlighed. For kun ved at hæge om offentligheden på samme måde, som som miljøbevægelsen hæger om miljøet, kan vi igen få en politik, der kan gøre en forskel og som kan forandre noget som helst.

30.01.01