Nødvendighedens politik

Det siges, at finansminister Bjarne Corydon ikke tror på moderne, strategisk kommunikation. Sjældent har det været så tydeligt som nu. At frame en diskussion og time sine budskaber er ikke noget, regeringen arbejder med. Man gør det nødvendige, og stoler på, at vælgerne nok skal forstå logikken. En dristig strategi.

Onsdag aften forhandlede regeringen en kæmpe vækstaftale hjem i Finansministeriet. Og op mod midnat tog de imod pressen, så de var helt sikre på, at alle morgendagens aviser allerede havde forladt trykpressen, og de fleste danskere gået i seng. Det var en god måde at sætte en dagsordenen for torsdagen på, så man over en bred kam kunne høste ros for at sætte gode initiativer i gang. En god historie for regeringen.

Men inden nogen kunne nå at fortælle den gode historie, havde regeringen allerede spillet sig selv på banen og lanceret et indgreb i lærerkonflikten. På den måde var man helt sikker på, at fokus igen blev rettet mod højlydte og utilfredse vælgergrupper i stedet. I stedet for at tage dagsordenen med offensive vækstpolitiske tiltag, overlod man frivilligt scenen til støjsenderen Bondo.

Ind i den spinfri zone

Flere var hurtigt ude og kalde regeringen for amatøragtig. Sandheden er nok snarere, at vi med den nuværende regering er trådt ind i en selvvalgt spinfri zone.

Det er et mærkværdigt sted at befinde sig. Det er i den zone, hvor en minister kan bruge lang tid på at forberede en reform af kontanthjælpen, for så at få det til at kollidere med vækstplanens lettelser i selskabsskatten. Det er i den zone, hvor man frivilligt vader ind i en ’storyline’ om at man skærer ned på kontanthjælpemodtagere og giver pengene til store overskudsgivende virksomheder. Det er sjældent gjort så flot.

På pressemødet torsdag efter indgrebet sagde statsministeren det meget klart: ”Vi handler, når Danmark har brug for det.” Og det må man give regeringen. Den handler, og den er ikke bange for at lægge sig ud med alle vælgergrupper.

Se videoen: Regeringen præsenterer sit indgreb i lærerkonflikten ved et pressemøde i Statsministeriet på dr.dk

Nødvendighedens politik

Kritiske sjæle ville måske kalde det en kamikaze-kurs. Men i den spinfri zone findes kun samfundsmæssige problemer, der skal løses. Her findes kun nødvendighedens politik.

Finansminister Bjarne Corydon er i den seneste tid trådt ud af embedsvældets grå skygger og har i interviews lanceret sig selv som en af de store socialdemokrater i arven fra Krag og Kampmann. Men i modsætning til de historiske forbilleder betoner Corydon, at han først og fremmest er rede til at føre den nødvendige politik.

Mød Corydon på kom-konferencen DEL13, hvor han fortæller om sin personlige kommunikation. Tilmeld dig her nu

Corydons analyse er den finanspolitiske virkelighed, at hvis han skal bevare og udvikle velfærdssamfundet, har han et problem med at fremskaffe det nødvendige provenu i en ugunstig demografisk udvikling. Han kan ikke som Krag opfinde momsen. Tilbage er kun reformvejen. Reformer der skal øge produktiviteten, og som vil gøre ondt.

Men når regeringen og Corydon skal argumentere for disse reformer, lyder det som et mantra, at denne regering handler og har modet til at gøre det, der er nødvendigt.

Politik er kommunikation

Et godt og stilfærdigt råd til regeringen kunne være, at man skal erkende, at politik også er kommunikation.

I stedet for at tale om ”det nødvendige” kunne man anbefale regeringen at fortælle lidt om, hvorfor disse reformer er nødvendige – og hvad danskerne kan forvente sig den anden side af endog meget skrappe indgreb.

Det er en god idé ikke at undervurdere vælgerne. Vælgerne kan godt forstå, at der i en krisetid skal bringes ofre. Men de vil vide, hvor det fører hen. Og her har regeringen sit allerstørste problem. For det er svært at kommunikere en politisk idé, der ikke er der.

Det er både dårlig politik og dårlig kommunikation.

Tilbage står udelukkende opgaven med at gøre det nødvendige, og så bare håbe på at de økonomiske nøgletal vil arte sig inden næste valgdag.

Det er mildest talt en dristig strategi. Ved valgene fra 1968 til 2011, har der endnu ikke været en sammenhæng mellem en fremgang i de økonomiske nøgletal og fremgang for den siddende regering.

Nødvendighedens politik får nok klapsalverne til at runge i konkurrencestatens inderste kamre i Finansministeriet. Men når man ikke vil tænke over kommunikationen med vælgerne, skal man nyde klapsalverne, frem mod næste valgdag. Derefter er det slut.