Hvad blev der egentlig sagt?
Når jeg hører dette youtube-klip, er jeg meget sikker på at der bliver sagt ”perker”. 



Jeg var så sikker at jeg skrev det på min blog her på Kforum.

Men på det klip Politiken har, synes jeg det lyder lidt mere som ”perle”:

Endnu mere får TV 2’s klip det til at lyde som ”perle”.

Men hvis jeg hører enten den ”øh”-lignende endelsesvokal i perle eller den ”årh”- eller ”arh”-lignende endelsesvokal i ”perker”, så er det indbildning. I hvert fald ifølge retsakustiker Eddy Bøgh Brixen som – på baggrund af en spektografisk analyse af optagelsen – slår fast at der ingen stemmelyd er efter k’et i ”perk”, som han mener er det der bliver sagt.

At en ekspert der umiddelbart har både udstyret og motiverne i orden, kommer frem til at der bliver sagt ”perk”, kan jeg ikke rigtig sætte spørgsmålstegn ved. Men noget i Ritzau-journalistikken er gået galt, for det ”k” der insinueres i argumentet, har intet med argumentet at gøre. At sige at der ikke er lyd efter ”k”, er det samme som at antyde at der er lyd på ”k”, men det er umuligt. K-lyden (eller den hårde g-lyd, som det nok snarere ville være) er ustemt, den kan ikke bære stemme med sig. Det kan godt være at Eddy Bøgh Brixen med sikkerhed kan konstatere et ”k”, men det er mærkeligt at putte det ind i dette argument.

Sprogforsker Jens Normann Jørgensen – som DR har interviewet – slår også fast at der kommer en ”lukkelyd” efter ”per” – altså p, t, k, b, d eller g. Man kunne også kalde dem ustemte lyde, altså lyde der ikke kan bære stemme med sig. Men det fremgår ikke af interviewet med ham om det er fraværet af stemthed der får ham til at konkludere sådan, eller om det er en anden særlig hemmelig egenskab ved ”lukkelyde” han kan høre.

Problemet er at ”perle” er stemt hele vejen – prøv at synge det – og når man sammenholder det med at man sagtens kan afsnuppe endelsen så meget at der kun er én stavelse, ”perl”, tilbage, så er ustemthed efter én stavelse altså ikke noget bevis for at der ikke bliver sagt ”perle”. Og jeg tvivler på at nok så megen filtrering kan afgøre om der i larmen er et stemt ”l” eller det lille eksplosive ”k/g”.

Tilbage står at der i mit, og tilsyneladende alle andres ører, er stød på ”per” – i modsætning til hvad der fx ville være på ”pr.”. Hvis man siger: ”Mor laver frikadeller af fars fars”, så er der stød på farsen, men ikke på faderen. Det samme gælder perle og perker. Skal perle siges korrekt uden stød, skal ”er”-lyden være som i ”server”.

På den ene side kan man sige at der ikke skal meget kulde i kroppen og slim i luftvejene til ved en tilfældighed at give ”per” det mondæne lille stød det har i perker. På den anden side er det fatalt at sige ”per” med stød, eftersom det fonem i dansk normaludtale kun findes i det grimme og uacceptable ord ”perker”. Alene det at bruge et ord der ligger så tæt på ”perker”, og som vil komme til at lyde sådan ved den mindste bævren eller accentfejl, er at gå langt over stregen. Så politimandens skyld er indiskutabel uanset om han har ment ”perle” eller ”perker”, og uanset om han har sagt ”perle” eller ”perker”. Selv hvis ”perle” var et kærligt udtryk altid udtalt uden stød, ville det kun være en halvhjertet kærlighed fordi det ligger provokerende tæt på perker. Rigtig kærligt kan ”perle” umuligt være.

Jeg SKAL sige sådan
Vi kender alle sammen det kommunikative register der hedder ”Jeg siger sådan fordi jeg er nødt til at sige sådan”. Her kan kodet sprog, eufemismer, stærkt omvredne udgaver af sandheden og endog hvide løgne få publikums uofficielle accept. Vi kender det fra vidt forskellige genrer: Når den ene voksne med den anden voksne som egentligt publikum bedyrer at den film der kommer klokken 22, faktisk er meget langtrukken og kedelig, selv om det er løgn og kun har det formål at få børnene i seng i tide. Når dommerne i X Factor sender en introvert muldvarp hjem med ord som: ”Jeg tror ikke det her er det rigtige forum for dig”. Når Anders Fogh Rasmussen formulerer sin kritik af en minister omhyggeligt efter om vedkommende skal fyres eller ej, eller udtrykker tålmodighed hvor tålmodigheden reelt er sluppet op, men gør det fordi han ellers ville miste de afgørende 90 mandater.

Med en vis kynisme er vi parate til – uofficielt – at acceptere løgnen fordi formålet er tydeligt og rimeligt nok. Ikke nødvendigvis fordi formålet tjener vores egen sag, men fordi det godt kunne tænkes at vi selv havde gjort det samme i det givne spil. Vi er indforståede. DF, Birthe Rønn Hornbech, statsministeren, journalisterne, SF’s vælgere og alle andre kan sagtens være indforståede med hvorfor den givne formulering er som den er, og i denne indforståethed indgår vi i et diskursfællesskab hvor vi medgiver eller i det mindste tilgiver hvad der bliver sagt.

Vores velvillighed over for denne kyniske pseudonaivitet har også at gøre med social intelligens. Hvis vi ville have magthavere der kun kunne tale 1:1, så havde vi jo valgt en bamse der tisser i bukserne. Det ønsker vi ikke, vi ønsker personer der kan begå sig.

For mig var det et sådant pseudonaivt register Hanne Bech Hansen kommunikerede i da hun på sit glatte ansigt og for åben skærm gav sig i kast med at diskutere om den pågældende betjent havde sagt ”perker” eller ”perle”. Men hendes acceptable formål var helt fraværende. Og i den medfølgende invitation til et diskursfællesskab følte jeg mig taget som gidsel i min egenskab af demokratisk medborger. En i grunden mærkelig situation når jeg ellers har stor empati og respekt for politiets svære arbejde og har stor forståelse for at et hvilket som helst p-ord kan flyve ud i en ophidset og anspændt situation. Og når jeg i øvrigt ikke er synderlig begejstret for den pågældende demonstration mod Israel. Alligevel følte jeg mig godt og grundigt pisset på af Hanne Bech Hansen, og jeg føler mig stadig taget som gidsel: I kraft af det halvdemokratiske system hvormed Hanne Bech Hansen er udpeget som politidirektør, indgår jeg som medborger ganske ufrivilligt i det diskursfællesskab hun har inviteret mig med i. Kun ved at kræve hendes afgang kan jeg reelt sige nej tak til hendes umanerligt provokerende pseudodiskussion.

Mit image som dansker
Hanne Bech Hansens forbrydelse og dumhed er på et langt større plan end betjentens. En passende reaktion på situationen, hvis det var et enkeltstående tilfælde, ville være at henvise til den ophidsede og anspændte situation, love at give betjenten en henstilling og i øvrigt lægge klar afstand til brug af en hvilken som helst ytring der kan opfattes som ordet ”perker”. En række indberetninger til journalister om andre lignende hændelser og om konsekvent brug af ord med racistiske konnotationer tyder imidlertid på at det ikke var et enkeltstående tilfælde. I så fald er sagen tungere, men i og for sig lige så let at kommunikere korrekt på: Man skal indrømme at gentagne beretninger om racistisk klingende ordvalg fra politiets side kan være symptom på en usund kultur blandt betjentene, og det skal man undersøge årsagerne til og rette op på. Meget enkelt.

Hvorfor er det så at Hanne Bech Hansen kaster benzin på Muhammed-krisens gløder, i stedet for at håndtere den lille sag åbent, ærligt og korrekt? Ja, jeg kan ikke se noget motiv, tværtimod er det hendes job at undgå noget sådant. Derfor tyder det på en vanemæssig reaktion. En vane bestående i magtfuldkommenhed og løgne – i denne sag kombineret med en rystende tonedøvhed, ikke så meget i forhold til om der bliver sagt ”perker” eller ”perle”, men i forhold til hvordan der skal reageres på en frustreret betjents uacceptable ordvalg.

Hanne Bech Hansen har sat politiets image, de offentlige myndigheder og statens image og alle danskeres image på spil på et tidspunkt hvor Danmarks image i den muslimske verden i forvejen er følsomt. Endda uden nogen forståelig grund.

På Politiets hjemmeside kan man finde en side der hedder ”Værdier og mål”. I manchetten kan man allerede konstatere at Hanne Bech Hansen har handlet i modstrid med Politiets værdier. Der står: ”Politiet skal være et ansvarligt, professionelt og serviceorienteret politi i overensstemmelse med et moderne, demokratisk samfunds krav og forventninger. ”

Herefter følger der femten bud hvoraf de første tre lyder:

Politiet skal optræde retfærdigt, upartisk og med respekt for det enkelte menneske og dets rettigheder, således at politiet har borgernes agtelse og tillid.

Politiet skal have høj faglig standard og optræde med den myndighed og bestemthed, som situationen kræver.

Politiet skal bruge sin autoritet og lovlige magtbeføjelse på en hensynsfuld, forsvarlig og fornuftig måde.

A-skat
Hvis Hanne Bech Hansen bliver på tronen, er jeg nødt til at slå over i en satirisk tone. Og så vil jeg gerne være Hanne Bech Hansen behjælpelig med yderligere sproglige fortolkninger.

På forlydende om at demonstranter ved selvsamme Gaza-demonstration den 13. januar er blevet kaldt ”abe”, kan man hævde at ”ae”, som normalt er verbum for kærlig berøring af et kæledyr, er slang for ”kære”. Og i en angivelig situation på Bellahøj Station hvor betjente indbyrdes skulle have omtalt en gruppe dansk-palæstinensere som ”abekatte”, kan vi hurtig slå fast at lange ører ofte er paranoide, og at betjentene naturligvis har snakket om at deres overarbejde ikke burde A-beskattes. Og der er jo med Bech Hansens udtryk ”pokker til forskel”.

Skulle man selv komme så langt ud i en deroute at man gjorde sig skyldig i økonomisk kriminalitet eller sexchikane, og at en betjent med sans for retfærdighed skulle komme til at kalde én for et "ækelt svin", ja, så er der selvfølgelig tale om at man er en "ædelsten".

Hører man til de mere stupide kriminelle og opfanger noget der lyder som "kæmpeidiot", så er det naturligvis fordi vagthavende har set at man har lavt blodsukker, og derfor tilbyder en "kæmpe-eskimo".

Det kan i hvert fald ikke udelukkes.