De fleste pressemeddelelser er ikke det papir værd, de er skrevet på. De er uforståelig spam. Kforum bad forfatteren bag ny bog om pressemeddelelsen samle sit eget rædselskabinet. Læs her, hvordan DSB, Blumøller og mange andre sender den ene uforståelighed spammail af sted efter den anden, og lær af deres fejl. Pressemeddelelsen lever skam endnu, men mange kommunikationsfolk arbejder dagligt for at slå den ihjel.
Første rædsel: forkert og for stor målgruppe
og medievalg til en ikke-nyhed
Når man rammer alle, rammer man ingen. PR-bureauer og
kommunikationsfolk har ofte omfattende pressekartoteker med 4-500
kontaktpersoner, og når de sender en pressemeddelelse ud,
ryger den ud til alle i kartoteket. Derfor modtager mange
journalister dagligt 200 pressemeddelelser, hvoraf de
færreste har relevans for journalisternes arbejde. Det skaber
stor træthed hos journalisterne, der oplever henvendelser som
spam. Reaktionen forstår man godt, når man ser på
en pressemeddelelse som denne fra DSB, der blev sendt til
indlandsredaktionen på Berlingske Tidende.
Nyhedsværdien er meget lokal og sprog og rubrikker er
uforståelige. Hvorfor skal indlandsredaktøren på
en landsdækkende avis interessere sig for denne historie? Lad
være med at skyde med spredehagl. Fokuser på nogle
få relevante medier, hvor du kan nå din
målgruppe. Spam skaber badwill.
____________________________________________________________________
Kystbantog fra Charlottenlund Station torsdag morgen
====================================================
24-09-2008 15:17
DSB har tidligere annonceret, at pga. af sporarbejde mellem
Hellerup og Klampenborg vil Kystbanetogene standse
ekstraordinært på Charlottenlund Station.
Trafikstyrelsen trak onsdag formmiddag tilladelsen til at standse
på den midlertidige perron på Charlottenlund Station
tilbage. Det betød, at Kystbanetogene ikke længere
måtte standse på stationen. I stedet har DSB S-tog sat
togbusser ind på strækningen. Læs om
køreplanerne her:
http://www.dsb.dk/cs/Satellite?pagename=DSB/Page/Indholdsside_med_sidemenu_uden_introindhold&c=Page&cid=1148307070601&a=Artikel&aid=1148307073288.
Banedanmark vil hen over natten justere perronen, og fra i morgen
tidlig forventer DSB, at Kystbanetogene igen standser på
Charlottenlund Station.
DSB beklager de gener, det har medført for kunderne og vil
løbende informere via DSB.dk, DR1 tekst-tv side 471/472 og
P4 Købehavn, hvis Kystbanetogene mod forventning ikke
standser ved Charlottenlund Station torsdag morgen.
XX YY
Du kan til enhver tid redigere dit nyhedsabonnement på ved at
logge ind i presselogen:
http://www.dsb.dk/cs/ContentServer?pagename=DSB/Page/StandardForside&c=Page&cid=1002716363203
Afmeld dit abonnement her:
http://www.dsb.dk/cs/ContentServer?pagename=DSB/Page/Forside&c=Page&cid=1002716363203&sletPresseloge=true&handle=1096251566157&handle1=1097814432112
Med venlig hilsen
DSB
___________________________________________________________________________
Den anden rædsel: den utydelige afsender: Blumøller
A/S, Skrøbelev Gods eller Ritz-Resorts??
Journalisten bruger kun få sekunder på at vurdere din
pressemeddelelse. I løbet af de få sekunder skal
journalisten vide, hvad historien er, hvem afsenderen er og hvilken
interesse afsenderen har i sagen. Ser man på
pressemeddelelsen fra Skrøbelev Gods, er der stor forvirring
om både historie og afsender. Er det Blumøller A/S,
der har sendt pressemeddelelsen - og hvem er Blumøller A/S?
Eller er det Skrøbelev Gods eller Ritz-Resorts, der
står som afsender? Og hvem er de? Kigger man på
kontaktinfo længere nede i pressemeddelelsen, bliver
forvirringen ikke mindre. Her blandes Skrøbelev Gods og
Ritz-Resorts sammen i mailadressen, og godset med det
fynskklingende navn kan kontaktes på et telefonnummer i
Spanien. Hvis du repræsenterer et kendt firma, så brug
logo, og hvis du repræsenterer et ukendt firma, så
skriv ganske kort om firmaet øverst eller nederst.
Altså en pressemeddelelse, en afsender.
____________________________________________________________________________
"I år går firmafesten i slutningen af måneden med
ca. 300 ansatte til Skrøbelev Gods ved det sydfynske
øhav", siger en talskvinde fra firmaet Blumøller a/s,
og fortsætter, "stedet har atmosfære og historie, det
oser af idyl og romantik".
Firmaet har selvfølgelig været ude og se på
forskellige steder, men valget faldt på det idylliske gods -
Skrøbelev Gods, der har godkendelse fra myndighederne til at
drive stedet som Hotel & Kursuscenter.
Som et stort og succesfuldt firma, ønsker Blumøller
a/s også samarbejdspartnere af samme kaliber - og det
genkendte de straks i godsets ledelse Mette & Steen Leth.
"Mette og Steen Leth, gav os med det samme følelsen af, at
Skrøbelev Gods ville være et rigtigt godt valg. Med
deres engagement og drive vil vi få en rigtig god fest",
pointerer talskvinden fra Blumøller a/s i Odense.
Godset blev bygget i 1669 og har i mange år levet en
omflakkende tilværelse, indtil Ritz Resorts tog godset under
sine vinger i 2006. "Vi er altid på udkik efter interessante
steder og lokaliteter, der har alle ingredienserne til at tilbyde
gæsterne en unik, magisk og spændende oplevelse", lyder
kommentaren fra Ritz-Resorts.
Og sjældent har man set så stor en forvandling på
så kort tid. En italiensk inspireret riddersal med 2
åbne pejse, en vinkælder med flotte vinmontre af
smedejern, til vinkælderen hører der også et
vinsmagningsrum med samt tilstødende pejsestue og jagtstue.
Selve overnatnings faciliteterne er også bibeholdt i den
gamle stil - og kvaliteten er uovertruffen. Suiterne er med store
lyse en-suite badeværelser, lofterne er kunstnerisk udsmykket
med stuk og dæmpet belysning.
Som sidste skud på stammen, har Ritz Resorts erhvervet sig
det autentiske Franske slot Hattonchatel Chateau , der har
været lukket for offentligheden i næsten 50 år.
Slotte blev delvist ødelagt under den 1. verdenskrig, men
genopbygget igen efter krigen af den berømte amerikaner
Belle Skinner.
For yderligere information kontakt:
Mette Leth
Telefon: 62514531 eller 24604531
E-mail: skrobelevgods@ritz-resorts.com
Meddelelsen er udsendt af:
Ritz Resorts
Casa Club, Amarilla Golf
38620 San Miguel
Telefon: 0034 922 786200
E-mail: management@ritz-resorts.com
Internet: http://www.ritz-resorts.com
___________________________________________________________________________
Den tredje rædsel: den forsvundne vinkel og den forsvundne
pude
Journalister oplever ofte, at de skal bruge tid på at finde
ud af, hvilken historie pressemeddelelsen fortæller. Det
gælder forrige eksempel fra Skrøbelev Gods, hvor
vinklingen er helt uklar. Det gælder også
følgende eksempel fra Fauna, der umiddelbart er en mere
overskuelig og lettilgængelig pressemeddelelse.
Pressemeddelelsen fortæller om nye puder, men hvad er det med
de puder? Hvad er den unikke need-to-have-kvalitet ved puderne?
Hvad kan de? Hvem er målgruppen? Og hvorfor skal man
købe dem? Det er ikke klart. Pressemeddelelsen vinkler ikke
puderne, så det er tydeligt, hvad de kan. I emnefeltet havde
afsenderen kun skrevet Fauna, og det samme ord går igen i
rubrikken. Det er dårlig brug af emnefelt og rubrik.
Afsenderen kunne fx have vinklet puderne til en historie om puder,
der egner sig til børneværelser.
_____________________________________________________________________________
Pressemeddelelse
Superstudio
2008
Fauna
Et rådyrlam pusler med varsomme skridt rundt i skovbunden. I
træernes kroner springer et lille egern elegant fra gren til
gren. Et andet sted i verden passerer en elefant i slowmotion over
savannen, mens varmedisen dovent slører luften ... Fauna er
verdens dyreflora på tryk.
Inspireret af 60'ernes popart udtrykker pudeserien Fauna et udsnit
af verdens dyrearter. Opsigtsvækkende, farvemanipulerede
dyrefotos, der er overført på organisk bomuld,
definerer hver pudes form, som dermed styres af hvert dyrs
skikkelse.
Puderne er opsigtsvækkende, overraskende og ikke mindst
fornyende interiør objekter. Derien udgøres af
dekorative stilpuder med blødt komfortfyld samt små,
sjove, bomuldsstoppede dekodyr. Fauna har dobbelt labelling af
vævede tags, der flot understøtter de
særprægede designs.
Fauna er skabt af det New York-baserede firma Areaware, der bedst
kendes for deres evne til at være på forkant med
fremtidsteknologi og originalt udtryk. Det progressive firmas
produkter er dekorative på en måde, der rækker ud
over det ornamentale. Areawares produkter uddyber og befæster
menneskers relation til hverdagsobjekter.
Materiale: Organisk Bomuld
Mål og pris: Se vedhæftede fil for specifikation af
hvert design. Alle priser er i Dkk.
Fotos downloades på:
http://designdelicatessen-presse.smart-web.dk/areaware/&cat=295/
Forhandler oplyses hos Superstudio på tlf. +45 70 20 23
26
Med venlig hilsen
Tlf. presse +45 26 19 14 70
press@designdelicatessen.com
______________________________________________________________________________
Den fjerde rædsel: de dunkle rubrikker
Kampen om journalistens opmærksomhed står i rubrikken
og emnefeltet. Det er der, du sælger din historie. Har
journalisten ikke der fået en fornemmelse af, hvad historien
er og hvorfor den er relevant for hans læsere, er chancen
for, at han læser videre, lille. Her kan du se et eksempel
på en uklar brug af emnefelt og rubrik. I emnefeltet stod
"Top designere skaber eksklusive limited edition produkter for NK".
En ting er, at sætningen er lang og ikke specielt mundret,
den er også dunkel. Hvem er NK? Hvem er topdesignerne? Hvad
er det særlige ved deres produkter? Hvilke produkter taler vi
om, og hvorfor skal vi begære dem? Når journalisten
står med så mange ubesvarede spørgsmål
efter at have kigget på emnefeltet i mailboksen, bliver han
først forvirret og dernæst irriteret, og så er
delete-tasten en oplagt løsning for at komme videre.
Fortsætter journalisten alligevel ind i historien om
top-designerne, fortsætter det dunkle i rubrikken. "Med fokus
på det unikke". Hvad er det? Var irritationen vakt i
emnefeltet, er den stor nu. Du skal altid have en skarp og klar
vinkel i emnefeltet og rubrikken. Kan du ikke forklare, hvad der er
det unikke ved din historie i én kort sætning på
højest fem-seks ord, er der stor sandsynlighed for, at
journalisten sletter din mail. Læs selv her:
______________________________________________________________________________
Fra: YY XX [mailto:YY@XX.cc]
Sendt: 3. september 2008 10:58
Emne: Top designere skaber eksklusive limited edition produkter for
NK
Med fokus på det unikke
Ni internationalt anerkendte top designere med navne som Filippa K,
Ann-Sofie Back og Peter Jensen i spidsen, har for efteråret
2008 skabt lige så mange eksklusive produkter for Sveriges
største varehus NK (Nordiske Kompagniet).
Produkterne er yderst interessante, personlige og viser en helt ny
side af de pågældende brands og designere.
Filippa K har designet et eksklusivt skakspil bestående af
unikke vintagebrikker, der findes i kun to eksemplarer.
Hos Filippa K ønskede man a skabe et anderledes produkt, end
hvad brandet normalt er kendt for. Valget faldt på
skakspillet, da det altid har været en ting forbundet med
stil. Man fandt ligeledes inspiration fra - og en chance for at
hylde Yoka Ono´s skakspil, der var malet hvidt som et tegn
på hendes modstand mod krig(en). Filippa K ønskede dog
stadig, at spillet kunne bruges og det førte til
eksperimentering med overfladen, så det stadig kunne blive
holdt i den hvide fredsfarve.
Spillet bliver leveret i special designet emballage og vil
være at finde i varehuset i Stockholm d. 4. september samt i
Göteborg d. 6. september.
Pris Dkk. 4999,-
Peter Jensen har designet en peberkværn og beskriver
produktet således:
"Jeg ønskede at skabe noget anderledes end normalt, men
stadig på min egen måde.
Peberkværnen er naiv og barnlig, ligesom mine kollektioner og
det blev næsten som en person.
Farverne går igen fra sommer 08 kollektionen".
Lanceringsdatoen for peberkværnen vil være henholdsvis
d. 2. september i NK i Stockholm og d. 5. september i NK i
Göteborg.
Prisen for hver af de fem stk. perberkværne: Dkk.
3799,-
Svenske Ann-sofie Back, der netop har afholdt show under den
Københavnske modeuge, har sammen med det svenske
juvelerfirma Engelbert skabt den smukke og meget personlige design
med ringen "The lover, the mother and the grandma". Ringen er en
fusion af tre ringe: Hendes egen, hendes moders samt
bedstemoderens. Der dannes dermed en form for tre enighed og den
afspejler samtidig Ann-Sofie´s forhold til nostalgi.
Smykkeæsken er ligeledes unik og nummeret.
Ringen er produceret i et antal af 5 stk
Værdi: ca. 33.000 dkk.
Andre nævneværdige bidragsyderne tæller blandet
andre Vivienne Westwood og danske Royal Copenhagen
For yderligere information, se venligst:
www.nk.se/ Lise løvgren på tlf.: +46 070 182 90
86
www.filippa-k.com
www.peterjensen.co.uk
www.annsofieback.com
_______________________________________________________________________________
Den femte rædsel: Danmarks Naturfredningsforening i blindt
grønt raseri
Organisationer, der kæmper i en bestemt sags tjeneste, har
ofte en tilbøjelighed til at lade sig rive med af deres
harme over den uretfærdighed, der overgår deres
hjertebarn. Når harmen slippes løs, følger
følelsernes fæller ofte med: Klicheer, overdrivelser,
anskrig og tænders gnidsel. Fornuften siver stille bort, og
tilbage står en indigneret råben. Det kan du se et
eksempel på i pressemeddelelsen fra Danmarks
Naturfredningsforening. Teksten er fuld af floskler, overdrivelser
og fortvivlet hændervriden. Skriver du på den
måde, mister journalisten lynhurtigt tilliden til dig. Det er
et spørgsmål om troværdighed. Raseri er
utroværdigt.
________________________________________________________________________________
PRESSEMEDELELSE
Dato: 29. februar 2008
TIKKENDE GYLLEBOMBER NÆR SÅRBAR NATUR
Ulykken er sket, forureningen et faktum, døde fisk i
vandoverfladen med bugen kilometer efter kilometer.
Alle vrider alle sig af beklagelse. Men derudover sker der ikke
noget.
- Det er ubegribeligt, at gylle gang på gang får lov at
udrydde al liv i danske bække og åer. Politikerne
må forstå, at landbrug er en industri som al anden og
derfor skal det underlægges den samme restriktive lovgivning
som den øvrige industri, siger Ella Maria Bisschop-Larsen,
præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
For mens den øvrige industri er underlagt skrappe, men
nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, hvis de skal opbevare
ammoniak, så kan landmænd stadig får lov at
sætte en primitiv konstruktion op i det åbne landskab
og opbevare tonsvis af gylle.
Således står omkring 13.000 (2006) gyllebeholdere af
vidt forskellig beskaffenhed og alder ude i landskabet. Og gang
på gang bliver det bevist, at mange af dem langt fra er
sikret godt nok. De ligger dermed som latente miljøbomber
for vore åer og vandløb.
I Danmark produceres årligt 30.000.000 kubikmeter gylle. Og
når låsen på gylletanken knækker af
ælde, eller rørene deler sig, så har naturen
ikke en chance.
- Der gives masser af tilladelser til udvidelser af landbrug med
etablering af nye gylletanke alt for tæt ved følsom
natur. Sammen med det faktum, at tankene ikke er
tilstrækkeligt sikre, så venter ulykkerne bare på
at ske, fastslår Ella Maria Bisschop-Larsen.
Det gjorde den så igen i går, hvor alt liv blev
udryddet på en tre kilometers strækning i Harre Å
ved Linfjorden. Her fossede 1800 kubikmeter gylle direkte ud
åen. Til sammenligning rummer en normal gyllevogn 20
kubikmeter.
-Ulykker sker, men det er dumhed, at man ikke forsøger at
undgå dem, siger XX YY.
For yderligere information: YY XX, præsident i Danmarks
Naturfredningsforening: 3917 4050
Se næste side for Danmarks Naturfredningsforening forslag til
sikring af beholderne.
FAKTA:
Danmarks Naturfredningsforening mener, at gylletanke skal etableres
med opsamlingsbakke - dvs. et fast underlag med kant, som i
tilfælde af fejl på pumper og ventiler kan opsamle og
tilbageholde hele tankens indhold.
Også placeringen af gylletanke er ofte kritisk i forhold til
følsom natur: Der gives masser af tilladelser til udvidelser
af landbrug med etablering af nye gylletanke alt for tæt ved
følsom natur, men også det giver reglerne altså
mulighed for i dag.
_______________________________________________________________________________
Den sjette rædsel: tung, tung tung tekst
Ofte har man så meget på hjerte, at det kan være
svært at holde pressemeddelelsen nede på en side. Og
man bliver glad, når det endelig lykkes at få teksten
ned på en side. Men selv en side er for meget. Journalister
modtager hver dag så mange mails, at de på
forhånd bliver trætte, hvis teksten virker for tung og
uoverskuelig at komme igennem. Og er de trætte på
forhånd, er deres indstilling til din henvendelse også
på forhånd negativ. Signaler brugervenlighed over for
journalisten ved at formulere din pressemeddelelse i en kort og
luftig tekst. Det gør journalisten glad. Højest et
skærmbillede og gerne med mellemrubrikker. Tilføj link
eller filer, hvis der er ting, der skal uddybes. Her kan du se et
eksempel på en god, luftig pressemeddelelse fra Ugeskrift for
læger. Rubrikkerne er link, journalisten kan klikke på,
hvis han vil vide mere. Jo tak, her forudsættes en
kandidatgrad i medicin.
________________________________________________________________________________
UGESKRIFT FOR LÆGER - PRESSEMEDDELELSE
Må offentliggøres mandag den 15. september 2008
Nr. 38 vol. 170, den 15. september 2008
Hoftebrud skal behandles forskelligt alt efter patientens
alder
Ca. 11.000 brækker hoften om året i Danmark, og mindst
en fjerdedel af dem får komplikationer, efter at de er blevet
behandlet for bruddet. Både af hensyn til patienter og
resursemæssigt er det derfor vigtigt, at de får den
behandling, som man ved virker bedst. Ved brud, hvor der ikke er
forskydning, er den bedste behandling operativ fiksering uanset
patientens alder, men ved forskudte brud bør der
indsættes en kunstig hofte, hvis patienten er over 70
år.
Kontaktperson: Overlæge Lars Carl Borris,
Ortopædkirurgisk Afdeling, Århus Sygehus. Telefon: 8949
4513. Mobil: 26 15 25 87. E-mail: lborr@as.aaa.dk
Disposition for kronisk obstruktiv lungesygdom er sandsynligvis
genetisk betinget
Kun omkring 10 procent af de patienter, der lider af kronisk
obstruktiv lungesygdom(KOL), har aldrig røget. Men ikke alle
storrygerne får KOL - faktisk gælder det kun ca.
halvdelen. Det har ført forskerne på sporet af en
genetisk forklaring på sygdommen. For at gennemføre en
sådan genetisk kortlægning er det nødvendigt at
have store populationer, som man kan udføre
kortlægningen hos. Eftersom Danmark har et af de mest
omfattende tvillingeregistre i verden, vil danske forskere derfor i
høj grad kunne bidrage til denne forskning.
Kontaktperson: Professor Jørgen Vestbo,
Hjerte-Lungemedicinsk Afdeling, Hvidovre Hospital. Mobil: 30 35 03
17. E-mail: JorgenVestbo@manchester.ac.uk
Husk at angive Ugeskrift for Læger som kilde ved gengivelse
af informationer eller citater.
www.ugeskriftet.dk
_______________________________________________________________________________
Den syvende rædsel: det abstrakte videnssprog råbt
fra elfenbenstårnet
Akademikere, teknikere og fagfolk har en tilbøjelighed til
at bruge et sprog, kun fagfæller forstår. Journalisten
opfatter det som arrogance og dårligt sprog, og dårligt
sprog fjerner fokus fra indhold. Det kan du se et klassisk eksempel
på fra IT-Universitetet. Pressemeddelelsens rubrik er dunkel.
Hvordan kan man have sit "sociale netværk" i lommen?
Rubrikken mystificerer, og først, når man kommer ned i
slutningen af brødtekstens første afsnit,
forstår man lidt mere, men stadig er det ikke helt klart,
hvad emnet er. Andet afsnit er konkret og eksponerer produktets
anvendelighed. Eksponering er generelt et godt journalistisk greb,
men her får det en lidt for opremsende karakter, og når
journalisten ikke har forstået emnet, virker eksponeringen
som en misforstået fortrolighed. Tredje afsnit beskriver mere
overordnet tendenser på nettet, men i lange sætninger
og med abstrakt ordvalg. Hvad er en "åben, personaliserbar og
samlet adgang til brugernes sociale netværk"? Og hvad er
"brugerdreven innovation"? Pressemeddelelsen fortsætter
på samme måde over to sider, hvilket også
får teksten til at virke tung og uindbydende. Dit sprog skal
være klart, læservenligt og konkret. Det skal
være et nøgent og funktionelt sprog som i et telegram
fra Ritzaus nyhedsbureau. Den sprognorm får informationerne
til at virke saglige.
Pressemeddelelse: Hele dit sociale netværk i lommen
Nyt udviklingssamarbejde vil styrke tilgængeligheden af
sociale netværk på mobilen.
Du tager mobilen op af lommen ser straks, at Lone lige har
slået op med kæresten, at der for fem minutter siden er
postet et nyt debatindlæg om racisme på dit gymnasiums
netværksportal, og at Søren faktisk befinder sig i
supermarkedet lige rundt om hjørnet...
Danskerne bruger i stigende grad sociale netværkssites
på internettet til at pleje deres relationer, udveksle
indhold, meninger og følelser og skabe nye
fællesskaber. På trods af mangfoldige teknologiske
muligheder har ingen formået at skabe en åben,
personaliserbar og samlet adgang til brugernes sociale
netværk på mobilen. Et nyt samarbejde vil råde
bod på dette.
Aktørerne
De fem aktører: DR, IT-Universitetet, Unwire, Innocept
Consult og Telia er gået sammen i et unikt forsknings- og
udviklingsprojekt på tværs af organisationerne.
Projektet er støttet af 'Program for brugerdreven
innovation' under Erhvervs- og Byggestyrelsen. Projektet er
planlagt til at løbe et år frem til april 2009.
Brugerdrevet innovation
Med udgangspunkt i brugerdrevet innovation vil partnerne
afdække nuværende og fremtidige brugerbehov. Denne
udviklingsmetode vil gøre det muligt at udvikle et nyt
mobilprodukt, der kan tilfredsstille målgruppens skiftende
sociale behov. Målgruppen til mobiltjenesten er i
første omgang defineret som unge 13-24-årige, men
potentialet rækker langt ud over denne gruppe.
Åben social netværksportal
Målet er at udvikle første version af en åben
social netværksportal. Selv om resultatet og
funktionalitetsgraden ikke er kendt endnu, forventer vi at give
brugerne en intuitiv personaliserbar brugeradgang. På den
måde kan de samle deres mange sociale netværk i en
samlet løsning på mobilen.
Servicen skal desuden gøre det muligt for forskellige
producenter nemt at tilpasse deres eksisterende indhold, så
de også bliver en del af brugernes forbrug af indhold og
sociale netværk på mobilen.
Fokus på sociale netværk
Flere prognoser peger på, at sociale netværk bliver det
mest betydningsfulde vækstområde inden for mobile
services. Samtidig er mobilbranchen udfordret af en række
barrierer, der hindrer en stigende brug af mere avancerede
mobilservices. Brugernes kendskab til de mange muligheder er
begrænset, og samtidig har branchen ikke har fundet en
generaliserbar forretningsmodel for brugerbetaling og
overskudsdeling. Det er nogle af de problematikker, projektet
arbejder med. Dette er en af grundene til, at der er et stort
potentiale i samarbejdet.
Projektets hjemmeside
Vi vurderer, at både projektets udviklingsforløb og
det konkrete, endelige produkt, vil være interessant for en
bred gruppe af mennesker. For at give alle interesserede indblik i
projektet har vi derfor oprettet www.mobity.dk, der både er
en hjemmeside og blog. Her vil vi løbende publicere artikler
og updates, der beskriver arbejdet med brugerdrevet innovation og
afdækning af brugernes behov samt forskning i mobile medier
og unges mobilbrug.
Hvad enten man er bruger, producent, forsker eller
markedsaktør vil mobity.dk give et unikt indblik i
udviklingsforløbet. Vi inviterer alle interesserede til at
besøge siden for at starte debatter, komme med bidrag,
stille spørgsmål eller diskutere den seneste
udvikling.
Kontaktpersoner
DR: Kanalredaktør mobil Johan Winblad, tlf.: 2191 5612
IT-Universitetet: Adjunkt Gitte Stald, tlf.: 7218 5245 Innocept
Consult: Projektleder Claus Pedersen Blicher, tlf.: 6066 6660
Unwire: Salgschef Adam Gravesen, tlf.: 3377 0103
Telia: Pressechef Rune Fick Hansen, tlf.: 2827 7536
Samarbejdspartnerne
DR arbejder kontinuerligt med udviklingen i de digitale medier. DR
er projektejer og ønsker med projektet at udvikle DR's
mobile communities, således at deres mobile communities
bliver basis for udviklingen af denne nye service og tjeneste.
dr.dk/Mobil
Unwire er førende leverandør af mobil platforme og
løsninger til medievirksomheder, teleselskaber og banker.
Unwire udbyder bl.a. systemer til håndtering af mobil
portaler, mobil TV, mobile betalingsløsninger og mobile
marketing. Unwire vil sikre den teknologiske forankring i
projektet.
IT-Universitetet besidder viden indenfor området mobile
medier, social netværkskultur og unges mobilforbrug.
IT-Universitetet skal sikre den forskningsmæssige forankring
af projektet, fokusere på innovationsprocessen og delingen af
viden i forbindelse med projektet. www.itu.dk/research/inc
Innocept Consult arbejder med brugerinteraktion, afdækning af
brugerbehov, socialiseringsbehov og udvikling af metoder til
brugerdrevet innovation. Innocept Consult vil sikre forankringen i
brugerdrevet innovation og spredningen af viden om de underliggende
innovationsprocesser. www.innocept.dk
Telia vil bidrage med operatør-perspektivet mht. de
udfordringer branchen står overfor, specielt med hensyn til
de mere avancerede mobile tjenester og den stigende mængde
datatrafik på de mobile net. Telia har desuden en unik
forståelse for de unges mobil-præferencer.
telia.dk
Tilhørende billeder og filer til pressemeddelelsen:
http://www.presswire.dk/log/pm_files/Mobity_Logo.jpg
Pressekontakt:
XX YY
XXXXXXXX
YY@itu.dk
http://www.itu.dk/presse
Udsendt af :
IT-Universitetet i København
Rued Langgaards Vej 7
2300 København S
______________________________________________________________________________
Dette rædselskabinet var samlet af Søren Marquardt.
Han er aktuel med ny bog om pressemeddelelser, Få det
fortalt, der er udkommet på Gyldendal Business. Bogen viser,
at journalister har stor træthed over for pressemeddelelser,
fordi de modtager alt for mange pressemeddelelser, der er
dårligt skrevet. Men bogen viser også, at det nytter at
sende pressemeddelelser ud - når bare de er ordentligt
skrevet og tilpasset journalistens arbejdsvilkår.
Søren Marquardt viser i bogen, hvordan man tager hensyn til
de vilkår. I bogen har han interviewet en række
journalister og kommunikationsfolk om, hvad der virker og ikke
virker. Her kunne du læse, hvordan du IKKE skal skrive dine
pressemeddelelser.