Skattesagen som ændrede mit liv
Som departementschef i Skatteministeriet gennem næsten 19 år var jeg, hvad nogle ville kalde temmelig magtfuld. Nu er jeg magtesløs. Hvad var det, der skete? Og hvordan endte jeg i orkanens øje? Det har jeg haft god tid til at fundere over siden marts 2012, hvor jeg blev fritaget for tjeneste.
af Peter Loft
Spørgsmålet om Stephen Kinnocks skatteforhold
I juni 2010 opstod der tvivl om Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skatteforhold. Sagen blev behandlet i Skat København, som i september samme år afgjorde, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark. Kort tid før valget i efteråret 2011 blev denne afgørelse lækket til dagbladet BT. Jeg ved den dag i dag ikke af hvem. Kommissionen er desværre heller ikke kommet nærmere dette spørgsmål, der naturligvis rammer SKATs troværdighed, hvilket jeg personligt er ærgerlig over. Læk af personsager er uacceptabelt i enhver sammenhæng. At det er foregået på min vagt er uheldigt – også for mig – og det er en forbrydelse, som vi som samfund må gøre alt for at komme til bunds i.
I juni 2010 opstod der tvivl om Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skatteforhold. Sagen blev behandlet i Skat København, som i september samme år afgjorde, at Stephen Kinnock ikke var skattepligtig i Danmark. Kort tid før valget i efteråret 2011 blev denne afgørelse lækket til dagbladet BT. Jeg ved den dag i dag ikke af hvem. Kommissionen er desværre heller ikke kommet nærmere dette spørgsmål, der naturligvis rammer SKATs troværdighed, hvilket jeg personligt er ærgerlig over. Læk af personsager er uacceptabelt i enhver sammenhæng. At det er foregået på min vagt er uheldigt – også for mig – og det er en forbrydelse, som vi som samfund må gøre alt for at komme til bunds i.
Jeg mener, at den dækning af sagen for så vidt angår spørgsmålet om magtfordrejning, som Politiken førte an i, har været fordrejet.
På grund af det store medietryk bad daværende skatteminister Thor Möger Pedersen Erling Andersen og mig om at afgive hver vores redegørelse. De beskrev stort set samme forløb – nemlig at der ingen indblanding havde været fra min og ministeriets side, men Erling Andersens redegørelse indeholdt dog en bemærkning om, at jeg og skatteminister Troels Lund Poulsen – efter kendelsens afsigelse – skulle have ”angrebet afgørelsen”, angiveligt for at få den ændret. Fra min stol var det vigtigt, at alt i sådan en sag holdt vand, og at jeg selv måtte være inde i sagen.
Redegørelserne – herunder en supplerende, som jeg måtte afgive på grund af nogle forglemmelser i min første redegørelse – blev ikke vurderet til at være tilstrækkelige til at afdække sagen. Det blev efterfølgende besluttet i starten af 2012 at nedsætte en undersøgelseskommission, der BÅDE skulle undersøge om, der var begået magtfordrejning, og selve det centrale forhold: Hvem havde udleveret kendelsen til BT. Det kunne i princippet havde ført til en rigsretssag mod tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen.
Politikens dækning
Det har været godt – også for mig – at regeringen nedsatte Skattesagskommissionen, for der var et enormt medietryk, som blev gødet af alle mulige og umulige kilder. Men hvis den endelige betænkning svarer til det udkast, som de involverede parter fik lejlighed til at se dele af i juni i år, er konklusionen, at jeg ikke har gjort noget forsøg på at øve indflydelse på statsministerens og hendes ægtefælles skatteafgørelse. Dermed har jeg heller ikke gjort mig skyldig i magtfordrejning, som mange ellers har ment.
Kommissionen kritiserer mig dog for at have givet Folketingets ombudsmand en upræcis beskrivelse af min egen involvering i sagsbehandlingen. Men det var ikke for at skjule noget, for med kommissionens ord er der ikke noget at skjule.
Men det var i høj grad præmissen for dagbladet Politiken og journalist Bo Maltesen, der startede dækningen om min påståede rolle i sagen. I løbet af det første år efter sagen dukkede op, formåede Bo Maltesen alene at skrive over 40 artikler, hvor mit navn indgik. Og det ville være fair nok, hvis sagen – som Hans Engell undervejs fik sagt – ”skulle kunne få Tamil-sagen til at blegne”. Men det har efterfølgende vist sig ikke at holde stik. Der var ikke nogen magtfordrejning, og det mener jeg heller ikke, at der nogen sinde har været belæg for at skrive.
Men i november 2011 kunne Politiken oplyse, at jeg havde holdt fem møder med direktøren for Skat København, Erling Andersen, om sagen. Og at jeg havde nedskrevet nogle bemærkninger, som jeg ønskede medtaget i kendelsen om Kinnocks skattepligt. På dette grundlag mente Politiken – og derefter den resterende presse – at jeg havde gjort et aktivt forsøg på at påvirke skattesagen og derved gjort mig skyldig i magtfordrejning.
Journalist Bo Maltesen (til højre) modtog årets Hørup-pris, Politikens interne journalistpris. Chefredaktør Bo Lidegaard overrakte prisen ved statuen af Viggo Hørup i Kongens Have. Kilde: Polfoto/Jens Dresling.
Prisvindende, dårlig journalistik
I maj 2012 modtog Bo Maltesen Politikens interne journalistpris, Hørup-prisen, blandt andet for sine artikler om mig. Chefredaktør Bo Lidegaard motiverede prisen med, at Bo Maltesen er et journalistisk forbillede, der er i særklasse, når det handler om at få kilderne til at tale.
”Du bedriver journalistik på en måde, der gør os til det, vi er: Politiken”, sagde Lidegaard. ”Du er enormt fair. Du skriver, så kilderne stiller op igen, også selv om din journalistik er kritisk. Du går til kanten. Men aldrig videre, end dit materiale kan bære”.
Mange af de artikler implicerede mig i noget, vi nu ved, ikke har fundet sted: magtfordrejning. Jeg synes ikke, det journalistiske arbejde på nogen måde er ’fair’, som Lidegaard mener. Og en række af kilderne, som Bo Maltesen har brugt, kan man stille alvorlige spørgsmålstegn ved validiteten eller kvaliteten af.
Kommentatoren Hans Engell, som Bo Maltesen og Politiken benytter til rent spekulative kommentarer, der efter min opfattelse slet ikke burde forekomme i en seriøs avis. Jeg har også undret mig over de advokater, der har valgt at udtale sig til Politiken. Det er i reglen ret ukendte folk fra mindre firmaer, som måske øjner en chance for at markere sig – uden at de har noget særligt kendskab til sagen. Advokater, der har kendt til sagens rette sammenhæng, har klogeligt valgt at undlade at udtale sig.
Mange af de artikler implicerede mig i noget, vi nu ved, ikke har fundet sted: magtfordrejning. Jeg synes ikke, det journalistiske arbejde på nogen måde er ’fair’, som Lidegaard mener. Og en række af kilderne, som Bo Maltesen har brugt, kan man stille alvorlige spørgsmålstegn ved validiteten eller kvaliteten af.
Kommentatoren Hans Engell, som Bo Maltesen og Politiken benytter til rent spekulative kommentarer, der efter min opfattelse slet ikke burde forekomme i en seriøs avis. Jeg har også undret mig over de advokater, der har valgt at udtale sig til Politiken. Det er i reglen ret ukendte folk fra mindre firmaer, som måske øjner en chance for at markere sig – uden at de har noget særligt kendskab til sagen. Advokater, der har kendt til sagens rette sammenhæng, har klogeligt valgt at undlade at udtale sig.
Citeret næsten 300 gange
Værst af alt er dog brugen af såkaldte eksperter som for eksempel Claus Haagen Jensen. Sidstnævnte er citeret næsten 300 gange i vidt forskellige sager i landsdækkende medier i perioden fra november 2011 til november 2012, og det rejser jo spørgsmålet om, hvorvidt han overhovedet har mulighed for at sætte sig ind i de sager, han så bramfrit udtaler sig om.
Værst af alt er dog brugen af såkaldte eksperter som for eksempel Claus Haagen Jensen. Sidstnævnte er citeret næsten 300 gange i vidt forskellige sager i landsdækkende medier i perioden fra november 2011 til november 2012, og det rejser jo spørgsmålet om, hvorvidt han overhovedet har mulighed for at sætte sig ind i de sager, han så bramfrit udtaler sig om.
Jeg mener, at den dækning af sagen for så vidt angår spørgsmålet om magtfordrejning, som Politiken førte an i, har været fordrejet. Og burde danne grundlag for refleksion i pressen, for i dette tilfælde har uvidende, opmærksomhedssøgende eller slet og ret maliciøse personer fået lov at udgøre et fundament for en journalistisk vinkel, der nu med kommissionens afgørelse ser ud til at skvatte helt sammen.
Et betændt sår i dansk politik
Selvom jeg mente – og fortsat mener – at selve skattesagen havde en sådan karakter, at jeg som ministeriets øverste administrative chef var nødt til at følge sagsbehandlingen, har jeg da været nervøsfor udfaldet af kommissionsbehandlingen, for den har jo en betydelig indflydelse på mine fremtidige karrieremuligheder og hele min livsbane. Jeg har været i et arbejdsmæssigt limbo i fire år; jeg håber da, at kommissionens rapport kan blive set som et punktum og en afslutning for min del. Også selvom selve sagen jo stadig egentlig er uopklaret og derfor vil vedblive at være et betændt sår i dansk politik. Det er nok naivt at håbe på, men jeg håber sådan set, at den eller de skyldige på et tidspunkt vil give danskerne en afslutning på en grim affære.
Kommissionen finder dog, at jeg har begået enkelte formelle fejl ved at følge sagen tættere, end de lovgivningsmæssige rammer foreskriver. Kommissionen slår dog også fast, at jeg kun har handlet uagtsomt, og at der ikke er anledning til sanktioner. Jeg har ønsket at følge en sag, der havde store politiske implikationer tæt. Det mente – og mener jeg stadig – var mit job.
Erling Andersen, direktør i SKAT, på vej til afhøring i Skattesagskommissionen. Kilde: Polfoto/Jens Dresling.
Har det været spild af tid?
Udsigten til, at ingen af de involverede bliver straffet, har fået nogle til at mene, at sagsforløbet har været omsonst, og at kommissionsprocessen burde have været undgået. Selvom jeg gerne havde været dette forløb foruden, er det svært for mig at acceptere synspunktet om, at en proces som denne kun giver mening, hvis nogen ender med at blive straffet. Uden den grundige kommissionsproces ville beskyldningerne om magtmisbrug klæbe til mig og andre til vore dages ende. En frifindelse er lige så meget en afgørelse som en domfældelse. Desuden mener jeg, at den velvilje og tillid, som embedsmænd generelt nyder her i landet, også hænger sammen med, at man grundigt undersøger de sager, hvor der er tvivl om, hvorvidt der er handlet korrekt eller ej.
Naturligvis kommer sagen af, at der er en udbredt konspirationsteori om, at nogen bevidst havde lækket Thorning-familiens skattesag med henblik på at styrke deres egne politiske mål. Jeg spørger så bare stilfærdigt om, hvordan man kunne få den tanke, at jeg skulle være involveret i den slags overvejelser. Intet kunne lægge mig mere fjernt efter at have arbejdet med skiftende politiske paradigmer gennem mine næsten 19 år som departementschef.
Udsigten til, at ingen af de involverede bliver straffet, har fået nogle til at mene, at sagsforløbet har været omsonst, og at kommissionsprocessen burde have været undgået. Selvom jeg gerne havde været dette forløb foruden, er det svært for mig at acceptere synspunktet om, at en proces som denne kun giver mening, hvis nogen ender med at blive straffet. Uden den grundige kommissionsproces ville beskyldningerne om magtmisbrug klæbe til mig og andre til vore dages ende. En frifindelse er lige så meget en afgørelse som en domfældelse. Desuden mener jeg, at den velvilje og tillid, som embedsmænd generelt nyder her i landet, også hænger sammen med, at man grundigt undersøger de sager, hvor der er tvivl om, hvorvidt der er handlet korrekt eller ej.
Naturligvis kommer sagen af, at der er en udbredt konspirationsteori om, at nogen bevidst havde lækket Thorning-familiens skattesag med henblik på at styrke deres egne politiske mål. Jeg spørger så bare stilfærdigt om, hvordan man kunne få den tanke, at jeg skulle være involveret i den slags overvejelser. Intet kunne lægge mig mere fjernt efter at have arbejdet med skiftende politiske paradigmer gennem mine næsten 19 år som departementschef.
Politiserer embedsmænd i Danmark?
Denne og andre sager, hvor der er rettet kritik imod embedsmænd, har ført til påstande om, at topembedsmændene politiserer i stedet for at sikre saglighed og faglighed. Der er næppe tvivl om, at politisk rådgivning af en minister fylder mere i dag, end for eksempel da jeg blev departementschef i 1993. Men jeg har svært ved at se, at et mindre antal meget forskellige sager kan begrunde, at vores system ikke længere fungerer. Der er ikke nogen modsætning mellem saglig og faglig rådgivning, der samtidig forholder sig til de politiske realiteter. Og i hvert fald kan skattesagen ikke bruges som argument, da kommissionen ikke mener, at der har fundet magtmisbrug sted.
Denne og andre sager, hvor der er rettet kritik imod embedsmænd, har ført til påstande om, at topembedsmændene politiserer i stedet for at sikre saglighed og faglighed. Der er næppe tvivl om, at politisk rådgivning af en minister fylder mere i dag, end for eksempel da jeg blev departementschef i 1993. Men jeg har svært ved at se, at et mindre antal meget forskellige sager kan begrunde, at vores system ikke længere fungerer. Der er ikke nogen modsætning mellem saglig og faglig rådgivning, der samtidig forholder sig til de politiske realiteter. Og i hvert fald kan skattesagen ikke bruges som argument, da kommissionen ikke mener, at der har fundet magtmisbrug sted.
I en nyudgivet bog, skrevet af den prisvindende journalist Jesper Tynell påstås det, at embedsmændene producerer politisk farvede argumentationer. Jeg har aldrig oplevet eller været vidne til, at en minister har underkendt en juridisk eller økonomisk argumentation fra embedsmændenes side. Min oplevelse er tværtom modsat: Både embedsmænd og ministre er blevet så forsigtige, at den blotte risiko for, at et ønskværdigt initiativ eventuelt måtte blive draget i juridisk tvivl, får dem til at opgive initiativet. Risikoen er, at forløb som skattesagen kan føre til mindre risikovillighed og til færre ideer til nye løsninger på ellers samfundsrelevante problemer.
Tidligere chefredaktør på Politiken Bo Maltesen skrev i perioden fra den 10.11.2011 og ét år frem 42 artikler i Politiken, hvor Peter Loft indgår som følge af hans påståede rolle i skattesagen. En af artiklerne er denne, hvis hovedpointe er, at to departementschefer ikke vil oplyse om, hvad de talte om på et møde den 7. september 2010. I artiklen er den politiske kommentator Hans Engell citeret for at mene, at de må have talt om skattesagen – uden at han dog kan angive hvorfor.
