Peter Linck effekten – den sande historie om Dagen

Skrevet af

Oliver Stilling
Redaktør
Politiken

10 artikler

0 indlæg

Historien om Dagens fald skrevet af Dagen journalisten Oliver Stilling. Han fulgte med fra sit skrivebord til 21.600 kr. Fra Pellegrino vand til guldbajerne på Stærk-Odder og det sidste desperate forsøg på at stjæle sit eget visitkort. En historie fra folk som kan skrive til folk som kan læse. Kforum trækker denne artikel frem fra arkivet i anledning af DAGEN dokumentaren på TV2.


Spaghetti bolonaise
Råmarineret rødkål
Bagte rødbeder + madæbler


Bare rolig, det er fuldt forsætligt, at der mangler et g i ’bolognaise’ i den eksotiske menu ovenfor. Da boet efter dagbladet Dagen sidst i januar afholdt et yderst velbesøgt ophørsudsalg i de tidligere redaktionslokaler på Kanonbådsvej på Holmen i København, havde ingen af kurators folk gjort sig den ulejlighed at udviske den sidste ’dagens frokost’ på tavlen over kantinens aflange buffetbord, der plejede at være dagens velspækkede samlingspunkt. For en tidligere medarbejder, der trods alt nåede at udvikle en vis affektion over for sin kort eksisterende arbejdsplads, var udsalget en forstemmende oplevelse. Hvis avisens interiør den dag havde været en filmscene, som var bygget for at illudere ’hedengangen medievirksomhed’, så var frokostretten på tavlen regissørens genistreg – det var autenticitet grænsende til det uhyggelige.

Besserwisserne på ophørsudsalg på Holmen
Allerede inden dørene blev slået op om formiddagen, havde hundredvis af mennesker stillet sig i en lang og kringlet kø, og besserwisserne blandt dem havde ikke afholdt sig fra at kommentere højlydt, hvad der var gået galt for Dagen og hvornår. For at holde justits i kolonnen blev horderne sluppet løs i bygningen i grupper à 150, og inden længe kunne man overvære nedværdigende skænderier om, hvem der først fik øje på det ene og det andet stykke attråværdigt inventar. Der meldtes også om håndgemæng, blandt andet over en stabel tallerkener, som nogen havde lirket ud af opvaskemaskinen i køkkenet.

Et skrivebord til 21.600 kr.
Udenfor stod Holmen i trafik til knæene. Dagen var en lille avis, og infrastrukturen omkring den var ingenlunde indrettet til, at krejlere fra hele Sjælland kunne parkere deres flyttebiler, anhængere og stationcars lige foran indgangen. Det var udstødningskaos i sin reneste form hele vejen langs Prinsessegade og Danneskiold Samsøes Allé. Samtidig havde to rengøringsløse måneder givet det store newsroom med alle skrivebordene et deprimerende præg af støvet forstadslagerhal. Det skrivebord, jeg havde siddet ved, og som jeg i besidderisk lønmodtagerekstase havde opfattet som mit i de 44 dage, festen varede, blev solgt tidligt på dagen for 10.800 kroner– eller cirka halvdelen af den oprindelige købspris. Det var et bastant designerbord af mærket Gubi udført i mørkt amerikansk valnøddetræ med et kraftigt, rustfrit understel og en elektrisk hæve- og sænkefunktion. Var der tale om overkill? Måske nok. Der stod vel 40-50 af slagsen ude på Dagen, og de var solgt på et øjeblik. Der var ingen mennesker til stede den dag, kun gribbe.

En kontorstol til 9.000 kr.
Min gamle kontorstol, der oprindeligt havde kostet omkring 9.000 kroner, kunne erhverves formedelst 3.500 kroner. Både før- og nu-prisen var penge ud ad vinduet, for man sad rædselsfuldt, og havde det gode skib Dagen klaret sig gennem mediemarkedsrevet i et års tid, var de første dyre, rygrelaterede sygemeldinger nok løbet ind. Mens folk gik rundt og målte møbler op og diskuterede priser og stod i kø og skændtes, satte jeg mig en sidste gang i stolen og lod tankerne glide halvanden måned tilbage i tiden. Tilbage til dengang Dagen føltes som en rigtig avis og ikke et oppusteligt luftkastel i dotcom-klassen.

Et newsroom på Holmen
De fleste danske dagblade har et Herrens indre. Korridorerne er belagt med nussede filttæpper; på kontorerne ligger luvslidte linoleumsgulve; trapperne er afrakkede af slitage; lofterne er gule og sodede af cigaretrøg; skrivebordene er skamferede, stolene er skæve, og væggene er hullede efter mus, husbukke og andet væggetøj. Det er usselt, men dagbladsjournalister – disse rastløse stakler – trives udmærket i de omgivelser. Så længe der står et bord, en stol og en computer, går det nok.
Sådan var der ikke på Dagen. Trådte man ind ad døren fra Kanonbådsvej, mødtes man af et forjættende kontorsyn; en homogent udseende high tech-arbejdsplads i sprøde honningfarver, der emmede af stilig foretagsomhed og organiseret korpsånd. Det hele var så… så lækkert. Ikke sjældent bemærkede jeg fra mit valnøddebord, hvor duperede folk blev, når de kom ind for første gang: så mange state of the art-kopimaskiner, laptop-computere og designermøbler; aktiviteten, pulsen, læderloungen på højre hånd, udsigten over vandet fra ruderne bagest i lokalet, loftets rustikke trækonstruktion, skålene med de elegante små pebermyntebolcher og chefredaktørkontorerne med de transparente vægge. Tilsammen gjorde det et overvældende indtryk, hvilket netop var meningen. Hvem ville ikke gerne være på fornavn her? Hvem ville ikke gerne associeres med sådan et newsroom? Hvem ville ikke gerne skyde et tocifret millionbeløb i foretagendet her og nu? Vel forekom biksen på ingen måde rentabel, men lyst til at gå igen, det fik man ikke.

Gratis kaffe, Søbogaard, italiensk øl og Pellegrino
For de ansatte var arbejdspladsen Dagen et eldorado. Her var ingen kaffekasse – blot al den kaffe, du kunne skylle ned, og alle de italienske mandelkager, du kunne tygge dig igennem. Et par kantinekvinder lagde al deres faglige stolthed ind på, at køleskabene konstant var rustet med økologiske Søbogaard-produkter, italiensk øl og Pellegrino-danskvand. Dagligt bar grøntfirmaet Årstidernes folk frisk frugt i kassevis ind i bygningen. To gange om dagen leverede cateringfirmaet Kontikibar varm mad, og ofte kræsede kokken for detaljerne: lidt æblekage med creme fraiche til kaffen eller dessertpandekager med is efter aftensmaden var ikke ualmindeligt sådan en mandag, tirsdag, onsdag torsdag, fredag eller søndag. Den fik ikke for lidt, og alt var gratis og ad libitum. Der var mange gode grunde til ikke at tage hjem fra arbejde.
Men der var også faresignaler.

Peter Linck-effekten - Donald Trump begår finansielt harakiri
Første gang, jeg så avisens bagmand, grundlægger og administrerende direktør var på min første arbejdsdag i oktober, tre uger før avisen skulle på gaden. Indtil da begrænsede min viden om Peter Linck sig til, at han var foretagsom, at han havde banket mandebladet Euroman op efter to konkurser, at han var prototypen på en yuppie, at han holdt Porsche, og endelig at han var i besiddelse af et hidsigt temperament. Rygtet ville vide, at han engang havde været oppe at slås, sådan korporligt, med sin lillebror i Euromans redaktionslokaler. Desuden havde jeg hørt (og var blevet imponeret af), at Linck havde arbejdet målrettet med dette avisprojekt i mere end halvandet år, og at der var masser – masser – af penge og kapitalstærke investorer involveret. 30-40 millioner kroner? Prøv hellere med 200. Det var, hvad man fik at vide. At det ikke skortede på risikovillig kapital havde avisens administrerende chefredaktør, Kresten Schultz Jørgensen, i hvert fald fortalt mig under jobsamtalen. Hvad angik de mere usikre finansielle aspekter – ting der endnu i sommeren 2002 ikke var faldet på plads – henviste Schultz Jørgensen til det, han kaldte ”Peter Linck-effekten”. Det udtryk gav Peter Linck en aura af Danmarks svar på Donald Trump.
Det lignede finansielt harakiri at lancere et nyt dagblad på det trængte danske marked, men konceptet virkede så ufatteligt gennemtænkt og visionært. Hvis man lyttede godt efter ude i byen, opdagede man endvidere, at en lang række gode navne fra dagbladsbranchen på et eller andet tidspunkt havde haft en konsulentfinger med i spillet.

Herald Tribune på dansk på holmen
Resten af avismarkedet var totalt fastlåst af konstante jobnedskæringer, dårlig stemning på arbejdspladsen, krig på abonnementer, et presset annoncemarked og dødssyg, forudsigelig, alibi-baseret rygmarvsjournalistik, så bare det, at nogen turde rode lidt rundt i avissuppen, var herligt opmuntrende. Peter Lincks avis satsede storladent på fortællingens kunst som den bærende søjle; Dagen skulle simpelthen være intet mindre end en dansk udgave af superavisen International Herald Tribune. Det lød så sindssygt, at det måtte kunne lade sig gøre.

Entreprenør – the name of the game
Peter Linck er en lille, spinkel mand med høje tindinger og halvlangt, tilbagestrøget hår. Han har tillidsvækkende hundeøjne, og han kigger meget fast på dig, når han snakker, og han taler og tænker bemærkelsesværdigt hurtigt. Hans voldsomme drive giver ham et manisk islæt. Som om han synes, at verden omkring ham kører i et lavere gear, og at det er verdens egen skyld. Med mandens maniske tilbøjeligheder følger noget stærkt forførerisk. Med ham er du i godt og sjovt selskab, tænker du, men det er også lidt uforudsigeligt og farligt.
På Dagen bar han altid et elegant jakkesæt, som sad lidt slattent på hans torso. For at få jakken til at sidde ordentligt lavede han fra tid til anden en særpræget rystebevægelse, der begyndte med, at han løftede skuldrene og ligesom strakte begge arme med et lydløst smæld på samme tid. Øvelsen havde et element af ukontrolleret breakdance over sig, men jakkesættet faldt i de rigtige folder af det.
Når han rask skridtede hen over gulvet i redaktionslokalet som en kaptajn på dækket, var man ikke i tvivl om, at her var en vaskeægte iværksætter (selv kaldte han sig ’entreprenør’), og at han havde travlt – megatravlt. Han var venlig og imødekommende, men der lurede noget eksplosivt utålmodigt under det lødige lederlook.

Let’s kick some ass
Jeg var en af virksomhedens sidst ankomne journalister og havde fået det valnøddebord, som indretningsarkitekten havde placeret nærmest garderoben og herretoilettet, hvorfor Linck ofte tog sin overfrakke af og på i mit nærvær. Ved de lejligheder kunne han finde på at udbryde:
”HOLD KÆFT, hvor er det sjovt at lave avis! Synes du ikke det er sjovt at lave avis?”
Det skete et par gange, og, jo, vel var det skægt. Uvirkeligt overdådigt, men overordentligt underholdende. Da avisen var kommet på gaden, var der hver mandag morgen en kort redaktionel briefing i kantinen, hvor direktøren var til stede. Scenen var altid den samme: Linck stod med ryggen til vinduerne og gned sig i hænderne (det var en nervøs tic han praktiserede, når han stod foran store forsamlinger). Som regel fortalte han, hvordan det gik med oplagstallet (konstant fremgang) og annoncesalget (getting better). Endelig sluttede han af med et slagord i stil med: ”Vi smadrer dem!” Eller: ”Let’s kick some ass!” Jeg husker det som både inspirerende, rørende og foruroligende. Man vil jo gerne have en passioneret chef, men han bør samtidig udstråle balance. En pilot, der skal lette 400 ton jumbojet med bugen fuld af passagerer, må heller ikke fremstå speedet eller underlig.

Fra IBM til dagen og tilbage igen
Ved Gud, der var faresignaler! Økonomidirektøren – sådan en var der også blevet plads til i den lille virksomhed – var Peter Lincks svigerfar. Altså hans kones mors mand. Rolf Engsig, som han hed, havde forladt en mellemlederstilling og en sikker karriere i IBM for at være med her. Engsig var en høj, bebrillet mand, der på de offentlige møder kunne tale længe og passioneret om, at man skulle huske at rydde op efter sig selv og behandle hinanden med respekt. Det var hans store kæphest, og han gav gerne eksempler i form af selvoplevne: ”En dag var jeg ude på toilettet og så, at nogen havde smidt papiret ved siden af skraldespanden…”
”Jeg er jo organisationsmand”, sagde han tit og kaldte jovialt sig selv for ”overbogholder”. Der var noget fedtmulet over hans fremtoning; det kunne selv ikke hans ulastelige tøjstil skjule. Når han talte for forsamlingen, kunne han godt lide at sidde højt, så han fødder ikke kunne nå gulvet. Det fik ham til at ligne en gigantisk handskedukke. Han havde af og til en vest på under sit metallisk skinnende jakkesæt, som fik ham til at ligne en falskspiller, der netop var trådt ud af en diligence. Måske gik han også med lommeur. Da avisen havde været ude i en måneds tid, begyndte den ellers glatragede økonomidirektør at anlægge en moustache i stil med westernskurken Lee van Cleefs. Den slags excesser havde der nok ikke været plads til hos IBM, men i et funky miljø som på Dagen… her kunne man vel leve sig helt ud. Mandens overskæg, der i øvrigt blev kultiveret i en tid, hvor avisens økonomi må have set ganske aldeles forfærdelig ud, gav anledning til en del moro i krogene. Økonomidirektørens stil i det hele taget gav folk det indtryk, at han så i det mindste måtte kunne noget med økonomi. Men sådan er der så meget.
Peter Linck så sig nødsaget til at frigøre sin svigerfar til andet arbejde midt i november under påskud af, at hans (Engsigs) opgave var overstået, og at han nu skulle hjem til IBM. Det lød mærkeligt, for det havde Engsig ikke sagt noget om.

Dagen før Dagen
Dagen før Dagen gik i betalingsstandsning, kom Peter Linck gående i retning af toilettet, da han stoppede op ved mit valnøddebord og samlede et eksemplar af dagens avis op.
”Må jeg låne den her?” sagde han og kiggede på mig med sine intense øjne. Da han kort efter kom tilbage, spurgte jeg ham, hvordan det stod til med økonomien.
Spørgsmålet var mere relevant, end jeg troede. I de forløbne 10 dage havde Linck været hvid som et lagen, og han havde pludselig fået et bemærkelsesværdigt forkølelsessår i mundvigen. Og på det redaktionelle mandagsmøde tre dage forinden havde han virket decideret uafbalanceret. Mens han havde stået der foran medarbejderne i sin habit og gnedet sig nervøst i hænderne, havde han talt om, at ”nogen” i organisationen havde ”fucked up”, som han kaldte det. Det var ikke betryggende – hverken at nogen havde gjort det, eller at han brugte den formulering.
Faktisk så det ret slemt ud. Der var store problemer med at få skrabet penge hjem fra en stor del af abonnenterne, ikke mindst fordi man – nogen – havde forsømt at sende girokort ud til dem. Desuden stod det enhver frit for at tælle annoncer i avisen. Ifølge aviskonceptet skulle der være seks lækre livsstilsannoncer i bladet hver dag. Det var der aldrig – i hvert fald ikke fra da jeg begyndte at tælle i begyndelsen af november. Annoncerne blev grimmere og grimmere, og annoncører, der tidligere var blevet afvist, blev nu ringet op og tilbudt billig reklameplads. Peter Linck måtte da også returnere mit spørgsmål med en hvid løgn: der var ved at komme styr på tingene, både på det ene og det andet kerneområde. I virkeligheden sejlede det hele, og Linck var ved at krakelere. Som et medlem af den redaktionelle ledelse med dramatisk sans senere formulerede det: ”Hvis man kiggede ind på Peter Lincks kontor i den sidste uge, var det ligesom at opleve Nixon i Det Hvide Hus tre timer før helikopteren”.

En avis til folk der kan læse – fra folk der ikke kan regne
klokken 8.50 næste morgen sad jeg i linje 550 S på vej til arbejde, da min mobiltelefon ringede. I røret var en journalist, som jeg kendte, fra et andet medie. Han ville vide, hvad det var for noget med den historie, som stod i Ekstra Bladet. Det viste sig, at ejeren af Dagens fortræffelige cateringfirma, Ulrik Bing, havde indgivet konkursbegæring mod avisen. Peter Linck havde tilsyneladende holdt det lille firma hen længe, og han havde vist sig ude af stand til at betale en simpel regning på 113.000 kroner for en måneds buffetlevering. Henne på avisen var medarbejderne vantro, rådvilde og sarkastiske fra morgenstunden, og rygterne svirrede. Nogle mente, at det hele var slut. Nogle sagde, at Peter Linck allerede havde fået beslaglagt sin Porsche, eftersom den vist ikke stod parkeret udenfor, som den plejede. Det kom også langsomt frem, at de fleste af avisens fast tilknyttede freelancejournalister, herunder udlandskorrespondenterne, havde mange penge til gode. Faktisk havde de aldrig fået løn.

KUK KUK – PETER, PETER SOVER DU
Redaktionssekretariatet havde allerede modtaget den bedrøvelige besked sent aftenen forinden. To redaktionssekretærer havde bearbejdet sorgerne ved at drikke en masse øl om natten, mens de kreerede og fotokopierede en fupforside for Dagen med fiktive henvisninger. Én historie lød: ”VI VIL ALTID DRIKKE ITALIENSK ØL. Festen på Holmen er slut, men de italienske øl, yuppiebeskøjterne og Pellegrino-vanden vil altid være en del af de tidligere ansattes identitet.” Hovedoverskriften var en pastiche over et par tidligere, bærende forsideoverskrifter: ”KUK KUK – PETER, PETER SOVER DU – AV DET LIGNER EN KRISE.” Et Dagen-slogan øverst på siden hed nu: ”En avis til folk der kan læse – fra folk der ikke kan regne”.

Bedemandsfrakkerne kommer
Inden længe var Dagen belejret af avisreportere og tv-journalister, der filmede ind gennem vinduerne og forsøgte at lokke uovervejede kommentarer ud af medarbejderne, efterhånden som de kom på arbejde. Indenfor var der ikke andet at gøre end at vente og begynde at gå på hugst i lageret af italienske øl. Linck så man intet til. Engang imellem kunne man se en direktionsassistent banke forsigtigt på hans dør. Hans svigerfar, som skulle blive på Dagen måneden ud, gik rundt langs væggene og lignede et skamskudt dyr med overskæg. Hen ad formiddagen dukkede en række alvorligt udseende mænd i jakkesæt op. De hang deres bedemandsfrakker på bøjlerne uden for herretoilettet og gik i andegang over mod Peter Lincks kontor og forsvandt bag døren, og dér blev de ind til middag.

”… men jeg tror jo også selv på mine ideer"
Klokken 12 havde samtlige Dagens medarbejdere samlet sig i kantinen, da Linck og slipsefølget dukkede op. Var avisen blevet reddet? Var der blot tale om en misforståelse?
Første mand på banen var Peter Linck selv. Aldrig havde direktørens ansigt haft en blegere lød. Men han så også ekstremt brødebetynget ud, som han stod der og beklagede – det var en helt ny side af ham. Han fortalte om betalingsstandsningen og erkendte, at han havde været ”for optimistisk”. Han havde ikke været ”dygtig nok”, og han måtte påtage sig ”det fulde ansvar”.
”Jeg er jo en manipulator. Jeg er god til at få folk med på mine ideer…” sagde Linck.
Det vidste enhver, men det var overraskende, at han ville gå så langt at bruge ordet ’manipulator’ om sig selv, for grænsen mellem at være en sådan og en løgner må siges at være hårfin. Så tilføjede han selvforsonende, mens han slog ud med armene: ”… men jeg tror jo også selv på mine ideer”.
Scenariet og dagen var for absurd til, at nogen kommenterede, hvad han sagde. Der var ingen, som gav sig i kast med at råbe ”forbryder” eller ”dumme svin”. Folk må have været i chok. Flere medarbejdere vidste, at hvis Dagen gik konkurs, ville de miste adskillige tusinde kroner, som de havde til gode for løn og udlæg.
I stedet blev Linck besynderligt nok mødt af spredte klapsalver. Enkelte medarbejdere betragtede blot Linck i tavshed med armene lagt demonstrativt over kors.Næste bodsgænger var advokat og bestyrelsesformand Peter Thrane Grubert, som om muligt så endnu mere skyldbetynget ud end sin ven. Det var ikke mere end tre uger siden, at han selv var blevet aktionær efter at have smidt tre millioner kroner ind i avisen. Med hænderne foldet artigt på ryggen trådte han tøvende et par skridt frem og bad om forladelse flere gange – som en lille dreng der forsøger at undgå at få tæv af de store i skolegården. Som bestyrelsesformand måtte han også påtage sig en del af ansvaret, sagde han.
Der var mange mennesker til stede, og halvdelen stod op, men befandt man sig det rigtige sted, kunne man skimte Peter Linck, som havde fortrukket sig til køkkenarealet bagved. Nu gik han hvileløst frem og tilbage, mens han gnubbede sig rådvildt på hagen.
Som ansvarshavende chefredaktør følte Kresten Schultz Jørgensen også trang til at sige et par ord. I Berlingske Tidendes referat den følgende dag (som var baseret på anonyme kilder) hed det sig, at han ”brød sammen” under dette optrin. Det var måske lidt af en overdrivelse. Han forsøgte sig først med et par fraser, men da hans stemme knækkede over, gik han en tur rundt om sig selv, bøjede hovedet og førte hånden op til letvægtsbrillerne. Da han atter vendte sig mod forsamlingen, sagde han med antydningen af gråd i stemmen noget i retning af, at journalisterne her var de mest talentfulde mennesker, han nogensinde havde arbejdet sammen med. En applaus udeblev ikke. Det var stærke sager, og dagen endte foreløbig med en betalingsstandsning, fordi man skønnede, at virksomheden stadig kunne reddes.

Stærk-Odder – samlingsstedet for arbejdsløse journalister
Samme aften indfandt en snes fastansatte journalister sig på værtshuset Stærk-Odder på Christianshavn for at drukne chokket. Vi var så mange, at fem-seks stamgæster måtte samle sig om et lille bord tæt på baren. Efter et par timer vendte en godt besoffen, midaldrende dame sig om i sin stol og spurgte mig, hvad vi var for nogen. ”Vi har schnakket om det,” sagde hun og nikkede over mod nogle rødmossede mænd ved bordet. De var kommet frem til, at vi måtte være håndboldspillere eller lesbiske eller sådan noget. ”Vi er arbejdsløse journalister,” svarede jeg. Så blev hun fornærmet. ”Jeg spurgte ellers ærligt og redeligt,” sagde hun.

Tag aldrig dit dankort med på arbejde
Den følgende tirsdag eftermiddag sad vi igen i kantinen – denne gang til en orientering om hvordan det gik med at line investorer op. Det var åbenbart ikke helt utænkeligt, at en eller anden financier med avisudgiverdrømme ville hoste op med en skilling, så avisen kunne udkomme i en skrabet udgave fra nye ydmyge lokaler i Nordvest-kvarteret.
Peter Linck viste sig – velklædt som sædvanligt. Til gengæld var bestyrelsesformand Peter Thrane Grubert ikke dukket op, og vi så ham aldrig siden. Det viste sig, at Linck var i krigshumør. I løbet af weekenden havde der været en betragtelig mængde skriverier i andre aviser om betalingsstandsningen, og intet af det havde været i Lincks favør. En leder på forsiden af dagbladet Information hed slet og ret ”Plattenslager Linck”. En del af oplysningerne, som man havde kunnet læse, var tilvejebragt af – formentlig vrede – anonyme ansatte på Dagen. Peter Linck sagde nu, at han var træt af at læse aviser. Flere steder var det blevet antydet, at han havde banket virksomheden op med henblik på at sælge og tjene hurtige penge.
”Jeg har aldrig hørt noget så tåbeligt!” halvt råbte han, mens hans blik gik fra ansigt til ansigt. ”Hvis man vil tjene mange penge hurtigt, er en avis nok den dummeste måde at gøre det på.” Han fortsatte i en rå tone. Folk var lamslåede. Stod han virkelig og skældte sine tidligere medarbejdere ud? Linck trak for så vidt også det, han havde sagt om, at han påtog sig det fulde ansvar, tilbage. Og så var den der igen: hvis bare ”nogen” havde gjort deres arbejde ordentligt, så…
”Peter, det var dig, der ansatte Rolf (svigerfaderen, red.),” sagde en redaktionschef.
”Glem Rolf,” var Peter Lincks svar. Linck havde fanget, at journalisterne var oprevne over, at en række medarbejdere til sammen havde flere hundrede tusinde kroner til gode, og nu hev han en obskur liste frem, som han havde haft tid til at udarbejde i weekenden. Han havde inddelt alle medarbejdere efter løntrin, fortalte han, og hvis alle spyttede et beløb beregnet i forhold til deres ankomst i kassen, kunne alle, der havde penge til gode, få 25 procent af beløbet. Hvis man tjente op til 20.000 kroner skulle man lægge 1.000 kroner, og tjente man op til 30.000 kroner skulle man af med 2.000, osv. ”… Og så vil jeg fandeme gerne se, hvem der er solidariske, når det virkelig gælder!” råbte Linck og smed papirerne på et bord.
Der blev ikke gjort brug af listen.

Kresten Schultz Jørgensen
Om eftermiddagen den 19. december var det meste af Dagens bemanding – cirka 75 mennesker – samlet til endnu en såkaldt ’orientering’ med Kresten Schultz Jørgensen og advokat Troels Tuxen fra advokatfirmaet Bech-Bruun Dragsted, der var sat ind som firmaets bestyrer under betalingsstandsningen. Desværre var det ikke bare den tredje af slagsen, men også den sidste; nu havde man sonderet investorterrænet, og visse anonyme pengemænd havde skam udvist overdreven interesse, hed det, men de var sprunget fra, netop som checkhæfterne skulle på bordet. Så nu var det rigtig slut efter 14 dages træden vande. Som sædvanlig foregik seancen i kantinen, som indretningsarkitekten havde tilført et ungdommeligt college-look, der måske harmonerede ganske godt med avisens image. På væggen hang tre store orange plakater med Dagens mottoer. ”En avis der ikke er fedtet”, stod der. Og ”En avis man kan mærke man har læst”.
Uden for panoramaruderne tøffede en båd fra kommunen forbi med et par mænd iført kommunale redningsveste, der matchede plakaterne. Denne gang var der ingen Peter Linck. Han var ude.
Alles øjne var rettet mod Kresten Schultz Jørgensen, der netop havde skoddet sin cigaret. Med vanlig retorisk sans – indlagte kunstpauser, gentagelser af bestemte fraser, skiftende tryk på ordene og metaforer i lang snor – beskrev han de mislykkede forhandlinger med de ukendte investorer. Men han brugte også en betragtelig mængde oralt krudt på at rose Peter Linck, dels for at være visionær og for at have taget initiativet til avisen. For avisen havde virkelig en berettigelse i det danske medielandskab, sagde Schultz, det havde vi bevist, og ideen var god, og vi var gode, og økonomien kunne godt have hængt sammen, etc.Mens den faldne chefredaktør snakkede løs med resignation i stemmen, lænede en kollega fra erhvervsredaktionen sig over mod mit øre:
”Det er ligesom at høre Hitler tale i april ’45,” hviskede han. Efter mødet fik vi besked på at pakke sammen og forlade etablissementet – helst så hurtigt som muligt, så kuratoren kunne komme videre med at gøre boet op. Det gjorde vi så. Ved udgangen, som vi førhen kunne passere frit med nøgler og kode, havde man nu posteret en hærdebred vagt. To purunge advokater fra Bech-Bruun Dragsted agerede villige håndlangere og gennemrodede emsigt folks lommer og tasker, før de fik lov at gå.

Stjæl aldrig dit eget visitkort
”Den her må du ikke tage med. Den tilhører Dagen,” sagde de og hev et ringbind op af en taske.
De konfiskerede også en stak Dagen-visitkort, som en journalist ville tage med hjem. Hendes eget navn var ellers trykt på. ”Desværre. De tilhører Dagen!” Således var sidste farvel til arbejdspladsen en sindsoprivende oplevelse. Inden længe stod tiden på Dagen tilbage som en tåget, uvirkelig drøm. At det havde været en fornøjelse, mens det stod på, kunne man ikke tage fra Peter Linck. Festen på Holmen var slut. Men de italienske øl, yuppiebeskøjterne og Pellegrino-vandene ville altid være en del af de tidligere ansattes identitet.

Relaterede artikler

Schultz Jørgensens fornemmelse for kvalitet - K-forum tog ud for at høre historien bag Danmarks nye dagblad som udkommer i slutningen af oktober til 17 kr. pr.stk. De...
Dagen i betalingsstandsning - Dagen er gået i betalingsstandsning.
Dagen derpå - Dagbladet Dagen havde valgt sit navn for de gode sloganmuligheder. Mest er de nu blevet udfoldet efter dets sandsynlige ...
Dagens endeligt - Det bebudede møde i dag om Dagens fremtid blev aflyst på forhånd. Dagens beskadigede renommé var sammen med den almindel...
DAGENs design — og morgendagens - DAGEN er omme, og avisen gået ned. DAGENs 41 aviser er historie nu. Pressehistorie. De er læst og glemt, og DAGEN vil i ...
Berlingskes redningsplan: Tættere På Læserne - Hårdt presset på økonomien og oplagstallene har Berlingske Tidende det sidste års tid fulgt en ambitiøs fornyelses-strat...
Kresten og den udydige brand religion - Virker branding? Kommunikationen er over alt - men den gør tilsyneladende ringere og ringere indtryk. RÆSON bringer nu ...
Kresten er tilbage - Jeg hørte for snart lang tid siden om Kresten Schultz Jørgensen og hans nye bogprojekt:" Magt og Mirakler", der efter si...
Kresten, Kvas & Coca-Cola - Kresten Schulz Jørgensen, gør i sin nye bog op med sin egen branche og sit eget fag. I hvert fald dem der mener at kommu...
Knaldet af forføreren - Det giver sig selv, at instruktøren til den nye film om Dagen-manden Peter Linck ville blive forført. Det blev vi nemlig...
DAGEN – nu som gratisavis - Sammenlignet med Nyhedsavisen, 24timer og Dato var dagbladet DAGEN næsten en form for gratisavis – den kortlivede avisfa...
DAGEN: et oversolgt fallitbo - Dagbladet Dagens tidligere chefredaktør, Kresten Schultz Jørgensen, er ikke kendt for at lide af mindreværdskomplekser.

Giv din stemme

8 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

47 JOB

Adjunkt

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.