Goll er tilbage

Peter Goll stopper som spindoktor for justitsminister Morten Bødskov og vender tilbage til Geelmuyden.Kiese i en ny rolle som nordisk kundedirektør. Læs hvorfor han stopper, og hvad han tænker om politisk kommunikation. Han synes, billedet af spindoktorer i medier og fiktion er helt galt afmarcheret, og han har lært, at man kun har få reelle muligheder for at koordinere og bidrage til at præge regeringen og medierne. Hans yndlingsfilm er Taxi Driver med Robert de Niro, og han synes, politisk kommunikation er som fodbold: Det gælder om at have bolden og definere spillet – altid i angreb og altid konstant pres på modstanderen. Indtil revolutionen rummer.
Hvorfor stopper du som særlig rådgiver?
Min orlov fra GeelMuyden.Kiese (GK) er udløbet. Jeg har haft orlov et år fra virksomheden, og derefter skulle vi aftale, hvad der så skulle ske. GK vil samtidig godt nu satse endnu mere nordisk, og det har åbnet for, at firmaet skal have en person med en nordisk lederrolle. Det tog kører nu, og det vil jeg gerne med på. Jeg kunne godt have tænkt mig at være flere år i Justitsministeriet og i hvert fald have oplevet at få et valg med. Men jeg kan jo ikke være to steder.
 
Peter Golls farvel til Justitsministeret på Facebook
 
Arne Hardis kommenterer - og Goll svarer igen på Facebook
 
Kan du bedst lide ordet særlig rådgiver eller spindoktor?
Klart bedst særlig rådgiver. For nogle særlige rådgivere er også spindoktorer, mens andre slet ikke er. Og nogle særlige rådgivere har spindoktoropgaver men også samtidig mange andre opgaver.
 
Hvordan er det at komme til at dumme sig over for en vigtig ordfører for din minister og sende en forkert pressemeddelelse ud med et citat fra Pernille Skipper, som hun aldrig har sagt?
Det er dumt!
 
Ekstra Bladet bragte i går historien om, at Morten Bødskovs særlige rådgiver, Peter Goll, fejlagtigt kom til at sende en forkert pressemeddelelse ud med et vittigt fejlcitat fra Enhedslistens Pernille Skipper, der angiveligt ikke ser håb for Danmark, ’før revolutionen kommer’
 
Ekstra Bladet dækker sagen med det helt nye ord joke-ups
 
Hvad overraskede dig mest ved jobbet som spindoktor?
Jeg troede nok, at muligheden for at koordinere og bidrage til at præge regeringens samlede billede var større. Men der må jeg bare erkende, at der er så mange aktører, at det kun er en meget lille kreds, der kan tage den rolle. Sådan tror jeg også, det skal være, men det har jeg så lært.
 
Hvad er dit gode råd til regeringens spindoktorer?
Lad jer ikke slå ud af modgang og den kritik, der altid følger med det. I ved hvilken indsats I gør, og hvad I skaber. Hold fortsat sammen om det.
 
Hvad tænker du om billedet af spindoktorer i medierne? I tv-serier? Hvad er forskellen på virkelighed og fiktion?
Billedet er præget af dramatisering, ensporethed og stor uvidenhed. I fiktionen bliver det ofte beskrevet som lyssky arbejde, der kun handler om at tænke i medier og krig med politiske modstandere. Meget arbejde i dagligdagen for regeringens rådgivere handler jo om at tænke i, hvordan regeringens politik bedst muligt kommer til livet og bliver gennemført.
 
Er du blevet klogere efter dit job som spindoktor?
Ja, bestemt. Jeg har lært meget mere om, hvad det kræver for at lede et land. Jeg har lært meget om, hvor mange utrolig dygtige og sympatiske mennesker, der er ansat som embedsmænd i centraladministrationen, og hvor meget kompetence en regering egentlig har at trække på. Samtidig har jeg lært, hvor krævende det er at få ting ført helt igennem i en politisk maskine med rigtig mange stærke aktører.
 
Hvem er din guru inden for politisk kommunikation?
Tony Blair.
 
Det amerikanske valg er netop overstået. Hvad synes du er lektien? 
Organisering og ledelse er nøglen til succes.
 
Hvad synes du regeringen har været god til at kommunikere?
At den reelt ønsker et bredt samarbejde, og at den er optaget af at få styr på den økonomiske krise.
 
Hvordan er justitsministeren som kommunikatør?
Jeg vil ikke evaluere min tidligere chef. Men jeg vil gerne sige, at jeg sjældent har mødt et menneske, som kæmper og brænder mere for det, han tror på er politisk rigtigt.
 
Hvilken forskel kan man gøre som spindoktor på sin ministers kommunikation? Hvor meget magt har man reelt?
Jeg udtaler mig aldrig om, hvad jeg giver af råd til folk, jeg har arbejdet for eller arbejder for. Men jeg kan af princip sige, at alt hvad folk, jeg arbejder for, gør godt, det er deres eget ansvar – og alt hvad der går galt, det er mit.
 
Hvad ser du som de vigtigste trends i politisk kommunikation lige nu?
En tendens til at arbejde mere langsigtet. God kommunikation handler ikke længere om bare at vinde næste valg, det handler om at påvirke de grundlæggende magtstrukturer, som de politiske slagsmål foregår ud fra i det hele taget. Det er her, at medierne er helt bagud. De fokuserer på, hvordan noget lige blev drejet i en konkret sag, og taler om spin og spindoktorer, som om det er det, der gør den store forskel. Imens foregår der en massiv magtudøvelse med kommunikation på et meget mere grundlæggende og samfundspåvirkende niveau, som er helt uden for kritisk dækning.
 
Peter Goll som vi kender fra Geelmuyden.Kiese. Tidligere seniorrådgiver og i fremtiden som nordisk kundedirektør. Udnævnelsen markerer en omfattende nordisk offensiv for Geelmuyden.Kiese, som i dag er en af nordens største kommunikationsvirksomheder
Hvad er dit råd til nyuddannede, som netop er kommet ud i k-branchen?
Drop enhver forkælet attitude. Tag det arbejde, du kan få, og skab flotte resultater med det, og byg din karriere videre derfra.
 
Hvad har været mest interessant i jobbet?
At arbejde med min minister, kommunikationskolleger og Justitsministeriets fantastisk dygtige embedsmænd om at finde løsninger, der holder både fagligt, kommunikationsmæssigt og politisk.
 
Hvad mener du generelt er de vigtigste redskaber i spin-kommunikations-værktøjskassen?
Så præcist kan jeg nok ikke svare. Men evnen til at kunne kombinere meget opperationelle råd og tiltag med en grundlæggende strategisk tænkning er for mig afgørende for at være toprådgiver.
 
Hvilke kompetencer eller viden fra dit arbejde i ministeriet kan du bruge fremover?
Viden om, hvad det kræver at lede et land.
 
Hvad kendetegner dig som kommunikationsekspert? 
Det må andre vist bedømme – men jeg kan sige, at jeg forsøger at vende enhver situation til min arbejdsgivers offensive fordel, ligegyldigt hvad der så end sker.
 
Hvad er de væsentligste egenskaber man skal besidde i dit arbejde?
Jeg tror, det er en kombination af viden og kompetencer. Men empati, situationsfornemmelse og evnen til at se en sag udefra er i hvert fald meget vigtige egenskaber for en kommunikationsrådgiver.
 
Hvad er den røde tråd i din karriere?
At jeg har forsøgt at færdiggøre min uddannelse, men hver gang jeg søgte væk fra job og tilbage på universitetsbænken, var der nogen, der tilbød mig et job, som var så spændende og krævende, at jeg måtte takke ja og udskyde færdiggørelsen af studiet.
 
Hvad ville du ønske du havde opfundet?
Fjederen. Så udbredt og så springfyldt med energi.
 
Hvad er det fedeste produkt du har haft i hånden for nylig?
Philips nye elektriske tandbørste Diamond Clean – så er der sgu dømt hvide bisser.
 
Hvad laver du om 10 år?
Noget, der er sjovt, spændende og krævende.
 
Hvad læser du af bøger, blade, aviser?
Jeg læser nordiske business-aviser, alle danske aviser, og lige nu læser jeg Tony Blairs erindringer. Jeg fik en mere kulturel og dannende skønlitterær bog af min ven Thomas i fødselsdagsgave. Men den vil jeg aldrig få læst. Så nu byttede jeg den til noget med politik, som jeg ved, jeg får læst. Men som Nyrup siger, så visker jeg det kun her, for jeg har glemt at sige det til Thomas.
 
Hvad ville du ønske, du havde tid til at læse?
Flere gode bøger om organisation og forretningsledelse.
 
Hvad er din yndlingsfilm?
Taxi Driver med Robert de Niro.
 
Hvad er du mest forarget over for tiden?
Mediernes ensidige dækning af, hvad rådgivere laver, at alle er spindoktorer og er moralsk korrupte. Jeg er optaget af de nære ting. Krig, klimaforandringer og globale uretfærdigheder er meget store størrelser. Men svin min faggruppe til, så er jeg fired up ;).
 
Hvad er dit motto?
”Vend alt til din fordel!” + ”Fejl sker – vi hylder dem ikke, men vi lærer af dem og kommer videre!”
 
Hvad er sammenhængen mellem fodbold og politisk kommunikation?
Det gælder om at have bolden og definere spillet – altid i angreb og altid konstant pres på modstanderen. Og så er det bedst at holde med Liverpool.
 
Hvad ville du spørge dig selv om, hvis du fik mulighed, og hvad ville du svare?
"Har du svaret på nok spørgsmål her på din sidste arbejdsdag i ministeriet?"
"Ja, nu må det vist række – vi er vist kommet rundt om det."
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job