PET: offentliggørelsen af det offentliges hemmelige tjeneste

Efter sigende var det en PET-mand, der tabte de fortrolige papirer på Buddinge Station, da han forsøgte at nå et tog. Uprofessionelt for en tjeneste, der ellers i de seneste år er blevet mere og mere professionaliseret. Ikke mindst på kommunikationsområdet, hvor en ny åbenhed på godt og ondt har præget det offentliges hemmelige tjeneste. Strategien har været en offentliggørelse af det offentliges hemmelige tjeneste.

Wanna-be hemmelige agenter

Terrorsagen i Odense så i første omgang ud til at være en tiltrængt sejr for PET, som for første gang skulle vise, at de kunne leve op til de skærpede krav i den globale kamp mod terror og give befolkningen noget for de mange ekstra bevillinger. Terrorpakken og overflyttelsen af den nationale efterforskningsenhed til PET var en resursemæssig saltvandsindsprøjtning, som alt andet lige skulle give kræfter til storstilede aktioner efter engelsk forbillede. Den folkelige opbakning og den politiske goodwill blev dog hurtigt sat over styr i et kaotisk forløb, som efterlod et billede af en noget amatøristisk forsamling af wanna-be hemmelige agenter, som øjensynligt ikke engang kan holde på en hemmelighed på Buddinge station eller beskytte vigtigt bevismateriale. Dybt problematisk, for er der noget, som er vigtigt at udstråle i forhold til potentielle informanter i samfundskritiske kredse, er det, at deres identitet forbliver hemmelig og at en hemmelig tjeneste naturligvis kan holde på en hemmelighed.

 

PETs nye åbnehed

Hele sagens efterladte billede af PET er dog lidt uretfærdigt og ødelæggende for de sidste tre års forsøg på at give PET et nyt image i befolkningen både gennem en professionel, defensiv håndtering af henvendelser (bedre hjemmeside/pressekontakt) og gennem en meget offensiv profilering af talsmænd og direkte dialog med ikke mindst de muslimske miljøer i Danmark. Til det skal siges, at PET også meget professionelt har håndteret den uheldige episode konsekvent og hurtigt, noget, som altid er hjørnestenen i mediekrisehåndtering.

 

Bad cop/good cop-rollefordeling

Stærkt inspireret af, hvordan det danske politi i øvrigt har kørt politichef Hanne Bech Hansen og chefpolitiinspektør Per Larsen i stilling, er PET-chef Lars Findsen blevet kørt frem som organisationens talsmand. Med sin udstråling har han givet PET et macho-image, som giver befolkningen en følelse af tryghed i post-Muhammed-Danmark. Som supplement har den tidligere operationelle chef Hans Jørgen Bonnichsen fungeret som den uafhængige PET-ekspert, som fra sidelinjen har kunnet kommentere på PET-chefens udmeldinger og PET’s arbejde. Konstellationen af den tidligere og nuværende chef har været en klassisk bad cop/good cop rollefordeling, hvor Findsen har været den fåmælte, faktuelle tough guy og Bonnichsen den diskuterende og dialogiske landsbybetjent. Gennem den dramaturgi har danskerne uden tvivl fået et langt bedre og mere positivt billede af PET end det image, den kolde krig og Blekingegade-sagen efterlod tjenesten med.

 

Fra Mærsk til dialogpartner

Traditionelt har PET været en tavs og lukket tjeneste, som skulle holdes i ørerne, og en potentiel trussel mod demokratiet og vores dyrtkøbte frihedsrettigheder. Her har det historisk været Birthe Rønn Hornbech, de konservative, socialdemokratiet og venstrefløjen, som har holdt et vågent øje med demokratiets nødvendige onde. Klarest illustreret med den historiske undersøgelse af efterretningstjenesterne rolle under den kolde krig. Alt dette blev anderledes med krigen mod terror, der både ændrede PET's image i en langt mere positiv retning og ændrede, hvordan PET skulle håndtere deres stakeholdere.

 

Den nye åbenhed

Nye fjender, nye issues og nye opgaver betød, at en ny åbenhed var svaret. Strategien bag den nye åbenhed har været at bevæge sig væk fra at se Retsudvalget og Justitsministeriet som de centrale og eneste stakeholdere og i stedet gå ind i en direkte dialog med befolkningen, de muslimske miljøer og medierne for at styre politikerne, debatten og offentligheden ad den vej. En udvikling fra at være i statens tjeneste til at være i samfundets tjeneste, hvor PET prøver at knytte direkte bånd til medierne, befolkningen og potentielle informanter gennem direkte dialog og kammeratlige samtaler. PET har altså brudt med mange års Mærsk-inspireret tavshed, fordi netop krigen mod terror kun kan vindes, hvis PET bliver mere synlig og sætter fokus på andre stakeholdergrupper end før.

 

Hans Jørgen Bonnichsens uklare rolle

Den synlighed har ikke mindst været tanken bag den meget synlige bad cop/good cop-strategi. Det er dog ikke et parløb uden problemer. For det første er mange danskere kommet i tvivl om Hans Jørgen Bonnichsens egentlige rolle, fordi han fylder så meget i medierne i forhold til den nuværende chef. Netop fordi det er en hemmelig tjeneste med mange skjulte dagsordner, skaber det en usikkerhed, om den tidligere chef alligevel på en eller anden måde stadig er en del af PET’s strategi og pressehåndtering. Enten direkte som redskab eller mere indirekte gennem loyalitet med hans tidligere arbejdsplads. En uklarhed, som skaber forvirring.

 

Helt galt gik det, da Bonnichsen over sommeren meldte ud, at de danske imamer havde forhindret terror og ligefrem kunne takkes for at havde forhindret terror. Det er historieskrivning og politisering, som ikke passer sig for en pensioneret embedsmand eller en hemmelig tjeneste af embedsmænd. En udmelding stik imod folkestemningen og ikke mindst Dansk Folkepartis imam-hetz. En uafhængig ekspert og tidligere medarbejder er derfor ikke altid løsningen, men et wild card, som ikke er direkte under politikernes kontrol. En anden fare er, at PET i al sin åbenhed begynder at rokke ved den klassiske tredeling af magten og dømmer folk gennem deres udtalelser samt bryder med de klassiske retsprincipper. En tendens, vi til dels så omkring sagen med de bosniske terrorister, hvor PET nok var lidt for synlig med en lidt for hurtig domsafsigelse i medierne.

 

I samfundets tjeneste versus i statens tjeneste

Åbenheden er desværre ikke kun en løsning. Åbenheden er også et problem, fordi den som social ansvarlighed er umættelig. Problemet er, at der ikke er nogen vej tilbage, når først befolkningen er lukket indenfor i tjenestens hemmelige verden. Når man først åbner op, er der en indbygget sneboldeffekt, som skaber et større og større krav om mere og mere åbenhed. Glasnost-strategi med delvis åbenhed er altså aldrig en mulighed, som også Gorbatjov måtte indse. I PET’s tilfælde er deres nye åbenhed kulmineret med, at en kendt forsvarsadvokat i sidste uge krævede den sløsede PET-mand fra Buddinge Station dømt ved en domstol. En uhørt indblanding i PET’s operationelle frihed, som kun er sket, fordi PET selv har kastet tjenesten ind på den offentlige arena. Der er dog ikke noget alternativ, for en offentlig hemmelig tjeneste lykkes kun, hvis den også vinder hjerterne og hjernerne i den danske befolkning. Det lykkedes med afsløringerne i Odense, hvor grundige aflytninger var opskriften på succes. Nu kræver det blot, at PET fremover er lige så god til at lytte til det store flertal i den danske befolkning, som de er gode til at aflytte folk i Vollsmose. Det er hemmeligheden ved at arbejde i samfundets tjeneste i stedet for statens tjeneste.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job