Den officielle opklaring er på vej til at lyde omtrent sådan: I september 2005 valgte Jyllands-Posten bevidst at provokere det muslimske samfund, men fejlbedømte situationen. Anders Fogh Rasmussen havde principielt ret i, at ytringsfriheden ikke kan antastes og i, at han hverken kan eller bør skride ind over for Jyllands-Posten. Alligevel rea­gerede han lovlig stejlt på henvendelsen fra de 11 ambassadører. Det udnyttede en gruppe dansk baserede imamer til at rejse til Mellemøsten og fremlægge et fortegnet – for ikke at sige løgnagtigt – billede af sagen. Deres aktion udløste derpå såvel diplomatiske reaktioner som en handelsboycot samt optøjer og hærværk på gadeplan. Dansk Industri så sine interesser truede, og bad Anders Fogh Rasmussen genoverveje sagen. Det har han til dels gjort, på samme måde som Jyllands-Posten. Men sagen har spredt sig til Europa, og invol­verer nu stor­magterne både gennem vores alliancer og på bilateralt plan. Derfor er det forventeligt, at den vil blive løst ad diplomatisk vej – men at den vil rumle videre i lang tid.

Når sagen ligner en perfekt – men forkert – opklaring, er det fordi den giver alle ret i det, de hele tiden har ment. Centrum-venstre kan sige, at sagen kun ventede på at finde sted, fordi der gennem mange år har været en fremmedfjendsk tone i debatten – på grænsen til det islamofobiske. Centrum-højre kan sige, det var godt, landets fortræffelige statsminister stod fast på principperne. Dansk Folkeparti kan sige, at partiets mangeårige støtte til hypotesen om civilisationernes sammenstød nu har vist sig at være helt igennem berettiget. Det passer alt sammen alt for godt. Derfor passer det slet ikke.

Er danskerne islamofobiske? Det er der intet, der tyder på. Gennem halvfemserne var den folkelige støtte til de militære operationer på Balkan betydelig. Det ville den ikke have været, hvis befolk­ning­en afskyede islam. For hvad gik operationerne ud på? De gik ud på at beskytte muslimske bosniere og kosovo-albanere imod kristne serbere. Hvem ligger i massegravene i fx Srebrenica, hvis eksistens oprørte danskerne mindst lige så meget, som den oprørte det øvrige Europa? Muslimske mænd. Hvorfor har danskere i vidt omfang støttet interventionerne i Afghanistan og Irak? Ud fra en principiel opfattelse af retfærdighed: almindelige, fredelige mennesker (som tilfældigvis er muslimer) skal ikke lide under tyranni.

Har statsministeren haft en sikker håndtering af sagen? På ingen måde. Statsministeren er ubetinget en af de mest kapable statsministre efter anden verdenskrig, når det gælder dansk politik. Hans greb om international politik er simpelthen ikke lige så godt. Det viser småsager som dokumentarfilmen om EU-topmødet i 2002, og det viser større sager som manglen på rettidig omhu i forhold til glo­baliseringen; involveringen i Irak-krigen og håndteringen af den diplomatiske krise i den indledende fase af karikatursagen.

Som en selv- og boldsikker angrebsspiller, der pludselig bliver nødt til at spille på en uvant plads i forsvaret, fatter Fogh ikke den enorme risiko, han eksponerer sit hold for ved at give den med hæl og tå i eget straffesparksfelt. Det har eksponeret Danmark for en enorm risiko at deltage i Irak-krigen og åbenlyst at fornærme medlemmer af det diplomatiske korps.

Hvis Fogh vidste så meget om international politik, som han ved om dansk politik, var han blandt andet klar over, at stormagter belært af erfaringerne fra første verdenskrig aldrig kunne drømme om at låse deres sikkerhedspolitik ubetinget fast til småstater. Derfor er det er himmelråbende naivt at tro, at USA og Storbritannien vil komme til undsætning, hvis krigen i Irak får konsekvenser for Danmark. Vidste Fogh mere om diplomati (hans biografi tyder på, at han på det punkt har endog særdeles meget at lære), ville han have vidst, at han selvfølgelig skulle have taget mødet med ambassadørerne. Han kunne have benyttet det til at sige ”rend og hop” på en floromvunden måde – men han havde ikke påført de muslimske lande det tab af ansigt, de nu i så rigt mål hævner.

Støder civilisationerne sammen? Nej, det er moderniteten, der støder sammen med traditionen. Det sker i disse år med bulder og brag i Mellemøsten, men det sker også i USA, hvor religiøse fanatikere kæmper med næb og kløer imod retten til fri abort. Hvis man endelig vil sætte et navn på problemet, er det ”religion”. Uanset hvilken religion, det drejer sig om, vil den være en kilde til intolerance, fanatisme og dumhed, hvis dens udøvere tager dens hellige skrifter bogstaveligt. Det er helt i orden at tage religion alvorligt – men at tage den bogstaveligt er ikke i orden. Det medfører uvægerligt et storhedsvanvid med krav om, at religionen også skal anses for gyldig og bindende af dem, der ikke tror på den.

Hvordan kan vi så få sagen opklaret til bunds? Her er nogle af de faktorer, jeg ville tage i betragt­ning, hvis jeg var detektiv på sagen.

1. Islamismen er en ekstremt farlig fjende af den vestlige civilisation. Den fjende er ikke indbildt, og derfor er det en hån imod nazismens ofre at sammenligne jødernes situation i mellemkrigstiden med muslimernes situation i vore dage.

Islamister har magten i Iran og Saudi-Arabien, og sætter den politiske dagsorden i de fleste af de mellemøstlige diktaturstater, samt i atommagten Pakistan. Islamismen er en totalitær ideologi, der har udnævnt vesten til sin fjende. Den har sin rod i følelsen af ydmygelse og identitetstab efter et stort imperiums undergang, ligesom nazismen. Blandt andet derfor er den ligesom nazismen præget af en ekstrem aggressiv selvretfærdighed og offermentalitet.

Ligesom man ikke skal dæmonisere tyskere og østrigere på grund af nazismen, skal man lade være med at dæmonisere muslimer på grund af islamismen. Til gengæld skal man gøre sig klart, at der i disse år er en voldsom kamp om muslimske sjæle, hvor vi i den moderne verden skal forsøge at vinde så mange som muligt over på vores side.

Det er imidlertid ikke nogen let opgave, hvilket hænger sammen med fjendskabets natur. Hvis man er udråbt til nogens fjende, kan det ikke nytte at satse på dialog. For din fjende vil slå dig ihjel – uanset hvor sød og rar du er. Jøderne havde intet gjort – men nazisterne ville slå dem ihjel alligevel. De ulyksalige mennesker, der arbejdede i World Trade Center havde intet gjort – al Qaeda ville slå dem ihjel alligevel. Hvis der endelig er nogen, der minder om jøderne i mellemkrigstiden, er det altså vester­lændingene set i islamisternes optik – ikke muslimerne set i den mest almindelige, vesterlandske optik.

2. Islamisterne arbejder aktivt på anti-integration i Danmark. Derfor bliver det nødvendigt at give dem en meget kraftigt og kontant modspil – samtidig med at vi giver skikkelige ”ramadan-muslimske” (modstykket til ”juleaftens-kristne”) medborgere så store aktier i vores moderne livsform, at de heller ikke er interesserede i at miste den.

Desuden må vi være helt nøgterne. Hvis forræderi er ”violation of allegiance toward one’s country or sovereign, especially the betrayal of one’s own country by waging war against it or by consciously and purposely acting to aid its enemies” (som det hedder i Webster’s), er der ingen grund til at skælde ud over Pia Kjærsgaards analyse af imamernes rolle i karikatursagen.

3. Forskellen på en kat og en tiger er størrelsen. Islamisterne arbejder på at skaffe sig ind­røm­melser ved at opdigte provokationer. Den strategi brugte Hitler også i forhold til de lande, der husede tyske minoriteter på deres territorium. Heraf kan man lære, at Chamberlains fejltagelser ikke bør gentages. Der kommer ikke fred i vor tid ved at give ind­rømmelser og satse på dialog. For lige­som man ikke kunne gå i dialog med nazisterne – der alene forholdt sig strategisk til de demo­kratiske landes forhandlere – kan man heller ikke gå i dialog med islamisterne. Det eneste, der duer i forhold til islamisterne, er med alle midler at stå fast på, at reformationens, oplysningstidens og demo­kra­tiets land­vindinger hverken er til diskussion eller for­handling.