Paris is the message
Paris Hilton har været i Danmark. Det var en begivenhed, der ikke just gik ubemærket hen. Alle medier har følt sig nødsaget til at rapportere fra hotelarvingens besøg, skønt ingen rigtig har kunnet give nogen forklaring på, hvorfor besøget var så stor en begivenhed.
af Claus Krogholm
Paris Hilton inkarnerer i manges øjne det værste ved celebrity-kulturen. Hvor andre celebrities, som Pamela Anderson eller Britney Spears, har en karriere som skuespiller, model eller sanger som alibi for deres status som kendt, så er Paris Hilton kendt for at være kendt. Ganske vist har hun lavet film, tv og en cd, men det har hun gjort, fordi hun er kendt og ikke for at gøre karriere. På den måde repræsenterer hun celebrity-kulturen i sin reneste form: kendt uden at være kendt for noget.
Warhol opfandt Hilton
Spørgsmålet, der bliver stillet igen og igen, er så: Hvorfor bliver Paris Hilton ved med at fascinere, hvis ikke der er noget at være fascineret af? Måske skal vi tilbage til 60'erne. Den canadiske filminstruktør David Cronenberg har sagt: "Basically, Andy Warhol invented Paris Hilton". Warhol er bl.a. kendt for udsagnet: "I fremtiden bliver alle berømte i 15 minutter." Med det udsagn syntes Warhol at foregribe dagens celebrity-kultur og reality-tv.
Det skal tillige ses i sammenhæng med Warhols superstars. I Warhols film var de medvirkende superstars. Ikke fordi de var stjerner fra Hollywood; men fordi Warhol mente, at mangel på talent eller evner ikke var nogen hindring for at blive stjerne. I et demokratisk samfund bør alle have samme adgang til at blive superstjerne. Derfor bør det også være en demokratisk ret, at alle skal kunne blive berømte i 15 minutter.
Kritik af stjernesystemet
Der ligger naturligvis en implicit kritik af Hollywoods stjernesystem, hvor det heller ikke nødvendigvis er det største talent, der bliver den største stjerne. Men frem for at blotlægge stjernesystemets hulhed, så gør Warhol hulheden til selve målet: Alle kan bliver stjerner, for det kræver ikke noget at blive stjerne. Alle har samme adgang til stjernestatus. Og netop det synes Paris Hilton at legemliggøre bedre end nogen anden. Paris Hilton er superstar, uden at det kræver andet af hende, end at hun er Paris Hilton. Hvis hun pludselig viste sig at være en talentfuld skuespiller og lavede en god film, så ville hendes status med ét vakle.
Paris Hilton er budskabet
Der er et andet kendt diktum fra 60'erne, der kan være med til at forklare fænomenet Paris Hilton. Marshall McLuhan sagde som bekendt: "The medium is the message". Det var et opgør med forestillingen om medierne som transparente kanaler for kommunikation. McLuhans påstand var, at ethvert medie vil påvirke det indhold, der kommunikeres, i en sådan grad, at det i sidste instans kommer til at handle mere om mediet end om budskabet. Det illustreres måske bedst af tv, når man i nyhedsudsendelser har en udsendt reporter til aktuelle begivenheder. Tv-værten opsummerer, hvad der er sket, og stiller så om til den udsendte reporter med ordene: "Hvad er sidste nyt?" Sidste nyt viser sig i mange tilfælde at være identisk med det, tv-værten netop har opsummeret, men ved at stille om til den udsendte dokumenterer man, at tv er til stede der, hvor tingene sker. Ikke fordi man derved kan bibringe begivenheden noget nyt. Budskabet er: Tv-mediet er her og nu.
På samme måde er Paris Hilton budskabet. Hendes tilstedeværelse i medierne skal ikke dokumentere talent, intelligens eller andet. Det eneste, der formidles, er, at Paris Hilton er Paris Hilton. Dermed kommer hun til at inkarnere den perfekte vare: en vare, der markedsfører og sælger sig selv. En vare, der ikke tynges af brugs- eller nytteværdi, som en sælger må forsøge at overbevise køber om nødvendigheden af. Eller sagt i en mere nutidig jargon: Paris Hilton er det perfekte brand. Paris Hilton formår at brande sig selv på en måde, så hun ikke behøver et produkt som vehikel for brandet. Dermed bliver hun på sin vis selve idealet for den moderne økonomi og markedsføring, der helst sælger immaterielle værdier uden at skulle bekymre sig om besværlige, konkrete produkter.
Den dumme blondine er en rolle
Det rejser et problem. Hvordan kan denne kvinde, der gang på gang fremstår som indbegrebet af den dumme blondine, og som tilsyneladende i fatal grad mangler indsigt i de mest elementære forhold i verden; hvordan evner hun at bruge medierne til på denne måde at brande sig selv til perfektion? Mistanken har meldt sig hos flere: Paris Hilton er slet ikke så ubegavet, som hun gerne giver indtryk af. I enkelte tilfælde er hun i interviews trådt ud af rollen som dum blondine og har vist sig mere indsigtsfuld end som så. Alligevel falder det de fleste svært at tro, at den dumme blondine kun er en rolle, hun spiller. At det tilmed skulle være en rolle, hun spiller som led i en bevidst mediestrategi, det bliver for meget. Paris Hilton er en dårlig skuespiller, det har vi set i hendes film; så hvordan skulle hun kunne spille dum blondine på så overbevisende en måde, hvis ikke det er, fordi hun er en dum blondine?
Obama = Hilton = uden indhold
Sådan har John McCain og hans kampagnestab tilsyneladende tænkt, da de brugte Paris Hilton i en annonce, der skulle udstille Barack Obama som en medieskabt stjerne – en celebrity – uden reelt politisk indhold. I annoncen blev Obama sammenlignet med bl.a. Paris Hilton og Britney Spears. Det blev taget fortrydeligt op af familien Hilton, der ellers har støttet McCain. Dog ikke af Paris Hilton selv. I stedet for at blive fornærmet – som resten af familien – har hun i stedet valgt at fremstille en lille videofilm, som hun har uploadet på det satiriske website Funny or Die. Her optræder hun i rollen som den dumme blondine, der tager McCains annonce som en opfordring til hende om at stille op som præsidentkandidat.
Hendes svar på "opfordringen" lyder: "So, thanks for the endorsement, white haired dude, and I want America to know that I'm like totally ready to lead". Hun redegør for sin energipolitik, lufter planer om at gøre Rihanna til vicepræsident – og male Det Hvide Hus pink. Alt sammen in character som den Paris Hilton, vi kender fra medierne. Men også leveret med så megen tongue-in-cheek, at der ikke kan være tvivl om, at det er en rolle, hun spiller.
Videoen er i skrivende stund set over 6,6 millioner gange på Funny or Die og er kommenteret mere end 2100 gange. Dertil kommer så al omtalen i alverdens medier. Dermed er der nok ikke så megen tvivl om, at Paris Hiltons video har haft betydeligt større gennemslagskraft end McCains annonce.
McCain og hans stab af spindoktorer, PR-folk, politiske rådgivere og kommunikationseksperter har åbenbart forregnet sig, da de tog billedet af Paris Hilton som dum blondine for pålydende. Når hun sukkersødt, men giftigt, omtaler McCain som the white haired dude, så spiller hun nok med; men understreger samtidig, at det McCain og hans folk, der er de naive, når de ganske ukritisk har taget mediernes fremstilling af Paris Hilton for gode varer. McCain havde måske nok kalkuleret med, at familien Hilton ville blive fornærmede; men havde næppe regnet med at blive sat til vægs og latterliggjort af Paris Hilton selv. "See you at the debates, bitches!"
Hilton er selve værket
Noget tyder på, at Paris Hilton har en ganske veludviklet forståelse af, hvordan medierne virker, og hvordan man bruger dem til egen fordel. Det kunne godt få en til at have hende mistænkt for også at have så meget styr på markedsføring og branding, at hun har perfektioneret sig selv som brand. Dermed går hun på mange måder i Andy Warhols fodspor; men er måske netop nået et skridt længere end Warhol. Hvor Warhol stadig måtte fremstille kunst (hvilket han ofte beklagede), så har Paris Hilton gjort sig selv til selve værket. Warhol havde Campell's Soup, Paris Hilton har Paris Hilton. Om det er intentionelt eller ej, er for så vidt underordnet; men Paris Hilton blotlægger dermed store dele af markedsførings- og kommunikationsbranchen. Der kommunikeres for kommunikationens egen skyld; det, der markedsføres, er markedsføringen selv.
Paris Hilton is the message!
Warhol opfandt Hilton
Spørgsmålet, der bliver stillet igen og igen, er så: Hvorfor bliver Paris Hilton ved med at fascinere, hvis ikke der er noget at være fascineret af? Måske skal vi tilbage til 60'erne. Den canadiske filminstruktør David Cronenberg har sagt: "Basically, Andy Warhol invented Paris Hilton". Warhol er bl.a. kendt for udsagnet: "I fremtiden bliver alle berømte i 15 minutter." Med det udsagn syntes Warhol at foregribe dagens celebrity-kultur og reality-tv.
Det skal tillige ses i sammenhæng med Warhols superstars. I Warhols film var de medvirkende superstars. Ikke fordi de var stjerner fra Hollywood; men fordi Warhol mente, at mangel på talent eller evner ikke var nogen hindring for at blive stjerne. I et demokratisk samfund bør alle have samme adgang til at blive superstjerne. Derfor bør det også være en demokratisk ret, at alle skal kunne blive berømte i 15 minutter.
Kritik af stjernesystemet
Der ligger naturligvis en implicit kritik af Hollywoods stjernesystem, hvor det heller ikke nødvendigvis er det største talent, der bliver den største stjerne. Men frem for at blotlægge stjernesystemets hulhed, så gør Warhol hulheden til selve målet: Alle kan bliver stjerner, for det kræver ikke noget at blive stjerne. Alle har samme adgang til stjernestatus. Og netop det synes Paris Hilton at legemliggøre bedre end nogen anden. Paris Hilton er superstar, uden at det kræver andet af hende, end at hun er Paris Hilton. Hvis hun pludselig viste sig at være en talentfuld skuespiller og lavede en god film, så ville hendes status med ét vakle.
Paris Hilton er budskabet
Der er et andet kendt diktum fra 60'erne, der kan være med til at forklare fænomenet Paris Hilton. Marshall McLuhan sagde som bekendt: "The medium is the message". Det var et opgør med forestillingen om medierne som transparente kanaler for kommunikation. McLuhans påstand var, at ethvert medie vil påvirke det indhold, der kommunikeres, i en sådan grad, at det i sidste instans kommer til at handle mere om mediet end om budskabet. Det illustreres måske bedst af tv, når man i nyhedsudsendelser har en udsendt reporter til aktuelle begivenheder. Tv-værten opsummerer, hvad der er sket, og stiller så om til den udsendte reporter med ordene: "Hvad er sidste nyt?" Sidste nyt viser sig i mange tilfælde at være identisk med det, tv-værten netop har opsummeret, men ved at stille om til den udsendte dokumenterer man, at tv er til stede der, hvor tingene sker. Ikke fordi man derved kan bibringe begivenheden noget nyt. Budskabet er: Tv-mediet er her og nu.
På samme måde er Paris Hilton budskabet. Hendes tilstedeværelse i medierne skal ikke dokumentere talent, intelligens eller andet. Det eneste, der formidles, er, at Paris Hilton er Paris Hilton. Dermed kommer hun til at inkarnere den perfekte vare: en vare, der markedsfører og sælger sig selv. En vare, der ikke tynges af brugs- eller nytteværdi, som en sælger må forsøge at overbevise køber om nødvendigheden af. Eller sagt i en mere nutidig jargon: Paris Hilton er det perfekte brand. Paris Hilton formår at brande sig selv på en måde, så hun ikke behøver et produkt som vehikel for brandet. Dermed bliver hun på sin vis selve idealet for den moderne økonomi og markedsføring, der helst sælger immaterielle værdier uden at skulle bekymre sig om besværlige, konkrete produkter.
Den dumme blondine er en rolle
Det rejser et problem. Hvordan kan denne kvinde, der gang på gang fremstår som indbegrebet af den dumme blondine, og som tilsyneladende i fatal grad mangler indsigt i de mest elementære forhold i verden; hvordan evner hun at bruge medierne til på denne måde at brande sig selv til perfektion? Mistanken har meldt sig hos flere: Paris Hilton er slet ikke så ubegavet, som hun gerne giver indtryk af. I enkelte tilfælde er hun i interviews trådt ud af rollen som dum blondine og har vist sig mere indsigtsfuld end som så. Alligevel falder det de fleste svært at tro, at den dumme blondine kun er en rolle, hun spiller. At det tilmed skulle være en rolle, hun spiller som led i en bevidst mediestrategi, det bliver for meget. Paris Hilton er en dårlig skuespiller, det har vi set i hendes film; så hvordan skulle hun kunne spille dum blondine på så overbevisende en måde, hvis ikke det er, fordi hun er en dum blondine?
Obama = Hilton = uden indhold
Sådan har John McCain og hans kampagnestab tilsyneladende tænkt, da de brugte Paris Hilton i en annonce, der skulle udstille Barack Obama som en medieskabt stjerne – en celebrity – uden reelt politisk indhold. I annoncen blev Obama sammenlignet med bl.a. Paris Hilton og Britney Spears. Det blev taget fortrydeligt op af familien Hilton, der ellers har støttet McCain. Dog ikke af Paris Hilton selv. I stedet for at blive fornærmet – som resten af familien – har hun i stedet valgt at fremstille en lille videofilm, som hun har uploadet på det satiriske website Funny or Die. Her optræder hun i rollen som den dumme blondine, der tager McCains annonce som en opfordring til hende om at stille op som præsidentkandidat.
Hendes svar på "opfordringen" lyder: "So, thanks for the endorsement, white haired dude, and I want America to know that I'm like totally ready to lead". Hun redegør for sin energipolitik, lufter planer om at gøre Rihanna til vicepræsident – og male Det Hvide Hus pink. Alt sammen in character som den Paris Hilton, vi kender fra medierne. Men også leveret med så megen tongue-in-cheek, at der ikke kan være tvivl om, at det er en rolle, hun spiller.
See more Paris Hilton videos at Funny or Die
Videoen er i skrivende stund set over 6,6 millioner gange på Funny or Die og er kommenteret mere end 2100 gange. Dertil kommer så al omtalen i alverdens medier. Dermed er der nok ikke så megen tvivl om, at Paris Hiltons video har haft betydeligt større gennemslagskraft end McCains annonce.
McCain og hans stab af spindoktorer, PR-folk, politiske rådgivere og kommunikationseksperter har åbenbart forregnet sig, da de tog billedet af Paris Hilton som dum blondine for pålydende. Når hun sukkersødt, men giftigt, omtaler McCain som the white haired dude, så spiller hun nok med; men understreger samtidig, at det McCain og hans folk, der er de naive, når de ganske ukritisk har taget mediernes fremstilling af Paris Hilton for gode varer. McCain havde måske nok kalkuleret med, at familien Hilton ville blive fornærmede; men havde næppe regnet med at blive sat til vægs og latterliggjort af Paris Hilton selv. "See you at the debates, bitches!"
Hilton er selve værket
Noget tyder på, at Paris Hilton har en ganske veludviklet forståelse af, hvordan medierne virker, og hvordan man bruger dem til egen fordel. Det kunne godt få en til at have hende mistænkt for også at have så meget styr på markedsføring og branding, at hun har perfektioneret sig selv som brand. Dermed går hun på mange måder i Andy Warhols fodspor; men er måske netop nået et skridt længere end Warhol. Hvor Warhol stadig måtte fremstille kunst (hvilket han ofte beklagede), så har Paris Hilton gjort sig selv til selve værket. Warhol havde Campell's Soup, Paris Hilton har Paris Hilton. Om det er intentionelt eller ej, er for så vidt underordnet; men Paris Hilton blotlægger dermed store dele af markedsførings- og kommunikationsbranchen. Der kommunikeres for kommunikationens egen skyld; det, der markedsføres, er markedsføringen selv.
Paris Hilton is the message!
